Solskin og højt til vejrs

Forestil dig, at verden er en kæmpe portion risalamande. Så ligger der lige nu flere end 740.122 mandler i grøden.

Men i modsætning til ved juletid, hvor du blot har din appetit og en ske til at finde mandlen i desserten, så er det – i teorien – noget nemmere at finde de flere end 740.122 mandler i verdensgrøden.

De er nemlig alle udstyret med et sæt koordinater for deres helt præcise placering blandt riskorn og kogt mælk. Så hvis man har en mobiltelefon med gps – eller en anden type gps, den i bilen funker også, så burde det være nemt, som at klø en elefant i bagen at finde den udvalgte mandel.

Det er det bare ikke, erfarede jeg i dag, hvor jeg endnu engang drog ud på geocaching – på skattejagt eller mandeljagt om man vil.

Først og fremmest var jeg opsat på at revanchere mig fra forleden, hvor plantagen vandt og jeg vaklede rundt i sne blandt grantræer uden af finde noget. Dernæst havde jeg udvalgt mig en højtliggende skat, som lovede en formidabel udsigt.

Jeg kom tomhændet hjem. Jeg tilbragte en god halv time i skoven og vendte hver bunke døde blade og nedfaldne grene – no luck.

Til gengæld måtte jeg le, da jeg halvvejs tilbage ved hovedvejen oplevede en trafikprop i et stikryds med tre andre mennesker og en hund.

Et ældre ægtepar kom trækkende med deres cykler i mod mig, en herre med hund kom gående på tværs og så bum mødtes vi der og syntes det var pudsigt at gå i en øde plantage og så pludselig møde så meget liv.

Af sted mod næste udfordring – og det blev det i sandhed. Da jeg forlod de indtegnede veje på mit googlekort blev det klart, at jeg skulle klatre og kravle gennem krat og væltede stammer i meget kuperet terræn. Jeg var også stålsat på at få min cykel med til tops, for det tilfælde, at der skulle vise sig en passable vej, hvor jeg kunne køre ned.

To gange krydsede jeg nogens grund – sommerhuse, lukket ned for vinteren, så jeg sneg mig til det med sort samvittighed.

Endelig fandt jeg en smattet, fedtet og stejl sti, hvor mig og jernhesten kunne mose os op ad, op ad og op ad til den smukkeste udsigt. Fra toppen af Arrenakkebakke kan man i godt vejr – og det var det – se Arresø, Roskilde Fjord og Kattegat bare ved at dreje rundt på stedet. Magisk og hele turen værd.

Men nu var jeg jo kommet for at finde mandlen, så jeg gik i gang og skridtede frem og tilbage, frem og tilbage – den lille prik på kortet, som agerede mig, ville bare ikke gå i et med den røde knappenål, som markerede mandlen.

Efter 20 minutter lykkedes det – altså at være på det rette sted, men skatten var ikke parat til at lade sig finde af mig. Efter en rum stund gav jeg op. Jeg fandt stien ned- og mødte en 79 trin lang trappe, så jeg måtte have cyklen på nakken.

I grunden har det jo været en fiaskotur – til sammenligning faldt jeg to af tre skatte søndag. Men hver gang bliver jeg lidt klogere. Jeg har blandt andet indset, at det nok vil være nyttigt, at kunne bruge et kompas, sådan i virkeligheden og ikke bare i teorien ;)

Ude godt...

Mågerne legede kolibrier om M/S Crown of Scandinavia, da mine kolleger og jeg i går ankom til Oslo på seminar.

Jeg elsker måger. Jeg kan godt lide at sejle, men skibet mindede mest om en sejlende forstad, med sine grimme barer, dårlige restauranter og falskspillende danseorkester.

Det har været en hektisk tur - møder og gruppearbejde, hektisk besøg på hele to arbejdspladser, og ikke særlig god søvn, men alt i alt var det faktisk ok, for jeg har nogle fantastiske kolleger og vi fik hygget os i åndehullerne i de stramme program.

Jeg fik også gået en lille tur i den norske hovedstad før hjemturen i går eftermiddag. Det var et fantastisk vejr - høj sol, masser af sne og havnen fuld af tallerken-is.

Flere af os blev på dæk længe efter afsejlingen og gik glip af lidt gruppearbejde - chefen var klog nok til at lade os gøre det, og det var godt gjort af ham.

De to grå havde været spærret inde i næsten to døgn med masser af madskåle med piller og vand spredt rundt i huset, da jeg kom hjem ved 11-tiden til formiddag.

De var ikke i godt humør, men efter at de og Wotan har delt en hel dåse Pussi i lakse-slim og soveværelsesvinduet har været åbent for fri ind- og udhopning hele dagen tror jeg, at jeg er tilgivet.

Og så er Store Blå Jeep lige straks klar til afhentning hos mekanikeren - godt at være hjemme.

P.S. Beklager, at I har måtte kigge så længe på det grimme betonbillede - nyd dette.

Down Memory Lane

Efter min sidste arbejdsdag i rigtig lang tid kørte jeg i går ud til min bonusMor og afleverede hendes bil, som hun har været så sød at låne mig til at komme på job i, mens Stor Blå Jeep er kølersyg.

Hun bor ikke mere i det man kunne kalde mit barndomshjem, rækkehuset i forstaden, hvor jeg tilbragte det meste af min barndom og hele min ungdom, men hun bor meget tæt på.

I Københavns trøstesløse forstæder er alt jo delt ind i kvarterer, som var der tale om en nederlandsk reformby, men det er bare forskellige byggespekulanters forskellige tilfældige samlinger af huse holdt løseligt sammen af endeløse stisystemer, såkaldte grønne områder og parkeringspladser fra dengang en bil var 30 centimeter smallere end i dag.

Aner man en hvis afsky?

Jeg hader forstæderne af et godt hjerte. På Københavns Vestegn er de en pest.

Små gamle landsby- og stationsbysamfund knopskød i 60'erne med disse endeløse arealer af parcelhuse, rækkehuse og kædehuse.

Det var områder uden sjæl og er det efter min mening stadig.

Men jeg kan godt forstå, at det er tiltrækkende for småbørnsfamilier at komme ud til lidt luft, have og ejendomsbesiddelse: Så det er ikke underligt, at folk køber sådan nogle huse.

Da jeg begav mig af sted på returrejsen til Asserbo, skulle jeg først gå til nærmeste S-togsstation.

Den tur går heldigvis mest gennem den oprindelige landsby og sendte mig straks tilbage i tiden.

Jeg husker allerførste gang, sommeren 1969, hvor min bror og jeg vovede os af sted for at udforske vores nye revir. Jeg var 9 og han var 12 - alt omkring os var en stor byggeplads, uoverskueligt og fremmedartet i forhold til det sted vi kom fra - et etagebyggeri i en anden forstad.

Vi var fuldstændigt modløse indtil vi nåede til en gammel bondegård ombygget til rideskole, en snoet vej, en lille drænrørslagt å og et ismejeri og en købmandsforretning af den gammedags slags, hvor der ikke var selvbetjening.

Den lille tur gav os livsglæden tilbage. Jeg besluttede på stedet, at jeg skulle lære at ride. Min bror smøgede bukserne op og udforskede åen og til sidste købte vi to tykke studenterbrød og spiste dem i solen.

Siden har jeg gået turen en trillion gange. Rideskolen forsvandt da jorden blev solgt fra til et lille butikscenter og til det villakvarter, hvor min bonusMor nu bor.

Ismejeriet har været alt fra hasklub til døgnkiosk. Der er stadig et butikslokale, men det var fyldt med rod og bras.

