A damn fine tart

Min veninde og hendes engelske kæreste kom til frokost i går. I den anledning forsøgte jeg mig med en Bakewell Tart. et stykke klassisk engelsk hjemmebag, som Smitten Kitchen bloggede om i foråret.

Jeg havde godt set navnet før, men anede ikke, at tærten var opkaldt efter en by. Jeg tror, jeg troede, at Bakewell var et varemærke sådan ala Tørsleff og at tærten var et forsøg på at presse så mange produkter sammen i et enkelt bagværk som muligt.

Jeg blev klogere og tærten en succes - thumbs up fra en næsten lokal.

I al sin enkelhed er der tale om en mørdejsbund med et lag hindbærmarmelade og en mazarin-agtig-masse øverst.

Jeg indrømmer det, mørdejen var købedej, men resten hjemmelavet.

Nu havde jeg ikke lige et glas hjemmelavet hindbærmarmelade i forrådskammeret, men det funker også at lave en lynmodel:

En pose frosne hindbær blev kogt ind med sukker, rosmarin og et skvæt tonic vand. Men en helt old school model, hvor hindbær koges alene med sukker og måske et strejf kanel vil også være fortræffeligt. Lynmarmeladen blev stillet til afkøling.

Derefter forbagte jeg tærtebunden en smule og smurte marmeladen ud over den.

Undervejs fandt jeg tid til at smutte 200 gram mandler.

Så skulle der gang i foodprocessoren. Først blev mandlerne finmalet med halvanden spiseskefuld hvedemel. Så blev 150 gram sukker tilsat - jeg brugte noget ubleget rørsukker - og lidt reven citronskal. Derefter 150 gram smør og et helt æg og en æggeblomme.

Til sidst har man en blød, men dog smørbar masse, som med en fugtig kniv omhyggeligt kan fordeles ud over marmeladen i et noget tykkere lag.

Tærten fik 35 minutter i ovnen ved 190 grader, så var mørdejskanten, der stak op over mandelmassen, godt sprød - som man ser nederst - men den kan eventuelt skæres til.

Ved servering fik hele herligheden et drys flormelis. Vi konstaterede at den var god til en kop earl gray efter en lang stensamler tur til vandet, hvor vi reddede en hugormeunge fra den visse død, ved at gelejde den fra stien ud på lyngen.

Desuden viser det sig, at den også er god dagen derpå ;) Og som Debbie, som skriver Smitten Kitchen, er inde på, så er det er en opskrift, der kan varieres i det uendelige. Skru på marmeladen eller på nødderne.

Hvad med blommemarmelade og hasselnødder i stedet for mandler i mazarinen?

Noget i ovnen

Lad mig sige det sådan, for en lille uge siden rundede jeg et af livets mere opreklamerede hjørner. Det skete helt udramatisk og i god ro og orden. Mere end det faktisk - det skete i ro og balance.

Noget af det, som har gjort det særligt særligt, er, at alle gaver jeg har fået har været i særklasse mig.

Senest i dag, hvor en lidt stakåndet landpost rakte mig en aflang - og som hun sagde - tung pakke.

Femten forrygende flaskeøl fra alle verdens hjørne fra den lokale medarbejderforening. Forinden havde en kollega snydt sig til at aflevere en anden kollegial erkendtlighed, som bestod af en ølsmagning for to - gud ved hvor højt der skal piftes efter Sifka? - og bogen Maden til øllet.

Det er sgu skønt sådan at blive, om ikke forstået - det er et stort ord - så i hvert fald opfattet, som den man er.

Seks flasker rødvin ville have været ved siden af, femten flasker øl var lige i mit hjerte.

Nå, nu vil skæbnen at en af dem, af en eller anden grund havde smidt cirka halvdelen af sit indhold i det tykke lag høvlspåner, jeg gravede dem ud af.

Og at jeg her til morgen under min morgentur i blogland som sædvanligt gjorde holdt hos Anarkisten og blev betaget og behaget af hendes omgang med ord og mad.

Via et hurtigt opslag i Maden til øllet var der ingen tvivl, min lille inkontinente Trappistes egner sig fortrinligt til oksekød.

Så nu er ovnen fuld af kartoffelmos tilsmagt med Thranes 10 procents Jerseyn Røgeost og en grydefuld oksekød i øl.

Til overflod har jeg to glas skummelt udseende syltede agurker stående på køkkenbordet, næsten klar til at spise.

