Kyllingesteg med kuvøseguf

Lige siden brødrene Price i forrige udgave af Spise med Price fremtryllede stegt kylling med skilt sovs, agurkesalat og rabarberkompot har jeg længtes efter denne spise.

Hos min farmor hed det bare kyllingesteg - og det var det eneste, man gjorde ved kyllinger. Høns kom i asparges, karry eller frikassé - dagen derpå kunne dyret optræde i tarteletter eller som salat, men de blev aldrig stegt i gryde og kylling blev aldrig stegt i ovn, eller, gud forbyde, kogt. Sådan var det bare.

Efter en strålende morgenudflugt til en skråning i nærheden, hvor det i sjette forsøg lykkedes mig at finde den vanskeligste af alle skatte, var jeg klar til at fejre med kyllingesteg.

Det startede med et barnemord i min have. To små spæde rabarber blev snuppet og forvandlet til verdens mindste kompot - hele protionen, ses på ovenstående billede.

I verdens mindste kompot er der verdens mindste øre stjerneanis, et nip sukker, et strint citron og en lille skefuld vand.

Mere forår bliver det ikke.

Ellers har jeg jo stadig fornøjelse af mit indbrud, den ene taksator efter den anden kommer forbi for at kigge på vindusskaden og senere for at overskue omfanget af det stjålne.

Jeg kunne ikke vente, så i går kørte jeg til Lyngby og købte en my bærbar.

I skulle bare vide, hvor godt jeres blogs ser ud på Appels nye blanke skærm til MacBook Pro - det er forrygende.

Champagne på toppen

Som Sherlock Holmes mødte sin nemesis på kanten af Reichenbach vandfaldene i skikkelse af professor Moriaty har jeg mødt min på de stejle skrænter ved Spodsbjerg fyr nordøst for Hundsted.

Min nemesis har skikkelse af en skat - en geocache - som bare ikke vil findes.

Den nemme konklusion ville være, at den er væk, hugget af nogen, der ikke ved, hvad geocaching er, sådan nogen kaldes mugglere, men det er den ikke.

Så sent som i går kom en anden geocacher valsende forbi og fandt den.

Efter at jeg havde tilbragt mindst en time op og ned, fem og tilbage gluggende overalt, hvor en lille tupperware kan proppes ind.

Nothing. Så her til morgen kørte jeg derud igen. Denne morgen var meget anderledes end i går, hvor det var så klart at alt fra havbunden til Rørvig strålede i solen.

I morges var det diset, køligt og fugtigt i vejret. Passede godt til mit humør.

Da jeg gav op - og det var altså fjerde gange, jeg ledte efter den - tænkte jeg, at jeg kunne fortsætte til de to andre skatte jeg heller ikke har fundet.

Så afsted mod Arrenakke Bakke - denne gang parkerede jeg på p-pladsen ved hovedvejen og gik op ad en officel trampesti.

Den førte mig forbi Danmarks eneste champagnemark, hvor Arrenakke Vinlaug var i vigør med, hvad man nu gør ved vin på denne årstid. De hyggede sig, men jeg var for sammenbidt til andet end at hilse.

Og så valsede jeg ellers til tops, drejede ned blandt træerne på en stejl skråning og steppede lige ned til cachen, som jeg for nogle uger siden ledte længe og forgæves efter.

Det var en herlig revanche og den blev fejret med en gammel blåbær-spelt-kage og en lille flaske helsejuice af Sifkas, som jeg fandt på bunden af min turtaske.

På vej ned sludrede jeg med nogle af folkene på marken. De vidste ikke så meget om, hvornår champagnen bliver færdig eller hvordan man får fat i den, de var bare arbejdere, som de sagde.

Kunne være man skulle melde sig til lidt markarbejde, hvis der virkelig er overskudsdeling, som de skriver på hjemmesiden.

Derefter fandt jeg en fin, våd, lille skat på kanten af Arresø inden jeg i et anfald af overmod forsøgte mig med den anden af mine nemesisser - skatten i skoven nær mit hjem.

Nope. Nada. Nothing - og heller ikke den er blevet mugglet, den blev fundet i torsdags.

Men jeg er jo stædig, så jeg skal nok finde dem før eller siden.

Solskin og højt til vejrs

Forestil dig, at verden er en kæmpe portion risalamande. Så ligger der lige nu flere end 740.122 mandler i grøden.

Men i modsætning til ved juletid, hvor du blot har din appetit og en ske til at finde mandlen i desserten, så er det – i teorien – noget nemmere at finde de flere end 740.122 mandler i verdensgrøden.

De er nemlig alle udstyret med et sæt koordinater for deres helt præcise placering blandt riskorn og kogt mælk. Så hvis man har en mobiltelefon med gps – eller en anden type gps, den i bilen funker også, så burde det være nemt, som at klø en elefant i bagen at finde den udvalgte mandel.