Købmanden er endt som pizzaria og kun åen ligner sig selv.

Da jeg to en halv time efter turens start endelig skridtede ned ad min lille, våde sandvej, var jeg sjældent glad for at være hjemme.

Forgæves skattejagt

De fleste af mine praktiske problemer er løst, vagt byttet, bil lånt, ovn varm osv. – vaskemaskinen er dog stadig en dum F7, men jeg besluttede, at det skulle være fridag og ikke bekymringsdag.

Derfor faldt valget på, at finde en nærliggende geocache, som jeg hidtil har undgået, fordi jeg ikke ret godt kan lide skov – jo skov kan jeg egentlig godt lide, men jeg kan ikke lide granplantage og dem er der flest af her.

Jeg tænkte, at den smukke hvide sne kunne lette lidt af det klaustrofobiske inde blandt de snorlige stammer.

Samtidig sagde min iPhone, at jeg kunne gå meget af vejen med udsigt over Melby Overdrev, som er et smukt, åbent, gammelt militært skydeterræn. Jeg kunne minimere omgangen med træer til de sidste 3-400 meter.

Der ligger et udsøgt 6-7 centimeter tykt snelag på disse kanter. Sne der knaser og knitrer under støvlerne. Så af sted med mig.

Jeg gætter på, at jeg ser lidt morsom ud, når jeg kommer skridtene med sin mobiltelefon holdt ud foran mig, så jeg kan se noget uden læsebriller, som jeg ikke kan se naturen men, hvis du forstår.

Alt gik som planlagt, jeg fandt en sti og drejede ind i skoven. Da var det nu ikke mere muligt at have blikket konstant på telefonens kompas, dertil var stien for ujævn. Og derfor så jeg da tre dådyr i strakt trav passerede stien en 10 meter foran mig. Sikke et syn og sikke en fart.

Da jeg nåede hen til stedet, hvor de havde passeret, var det blevet tid til at forlade stien og slå mig gennem den vilde natur – jeg fulgte da bare deres veksel og beundrede deres evne til at finde passage omkring væltede træer og ujævnt terræn.

Pludselig sagde min telefon, at jeg var, der hvor skatten var. Det var jeg måske også, men selv efter 15 minutters intens søgen fandt jeg den ikke, så jeg har stadig min første skovskat til gode.

Men jeg fik en fin tur og et par kilometer off road foruden lidt flere ad sti og vej – ikke så værst og nu er der te og en bitte romkugle ;)

Autoynk

Aftenens menu: Sprød, stegt kylling med purløgskartoffelmos, cole slaw og salat med blue cheese dressing. Dertil magisk cola.

Because I’m worth it – og stinker af friture.

(Tricket er at stege kyllingen kortvarigt i friture og derefter i ovnen. Altsammen forklaret i denne video).

Jeg har nemlig brug for tryghedsskabende mad.

Ellers må jeg omdøbe min blog til autoynk – den handler jo snart ikke om andet end mine automotive problemer af enhver art.

Til formiddag faldt jeg faktisk kortvarigt hen i selvmelidenhed. En ny køler når først til Asserbo på tirsdag.

Gæt hvem der har morgenvagt fredag, mandag og tirsdag?

Samtidig blinker der et ubehageligt F7 på min vaskemaskine – efter higen og søgen, blev manualen og kvitteringen fundet frem. F7 betyder vand i bunden og ser ud til at svare til at min maskine har hul i køleren.

Gæt om garantien er udløbet?

Nå, man spiser som bekendt en Jeep, ved at skære den i små stykker. Så jeg har byttet min morgenvagt fredag, til noget der kan nås med de offentlige og jeg vil forsøge at låne mig frem til en bil mandag-tirsdag.

Jeg giver vaskemaskinen til i morgen til mirakuløst at udtørre det onde bundvand selv. Svigter det, må jeg på cykel til vasketeria med dels det våde fra det mislykkede forsøg og alt det der trænger. Der må være værre skæbner i livet ;)

Mit næste problem - for der er aldrig kun et, vel? -var min varmeforsyning.

Trods ihærdige forsøg på at skaffe træ til hytten, har ingen kunne garantere mig træ til bekvem affutning lige nu.

Mange af nettets leverandører er nogle udhalere, som sælger vådt affaldstræ.

Det lokale byggemarked, som leverede årets forsyning, siger, at det de har på lager, er til næste vinter.

Altså er jeg afhængig af tankstationer, som undertiden har ok træ. Men det gør mig jo også afhængig af...en bil.

Problemet plagede mig i aftes, da jeg sad her i stuen, som ikke var kold, men heller ikke varm og tænkte: Jeg sparer en pose, af de fire jeg har tilbage, og går tidligt i seng.

Til morgen fik jeg en åbenbaring på vej over til forhandlingerne med mekanikeren-som-jeg-snart-gør rig:

En lastbil rundede hjørnet med et læs savsmuldsbriketter. På vej til Fakta. På vej til Fakta lige om hjørnet. På vej til Fakta, som har gode indkøbevogne lige til at låne med hjem. Problem solved.

Denne nødredning af min varmeforsyning fra Fakta – og ikke mindst den krise, der hver dag koster gode mennesker deres job – gør, at jeg ikke vil tillade mig at klynke over, at jeg skal leve af mad fra selv samme butik til bilen triller igen.

Jeg vil i stedet glæde mig over, at jeg almindeligvis er så privilegeret, at jeg kan købe de madvarer jeg har lyst til, der, hvor jeg har lyst til.

Og så vil jeg også glæde mig over de små grå, som bare nyder en fridag, hvor de kan komme ud, når de har lyst og snue i dyner, når det er det de trænger til.

Frøken tø

Pinga og Kasper har intet imod tøsne. Det drøner de gerne rundt i. Nu hvor frosten bider og sneen knitre, er det en hel anden sag.

Så undgår de at gå på sneen, så længe de kan. De sniger sig langs husmuren og går kun i deres nedtrådte veksel langs husets langside, hvor der ikke er et snefrit stykke under udhæng.

I hvert fald de første 4-5 minutter de er ude – for lige pludselig er de borte, og så må de nødvendigvis gå i sneen.

Hvor ville jeg gerne vide hvorfor – umiddelbart ville jeg da have troet, at det var omvendt.

Nå, jeg har et par fridage nu og det er godt. Min bil er nemlig for 3. gang på 3 måneder i udu – denne gang klares det vist ikke på en halv dag, men kan blive langvarigt og dyrt, så jeg er ved at bytte vagter sidst på ugen og belave mig på at måtte låne eller leje mandag og tirsdag.

Such is life og hvis man ikke får større problemer...;)

Hvad køleskabet gemte

Det er ikke altid, at jeg er fuld af madenergi i de perioder, hvor jeg har morgenvagt. I dag var jeg oppe 2.15 - hvis nu det der snevejr, havde været så slemt som bebudet, så måtte jeg jo tidligere af sted end sædvanligvis.

Heldigvis var det ikke slemt. Jeg var alligevel ekstra træt, da jeg kom hjem, og jeg havde indstillet mig på nogle flade eller spejlæg eller sådan noget.

Så faldt jeg over en fin lille ting hos New York Times om, hvad byens mange, mange immigranter spiser af hverdagsmad og der optrådte en magisk koreansk madpandekage.

Pa jun - laves tilsyneladende traditionel med skaldyr som østers eller kammuslinger, men kvinden i artiklen laver den tit med lidt stegt kylling eller andet kød og grønne grøntsager.

