tirsdag, maj 08, 2007

Cooking in the rain, just cooking in the...



Der var faktisk stort anlagte planer for dagen, men så var det vejret pludselig blev almindeligt og majsk med bratte skift mellem sol og regn.

Klog som jeg er, afstod jeg fra at slæbe hele indholdet af et af mine skure ud i det fri, hvis nu der skulle falde en byge.

Det må blive en anden dag.

Det er lykkedes kattene, stort set hver gang skyerne har givet vand, at blive fanget derude. De ser glade ud, når de kommer ind og så er mudderpoter og den slags jo ligegyldigt.

Dagens eneste præstation fra min side var at få suppleret mit meget primitive ude-køkken med endnu et skrøbeligt bord. Dette dog med zink, så der kan holdes et minimum af hygiejne omkring blusset.

Indvies skulle det jo bordet, så jeg lavede fajitas med beskidte ris, guacomole og fuldkornstortillas.

Beskidte ris er en herlig blanding af fint hakkede grøntsager (fx bladselleri, peber, løg, bønner) hvidløg og chili sauteret i god olie, derefter tilsat nykogte ris efter Jamie Oliver metoden og lidt dåsebønner og mixed sammen i en slipletpande. En sælsom blanding mellem stegte ris og risotto.

Fajitas er tynde strimler okse eller kylling, stimler af peberfrugt, hvidløg og løgringe svitset ved høj varme i god olie på en jernpande og smagt til med et skvæt chilisauce og/eller stærk salsa.

Kun mit gasblus i haven kan nå den rette temperatur til en ordentlig portion på jernpanden og derfor rykkede jeg uden for med kødmaden. Det gik også udmærket længe, men kort før de var færdige begyndte det at dryppe. Så kan det ellers nok være, at jeg fik fart på og kom inden døre.

Just som jeg satte mig med min tallerken hørte jeg en sydende lyd gennem regnen. Det var gasblusset som dampede i regnen.

0 kommentarer: