Godt nytår

Jeg har forbindelserne i orden. Så med eneret for denne blog....

Mennesket lever ikke af majonæse alene

Min farmor havde et spisekammer. Et rum med hylder langs den ene væg, et lille vindue, der altid stod på klem og en slags serveringslem over et smalt bord på væggen ind mod køkkenet.

Derinde tilbragte jeg timer med at kigge på hendes konserves og hjemmesyltede ting. Jeg stillede dem i orden og solgte dem til min bror gennem serveringslemmen.

Jeg har altid drømt om sådan et kammer, og har engang næsten haft et - mit køkken havde en mellemgang, hvor der var plads til en stor reol, men der var ikke køligt, som der skal være i et rigtigt spisekammer.

Nu har jeg - om vinteren i hvert fald - mulighed for at bruge mit ene skur som, om ikke et spisekammer, smørret ville blive stenhårdt, så i hvert fald som viktualierum. Og efterhånden er jeg blevet bedre til at slå til, når jeg ser et godt tilbud.

Derfor førte min helt afdæmpede nytårsshopping, hvor jeg bare skulle have lidt romainesalat og et stykke kød, til at jeg hjemførte et lille lager af champagne, gin og majonæse til viktualiehytten.

Jeg tror ikke, at det bliver nødvendigt at købe hverken gin eller majonæse i 2009, men det er nok en anden sag med champagnen. To flasker rækker ikke ret langt ;)

Farvel til flæskestegssandwich

Efter en intens kamp i morgendynerne, måtte jeg se mig slået: Forkølelse 1 - Husejer 0

Dermed forsvandt mit håb om at smage Sifkas supersteg draperet i hjemmelavede grovboller foruden flere andre delikatesser af flydende art, har jeg efterfølgende erfaret.

Øv, men det er da en smuk dag at være sløj på. Og under alle omstændigheder kan jeg da glæde mig over, at jeg ikke har det lige så dårligt som Gävles julebuk ;)

Nisse CSI

Sagen er opklaret. Forklaringen på mine livtag med bitternissen denne jul, lå frit for mit blik i min forhave: Den grønne havenisse var faldet om.

Leret der holdt hans kunstige ben på plads, var smeltet til en våd klat og træbenet forsvundet op i hans hule krop. Aner ikke, hvor længe han har ligget der, og det er nok et af problemerne.

For hvis der er noget nisser ikke tåler, så er det, når vi mennesker ikke behandler dem ordentligt.

Det var Sifka der gav mig det afgørende spor, har du tjekket havenissen? spurgte hun i en mail, men jeg havde for travlt og derfor har bitternissen gang i endnu en manifestation.

Jeg vågnede til formiddag med fornemmelsen af at have været på druk i en uge, ondt i hoved og krop og skiftevis kold og varm.

Når er havenissen på benet igen, men jeg tager ingen chancer og behandler også med nudelsuppe, cola og dvd'ere. Jeg har nemlig en aftale, jeg meget gerne vil overholde i morgen ;)

P.S. Jeg blev første gang præsenteret for bitternissen og hans hærgen af Pedrsn, hende har han nemlig også været efter.

Mig og Falck

Lad mig sige det sådan, det var noget hyggeligere at vente samme med Sifka en lille times tid i en havareret, katastrofeblinkende Jeep en mørk vinternat efter en fin udflugt end at gøre det alene i –3 grader efter en lang, sen arbejdsdag. På den anden side, nu kan jeg sige, at jeg har set rimfrosten gro ;)

Denne gang var det ikke hjulene, den var gal med, men motoren der blev for hed. Nok så megen kølervæske, som i parentes bemærket er en fedtet og vanskelig substans at hælde ned i en gloende varm åbning, mens katastrofeblinket snyder ens nattesyn, gjorde ingen forskel.

Så endnu en flink mand i en stor rød lastbil, kørte mig og bilen sikkert hjem. Det er altså en fantastisk service man får fra de folk og det er faktisk ganske hyggeligt at sidde i deres varme kabine og småsnakke lidt om livet og verden, mens man prøver at komme sig over forsmædeligheden ved at skulle have hjælp.

Aftenens helt fortalte om to større uheld i Nordsjælland, fulde unge i Brian-biler, som han sagde. Ingen var heldigvis kommet alvorligt til skade, men begge biler kunne lige så godt være blevet kørt til ophugning.

Dagens udfordring bliver nu at komme på arbejde, med de offentlige.

Heldigvis har min chef indvilget i at jeg tager en taxa hjem på hans regning i nat, ellers skulle jeg nemlig have små tre timer fri før tid fordi al ting kører efter den sjældne helligdagskøreplan, som ikke en gang Rejseplanen kan finde.

I hvert fald har den flere gange tilbudt mig en forbindelse, hvor jeg skulle med bus til Helsinge og derefter gå til Metroen. Hmmm – noget af en gåtur den.

Nå men, nu må bitternissen, som har set sig sur på mig denne jul, godt fise af.

Men skøn var julemorgen

Jeg er rigtig glad for julenat, selv om jeg ikke er et egentligt natmenneske, og julemorgen, som jeg ofte nyder tidligt, men i dag først traf, da det var blevet lyst og fint.

Der er sådan en skøn ro over verden og livet - alt det stressede er bag os. (jeg ved godt, at nogen steder stresses der straks med julefrokost, men det mærkes ikke så tydeligt.)

Tak for jeres søde hilsner i går - det var såmænd ikke noget at snakke om at være på arbejde.

Bortset fra sulten ;) For - havde jeg nær sagt - selvfølgelig var der ingen julemad til os to medarbejdere, der holdt skansen i vores del af det store hus mutters alene efter 19.10.

Tilsyneladende forventede man, at vi sådan kunne skrabe rester sammen af den treretters frokost, der var blevet serveret ved 13-tiden, men jeg spiser altså ikke mad, der har stået fremme og er blevet rodet i og hostet på i seks timer.

Helt uforberedte var hverken jeg eller kollegaen - så min julemiddag var to frikadeller og et par klapsammen rugbrødsmadder, han havde lidt salat med. Det grinede vi pænt af, mens vi komponerede bitre fantasibreve til ledelsen.

Derfor serverede jeg stor morgenmad for mig selv, da jeg skulle hygge med træet og min gave fra veninden, der netop har været i Sudan.

Genudsendelse

Jeg kunne prøve at bilde jer ind, at jeg forsøger at skabe en tradition ved at genbruge sidste års julehilsen.