Jeg havde nu hverken rå østers eller asparges og broccoli, men jeg havde lidt kogt kartoffel, lidt røget ørred, forårsløg, gulerod, grøn peber og bladselleri.

I løbet af nul komma fem havde jeg de dejligste, lette madpandekager med lidt sovs til at dyppe i foruden kraftig råkostsalat med ingefær/hvidløgs/citron dressing. Jeg sneg også en skive ristet brød ind.

Fino - pa jun er nu på listen over de hurtige og de gode.

Frostpoter og snesnuder

De to små grå var en smule skeptiske, da de skulle ud i sneen til morgen, men efterhånden kom de efter det.

Kasper kan gå som en fotomodel med disse underlige, lidt for høje knæløft. Men det var tilsyneladende det, der skulle til, for at han kunne holde kulden ud i poterne.

Pinga syntes, det var sjovt at rende efter en trille snebold og se den blive større, men så fik solen fat og så blev det hele til sjap.

Ellers prøver indbyggerne i det lille røde hus at lave så lidt som muligt. Det er jo fridag.

Ikke for sarte sjæle

Lad mig starte med at sige, at jeg har fået et meget bedre forhold til håndværkere, efter jeg har forladt storbyen. De kommer til aftalt tid, er som regel flink og hurtige og kan tilsyneladende deres kram.

Når det så er sagt, var jeg selvfølgelig helst fri for at skulle have dem på besøg - i hvert fald i embedes medfør.

Men altså jeg var oppe, ren og påklædt ved 7-tiden - den slags regner jeg nu ikke for noget.

Allerede lidt over 8 kørte en hvid bil med det bestilte firmas logo på siden - forbi.

Det regner jeg nu heller ikke for noget, ingen kan finde min adresse i første forsøg, men snart genlød morgenstilheden af hans bakkealarm.

På nul komma dut var afløbet under vasken fikset - men det var faktisk jo det mindste af mine problemer, som jeg vist godt kan sige, kun havde vokset sig større og større. Og det var ikke kun i selve toilettet, der havde fundet en problemophobning sted...

Men efter lidt optimistisk svuppen - med en halvandet meter langt kokys - konstaterede han, at min kloak skulle spules.

Han må have kunne se noget desperat i mine øjne, for han ringede straks til hovedkontoret og blev stillet om til ham med spulebilen. Han kunne være der inden for maks to timer.

Jo, tak, fint, godt, herligt, meget bedre end på mandag, men to timer.....uhhhh...

Lad mig bare sige, at jeg var meget tilfreds, da han nåede frem efter halvanden time og meget tjenstvillig med at blotlægge kloakdækslet i det fjerneste hjørne af haven, og med at løbe frem og tilbage for at trække ud, men jeg var ikke snakkesalig.

Nu har freden sænket sig over hus og menneske, men dyrene forsvandt da den karakteristiske kloaklugt begyndt at bølge om matriklen.

Og det forlyder, at hvis jeg ikke har en husforsikring med dækning for skjulte rør, så skal jeg se at få det, situationen i mine underjordiske besiddelser er ikke tilfredsstillende.

Spulemanden var ikke tilfreds med udløbet og tror problemet snart kommer igen.

Lykkeligvis har jeg en udvidet rørskadeforsikring, så måske ved jeg nu, hvad min ferie i marts skal gå med....

Semlor

Dagen er kun blevet bedre og bedre. Kort efter at jeg skrev dagens første indlæg konstaterede jeg, at mit toilet nu også er stoppet. Men heldigvis dukker der jo altså en vvs’er op i morgen.

Derefter måtte jeg af sted på kaffekandejagt og valgte galt, da jeg kørte til Frederiksværk i stedet for Helsinge. Jeg kan ikke døje den by.

For mig kunne den lige så godt være en forstad til Rostock. En hverdagsformiddag er det grimtlugtende lille pseudocenter fuldt af ældre poske mænd, som snakker og mødes, men keder sig og emmer a mismod.

Hovedgaden er proppet med varebiler. Præcis, hvad de afleverer ved jeg ikke, for der er ingen folk i forretningerne og flere butikker er lukket på de seneste.

De få folk, der går på gaden virker opgivende og trætte. Den by lægger sig som en klam hånd om mit hjerte.

Jeg fandt endelig en mokkakoger - sådan en simpel italiensk aluminiumsudgave - det sidste sted, jeg havde fantasi til at kigge. Heldigvis billig, hvis jeg skulle få andre ideer og sikkert brugbar i udekøkkenet.

Derefter shoppede jeg marcipan, for jeg var brændt varm på Anarkistens semlor.

Hele vejen hjem krydsede jeg fingre for, at bilen ikke skulle vælge denne dag til et stunt, men det gik og der er også kun fem kilometer.

Der kom gang i semlorbageriet og vups var de færdige. Jeg fandt nemlig en opskrift, hvor dejen ikke skulle hæve i fem timer i køleskabet.

Så kom eftermiddagens clou: Kaffe fra ny kande i stor, dejlig kop - semla på tallerken. Ske til semlor og interesseret Pinga, som spottede fløden under semla’ens låg.

Første bid.
Stor skuffelse.
Voldsom skuffelse - den der blanding af krumme, marcipan og mælk smager godt nok ikke ret godt. Øv.

Dagen i dag kunne gøre mig glad ved at gå over, men kaffen blev nu meget god.

(Nej, bitternissen er ikke væltet igen - han knejser strunkt på sit træben)

Vågen med gevalt

For halvandet år siden var jeg nyforelsket og lun på dig. Syntes du var smuk og sjov. Så blev du min.

Jeg lærte dine særheder at kende, men kunne leve med dem. Ikke mere. Efter det du bød mig i morges er det slut!

Kokaffekanden ligger sønderdelt og sløj i min affaldsspand, og der ligger den godt.

I forgårs røg samlingen til mit afløb under køkkenvasken. Bare sådan i al sivende stilfærdighed.

Det tager lidt tid fra sanserne registrer vand om fødderne, til hjernen siger noget galt og hånden slukker for hanen.

Der blev vasket og sjasket og tørret - og bestilt blikkenslager, selv om nu om stunder burde de jo hedde plastikslagere.

Nå, men det betyder jo at alt vådt foregår på badeværelset, men det er jo på en campingagtig måde meget hyggeligt.

Indtil i morges, da min kokaffemaskine efter omhyggeligt at være blevet skilt, fyldt og samlet i campinghygge, blev sat på komfuret og så blot leverede en kaffestråle lige i loftet.

Igen er det bare reptilhjernen der tager over: Så jeg fik varm kaffe på armen og smed hele baduljen i vasken og tændte autormatisk for vandet, for at køle kanden af, så trykket faldt, og fik dermed oversvømmet spanden under den utætte samling, så der igen skulle vaskes og sjaskes og tørres.

Men så røg kokanden også på møddingen. Ha!

Ikke mere brænde i buret

Det er altså ikke supersmart at løbe tør for brænde allerede i januar. Fra morgenstunden måtte jeg af sted på sankning på de omkringliggende tankstationer - og i gang med at få bestilt noget mere.

Men ellers er det en stille dag - gode ord og mennesker fra gårsdagens blogtræf lejrer sig i bevidstheden. Tak for endnu en fænomenal oplevelse - og som Sifka har skrevet sikke noget dejlig mad.

Men trods fridag, kan jeg ikke helt holde mig fra arbejde. På fredag er det 50 år siden, at grønlandsskibet M/S Hans Hedtoft sank med mand og mus, den forfærdelige historie, er jeg ved at sætte mig ind i. Jeg var ikke født, da det skete, men kan huske min far fortælle om skibet.