Det er det bare ikke, erfarede jeg i dag, hvor jeg endnu engang drog ud på geocaching – på skattejagt eller mandeljagt om man vil.

Først og fremmest var jeg opsat på at revanchere mig fra forleden, hvor plantagen vandt og jeg vaklede rundt i sne blandt grantræer uden af finde noget. Dernæst havde jeg udvalgt mig en højtliggende skat, som lovede en formidabel udsigt.

Jeg kom tomhændet hjem. Jeg tilbragte en god halv time i skoven og vendte hver bunke døde blade og nedfaldne grene – no luck.

Til gengæld måtte jeg le, da jeg halvvejs tilbage ved hovedvejen oplevede en trafikprop i et stikryds med tre andre mennesker og en hund.

Et ældre ægtepar kom trækkende med deres cykler i mod mig, en herre med hund kom gående på tværs og så bum mødtes vi der og syntes det var pudsigt at gå i en øde plantage og så pludselig møde så meget liv.

Af sted mod næste udfordring – og det blev det i sandhed. Da jeg forlod de indtegnede veje på mit googlekort blev det klart, at jeg skulle klatre og kravle gennem krat og væltede stammer i meget kuperet terræn. Jeg var også stålsat på at få min cykel med til tops, for det tilfælde, at der skulle vise sig en passable vej, hvor jeg kunne køre ned.

To gange krydsede jeg nogens grund – sommerhuse, lukket ned for vinteren, så jeg sneg mig til det med sort samvittighed.

Endelig fandt jeg en smattet, fedtet og stejl sti, hvor mig og jernhesten kunne mose os op ad, op ad og op ad til den smukkeste udsigt. Fra toppen af Arrenakkebakke kan man i godt vejr – og det var det – se Arresø, Roskilde Fjord og Kattegat bare ved at dreje rundt på stedet. Magisk og hele turen værd.

Men nu var jeg jo kommet for at finde mandlen, så jeg gik i gang og skridtede frem og tilbage, frem og tilbage – den lille prik på kortet, som agerede mig, ville bare ikke gå i et med den røde knappenål, som markerede mandlen.

Efter 20 minutter lykkedes det – altså at være på det rette sted, men skatten var ikke parat til at lade sig finde af mig. Efter en rum stund gav jeg op. Jeg fandt stien ned- og mødte en 79 trin lang trappe, så jeg måtte have cyklen på nakken.

I grunden har det jo været en fiaskotur – til sammenligning faldt jeg to af tre skatte søndag. Men hver gang bliver jeg lidt klogere. Jeg har blandt andet indset, at det nok vil være nyttigt, at kunne bruge et kompas, sådan i virkeligheden og ikke bare i teorien ;)

Forgæves skattejagt

De fleste af mine praktiske problemer er løst, vagt byttet, bil lånt, ovn varm osv. – vaskemaskinen er dog stadig en dum F7, men jeg besluttede, at det skulle være fridag og ikke bekymringsdag.

Derfor faldt valget på, at finde en nærliggende geocache, som jeg hidtil har undgået, fordi jeg ikke ret godt kan lide skov – jo skov kan jeg egentlig godt lide, men jeg kan ikke lide granplantage og dem er der flest af her.

Jeg tænkte, at den smukke hvide sne kunne lette lidt af det klaustrofobiske inde blandt de snorlige stammer.

Samtidig sagde min iPhone, at jeg kunne gå meget af vejen med udsigt over Melby Overdrev, som er et smukt, åbent, gammelt militært skydeterræn. Jeg kunne minimere omgangen med træer til de sidste 3-400 meter.

Der ligger et udsøgt 6-7 centimeter tykt snelag på disse kanter. Sne der knaser og knitrer under støvlerne. Så af sted med mig.

Jeg gætter på, at jeg ser lidt morsom ud, når jeg kommer skridtene med sin mobiltelefon holdt ud foran mig, så jeg kan se noget uden læsebriller, som jeg ikke kan se naturen men, hvis du forstår.

Alt gik som planlagt, jeg fandt en sti og drejede ind i skoven. Da var det nu ikke mere muligt at have blikket konstant på telefonens kompas, dertil var stien for ujævn. Og derfor så jeg da tre dådyr i strakt trav passerede stien en 10 meter foran mig. Sikke et syn og sikke en fart.

Da jeg nåede hen til stedet, hvor de havde passeret, var det blevet tid til at forlade stien og slå mig gennem den vilde natur – jeg fulgte da bare deres veksel og beundrede deres evne til at finde passage omkring væltede træer og ujævnt terræn.

Pludselig sagde min telefon, at jeg var, der hvor skatten var. Det var jeg måske også, men selv efter 15 minutters intens søgen fandt jeg den ikke, så jeg har stadig min første skovskat til gode.

Men jeg fik en fin tur og et par kilometer off road foruden lidt flere ad sti og vej – ikke så værst og nu er der te og en bitte romkugle ;)