Sandheden er, at jeg i året ikke har fået taget et bedre billede af de to, hvor man lige kan smide et par huer på dem ;)

Men under alle omstændigheder håber jeg, at alle får en jul præcis så god og glædelig, som I har drømt om den.

Jeg skal arbejde i år, kører af sted på job klokken 14 og er hjemme en gang ved 01:30-tiden. Det er helt fint.

Solhverv og havroer

Morgenstund havde styrtdykkende mågefugle, kraftig vind og havroer i mund.

Klokken 13:04 vender det - jeg har aldrig helt forstået, hvorfor det aldrig sker på samme tid fra år til år, men bare det sker, er det fint med mig.

Jeg gik af sted, da det var lyst nok til at se en hånd for sig i plantagen. Der var ikke det store stormfald - lidt flotte kogler - trods gårsdagens rusk. Jeg kunne høre Kattegat på lang af stand og vandet stod langt op på forstranden, da jeg nåede derned.

Men der var heller ikke det store strandingsgods - jeg drømmer om en dag at finde guldmønter fra forlængst sunkne spanske galeaser.

Men der var dog en pæn mængde havroer - disse store sten, med toppe af tang, som må være blevet løsnet af vandet et stykke vej derude og kastet ind på stranden.

Her og der var mågerne travlt optaget af at styrtdykke ned i bølgerne - måske over lokale muslingebanker?

Og da jeg så skulle tilbage op over lyngen på Melby Overdrev havde solen netop sluppet trætoppene og alt var badet i et blændende gyldent lys. Sådan skal en morgentur være ;)

Humørskifte

Først var vi lidt tvære i og omkring det lille røde hus. Pinga var sur, fordi det stod ned i stænger og hun var nødt til at krybe i ly.

Jeg var sur, fordi en fantastisk julegave jeg agter at give mig selv, viser sig at være svær at få sendt til Danmark.

Men så slog Pinga sig til tåls og kom ind til Kasper og mig i varmen, samtidig fandt jeg et sted, der vil sende mig den avancerede madkasse, hvis vi kan blive enige om en pris for transporten.

Jeg startede ellers dagen med at lede efter en indisk tiffin-boks, sådan en så jeg nemlig i Gordon Ramsey Kitchen Nightmare i går og den er meget flot og fin, men næppe så god til at holde varmen på tingene som den japanske.

Til gengæld er jeg faldet over en sjov artikel i The Guardian om Mumbais tiffin-infrastruktur.

Og nu har jeg selvfølgelig lyst til indisk mad ;)

Jeg er blevet milionær

Det er ikke hver dag man modtager en større pengesum, kontant med posten, men da jeg kom hjem i går ventede 250.000.000 zimbabweanske dollars på mig.

Det er umuligt at fastslå , hvor meget - eller lidt - sedlen er værd, inflationen i Zimbabwe er så voldsom, at der er tale om hyperinflation, men jeg gætter på, at den ikke kan købe så meget som et riskorn og at den hverken er det papir værd den er trykt på eller den tryksværte der er brugt.

Det er Mellemfolkelig Samvirke der har sendt mig sedlen for at gøre mig opmærksom på problemerne i landet som også er ramt af en koleraepidemi, som den vanvittige præsident Mugabe mener er påført landet af Storbritannien og ikke skyldes det totale sammenbrud af landets infrastruktur.

Shaken og stirred

Det siger vist noget om omfanget af de byggetekniske problemer, der er med den bygning , jeg arbejder i, at den første tanke vi alle sammen havde, da jordskælvet rullede under København klokken 6:20 i morges var: Ups, nu styrte huset vist sammen!

Det gjorde den jo så heldigvis ikke - og i grunden er det da noget fantastisk noget at have oplevet i lille, fredelige Danmark.

Nå, men mandag var en lang og trættende dag. Klokken 7 ringede værkstedet og fortalte, at Stor Blå Jeep ganske rigtig nær havde smidt et hjul. De skulle skære nogle nye gevind, men kunne ellers have bilen klar i går eftermiddags.

Så da jeg havde fri klokken 14 kørte jeg i lufthavnen og afleverede den lejede bil. Og så af sted på turen hjem med metro, s-tog, lokaltog og bus.

Klokken var 16.45 da jeg stod foran værkstedet. Det var mørkt. Helt mørkt og aldeles lukket.

Gode råd var dyre, men jeg ilede hjem og begyndte at rode i skuffer og skabe efter en eventuel ekstra nøgle til bilen. Jeg vidst godt, at jeg ikke ville finde den. Den har min bror nemlig.

Så 17.30 måtte jeg give fortabt. Jeg fandt ejeren af værkstedets mobilnummer og fik fat i ham. Han sad over aftensmaden i Helsinge, men ville finde ud af noget. 15 minutter senere ringede han og fortalte, at en mekaniker, som boede tættere på, ville køre forbi og lægge nøglen på venstre fordæk.

Så alt ende godt, da jeg kort efter kunne hente bilen og endelig slappe af en times tid inden jeg skulle tidligt i seng, så jeg kunne komme tidligt op og af sted på job igen.

These boots are made for waiting

Gæt hvad man ikke lige har i biludlejningen i lufthavnen?

Update kl. 17.30: Biludlejningerne har masser af biler, men ikke til folk med bopæl i Danmark. Vi må kun leje biler, der er betalt fuld afgift af og det gør vi sjældent, så selv de store selskaber har ikke ret mange af den slags biler. Efter en times venten - godt der er Starbucks i lufthavnen - var der endelig en øse klar og jeg øsede hjem efter i lav, sølvfarvet Peugeot.

Tjah, det var så lige de 5 en halv timer af mit liv ;)

Ske hvad der vil, når bare der er bratwurst til

Alle gode historier starter teatralsk....

Det var en lørdag små 14 dage før jul, som for alvor gjorde sig bemærket, da Sifka gik luciaoptog de 13 lange skridt fra sin hoveddør til Stor Blå Jeep med et lille gult lys, udslået hår og nybagte lussekatte i en lille pose. Altså Sifka.

Klokken var vel 6.30 og så gik det gode skib Stor Blå Jeep frisk over Sjællands veje til Gedser – en by så fortabt som en nudist i Dubai.

Der ventede hans kongelige højhed Prins Joachim, som hastigt slugte os og alle de andre rejsende og lod os hvile i sin store, brede bug et par timer.

Østersøfarten er ikke, hvad den var en gang. Der hænger ikke mere blå cerutrøg i salonerne og der bliver ikke mere bakset og mast med trækvogne fulde af billige bajere.