Katten der ringede til min chef - og smed på

Det var en småtidlig morgen i det lille røde hus. Husejeren hyggede sig i sengen med morgenkaffe, bærbar og mobiltelefon - man er vel connected.

Så gik det, som det gør, når man drikker kaffe: Husejeren måtte ud på det lille hus. Næppe var hun færdig, før telefonen ringede - inde i sengen, hvor katten så påfaldende uskyldig ud.

Det var chefen:

- Du har ringet!
- Øh, nej - det har jeg da ikke.
- Jo, du ringede, jeg råbte hallo et par gange (han er svensk, så det gør man altså ikke kun i film) så smækkede du røret på!

Mit blik faldt på Pinga - på hendes stædige nakke - hmm.

- Altså chefen - jeg tror, at det var min kat, der ringede til dig.
- Din kat?
- Ja, den må have gået rundt på telefonen, og så...

Jeg turde ikke tilføje, men heldigvis har jeg trænet hende til at knalde røret på, når det sker. Man kan godt selv høre, når ens forklaringer lyder lamme. Lamme, men sande.

Kedelige dage ved kummen

Ups – dette sted ligner jo en iskiosk i en sommerby – øde og uopdateret.

Lørdag fejrede jeg et skønt sen-nytår med gode venner og dejlig mad. Det er mennesker, som jeg har fejret nytår med de seneste 14 år, men som i år var på en længere udlandsrejse, da 2008 blev til 9.

De to piger på 8 og 6 var bekymrede for, om de så skulle vente et helt år mere på serpentinere, knallertere, bordbomber, fjollede hatte og andet halløj. Jeg havde hamstret blandet andet det meste af Nettos overraskende sortiment af knæklys – jeg elsker knæklys, men de skal som regel købes i suspekte butikker eller på nettet.

Så festen fik hele armen og vi fik østers og champagne og god mad lige til ved 1.30-tiden om morgenen – inklusive nogle yndige skiver gederyg med rösti.

Dagen derpå blev fejret med god brunch og en råkold tur til den lokale havn, hvor en større bestand ænder kæmpede mod grødisen for at komme til at tigge mad fra os, så såre de så os.

Vi havde lidt brød med, men det var begrænset, hvor mange friskbagte økogrovbiller familiefaderen ville af med. Heldigvis kom en flink mand fra en af skudehavnens små hytter pigerne – og fuglene - til undsætning med nogle poser købebrød, så de kunne fodre videre. Selv mågerne var det nok til.

Vel hjemme belavede jeg mig på at skulle tidligt op og på arbejde. Det kom jeg også – op klokken 1.00 og ud til den hvide kumme, en gang mere inden jeg kørte på job klokken 3.00 – der er ikke lige nogen man kan ringe til på det tidspunkt og melde forfald til.

Klokken 8 var der mødt folk nok til at jeg kunne fræse hjem igen mellem to kvalmebølger og så var det ellers rutefart til de lille hus til langt ud på natten. Og det tog faktisk yderligere et par dage at komme på toppen igen – svag kvalme og muskel/ledsmerter blev bare ved og ved.

Men nu tror jeg, det er bag mig. Det skal det være – for i aften skal jeg lige have en aftenvagt for en syg kollega – heldigvis ikke en jeg har smittet ;)

Besat af pamplemousse

I øjeblikket kan jeg uden problemer spise grapefrugt til alle måltider. Jeg er besat af den på en gang bitre og sødmefyldte smag og bedst er de, hvis de har let rosa frugtkød.

Så stor var min begejstring, da jeg gik i gang med at koger en pænt stor frugt i en lille gryde vand på mit komfur. En proces, der sendte henrivende dufte ud i rummet.

Derefter blev den forvandlet til en kage. En fantastisk, men desværre ret voksen kage - der er meget bitterstof i grapefrugt og det bærer kagen præg af. Jeg har givet den et lag Philadelphia rørt med flormelis og grapefrugt saft, som er en perfekt og meget sød kontrast til den meget saftige kage.

Jeg havde egentlig tænkt, at kagen skulle være del af dessert til et finere selskab jeg skal til i morgen.

En slags nytårsaften II - som mange holder mere end en juleaften.

Jeg tror jeg må finde på noget andet, der er nemlig et par unger i selskabet og de vil næppe kunne lide den.

Menuen er i øvrigt østers, rejebisque, rimet sej, gederyg, dessert og ost.

I passende portioner, så der er plads til det hele og mulighed for et varieret smagsindtryk.

Ud over dele af desserten skal jeg bidrage med bisquen og det er mig der har gedekød, ost og champagne med.

Foruden en stor pose hamstret nytårsspas - bordbomber, hatte, blinkende isterninger, knallerter og serpentinere.

Jeg glæder mig. (Og så er dette vist mit indlæg nr. 500 på bloggen)

Dronningen kommer, dronningen kommer!

Det er vist ingen hemmelighed, at min arbejdsplads får fint besøg på lørdag. Den kongelig familie åbner den store blå musikmeteor.

Derfor er der gået provinsby i selv samme arbejdsplads. For alt skal være perfekt til den store aften - der knokles i døgndrift med at få alt parat og de sidste stianlæg på plads.

Noget er opgivet på forhånd, alle de fine gæster skal parkere i den samme grusgrav af en parkeringsplads, som vi andre har tålt de seneste to år. Hvis vejret er dårligt, kan det blive en våd og beskidt oplevelse.

Men ingen kan sige, at der ikke bliver kælet for detaljerne. Som til middag da to mand i en gummibåd roede rundt i kanalen, der løber uden for det store blå hus, og fiskede alle de underlige ting, der længe har pladret rundt op af vandet. De måtte hakke is for at få alt med. Det så sgu lidt komisk ud, men hvad gør man ikke for at behage majestæten?

Fantastiske madkasse

Så ankom min længe ventede egoist-julegave endelig.

Og den var værd at vente på, for sikke kram det er. Alt passer perfekt sammen og om det så er den inkluderede kombinerede gaffel og ske, så er den lækker og af god kvaliet. Den har desuden sin egen lille strop i bæreposen, hvor den skal sidde.

Mit eneste problem er, at jeg simpelthen ikke ligger inde med råvarer nok - eller tilberedt mad for den sags skyld - til at gøre den ære i morgen.

Men jeg overvejer om jeg skulle snyde - og bruge den til både morgenmad og frokost. Så kan jeg få ymer med drys til morgenmad på arbejdet og resterne af min mango chicken rice* til frokost med en lille nem salat.

Hvis nogle er interesserede, så fandt jeg den her. Den var for billig til, at de ville sende den alene, så jeg købte også et sæt ting til kagedekoration, forsendelsen var pænt dyr og jeg har betalt omkring 300 kroner i told og toldbehandling, men jeg regner med, at den er uforgængelig og jeg kan have glæde af den i mange år.

-------------------
* Chicken rice med mango:

Skær to kyllingebrystfileter i ret små stykker.
Snit et stort rødløg
Snit en stængel bladselleri fint
Snit et par forårsløg fint
Skær en mango i små stykker
Hak et stort fed hvidløg
Hak en ønsket mængde ingefær og ditto chili

Sæt en god, stor portion ris over.

I en wok i en blanding af en neutralolie og lidt sesamolie svitses kyllingen, drys en ret stor mængde spidskommen og en ikke helt så stor mængde chilipulver ved mens der steges. Salt og peber kan også kommes ved på dette tidspunkt. Forsæt derefter med at svitse løg, forårsløg, bladselleri, hvidløg, ingefær og hakket chili ved.

