Moslergen på overarbejde
De her luffer har været forbløffende vanskelige at strikke. Halvdelen af luffe nummer to er hele to gange blevet trævlet op.
Første gang fordi jeg alt for sent opdagede, at jeg havde lavet ged i mønsteret. Anden gang var jeg færdig med håndfladen, havde lukket af, hæftet ender, kun for at konstatere, at der manglede en hel mønsterblok - vanten var 15 centimeter kortere end den anden.
Anden gang havde jeg faktisk besluttet at give op, men i eftermiddag blev jeg stædig og snuppede en saks og trævlede tilbage til tommeltothullet. Surt, men nødvendigt.
Måske er det ikke altid en gave, at være en mosler ;)
4 kommentarer:
Dine vanter er virkelig smukke, bare det var mig, der havde tålmodigheden til at strikke den slags. Mit moslergen mosler andre steder hen ...
Jeg vælger altså at tro på, at moslergenet er en force! Især hvis det er kombineret med en god tålmodighed (det er så det, jeg øver mig på). Måske havde ejg givet op med de vanter - men hvor må det dog være tilfredsstillende at nå i mål efter så udfordrende et projekt!
Det er flotte farver du strikker i. Tænk at du gad mosle det op igen ;-)
De er blevet ret flotte
Godt moslet - de er syvsuseme blevet flotte!
Send en kommentar