Mest fordi de billige bajere ikke er billige og fordi sære regler, gør det uoverskueligt, hvornår man må købe, hvad om bord.

Vi deltog i 500-meter-kø-til-morgenbuffeten og vandt æg, pølser og klamme pandekager. Kaffen var tynd og rigelige, kopperne havde skiftet mågerne ud med små farvede trekanter.

Og så var vi i Rostock – Hansestadt Rostock no less. Fandt et parkhaus lige ved byens grandiøse julemarked.

Lige da vi rullede fra færgen ind mod byen kæmpede Sifka med følelsen af at være i Sverige, men snart stod det klart, at Rostock er noget mere udland end Ramlösa.

Vi gik ad en lille, stille sidegade med et par butikker målrettet byens goth-befolkning og lige ind i infernoet af glühwein, sucktervatten, halve meter lange bratwurst'er, schaum küsse og en julepyramide så høj, som det kvarte af rundetårn.

Der var stemning og fest – og masser af mennesker. Vi var i sandhed kommet til en anden verden. Trak indtryk til os i store slurke. Meget af markedet er mad eller drikke. Hvert sted sit bud på varm vin med krydderier og alt fra på stedet røget fisk til en bod der udelukkende solgte blomkål med hollandaise sovs.

Vi kiggede og pillede, men købte forbavsende lidt. Og da Sifkas ben trængte til hvile kørte vi i sporvogn og endte i boligområder så trøstesløse som Tjernobyl ved vintertide.

Østtyskland er ganske vist 20 år bag os, men meget synlig i Rostock. Vi endte på et værtshus af en art, hvor Sifka fik bratwurst med sauerkraut og en ordentlig syg portion kartoffelmos. Jeg fik let syrligt kød i gele med ristede kartofler og en slags remoladesovs.

Ikke storladent måske, men mættende.

Vores forsøg på at finde et supermarked strandede et sted nær en hovedvej, hvor alt hvad vi fandt, var et drikkevaresupermarked. Derefter havde vi svært ved at finde færgen, selv om de ti flasker flydende var intakte og lå trygt i bilens mælkekasse.

Sifka fik et lyst indfald og jeg tastede Gedser ind i GPS’en - et øjeblik og en betalingstunnel senere holdt vi trygt i kø og ventede på at prinsen skulle hente os igen.

Her stødte vi på en tjener i prinsens salon, som kunne være uddannet fra det sted i Østtyskland, hvor man i gamle dage uddannede tjenere til tog og færger.

Jeg spurgte om jeg kunne få en ostemad til min kop automatcafé au lait. Nix, jeg kunne få det der stod i kortet: Juleplatter, bøffer og sager.

5 minutter senere passerede en anden tjener med en ostemad til en herre bag os. Ak ja.

Men retur det gik mod København til lidt før motorvejsafkørsel 37 Rønnede, da Stor Blå Jeep begyndte at sige som stor blå fiskekutter. Os af motorvejen og ud i rabatten på Ny Næstvedvej.

Ak og ve. Det var umuligt at se, hvad der var galt, men det lød for farligt, så Falck måtte tilkaldes.

Det er nu ikke det værste at vente på vejhjælp en sen lørdag aften i en katastrofeblinkende, men ellers mørkelagt bil i kulden med Sifka.

Sammen ler vi af det meste og let absurd var det jo. Især da Falcks store bil svingede op og vi opdagede, at vi som troede os langt fra civilisationen holdt lige uden for et hus, hvor de stadig var oppe ;)

Desværre, men forståeligt nok, kører Falck ikke alle passagerer hjem, så vi måtte omkring Køge og S-toget med Sifka før mig og Jeep blev fragtet til Asserbo og frøken bil endte sin udflugt på forpladsen ved den lokale mekaniker.

Forhåbentligt kom Sifka sikkert hjem og jeg ved godt, hvad dagen i dag skal gå med: Finde et sted at leje en bil og få den hentet. Jeg skal nemlig møde klokken 4.00 i morgen tidlig.

Og mon ikke Sifka skal hvile sit ben og sig selv efter denne lange juletur med forviklinger? Men sjovt var det nu.

Julekup

For et par år siden var jeg en rigtig rejsetosse, var konstant på farten og levede for mine ture om nu de gik til Berlin, London, New York eller Ribe.

Sådan er det ikke mere. Faktisk har jeg ikke været længere borte end nord for Helsingborg, siden jeg kom hjem fra Houston i marts.

Men i morgen går turen til Rostock. På julekup med Scandlines – færgerestaurant, skrattende højtalere, pseudo tax-free shopping og den blå Jeep på hængedækket.

Det bliver herligt. Billetten er printet, passet er hentet op af sin skuffe og huset støvsuget for euro.

Særligt herligt er det, fordi Sifka tager med – og hun er vist også en landgang eller to bagud med sine udflugter til udlandet.

Jeg glæder mig til at opdage Rostock – der kører sporvogne rundt i byen og sådan nogle elsker jeg – og ikke mindst julemarkedet.

Jeg drømmer om grimme og smukke ting bunket sammen i små boder, mixet ind mellem øltelte og currywurst duftende damer.

Man kan nå meget på en 7-8 timer og det skal ikke gå hurtigere end Sifkas knæ kan klare det.

Hjemvendt

Min veninde, som er supersej, er lige vendt hjem efter tre måneder i Sudan, hvor hun har stablet en radiostation på benene og lært en gruppe lokale at lave nyheder. Om lidt kommer hun på besøg og vi skal have dansk frokost med sild, æg, frikadeller, tunsalat og ost.

Men jeg tænkte, at hun måske trængte til noget helt andet også, så jeg har lavet mit livs først cupcakes. Det vil sige, jeg har gjort som forleden med den sære kage til kollegerne og så bare i små forme. Dog minus skumnisser men to har knuste peppermyntebolsjer på toppen. Tror de er ok.

Bagud med alting

Det er vist på tide, at give et lille livspip fra mig. Ingen ko på isen, men jeg er bagud med alt fra kalenderlyset, over advents-dimsen til dækskifte.

Der er ikke andet at gøre end at tage det en opgave af gangen. Så nu er advents-dimsen, som det fremgår af billedet, ved at være ajour med kirkens kalender.

Kalenderlyset er også ved at være på omgangshøjde og de nye dæk ryger forhåbentlig på i morgen.