Kom derefter mangoen ved - hvis den er meget saftig, så få al saften med - ellers suppler med en smule vædske fx suppe.

Når vædske en borte kommes de kogte ris i wokken og de steges til de tager farve - tilsæt evt. en smule mere olie.
Hvis man har lyst kan et æg slås ud i retten og mixes ind i blandingen.

Server, spis, nyd. Kombinationen af spidskommen og mango er spændende.

Betaget og bevæget

For anden gang på blot en uge, har jeg haft en stor oplevelse i den store blå musikmeteor på Amager.

Første gang var tirsdag, hvor Sifka og jeg mødte Steffen Brandt, Julie Marie, Mouritz/Hørslev projektet og den islandske sangerinde Disa.

Det var en meget, fin oplevelse, men DRs nye store koncertsal er jo bygget til DR Symfoniorkesteret og ikke til stilfærdig singer-songwriter musik.

I går var der så fuldt orkester og Carl Nielsens Sinfonia Espansiva.

Sikke en oplevelse og sikke en forskel. Efter pausen spillede DRs Undomsensemble blandt andet værker af Grieg, Per Nørgaard og Carl Nielsen. Desuden smeltede de behændigt sammen med bandet Murder i nogle ganske betagende sange.

Men mest bevægende var det nok, at se hvor glade og stolte alle fra orkestrene var for deres nye hus.

Det må have været drøjt at vide, at musikmeteoren har kostet 500 mennesker deres job, men det ville da være helt ubærlig, hvis Koncerthuset så var en lydmæssig katastrofe. Det er det ikke, det er et fantastisk sted.

Hvem der var en iCat

Det kan nok være, at der er nogle katte, der føler sig forsømte. Jeg har morgenvagter, jeg har aften koncertaftaler og så har jeg lige fået en iPhone af min arbejdsplads.

Den udforskes, så der slet ikke er tid til kattekæl i tide og utide. Pinga har i desperation kastet sin kærlighed på husets seneste pelsede nybygger: En fantastisk pingvin jeg har fået af Sifka i julegave.

Desværre er hun lidt håndfast i sin kærlighed og vil bide den i næbbet.

Kasper har opgivet og rullet sig sammen til en lille, grå, sovende kugle.

Måske drømmer han, at han er en iCat, så mennesket vil nulre hans øre.

Så kold den lille pote er

Det er ingen tvivl om, at det har været årets koldeste nat, men jeg er nu ret sikker på, at det også har været vinterens koldeste. Men sikke en morgen at vågne til - lys, klar og så kølig at kattenes ånde damper.

Brændeovnen fik kun et hvile nogle timer i nat og nu er der ildflammer igen ;)

Ishockey med Pinga

Den skål vand Wotan fik ud i aftes sammen med en skål mad er bundfrossen, men den var lige til at slå ud, og så kunne Pinga og jeg spille ishockey på det lille drys kunstsne, der netop er nået hertil fra Nordjylland.

Det gik fint, indtil nabokatten Sofus - formerly known as Pussi - dukkede op. Den kat kan altså ikke finde ud af at gå efter pucken og ikke katten. Så gik vi ind.

Travetur og march

Den er god nok, det er så koldt derude. På nytårsturen langs vandet var der flere små pøle af havvand med is på.

Og jeg kan oplyse, at det hul jeg slog i isen i den gule spand klokken 10.30 var lukket helt til klokken 13, så nu må jeg finde på noget andet.

Jeg var langt fra den eneste, der gik nytårstur på stranden, den var så overrandt som ellers kun om sommeren. Der var mange glade hunde, der løb sig fri af indspærring og fyrværkeriskræk.

I et forsøg på at gå nye veje ned gennem Liseleje, for jeg vild, så min tur blev noget længere end planlagt.

Det lykkedes dog at få hørt An der Schönen Blauen Donau og Radetzky-March fra Wien. Min far kunne en vrøvletekst til Radetzky, som han altid sang, den hørte jeg for mit indre øre ;)

Han ville have frydet sig over Daniel Barenboim på podiet - og grinet af hans anstrengelser med at få publikum til at klappe de rigtige steder.

Måske man skulle forsøge at vinde retten til et par billetter et år. Nytår i Wien er næppe, det værste der findes.

Se måge, vandet er stift

To katte, der sluprede vand i den indendørs vandskål, gjorde mig opmærksom på et problem: Alle deres foretrukne vandkilder, som den gule spand, den røde balje og regnvandet foran indkørslen er enten frossent eller forsvundet.

Nu kan de to grå jo så bare drikke indenfor, men hvad med Wotan og hvad der ellers er af vilde dyr derude, som også savner vand?

Altså måtte jeg ud og hugge hul på is i spand og balje og stille lidt skåle her og der med frisk vand.

Spørgmål er så, hvor lang tid der går, før isen lukker sig igen, for det er da ved nærmere eftertanke ved at være nogle dage side, at dagtemperaturen har været over 0.

Dagen i dag er foreløbig bragende flot, men jeg tvivler på, at det bliver mere end et par grader varmt.

Ellers viser en havevandring, at ikke så meget som en død raket er landet på grunden. Der er altså intet at rydde op og det gør faktisk ikke noget.

Godt nytår

Jeg har forbindelserne i orden. Så med eneret for denne blog....

Mennesket lever ikke af majonæse alene

Min farmor havde et spisekammer. Et rum med hylder langs den ene væg, et lille vindue, der altid stod på klem og en slags serveringslem over et smalt bord på væggen ind mod køkkenet.

Derinde tilbragte jeg timer med at kigge på hendes konserves og hjemmesyltede ting. Jeg stillede dem i orden og solgte dem til min bror gennem serveringslemmen.

Jeg har altid drømt om sådan et kammer, og har engang næsten haft et - mit køkken havde en mellemgang, hvor der var plads til en stor reol, men der var ikke køligt, som der skal være i et rigtigt spisekammer.

Nu har jeg - om vinteren i hvert fald - mulighed for at bruge mit ene skur som, om ikke et spisekammer, smørret ville blive stenhårdt, så i hvert fald som viktualierum. Og efterhånden er jeg blevet bedre til at slå til, når jeg ser et godt tilbud.

Derfor førte min helt afdæmpede nytårsshopping, hvor jeg bare skulle have lidt romainesalat og et stykke kød, til at jeg hjemførte et lille lager af champagne, gin og majonæse til viktualiehytten.

Jeg tror ikke, at det bliver nødvendigt at købe hverken gin eller majonæse i 2009, men det er nok en anden sag med champagnen. To flasker rækker ikke ret langt ;)

Farvel til flæskestegssandwich

Efter en intens kamp i morgendynerne, måtte jeg se mig slået: Forkølelse 1 - Husejer 0

Dermed forsvandt mit håb om at smage Sifkas supersteg draperet i hjemmelavede grovboller foruden flere andre delikatesser af flydende art, har jeg efterfølgende erfaret.

Øv, men det er da en smuk dag at være sløj på. Og under alle omstændigheder kan jeg da glæde mig over, at jeg ikke har det lige så dårligt som Gävles julebuk ;)

Nisse CSI

Sagen er opklaret. Forklaringen på mine livtag med bitternissen denne jul, lå frit for mit blik i min forhave: Den grønne havenisse var faldet om.

Leret der holdt hans kunstige ben på plads, var smeltet til en våd klat og træbenet forsvundet op i hans hule krop. Aner ikke, hvor længe han har ligget der, og det er nok et af problemerne.

