søndag, marts 02, 2008

Heste, hatte og hibiscus


Jeg pjækkede en halv forelæsning for at kunne spise en tidlig frokost og gik lige ind i en kæmpe parade i anledning af byens årlige kombinerede rodeo og dyrskue, som begynder denne uge.

Lige med et var alle de cowboyhatte og –støvler, som ellers har været næsten demonstrativt fraværende lige foran mig.

Amerikanere kan jo det med optog og parader – for et år siden så jeg Sankt Patrik paraden i New York, denne var langt fra så omfattende, men sjov og meget energisk.

Paraden blokerede faktisk hele byens midte, så jeg begyndte at gå ad gader ikke hidtil besøgt og opdagede, at der næsten ikke var nogle frokoststeder åbne, fordi bymidten almindeligvis i weekenden er ganske uddød.

Heldigvis snublede jeg til sidst over en japansk bar og lounge, som trods fraværet af gæster var åben. Jeg tog chancen og fik for $10 – som er en 52-53 kroner – salat, misosuppe og 17 stykker california, spicy tuna og ebi ruller.

Alt, alt for meget. To personer kunne fint være blevet mætte af mængden, så jeg måtte levne.

På vejen retur til kurset kom jeg forbi byens park, hvor hibiskusbuske stod i fuldt flor. I det hele taget var vejret – udendørs – i går som en god dansk sommerdag, mens vi alle småfrøs inden døre af den voldsomme aircondition.

Etfter et kort program her til morgen flyver vi retur til Danmark og mandag eftermiddag skal jeg hente de små grå!

4 kommentarer:

Sifka sagde ...

Ude er godt, men en favnfuld små grå er bedst:)

Marianne sagde ...

Det lyder faktisk til du har fået oplevet en del, trods de få dage og med arbejde ind imellem.

Jeg har oplevet Sankt Patrik paraden i NY og det var jo kæmpe stort!

Kom godt hjem, jeg er sikker på der er to grå der glæder sig til gensynet :-)

Zette sagde ...

Ser frem til at høre om de små grås gensynsglæde er ligeså stor som din?

Anonym sagde ...

Sikke en masse du har oplevet på din rejse. Det har været spændende at følge - men nu tror jeg, at Kaper og Pinga savner deres 'mor' og deres vante omgivelser. Da jeg var 18 år, tilbragte jeg tre uger i USA. Det står stadig for mig som en uforglemmelig oplevelse.