Værre er det, at jeg også glemmer at nyde julemåneden. Jeg kan jo ellers rigtig godt lide den, med alle de skønne lys og traditioner.

På vej fra arbejde kommer jeg forbi en to-tre af disse festligt lyspyntede hus og jeg er ikke helt fri for at være misundelig over gyngende LED-nisser og blinkende diode-rensdyr.

Mit skurs tagryg ville se helt kæk ud med en lille vinkende julemand eller noget!

P.S. Den sære kage blev spist til sidste krumme af kollegerne. Desværre skylder jeg for en fadæse i dag nu et større slag kvajekage ;)

Rødt fløjl med karamel og skumnisser

Mine kolleger snakker meget om kage, men få gør noget ved det. Jeg tænkte i anledning af december, kunne jeg da gøre noget.

Min forkærlighed for amerikansk mad fornægter sig ikke. Jeg endte med at bage en red velvet cake - som er ganske sød, men ret pikant med sin røde farve og sin fine konsistens.

Dertil lavede jeg en glasur ing af karamel: 100 g smør, koges med 150 g. puddersukker og lidt fløde.

Når massen har kogt et minut eller to skal den i en røreskål og så skal der flormelis i og piskes, til den er smørbar. Jeg fik lyst til at slå hul i alt det søde, så jeg kom også nogle skefulde Philadelphia i, den blev den perfekt af.

Da kagen var kølet blev den nydelige lysebrune masse smurt på og så et drys tysk julekrymmel og en lille ring af skumnisser - men det skal være de rigtige - ikke de forkerte ;)

Skytsengle, piberensenisser og fodsvamp

I går var jeg til min bonusMors 78 års fødselsdag. Vi var 16 til bords - alle hendes børn, svigerbørn, børnebørn - nogle af dem med kærester - og et enkelt oldebarn - foruden mig, papdatteren.

Hun havde lavet alt til det store kolde bord selv, foruden selvfølgelig to slags fødselsdagskager og to slags småkager.

Men da jeg sad midt i latteren og den gode mad og det hyggelige selskab slog det mig igen, hvor elastisk begrebet familie er.

Jeg har nogle fætre og kusiner og en enkelt moster, som jeg ikke har set i mange år, ellers har jeg faktisk kun et eneste menneske tilbage i verden, som jeg er blodsbeslægtet med; min bror.

Alligevel er der 21-22 personer, som jeg betragter som familie. Her tænker jeg ikke på venner, som står mig lige så nær som familien, men på papsøskende, papsvoger og -svigerinder, papnevøer og –niecer, egen svigerinde nevøer fra Korea og svigerindens far som jeg også har kendt i mange, mange år.

Jeg ser sådan på det, at jeg i stedet for de traditionelle bånd knyttet af blod har en masse hjertebånd.

Særligt meget holder jeg af den ene af mine papsvigerinder.

I går fortalte hun mig en fin historier, som jeg tænkte på i dag, mens jeg hentede juletingene frem og fik lavet min brølende kronhjort omgivet af fire grantræslys adventsting, hvor helten er en piberensernisse, der ridder på ryggen af kronhjorten.

Et års tid efter at min far var død – for hende var han svigerfar, han var jo gift med svigermor og blev derfor svigerfar – var hun hos en håndlæser.

Han tog hendes hånd og spurgte: Ved du, at du har en skytsengel?

Det vidste min svigerinde faktisk godt. Lige siden min fars død, har hun haft følelsen af, at han svævede et sted i udkanten af hendes univers og beskyttede hende.

Jeg tror ikke på sådan noget, men jeg tror på det menneske, der tror på det, og synes det var dejligt at få fortalt.

Om lidt vil jeg bakse en adventskage sammen – som mine kolleger skal have glæde af i morgen, jeg har flere ideer, men ingen helt udkrystalliserede endnu.

Men måske skal den pyntes med let smeltede skumjulemænd.

Og så har havenissen fået fodsvamp ;)

Den trojanske juleelg

Rundt omkring i jule-Tivoli troner nogle ret firkantede trædyr.

Det er den trojanske juleelg, som Sifka mener er fuld af voyeuristiske nisser.

Tivoli er faktisk indtagende i juleklæderne. Lyssætningen er anderledes end en sommeraften.

Der er nok at kigge på i et par timer, selvom det ikke er et sted man lige får overstået indkøbene af julegaver i et snuptag. Dertil er sortimentet for ujævnt og der er for meget gøgl, men sjovt at se på og dejligt at drive rundt i og snakke, mens man kigger, oplever og undres.

Jeg hjemførte en enorm grøn glaskugle, som talte højt og tydeligt til mig. Den er så stor, at min bror får problemer med at undgå at slå hovedet ind i den i stuen, så måske skal den have et hjørne.

Efter den kolde, men smukke Tivoli-runde, hvor frosttågerne efterhånden gjorde skiven på rådhusuret til en fjern planet gik vi ud i virkeligheden på jagt efter mad.

Den fandt vi på Gasværksvej hos O Mo Nim (det betyder respekterede moder på koreansk), hvor en lille, handlekraftig kvinde guidede os gennem vores første ægte omgang Bulgogi.

Vi fik en tallerken med oksekød, kalve lever og hjerte, kylling og svinekød i tynde udskæringer, som vi selv skulle grille på en lille gasgrill og dyppe i sovs med gang i hvidløg og mild chili.

Dertil salat, lidt grøntsager til grillen og så den fantastiske koreanske kimchi, som er mælkesyre gærede grøntsager. Ekstremt sundt og ekstremt velsmagende .

Det tager desværre 6 dage at lave en portion kimchi, men hvis jeg går i gang nu, så er der til weekenden.

Med andre ord en dejlig afslutning på ugen.

Britisk eksperiment

Jeg er i gang med at lytte til en P.D. James lydbog, mens jeg strikker nogle småvanter af en rest strømpegarn.

Man bliver slemt te-flov (det er nu ellers vanskeligt for mig) af de hyppige scener med bagværk og den stærke sorte drik med mælk, men uden sukker, som Adam Dalglish foretrækker den.

Nu havde jeg tilfældigvis et par engelske muffins og da min brændeovn samtidig havde gang i et lækkert orange lag gløder kom jeg i tanke om noget min bonusMor, som er engelsk, altid fortæller fra sin barndom. Hvordan de ristede brød i kaminen.

Det skulle jeg da lige prøve og tænkte, at fiskeristen til min grill, da måtte være en udmærket løsning - min bonusMor fabler altid om en toasting fork.