For hvis der er noget nisser ikke tåler, så er det, når vi mennesker ikke behandler dem ordentligt.

Det var Sifka der gav mig det afgørende spor, har du tjekket havenissen? spurgte hun i en mail, men jeg havde for travlt og derfor har bitternissen gang i endnu en manifestation.

Jeg vågnede til formiddag med fornemmelsen af at have været på druk i en uge, ondt i hoved og krop og skiftevis kold og varm.

Når er havenissen på benet igen, men jeg tager ingen chancer og behandler også med nudelsuppe, cola og dvd'ere. Jeg har nemlig en aftale, jeg meget gerne vil overholde i morgen ;)

P.S. Jeg blev første gang præsenteret for bitternissen og hans hærgen af Pedrsn, hende har han nemlig også været efter.

Mig og Falck

Lad mig sige det sådan, det var noget hyggeligere at vente samme med Sifka en lille times tid i en havareret, katastrofeblinkende Jeep en mørk vinternat efter en fin udflugt end at gøre det alene i –3 grader efter en lang, sen arbejdsdag. På den anden side, nu kan jeg sige, at jeg har set rimfrosten gro ;)

Denne gang var det ikke hjulene, den var gal med, men motoren der blev for hed. Nok så megen kølervæske, som i parentes bemærket er en fedtet og vanskelig substans at hælde ned i en gloende varm åbning, mens katastrofeblinket snyder ens nattesyn, gjorde ingen forskel.

Så endnu en flink mand i en stor rød lastbil, kørte mig og bilen sikkert hjem. Det er altså en fantastisk service man får fra de folk og det er faktisk ganske hyggeligt at sidde i deres varme kabine og småsnakke lidt om livet og verden, mens man prøver at komme sig over forsmædeligheden ved at skulle have hjælp.

Aftenens helt fortalte om to større uheld i Nordsjælland, fulde unge i Brian-biler, som han sagde. Ingen var heldigvis kommet alvorligt til skade, men begge biler kunne lige så godt være blevet kørt til ophugning.

Dagens udfordring bliver nu at komme på arbejde, med de offentlige.

Heldigvis har min chef indvilget i at jeg tager en taxa hjem på hans regning i nat, ellers skulle jeg nemlig have små tre timer fri før tid fordi al ting kører efter den sjældne helligdagskøreplan, som ikke en gang Rejseplanen kan finde.

I hvert fald har den flere gange tilbudt mig en forbindelse, hvor jeg skulle med bus til Helsinge og derefter gå til Metroen. Hmmm – noget af en gåtur den.

Nå men, nu må bitternissen, som har set sig sur på mig denne jul, godt fise af.

Men skøn var julemorgen

Jeg er rigtig glad for julenat, selv om jeg ikke er et egentligt natmenneske, og julemorgen, som jeg ofte nyder tidligt, men i dag først traf, da det var blevet lyst og fint.

Der er sådan en skøn ro over verden og livet - alt det stressede er bag os. (jeg ved godt, at nogen steder stresses der straks med julefrokost, men det mærkes ikke så tydeligt.)

Tak for jeres søde hilsner i går - det var såmænd ikke noget at snakke om at være på arbejde.

Bortset fra sulten ;) For - havde jeg nær sagt - selvfølgelig var der ingen julemad til os to medarbejdere, der holdt skansen i vores del af det store hus mutters alene efter 19.10.

Tilsyneladende forventede man, at vi sådan kunne skrabe rester sammen af den treretters frokost, der var blevet serveret ved 13-tiden, men jeg spiser altså ikke mad, der har stået fremme og er blevet rodet i og hostet på i seks timer.

Helt uforberedte var hverken jeg eller kollegaen - så min julemiddag var to frikadeller og et par klapsammen rugbrødsmadder, han havde lidt salat med. Det grinede vi pænt af, mens vi komponerede bitre fantasibreve til ledelsen.

Derfor serverede jeg stor morgenmad for mig selv, da jeg skulle hygge med træet og min gave fra veninden, der netop har været i Sudan.

Genudsendelse

Jeg kunne prøve at bilde jer ind, at jeg forsøger at skabe en tradition ved at genbruge sidste års julehilsen.

Sandheden er, at jeg i året ikke har fået taget et bedre billede af de to, hvor man lige kan smide et par huer på dem ;)

Men under alle omstændigheder håber jeg, at alle får en jul præcis så god og glædelig, som I har drømt om den.

Jeg skal arbejde i år, kører af sted på job klokken 14 og er hjemme en gang ved 01:30-tiden. Det er helt fint.

Solhverv og havroer

Morgenstund havde styrtdykkende mågefugle, kraftig vind og havroer i mund.

Klokken 13:04 vender det - jeg har aldrig helt forstået, hvorfor det aldrig sker på samme tid fra år til år, men bare det sker, er det fint med mig.

Jeg gik af sted, da det var lyst nok til at se en hånd for sig i plantagen. Der var ikke det store stormfald - lidt flotte kogler - trods gårsdagens rusk. Jeg kunne høre Kattegat på lang af stand og vandet stod langt op på forstranden, da jeg nåede derned.

Men der var heller ikke det store strandingsgods - jeg drømmer om en dag at finde guldmønter fra forlængst sunkne spanske galeaser.

Men der var dog en pæn mængde havroer - disse store sten, med toppe af tang, som må være blevet løsnet af vandet et stykke vej derude og kastet ind på stranden.

Her og der var mågerne travlt optaget af at styrtdykke ned i bølgerne - måske over lokale muslingebanker?

Og da jeg så skulle tilbage op over lyngen på Melby Overdrev havde solen netop sluppet trætoppene og alt var badet i et blændende gyldent lys. Sådan skal en morgentur være ;)

Humørskifte

Først var vi lidt tvære i og omkring det lille røde hus. Pinga var sur, fordi det stod ned i stænger og hun var nødt til at krybe i ly.

Jeg var sur, fordi en fantastisk julegave jeg agter at give mig selv, viser sig at være svær at få sendt til Danmark.

Men så slog Pinga sig til tåls og kom ind til Kasper og mig i varmen, samtidig fandt jeg et sted, der vil sende mig den avancerede madkasse, hvis vi kan blive enige om en pris for transporten.

Jeg startede ellers dagen med at lede efter en indisk tiffin-boks, sådan en så jeg nemlig i Gordon Ramsey Kitchen Nightmare i går og den er meget flot og fin, men næppe så god til at holde varmen på tingene som den japanske.

Til gengæld er jeg faldet over en sjov artikel i The Guardian om Mumbais tiffin-infrastruktur.

Og nu har jeg selvfølgelig lyst til indisk mad ;)

Jeg er blevet milionær

Det er ikke hver dag man modtager en større pengesum, kontant med posten, men da jeg kom hjem i går ventede 250.000.000 zimbabweanske dollars på mig.

Det er umuligt at fastslå , hvor meget - eller lidt - sedlen er værd, inflationen i Zimbabwe er så voldsom, at der er tale om hyperinflation, men jeg gætter på, at den ikke kan købe så meget som et riskorn og at den hverken er det papir værd den er trykt på eller den tryksværte der er brugt.

Det er Mellemfolkelig Samvirke der har sendt mig sedlen for at gøre mig opmærksom på problemerne i landet som også er ramt af en koleraepidemi, som den vanvittige præsident Mugabe mener er påført landet af Storbritannien og ikke skyldes det totale sammenbrud af landets infrastruktur.

Shaken og stirred

Det siger vist noget om omfanget af de byggetekniske problemer, der er med den bygning , jeg arbejder i, at den første tanke vi alle sammen havde, da jordskælvet rullede under København klokken 6:20 i morges var: Ups, nu styrte huset vist sammen!