De har været længe undervejs og det har givet anledning til, at et eller andet har fået dem til at ligne noget fra denne spritsamling, som netop er åbnet i Berlin - eller den snog min første folkeskoles biologisamling havde på glas.

Men de dufter ok og spises skal de, hvis de bare er grimme, men ikke fordærvede. Jeg mener, hvis Beauvais kan sælge Appetit Agurker, så kan jeg vel også spise mine egne uappetit agurker ;)

Hanesovs

Jeg har fundet et nyt mirakelmiddel mod tilstoppet næse.

Hidtil har det været at stikke hovedet hen over en Margretheskål, hvor der er hældt kogende vand over frisk eller tørret mynte og så skabe et svedetelt under et håndklæde.

Fremover vil jeg bare tage et stort pund hakket chili og et par små hvidløg udblødt i 3 dl hvid eddike og sætte hele baduljen over at koge i en fem minutters tid med fem spiseskefulde rørsukker.

Hold op hvor kattene og jeg fik renset vores øvre luftveje af anden runde af projekt Hanesovs.

Værst var det, da jeg skulle passere den blendede masse gennem en si.

Men nu står resultatet i to glas på bordet og ser stærkt og sødt ud på en og samme gang.

Hvis du undrer dig over vodkaen i baggrunden, så kommer det sig af, at jeg ikke bryder mig om Atamon, men er klar over, at skimmel og svamp kan ødelægge en hvilken som helst hjemmesyltning, så glassene er efter skoldning skyllet i vodkaen, som holder 40 procent alkohol.

Og til sammenligning ses også en lille flaske original Hanesovs.

Jeg glæder mig blandt andet til at lave chilimayo til fritter og/eller en burger af den.

Startskud

Jeg har kastet mig ud i et par flerdagesprojekter efter en kulinarisk udflugt med Sifka til Rosenfeldt Gods og Gartneriet Toftegaard, hvor jeg fik fat i drueagurker og stærke chilier.

Første projekt er at eftergøre en ganske fantastisk chilisovs, som man kan købe i thailanske og kinesiske supermarkeder i gode store plastikflasker. Den kan bruges til alt fra chilimayo til et ekstra pift til fx stegte nudler.

Nu har jeg fundet en opskrift og lige nu står de hakkede chilier i blød i en god, økologisk, hvid eddike tilsat salt og hvidløg forud for et lynkog i morgen. Jeg fulgte rådet om at hakke med plastikposer på hænderne, for selv om der er et par ganske milde chilier i bunken er der både Habanero og Chocolate Scotch Bonnet. Hakningen kunne mærkes i både katte og menneskes snuder.

Næste projekt, som ikke lige bliver færdig i morgen, er at frembringe nogle sprøde, salte, sure agurker til alt fra burger til bøf stroganoff i løbet af efteråret.

De næste syv dage står de i en krydret 5 % salt-opløsning og derefter tror jeg, at jeg forlader den oprindelige opskrift og sylter dem med eddike og sikker, men meget kan jo ændre sig på syv dage;)

Im Hamburg

Jeg får altid udlængsel, når jeg ser en fjernkøreplan. Oh at køre videre, videre til fjerne steder som Brno og Innsbruck, lade sig transportere til ukendte egne, mens man sidder behageligt filosoferende i DB's besynderligt lugtende ICE-tog.

Der er uvasket menneske, gammel tobaksrøg og noget udefinerbart i luften. Alle disse syntetiske stoffer på sæder, gulve og næsten også lofter tager imod og slipper ikke lige sådan indfangne lugtpartikler igen.

Godt her ikke har været nogen trillevogn igennem - endnu da - for dem, kan jeg ikke modstå. Må købe luset kaffe, slatne sandwich og uforståelige ugeblade.

Faldt i på færgen, hvor en sodavand og en lunken pølse med uvarmet brød stod mig i næsten 50 kroner. Men så skulle jeg også gøre alt arbejdet selv inklusive at slaske ketchup og sennep op. Kun var det ikke mig, der havde holdt pølsen under den varme hane i 10 sekunder.

Men sådan skal føde på færger smage. Og eftersom jeg en gang har overlevet en orkan på et strømløst hotel i det yderste Miami ved i tre døgn at leve af af et rør Pringles, to uopvarmede mikrobølgeovns burgere og halvanden liter lunkent vand, så kan Scandlines ikke chokere mig.

Desuden ved jeg, at for enden af min rejse venter Starbucks kaffe, curry wurst, hefe weissbier og masser af oplevelser på en nautisk rundtur blandt Hamburg havns maritime museum. Og måske en iPad….