Som sagt så gjort - jeg skal dog ærligt indrømme, at jeg var mest tilbøjelig til at tro, det ville sige sizle og så ville brødet gå op i flammer. Men sådan gik det ikke - 20 sekunder på hver side og så var muffinsene perfekte.

Og tænk al den strøm jeg har sparet ved at lade brødristeren være slukket ;)

Så spareråd i krisetider givet videre - og brød ristet over åben ild smager altså bare bedre end fra el-rister.

Fyrtur og formiddagssardin

Vi vågnede til sporadisk, men knasende hagldække på jorden. Til vind og bidende kulde. Pinga forsvandt straks med halen i sky, mens Kasper lige skulle have sig en lur mere.

Ved daggry kørte jeg til Hundested for at få overstået dagens indhandling før horderne var på benene. På vejen lod jeg mig lokke op til fyret ved Spodsbjerg. Sikke en udsigt og sikke et frostchok.

Det blæser nok i området til at vinden føles som -15 mod huden. Det var ikke mange øjeblikke hånden var ude i det fri for at trykke på kameraets udløser.

Ved parkeringspladsen så jeg nedenstående syn. I grunden er der noget rørende ved sådanne skilte om ting der er forbudt. Der er nogen knyttede næver og frustrerede tårer over dem.

Jeg mener, hvad er konsekvensen? Og hvem skal retsforfølges i dette tilfælde?

Vinden?

Vel hjemme var Pinga klar til kattenes svar på en koptår kaffe: Formiddagssardin.

Så kan hun lære det

Jeg lider af work-lag. Mit døgnur er med andre ord sat på tidligt op og tidligt i seng, derfor er jeg også sulten før almindelig borgerlig spisetid.

Det synes kattene er noget underligt noget. Så da jeg for et øjeblik siden gik i køkkenet udtænkte de en plan: De besatte min lænestole.

Så nu ligger de der, mens jeg helt uvandt sidder i sofaen og lidt lam steger i ovnen over flødekartofler.

Uden for er det fimbul-vinter koldt, men bortset fra en lille håndfuld hagl har jeg ikke set noget til den lovede sne. Det er eller ned over mit område meteorologerne altid henkastet fremmaner Kattegat-byger med deres håndtegn.

Heste og hyacint

En af mine talrige overspringshandlinger i den forgangne uge, hvor jeg hjemmearbejdede lidt med mit projekt, var at arbejde med et traume.

At forsøge at udvide min hyacint, som Regitze så smukt udtrykker det.

Jeg hader duften af hyacint, men jeg synes væksten er fascinerende.

Hadet til duften er knyttet til en juleoplevelse jeg havde som 8-9 årig.

Af min hippe tante - moster vist - havde jeg fået et sæt sengetøj med store blå og grønne blomsteragtige tegninger, som jeg syntes var helt fantastisk.

Det blev straks lagt på - den gang tænke ingen over, at nyt tøj indeholder kemikalier og den slags.

Næste morgen var jeg sløj - rigtig sløj, med kvalme, hovedpine og sådan noget, som man ikke har brug for 1. juledag.

Min far og min bror kørte til frokost hos min farmor, min mor blev hjemme hos mig. (Tror faktisk ikke, det var et stort offer - min mor og min farmor, var ikke bedsteveninder).

Der lå jeg altså til sengs og fik det værre og værre og begyndte at fable om en rædsom lugt, som ikke ville ud af min næse og min mor begyndte at blive bekymret.

Efterhånden nåede hun frem til, at det måtte være det nye sengetøj og flåede det straks af for at vaske det. Det hjalp ikke. Nu var hun til sinds, at smide det ud - oh skræk, det var så flot!

Heldigvis opdagede jeg selv kilden til stanken efter en tur omkring badeværelset - en hyacint, min mor havde stillet ind til mig for at give mig julestemning. Sengetøjet overlevede, tilbage i stuen røg hyacinten og straks fik jeg det bedre.

Selvføgelig har de to ting intet med hinanden at gøre, men hyacint odour og kvalme er kædet sammen i min hjerne.

I sidste uge, da jeg hjemførte to blå hyacinter og to glas troede jeg, at jeg var kureret. Det var lige til de begyndte at springe ud - her til morgen ramte duften mig midt i kvalmecenteret, da jeg fik øjne nok til at lave morgenkaffe.

Men jeg er stædig - de er for fine til at ryge ud og når mine små heste, det står ved siden af, kan holde det ud, kan jeg også.

Hjemmearbejde vil gøre mig vanvittig

Den seneste uge har jeg arbejdet på et projekt.

Noget af det arbejde har jeg kunnet udføre hjemme.

Det lyder jo som sød musik i de fleste øren, men jeg er nået til den erkendelse, at jeg ikke egner mig til hjemmearbejde.

Jeg ville faktisk blive vanvittig af det.

Først og fremmest er jeg en deadlinejunkie - jeg får først for alvor motiveret mig selv, når der ikke er mere tid at give af, flere lave gærde at hoppe over.

Dernæst er det gået op for mig, at jeg er næsten lige så god til at afbryde mig selv, som virkeligheden er det, når jeg sidder på min arbejdspind.

Kaffe skal koges, brænde hentes, hugges, lægges på ild, katte skal ind og ud af døre og vinduer.

Hvis jeg sætter mig behageligt til rette i min stol for at tænke dybe tanker - det kræver projektet nemlig - så kommer Pinga hoppende og vil være med.

Jeg skal da også lige checke mail, læse nyheder, spille pyramide på Spigo, bare et enkelt spil, så er min vask færdig.

Og mens den overføres til tørretumbleren, går det op for mig, at min rapport vil være meget mere indbydende, hvis den skrives i en anden skrifttype, får fikse kasser bag de punktvise gennemgange og lækre headers and footers.

Jeg er udmattet og slet ikke færdig, jeg når det dog nok, og i morgen tidlig er jeg tilbage på mit trygge arbejde. Så varer det forhåbentlig længe, før jeg skal lave et projekt - hjemme ;)

Når jeg er hjemme, vil jeg bare være hjemme, kan jeg mærke.

Ikke mere omskåret fra afverdenen

Miraklet er indtruffet. Efter fem uger på nær en enkel dag er det lykkedes flere teleselskaber og min arbejdsgiver at udrede kobbertrådene og få internettet hæftet permanent fast til min bolig. Det er dejligt.