Det gjorde den jo så heldigvis ikke - og i grunden er det da noget fantastisk noget at have oplevet i lille, fredelige Danmark.

Nå, men mandag var en lang og trættende dag. Klokken 7 ringede værkstedet og fortalte, at Stor Blå Jeep ganske rigtig nær havde smidt et hjul. De skulle skære nogle nye gevind, men kunne ellers have bilen klar i går eftermiddags.

Så da jeg havde fri klokken 14 kørte jeg i lufthavnen og afleverede den lejede bil. Og så af sted på turen hjem med metro, s-tog, lokaltog og bus.

Klokken var 16.45 da jeg stod foran værkstedet. Det var mørkt. Helt mørkt og aldeles lukket.

Gode råd var dyre, men jeg ilede hjem og begyndte at rode i skuffer og skabe efter en eventuel ekstra nøgle til bilen. Jeg vidst godt, at jeg ikke ville finde den. Den har min bror nemlig.

Så 17.30 måtte jeg give fortabt. Jeg fandt ejeren af værkstedets mobilnummer og fik fat i ham. Han sad over aftensmaden i Helsinge, men ville finde ud af noget. 15 minutter senere ringede han og fortalte, at en mekaniker, som boede tættere på, ville køre forbi og lægge nøglen på venstre fordæk.

Så alt ende godt, da jeg kort efter kunne hente bilen og endelig slappe af en times tid inden jeg skulle tidligt i seng, så jeg kunne komme tidligt op og af sted på job igen.

These boots are made for waiting

Gæt hvad man ikke lige har i biludlejningen i lufthavnen?

Update kl. 17.30: Biludlejningerne har masser af biler, men ikke til folk med bopæl i Danmark. Vi må kun leje biler, der er betalt fuld afgift af og det gør vi sjældent, så selv de store selskaber har ikke ret mange af den slags biler. Efter en times venten - godt der er Starbucks i lufthavnen - var der endelig en øse klar og jeg øsede hjem efter i lav, sølvfarvet Peugeot.

Tjah, det var så lige de 5 en halv timer af mit liv ;)

Ske hvad der vil, når bare der er bratwurst til

Alle gode historier starter teatralsk....

Det var en lørdag små 14 dage før jul, som for alvor gjorde sig bemærket, da Sifka gik luciaoptog de 13 lange skridt fra sin hoveddør til Stor Blå Jeep med et lille gult lys, udslået hår og nybagte lussekatte i en lille pose. Altså Sifka.

Klokken var vel 6.30 og så gik det gode skib Stor Blå Jeep frisk over Sjællands veje til Gedser – en by så fortabt som en nudist i Dubai.

Der ventede hans kongelige højhed Prins Joachim, som hastigt slugte os og alle de andre rejsende og lod os hvile i sin store, brede bug et par timer.

Østersøfarten er ikke, hvad den var en gang. Der hænger ikke mere blå cerutrøg i salonerne og der bliver ikke mere bakset og mast med trækvogne fulde af billige bajere.

Mest fordi de billige bajere ikke er billige og fordi sære regler, gør det uoverskueligt, hvornår man må købe, hvad om bord.

Vi deltog i 500-meter-kø-til-morgenbuffeten og vandt æg, pølser og klamme pandekager. Kaffen var tynd og rigelige, kopperne havde skiftet mågerne ud med små farvede trekanter.

Og så var vi i Rostock – Hansestadt Rostock no less. Fandt et parkhaus lige ved byens grandiøse julemarked.

Lige da vi rullede fra færgen ind mod byen kæmpede Sifka med følelsen af at være i Sverige, men snart stod det klart, at Rostock er noget mere udland end Ramlösa.

Vi gik ad en lille, stille sidegade med et par butikker målrettet byens goth-befolkning og lige ind i infernoet af glühwein, sucktervatten, halve meter lange bratwurst'er, schaum küsse og en julepyramide så høj, som det kvarte af rundetårn.

Der var stemning og fest – og masser af mennesker. Vi var i sandhed kommet til en anden verden. Trak indtryk til os i store slurke. Meget af markedet er mad eller drikke. Hvert sted sit bud på varm vin med krydderier og alt fra på stedet røget fisk til en bod der udelukkende solgte blomkål med hollandaise sovs.

Vi kiggede og pillede, men købte forbavsende lidt. Og da Sifkas ben trængte til hvile kørte vi i sporvogn og endte i boligområder så trøstesløse som Tjernobyl ved vintertide.

Østtyskland er ganske vist 20 år bag os, men meget synlig i Rostock. Vi endte på et værtshus af en art, hvor Sifka fik bratwurst med sauerkraut og en ordentlig syg portion kartoffelmos. Jeg fik let syrligt kød i gele med ristede kartofler og en slags remoladesovs.

Ikke storladent måske, men mættende.

Vores forsøg på at finde et supermarked strandede et sted nær en hovedvej, hvor alt hvad vi fandt, var et drikkevaresupermarked. Derefter havde vi svært ved at finde færgen, selv om de ti flasker flydende var intakte og lå trygt i bilens mælkekasse.

Sifka fik et lyst indfald og jeg tastede Gedser ind i GPS’en - et øjeblik og en betalingstunnel senere holdt vi trygt i kø og ventede på at prinsen skulle hente os igen.

Her stødte vi på en tjener i prinsens salon, som kunne være uddannet fra det sted i Østtyskland, hvor man i gamle dage uddannede tjenere til tog og færger.

Jeg spurgte om jeg kunne få en ostemad til min kop automatcafé au lait. Nix, jeg kunne få det der stod i kortet: Juleplatter, bøffer og sager.

5 minutter senere passerede en anden tjener med en ostemad til en herre bag os. Ak ja.

Men retur det gik mod København til lidt før motorvejsafkørsel 37 Rønnede, da Stor Blå Jeep begyndte at sige som stor blå fiskekutter. Os af motorvejen og ud i rabatten på Ny Næstvedvej.

Ak og ve. Det var umuligt at se, hvad der var galt, men det lød for farligt, så Falck måtte tilkaldes.

Det er nu ikke det værste at vente på vejhjælp en sen lørdag aften i en katastrofeblinkende, men ellers mørkelagt bil i kulden med Sifka.

Sammen ler vi af det meste og let absurd var det jo. Især da Falcks store bil svingede op og vi opdagede, at vi som troede os langt fra civilisationen holdt lige uden for et hus, hvor de stadig var oppe ;)

Desværre, men forståeligt nok, kører Falck ikke alle passagerer hjem, så vi måtte omkring Køge og S-toget med Sifka før mig og Jeep blev fragtet til Asserbo og frøken bil endte sin udflugt på forpladsen ved den lokale mekaniker.

Forhåbentligt kom Sifka sikkert hjem og jeg ved godt, hvad dagen i dag skal gå med: Finde et sted at leje en bil og få den hentet. Jeg skal nemlig møde klokken 4.00 i morgen tidlig.

Og mon ikke Sifka skal hvile sit ben og sig selv efter denne lange juletur med forviklinger? Men sjovt var det nu.

Julekup

For et par år siden var jeg en rigtig rejsetosse, var konstant på farten og levede for mine ture om nu de gik til Berlin, London, New York eller Ribe.

Sådan er det ikke mere. Faktisk har jeg ikke været længere borte end nord for Helsingborg, siden jeg kom hjem fra Houston i marts.

