lørdag, august 12, 2006

Nedtælling


Jeg har noget med tid. Den er i min bevidsthed næsten konstant og jeg har nærmest et indre solur, der gør, at jeg kan bestemme tiden plus/minus 5 minutter, selv hvis jeg bliver vækket midt om natten. Ved ikke om min underbevidsthed blot er mere opmærksom på lys og mørke og den slags end andre menneskers.

Anyway - om 24 timer sidder jeg på mit nye hus' terrasse og drikker champagne med en veninde eller også sidder vi lige inden for terrassedøren og kigger ud i regnen og nyder boblerne.

Min bil er proppet med alt fra viskestykker til håndværktøj og så ovenstående gasapparat med wok. Mandag morgen skal jeg nemlig have bacon og røreæg frembragt over højt blus ude i min have come rain and come shine.

Behøver jeg at sige, at jeg er spændt ud over alle grænser og næppe får sovet meget i aften?

fredag, august 04, 2006

Power shopping



Jeg har fået slidt lidt på dankortet i dag, men det er faktisk første gange jeg har købt ind til min nye bolig. Jeg har købt mig en sort Eames gyngestol, som den ses herover. Man sidder fantastisk i den og jeg kan se mig selv gynge foran ilden i min brændeovn en vinteraften.

Almindeligvis bryder jeg mig ikke om sort noget som helst. Sorte biler og sort tøj lader mig helt kold. Men de øvrige farver er bare for mærkelige. Den røde er ikke ren nok, den grønne ville clashe med min grønne lænestol osv.

Mine spisestuestole er sorte AJ 7'ere, så en sort gyngestol vil matche og ikke skrige om opmærksomhed.

Til mit udeliv har jeg købt en savstol, en adirondack stol i hvidt med fodskammel og et bord, der hedder tegnestiften. Alle disse møbler er købt på udsalg og står mig i 3.700 - jeg har sparet noget i retning af 2.500 kroner, så det er jeg meget tilfreds med.

Jeg har også købt et nyt sengetæppe og en grøn pude, som jeg sparede tæt på 2.000 kroner på.