Periodens lidelser kan endda danne basis for lidt gratis forbrugeroplysning: Hvis du tænker: Sådan noget mobilt bredbånd det er lige mig til sommerhuset/båden/campingturen, så vælg et teleselskab med god dækning ellers kan det være en frustrerende oplevelse.

Nå, men jeg er jo uden tvivl gået glip af mængder af ting i folks liv og jeg tror det vil tage mig et par dage at indhente det forsømte, men jeg skal nok komme efter det.

Jeg takker for de venlige ord om Wotans indtog. Jeg lover, at det ikke går ud over Kasper og Pinga, men hvem kan stå for en kæmpekat med revne øre, som med et vil lade sige nulre på maven, når han helt nonchalant tager sig en lur på sengen?

Jeg kan ikke. Og snart er det vinter, han skal da ikke være ude i kulden. Undtagen når han helst vil det.

Min værste abstinens ved ikke at kunne skrive blog som jeg lyster, er muligheden for at komme af med dagligdagens små oplevelser.

Som den dag, jeg havde bestemt, at tæppet som ligger på min sofa skulle vaskes.

Desværre for Kasper, havde jeg overset, hvor knyttet han er til det.

Så først gik han ude under det på tørresnoren og så mismodig ud, derefter brummede han rundt ved sofaen til han fik et håndklæde, som midlertidig løsning og så måtte han bevogte tæppet, fordi hans søster indtog det som hule, da det måtte draperes over to stole ved brændeovnen for at få den sidste fugt bort.

Det er hårdt at være kat i det lille røde hus.

Wotans indtog

Så indtraf det øjeblik Madame forudsagde for laang tid siden. Katten, som engang hed Bæstet, lagde sig rette på min dyne for at få en eftermiddagslur.

Han har skiftet navn og hedder nu Wotan - han er nemlig stor og frygtindgydende, men har den mest latterlige lille stemme, dyret kan knapt sige piv højere end en hamster.

Han er stadig mest interesseret i husets viktualier, men lader sig skam klappe en smule under fodringen som stadig foregår udendørs.

Mine to ægte katteunger er nemlig stadig ikke helt trygge ved deres papbror. De brummer og trækker sig, når de ser ham, så mens han sover i soveværelset har de omringet min stol i stuen tæt på mig og tæt på ilden, for det var dælme et koldt hus vi vågnede til i morges.

Og så må jeg straks beklage, at jeg ikke får besøgt alle de blogs jeg gerne vil. Min faste netforbindelse er stadig ikke vendt tilbage og Telias mobile bredbånd er noget ustabilt bras i dette hjørne af verden.

Når det virker, er surfning en retrooplevelse. Hastigheden minder mig om 1998, hvor man dog ikke blev nær så frustreret, for da kendte men jo ikke til problemfri surfning.

Særheder

Suzy Q har tagget mig til at beskrive seks mærkværdige træk. Lige først tænkte jeg: Sådan nogle har jeg da ikke. Men det har jeg jo og her er nogle af dem:

• Jeg snakker, når jeg kører bil - alene. Nogen gange beskriver jeg det jeg ser, andre gange fører jeg samtaler med mig selv. Det var en talepædagog, der en gang lærte mig tricket.
• I perioder kan jeg blive helt fikseret på en slags mad – fx rødbeder eller kartoffelmos og så spiser jeg det morgen, middag og aften.
• Til fester eller større sammenkomster forsvinder jeg altid lige pludselig. Jeg kan ikke finde ud af det der med at gå rundt og sige farvel, jeg lister bare af.
• Jeg spiser remoulade på frikadelle.
• Jeg elsker at lægge 7-kabale på computeren, men hader at spille kort.

Og så er der alt det med småt:

Regler:
Link til den person der taggede dig
Skriv om reglerne på din blog. (Det er derfor de står her).
Fortæl om seks mærkelige træk ved dig selv.
Tag 6 bloggere - den springer jeg over, man hopper på, hvis man har lyst!
Efterlad en kommentar hos dem du tagger.

For the first time

Det har været en dag fuld af førstegangsoplevelser i det lille røde hus.

Pinga har for første gang smagt Chocolate Scotch Bonnet – en djævelsk stærk men meget pikant chili, som virkelig smager af chokolade.

Finesser som jeg ikke tror det lille dyr rigtig værdsætter og det var selvfølgelig ikke med vanilje.

Jeg havde chili på fingrene da hun gerne ville smage råt lammekød, og så havde vi balladen.

Nu ved jeg tilfældigvis at mælk neutraliserer chili, så selv om den med mælk og katte er et fejlskud, fik hun en lille skål til hun holdt op med at forsøge at spytte sin tunge ud – og så et ordentligt skud whiskas med sardin og så kan det nok være hun skulle ud og løbe.

Jeg har indviet min tagine– med lam og chili og andet godt. Stor er den ikke, men et aftensmåltid og en god frokost kan den godt klare.

Jeg har set – købt og smagt – årets første juleøl. Kongens Bryghus’ Julemumme, som jeg blev meget glad for sidste år.

Jeg har skiftet glasfiberpakning på glasset i lågen til min brændeovn uden at få keramisk lim i nakken.

Jeg har rost min chef. Han traf en vanskelig beslutning, som jeg er 110 procent enig med ham i og da han blev angrebet fra alle sider, holdt han fast og blev ved med at argumentere klogt og godt. Bedst var det da han som duplik på: Jamen alle de andre gør det, citerede Niels Hausgaard: Er de fleste de bedste eller bare de fleste?

Respekt for det og rend mig i en lunken latte, hvor er det et slapt argument, den med at de andre gør det. Så behøver man i hvert fald aldrig tænke selv.

Jeg har erfaret, at naboen Pussi, som ofte besøger mig, er blevet omdøbt til Sofus og bekymre dem med sit fravær. Desværre lå han ikke under min seng som forventeligt, men jeg har lovet sporenstregs at bære ham hjem til en lille bekymret pige, næste gang jeg ser ham.

Jeg er blevet tagget til at beskrive seks besynderlige vaner. Tænkte først, at jeg ingen har, men er ved at blive klogere og skal nok opliste dem om snart.

Lille-Amerika

Ringsted midt på Sjælland deler skæbne med mange amerikanske byer. Det er sådan et sted der på en gang ligger langt fra al ting og tæt på det meste. En by omgivet af motorveje, landeveje og ringveje. Derfor har den også et outlet center.

Altså sådan et sted, hvor firmaer sælger sidste sæsons varer eller dennes usælgelige.