Men i morgen går turen til Rostock. På julekup med Scandlines – færgerestaurant, skrattende højtalere, pseudo tax-free shopping og den blå Jeep på hængedækket.

Det bliver herligt. Billetten er printet, passet er hentet op af sin skuffe og huset støvsuget for euro.

Særligt herligt er det, fordi Sifka tager med – og hun er vist også en landgang eller to bagud med sine udflugter til udlandet.

Jeg glæder mig til at opdage Rostock – der kører sporvogne rundt i byen og sådan nogle elsker jeg – og ikke mindst julemarkedet.

Jeg drømmer om grimme og smukke ting bunket sammen i små boder, mixet ind mellem øltelte og currywurst duftende damer.

Man kan nå meget på en 7-8 timer og det skal ikke gå hurtigere end Sifkas knæ kan klare det.

Hjemvendt

Min veninde, som er supersej, er lige vendt hjem efter tre måneder i Sudan, hvor hun har stablet en radiostation på benene og lært en gruppe lokale at lave nyheder. Om lidt kommer hun på besøg og vi skal have dansk frokost med sild, æg, frikadeller, tunsalat og ost.

Men jeg tænkte, at hun måske trængte til noget helt andet også, så jeg har lavet mit livs først cupcakes. Det vil sige, jeg har gjort som forleden med den sære kage til kollegerne og så bare i små forme. Dog minus skumnisser men to har knuste peppermyntebolsjer på toppen. Tror de er ok.

Bagud med alting

Det er vist på tide, at give et lille livspip fra mig. Ingen ko på isen, men jeg er bagud med alt fra kalenderlyset, over advents-dimsen til dækskifte.

Der er ikke andet at gøre end at tage det en opgave af gangen. Så nu er advents-dimsen, som det fremgår af billedet, ved at være ajour med kirkens kalender.

Kalenderlyset er også ved at være på omgangshøjde og de nye dæk ryger forhåbentlig på i morgen.

Værre er det, at jeg også glemmer at nyde julemåneden. Jeg kan jo ellers rigtig godt lide den, med alle de skønne lys og traditioner.

På vej fra arbejde kommer jeg forbi en to-tre af disse festligt lyspyntede hus og jeg er ikke helt fri for at være misundelig over gyngende LED-nisser og blinkende diode-rensdyr.

Mit skurs tagryg ville se helt kæk ud med en lille vinkende julemand eller noget!

P.S. Den sære kage blev spist til sidste krumme af kollegerne. Desværre skylder jeg for en fadæse i dag nu et større slag kvajekage ;)

Rødt fløjl med karamel og skumnisser

Mine kolleger snakker meget om kage, men få gør noget ved det. Jeg tænkte i anledning af december, kunne jeg da gøre noget.

Min forkærlighed for amerikansk mad fornægter sig ikke. Jeg endte med at bage en red velvet cake - som er ganske sød, men ret pikant med sin røde farve og sin fine konsistens.

Dertil lavede jeg en glasur ing af karamel: 100 g smør, koges med 150 g. puddersukker og lidt fløde.

Når massen har kogt et minut eller to skal den i en røreskål og så skal der flormelis i og piskes, til den er smørbar. Jeg fik lyst til at slå hul i alt det søde, så jeg kom også nogle skefulde Philadelphia i, den blev den perfekt af.

Da kagen var kølet blev den nydelige lysebrune masse smurt på og så et drys tysk julekrymmel og en lille ring af skumnisser - men det skal være de rigtige - ikke de forkerte ;)

Skytsengle, piberensenisser og fodsvamp

I går var jeg til min bonusMors 78 års fødselsdag. Vi var 16 til bords - alle hendes børn, svigerbørn, børnebørn - nogle af dem med kærester - og et enkelt oldebarn - foruden mig, papdatteren.

Hun havde lavet alt til det store kolde bord selv, foruden selvfølgelig to slags fødselsdagskager og to slags småkager.

Men da jeg sad midt i latteren og den gode mad og det hyggelige selskab slog det mig igen, hvor elastisk begrebet familie er.

Jeg har nogle fætre og kusiner og en enkelt moster, som jeg ikke har set i mange år, ellers har jeg faktisk kun et eneste menneske tilbage i verden, som jeg er blodsbeslægtet med; min bror.

Alligevel er der 21-22 personer, som jeg betragter som familie. Her tænker jeg ikke på venner, som står mig lige så nær som familien, men på papsøskende, papsvoger og -svigerinder, papnevøer og –niecer, egen svigerinde nevøer fra Korea og svigerindens far som jeg også har kendt i mange, mange år.

Jeg ser sådan på det, at jeg i stedet for de traditionelle bånd knyttet af blod har en masse hjertebånd.

Særligt meget holder jeg af den ene af mine papsvigerinder.

I går fortalte hun mig en fin historier, som jeg tænkte på i dag, mens jeg hentede juletingene frem og fik lavet min brølende kronhjort omgivet af fire grantræslys adventsting, hvor helten er en piberensernisse, der ridder på ryggen af kronhjorten.

Et års tid efter at min far var død – for hende var han svigerfar, han var jo gift med svigermor og blev derfor svigerfar – var hun hos en håndlæser.

Han tog hendes hånd og spurgte: Ved du, at du har en skytsengel?

Det vidste min svigerinde faktisk godt. Lige siden min fars død, har hun haft følelsen af, at han svævede et sted i udkanten af hendes univers og beskyttede hende.

Jeg tror ikke på sådan noget, men jeg tror på det menneske, der tror på det, og synes det var dejligt at få fortalt.

Om lidt vil jeg bakse en adventskage sammen – som mine kolleger skal have glæde af i morgen, jeg har flere ideer, men ingen helt udkrystalliserede endnu.

Men måske skal den pyntes med let smeltede skumjulemænd.

Og så har havenissen fået fodsvamp ;)

Den trojanske juleelg

Rundt omkring i jule-Tivoli troner nogle ret firkantede trædyr.

Det er den trojanske juleelg, som Sifka mener er fuld af voyeuristiske nisser.

Tivoli er faktisk indtagende i juleklæderne. Lyssætningen er anderledes end en sommeraften.

Der er nok at kigge på i et par timer, selvom det ikke er et sted man lige får overstået indkøbene af julegaver i et snuptag. Dertil er sortimentet for ujævnt og der er for meget gøgl, men sjovt at se på og dejligt at drive rundt i og snakke, mens man kigger, oplever og undres.

Jeg hjemførte en enorm grøn glaskugle, som talte højt og tydeligt til mig. Den er så stor, at min bror får problemer med at undgå at slå hovedet ind i den i stuen, så måske skal den have et hjørne.

Efter den kolde, men smukke Tivoli-runde, hvor frosttågerne efterhånden gjorde skiven på rådhusuret til en fjern planet gik vi ud i virkeligheden på jagt efter mad.

Den fandt vi på Gasværksvej hos O Mo Nim (det betyder respekterede moder på koreansk), hvor en lille, handlekraftig kvinde guidede os gennem vores første ægte omgang Bulgogi.

Vi fik en tallerken med oksekød, kalve lever og hjerte, kylling og svinekød i tynde udskæringer, som vi selv skulle grille på en lille gasgrill og dyppe i sovs med gang i hvidløg og mild chili.

Dertil salat, lidt grøntsager til grillen og så den fantastiske koreanske kimchi, som er mælkesyre gærede grøntsager. Ekstremt sundt og ekstremt velsmagende .

Det tager desværre 6 dage at lave en portion kimchi, men hvis jeg går i gang nu, så er der til weekenden.

Med andre ord en dejlig afslutning på ugen.