onsdag, august 29, 2007

Skemad


Hvordan er det: Når nøden er størst, er fortiden tættest på.

På en eller anden måde har det forbigået min opmærksomhed, at jeg skulle købe ind til aftensmad i dag. Så da hungeren indfandt sig, blandt andet efter et havareret forsøg på at få givet mit nikotingule bryggersbræddeloft et hvidt pep, kiggede jeg ind i et fortvivlende tomt køleskab.

Jeg havde dog ellers været efter både vat, rejer og kamillete til Pinga. Det var så i øvrigt klokken 9 i morges, da Fakta åbnede, og jeg syntes mit underlige indkøb i nogen grad blev overgået af ham bagved, der skulle have en kasse hof, et kødben og 20 Cecil.

Alligevel var alt hvad jeg skuede i det kolde skab altså nogle kartofler og nogle cocktailpølser.

Og så var det, at fortiden kom mig til undsætning. Varm kartoffelsalat med sur-sød eddike-sukker smag. Som min mor altid serverede til røde pølser. Det var andre kartoffelsalater, der passede til frikadeller eller skinke.

I løbet af ingen tid havde jeg en fin skålfuld varm salat – jeg kogte sgu pølserne med i – lige til at spise med den sølvske, der blev placeret i min mund, da jeg blev døbt engang i foråret 1961.

Jeg elsker den ske, den har den perfekte størrelse – mellem te- og spiseske – og ligger fantastisk i hånden.

Tilmed skulle jeg altid have den i hånden som barn, når min far læste op af Den Store Bastian og vi nåede til Historien om den kræsne Mads og omkvædet:

Thi søbemad jeg spiser ej!

4 kommentarer:

Sifka sagde ...

Åh nej, Den Store Bastian, min absolut største skræk!

Andrea sagde ...

Også min - jeg bed negle og blev fed som reaktion på alle de forfærdelige historier.

Anonym sagde ...

Varm kartoffelsalat, som du beskriver den, var også en fast ret på menuen i mit barndomshjem - med pølser til. Det hørte nok tiden til, og jeg kan stadig savne retten. Jeg har det med børneskeen lige som dig, der er en masse, netop den størrelse ske er bedst til. Og den store Bastian mindes jeg med gru ... så har man altså tyranniseret børn med ham Bastian i mange år, for du er 10 år yngre end mig.

Kagekonen sagde ...

uh ha ja, ham Bastian var styg. Den varme sur/søde kartoffelsalat har jeg aldrig rigtig haft det godt med, men at spise med sin gamle barneske, det er altså nogen gange lykken.