Jeg ankom lige efter 10 og stedet var ganske øde. Ikke mere end et par kunder i et par af butikkerne. Og så en god kollega, som jeg også konstant rendte på i Houston, når jeg var ude at shoppe ;)

Nå men det eneste sted der fristede mig - og det overrasker mig lidt - var Le Creusets overskudslager. Jeg har faktisk aldrig haft dybe længsler efter støbejernsgryder i stærke farver, men jeg hjembragte faktisk to stentøjsting og en silikoneske.

Taginen glæder jeg mig til at lege med, selv om den ikke er ret stor og en dyb pieform er altid god at have til vinterens favoritter. Jeg kan godt lide pie med kød, for eksempel vildt pie eller en klassisk pie med kylling.

Ad erindringens gyde

Lørdage var helt specielle i min barndom. Efterår og vinter rejste min far Danmark rundt og var kun hjemme i weekenden. Så ville han gerne have min mors hjemmelavede mad efter at have sovet rejsetrætheden ud foran tipsfodbold.

Det bedste min bror og jeg vidste, var når menuen stod på culotte og bagekartofler. Så kunne man nemlig smatte det udgravede bløde, bagte kartoffelkød ud i sin sovs og smovse i det, mens de voksne snakkede og blev distræte af rødvin.

I morges var jeg tidligt oppe for at hente mit mirakelmodem i København, før trafikken blev tung, derfor var jeg også i Irma lige efter åbningstid og der fandt jeg et godt tilbud på et ikke alt for stort stykke tyndstegsfilet.

Så for et øjeblik siden spiste jeg sen frokost eller tidlig aftensmad – mange morgenvagter i træk påvirker spisevaner næsten lige så meget som jetlag.

Det blev en dejlig min barndom-i-70’erne-menu: Kød, skysovs, Hasselbach kartofler, salat af Santana æble (fantastisk æble som jeg købte sammen med Sifka i søndags på Kildebrønde Frugtplantage), bladselleri og saltede cashewnødder i en dressing af ymer, yougurt og honning dertil ristede rosenkål i hybengele og krassersennep.

Det bedste af det hele er, at tv i aften viser min favorit James Bond: I hendes majestæts hemmelige tjeneste.

Den så min far, bror og jeg mange gange den gang Kinopalæet på Gammel Kongevej hver sommer viste 007-kavalkade.

Løs på tråden

Så er jeg i luften igen – på en luftig måde via mobilt bredbånd. De seneste 11 dages radiotavshed kunne blive til et langt og trættende indlæg om teleselskaber, service og uheld på uheld.

Der vil gå mindst 14 dage før jeg får en fast internetforbindelse igen i mellemtiden skal denne mobile forbindelse få lov at arbejde seriøst over ;)

Jeg har selvfølgelig savnet at være på, at læse blogs og skrive i min egen og mange en gang har en pludselig inspiration eller undren frustreret mig, fordi jeg ikke lige kunne undersøge sagen online.

På den anden side har jeg også fået læst meget mere end ellers, set en smule tv, som ellers sjældent sker, og generelt slappet af uden lige at skulle læse arbejdsmail og fikse et eller andet, så måske er en online pause en gang imellem meget sundt.

Det smukke efterår er også blev nydt med gåture og kuskeslag i kulden, hvorefter det godt at komme hjem til varme katte, kaffe og en varm brændeovn.

Nu er det faktisk kaffetid igen og så er der lige en 14-15 liv, jeg lige skal opdateres på, glæder mig ;)

Uden forbindelse

Min arbejdsgiver skifter teleselskab. Det er gået ud over min netforbindelse, men derfor kan man da godt mobilblogge og få en pakke fra Isabellas.

I hævd

Så er den tradition holdt i hævd og nu skal der bare brygges lidt kaffe og hygges i stolen, Pinga kredser, hun tror, at hun kan lide kanelbulla, men det kan hun ikke, at hun bare ved det.

Det er faktisk første gang jeg bruger de genbrugelige silikonemuffinforme, det går fint og CO2-glorien kredser om mit hoved.

Kanelbullans dag

Jeg ved godt, hvad jeg skal bage i dag ! Det er jo vigtigt at komme sin indre svensker ved;)

Bleg og interessant

Naboens smukke, teenage kat, Pussi, bekymrer mig en smule. I går lå han hele dagen på min dyne. Han forsøgte hverken at provokere mine katte eller at stikke af fra mig. Det sidste har været hans vane siden jeg for 14 dage siden måtte jage ham gennem hele huset, fordi han ikke ville lade Kasper og Pinga komme til deres egne madskåle.

Han lå bare og så bleg og interessant ud. Men der var ikke noget at mærke på ham, når jeg trykkede lidt på ham, ingen klynk eller pludselige bevægelser og med et var han væk.

Her til morgen kom han strygende ind, våd og forkommen, da jeg åbnede døren klokken 6 og satte sig og kiggede appelerende på mig, til han fik sin egen skål mad, ikke noget med at prøve at jage de to andre væk, mens de slubrede i sig.

Nu ligger han inde under min seng og sover og jeg kan ikke gå til naboen med min bekymring, de er lige kørt. Måske er det bare noget teenage-noget - godt jeg aldrig har haft en killing ;)

Muffuletta

Der er stor risiko for, at dette indlæg ender som en skamløs hyldest til internettet og til den amerikanske sandwichtradition.

Men altså, i min familie har vi altid været ekstremt videnbegærlige. Jeg gætter på, at der har været perioder, hvor mine forældre frygtede måltiderne for deres talrige spørgsmål om dette og hint, og hvor svar blot udløste nye spørgsmål.

De håndterede det nu pæn. Og af dem lærte jeg, at hvis man ved noget, deler man gavmildt ud af sin viden, Mens det på den anden side ikke er nogen skam at sige, det ved jeg ikke, men derefter har man pligt til at opsøge et svar.

Til den del havde vi adskillige opslagsværker og lexica. Dog var det leksikon min far tillagde størst autoritet, så gammelt, at der ud for Absalon kun stod et fødeår. Og nogle gange gav svarene jo ingen mening i 60’ernes Danmark og så måtte han bruge andre metoder.

For det var sådan, at hvis ikke der kunne findes et svar i husets håndbibliotek, eller opnås enighed om svaret, så måtte min mor i gang. Hun arbejdede på et bibliotek og kunne hjembringe et svar til næste aftensmåltid. De må have følt det som at have været til eksamen hver dag.

Jeg er sikker på, at de begge ville have elsker internettet og dets endeløse mængder af information om alt mellem himmel og jord. Min far nåede at skrive en enkelt e-mail i sit liv, men vist aldrig at opleve google, som et verbum.

Personligt oplever jeg google og det google finder til mig, som den største livskvalitetsforbedring i min levetid. Jeg er vild med alt det, der findes for enden af mit trådløse netværk.

Jeg tænkte over det, da jeg til morgen på en hjemmeside faldt over beskrivelsen af en muffuletta sandwich. Det var levende beskrevet, hvordan duften fra en sådan bredte sig i en togkupe, da den heldige indehaver strøg den ud af sit vokspapir.

Uden at ane, hvad en muffuletta sandwich er, forelskede jeg mig på stedet i navnet, i ideen og i den beskrevne duft.

Så gæt, hvad jeg har fået til frokost? En muffuletta selvfølgelig.

Ikke mindst da jeg googlede mig frem til dens tilhørsforhold i New Orleans, som jeg har en hed distance forelskelse i uden nogensinde at have været der.

Min udgave kom til verden således: En italiensk surdejsbolle blev strøget med olivenmos på den ene halvdel og artiskokmos på den anden. Der imellem blev lagt skiftevis emmentaler, lomo, gouda med brændenælder, salami, mortadella og syltede løg.

Den fik en 6-7 minutter i en hed ovn, til osten smeltede det hele sammen.

En lille klat japansk kartoffelsalat og en halv håndfuld rodfrugts chips gjorde det ud for den side order, man altid får i USA til en sandwich på et deli eller en restaurant.

Og derefter en stor kop café au lait i en solstribe i stuen sammen med kattene. Denne uventede fridag – pludselig åbnede der sig en mulighed for at gnave et par dage af afspadseringskontoen – tegner godt.

Dejlig weekend

Min weekend startede med et fint sammenrend på Zum Biergarten i fredags, hvor Marianne, Sifka, Pedrsn og jeg drak lidt øl og snakkede en masse og lige fik lov at hilse på Morfar, som var på vej i byen.

Det var stærkt hygsomt og bliver næppe sidste gang.

Lørdag var jo egentlig løseligt skitseret med brændestabling, men vejret var så skønt, at det ville være spild. Så jeg gik tur i stedet og læste og hyggede mig inde og ude med kattedyrene.

I dag havde Sifka inviteret til mad- og vinmesse i Tappehallerne i Hellerup. Det viste sig nu, at det var mere livsstil for de velbeslående end hardcore gourmetmesse. Så vi trissede rundt og kiggede, og smagte lidt og kunne regne ud, at vi kunne være blevet pænt visne af al den sprut og vin, der var at smage.

Der kom sennep med hjem og Sifka snuppede også fire gode øl fra Indslev.

Frokosten blev indtaget på Sticks'n'Sushi i Lyngby, hvor jeg endnu engang forsøgte mig med grøn te, men uden rigtigt at blive overbevist om drikkens fortræffelighed.

Sushien og de små lækre grillede pinde, de var derimod lige så fortræffelige som altid.

Og så klukker jeg lidt engang imellem ved tanken om, at jeg i dag mødte et menneske, som endte med at råbe efter mig, at ja fede og grimme mennesker - det er altså mig - dem har man ret til at køre ned.

På vej fra bil og messe passerede Sikfa og jeg nemlig en udkørsel fra området foran en af Tuborg Havns talrige nybyggede ejendomme.

Da en kvindelig bilist uden at ænse os, var ved at fræse fødderne af os, gjorde jeg hende opmærksom på, at hun altså skulle have holdt tilbage, men det synes hun ikke.

Og der var det bemærkningen faldt, at jeg jo også bare var fed og grim. Ja så, fik jeg svaret, og fede og grimme mennesker kan man bare køre ned? Ja, råbte hun og fræsede af.

Tjah - jeg håber hun nu har taget sine piller, for ellers er hun da farlig for sine omgivelser.

Brændende spørgsmål

Jeg savner ord. To ord faktisk.

Det ene skal dække den omstændighed, at håndværkere eller leverancer man venter på, altid kommer i absolut seneste minut af det tidsinterval, man har fået stillet i udsigt.

Det andet skal forholde sig til den lovmæssighed, at hvis man har et computerproblem og må tilkalde hjælp, så løser problemet altid sig selv, når det skal demonstreres for den tilkaldte.

Det kan godt være, at der skal mere end to ord til.

Og det ville faktisk have været god tidsfordriv, at finde på ordene selv, mens jeg ventede på årets brændetårn, men da var det ikke lige faldet mig ind.

I stedet gik ret rastløs rundt og manglede pludselig alt fra cola light til smør, kattene havde også kun tørkost tilbage, da lastvognen endelig kørt op og svingede tårnet ind i indkørslen.

Næste udfordring bliver at få flyttet al brændet de cirka 17 meter hen til hegnet ind til naboen og få stablet det fikst op og dækket det til på en smart måde. Det er vist en opgave, der skal tages i bidder.

Morgensmuk morgenkop

Hvor heldig kan man være? Søde Sifka havde den fineste gave med til mig på besøg hos Mandagspigen. En vidunderlig smuk fødselsdagsgave: en orange Elements-kop.

Her til morgen blev den indviet med god café au lait. Den er lige så dejlig at drikke af, som at se på. En perfekt morgenkop med andre ord.

Og de gode ting stopper ikke. Til frokost skal jeg spise smushi med min BonusMor på The Royal Cafe, og da vanker der vist også en gave. Dem kan man aldrig blive for gammel til at glæde sig til ;)

Traktortræf

Øj for en herlig dag hos Mandagspigen. Hun overvældede Sika, Shabby og mig med sit fantastiske hus, sine skønne dyr, søde børn, dygtige mand, lækre frokost og udsøgte bærkage.

Og så var hun også lige frisk på en udflugt til det årlige marked på Kongskilde Friluftsgård.

Vejret var selvfølgelig uovertruffent, men sikke dog et herligt marked. Der var ikke et eneste stykke masseproduceret kinesisk ragelse at skue, men derimod alt fra lamaspegepølse til håndsmede knive.

Der var også høns med pandehår, bamsede mohairgeder og noget forskræmte kaniner.

Men lige ved indgangen var der veterantraktorer og de trak først. Dels var de smukke, dels er der noget dragende ved nørder, der snakker motorer, så før vi havde set os om blev Shabby, som var nem at lokke op på en orange Fiat, irettesat, da hun kom til at beskylde den for at dufte af diesel.