Tony..hunde kan ikke snakke..

Spagetti med kødboller er en sær ret. Rudimentær googling om emnet har overbevist mig om, at retten slet ikke kendes i Italien.

Den blev først opfundet, da italienske kokke i USA oplevede, at ikke-italienske gæster blandede den selvstændige pastaret og den selvstændige kødret sammen.

Og i alle de år min bror og jeg, jul efter jul jublede til klippet fra Lady og Vagabonden i Disneys juleshow, Fra Alle Os Til Alle Jer, hvor der bliver kissemisset fra hver sin ende af en spagetti og rullet kødbolle med snuden, faldt det mig aldrig ind, at det var mad, jeg kunnet have forsøgt at lokke min mor til at lave.

Spagetti og kødboller er retten, der ikke eksisterer.

Jeg laver den nu alligevel engang i mellem. Fordi det er sjovt, både at tilberede den og at spise den.

Imens reciterer jeg favoritsætninger fra juleshowet: Tony...hunde kan ikke snakke. Og: Okay Tony, det er dig, der er chefen. (med italiensk accent sæføli)

Denne omgang var med godt blus på den friske salvie i kødbollerne og en meget mild tomatsauce med små stakler fra mine efterårstrætte planter forstærket med nogle fra dåse.

Det blev en mild og smuk komposition, men jeg fortryder, at jeg greb til parmesan fra pose. For det er, som brødrene Price så rammende har sagt det, mad der lugter og smager af bræk.

Trods det lille kiks, kunne jeg svagt høre Poul Bundgaard, da jeg satte mig til bords: Nu er det nat, en vidunderlig nat, som vi kalder Bella Notte.

Desværre har kun kunnet finde hele scenen i den nye udgave med Dario som Tony, men Bundgårds sang skal I ikke snydes for.

Færgeafgang Havnegade

Det bragte mindelser om min barndoms Sveriges-ture, da Sifka og jeg rundede hjørnet Nyhavn/Havnegade og så køen af folk, der, lige som vi, syntes, at en solskins-september-lørdag skulle bruges på en tur til Hven.

Vi kom dog hurtigt om bord trods manglende reservation. Til gengæld var vores billet blot en gul post-it note fordi en avanceret maskine var gået i stykker.

Efter en gang klassisk færge-morgenmad: Kaffe/te, rundstykke med pålæg og wienerbrød søgte vi op i lyset og luften, hvor vi fik presset os ind på et stykke færgeaptering og kunne skvadre frit i den time og et kvarter turen tog med vind i håret, sol i fjæset og det blanke sund omkring os.

Det var første gang på øen i sundet for os begge og det bliver ikke sidste.

Vi havde to mål for turen: Gin og Tycho Brahe.

Tycho besøgte vi først og var både i hans tjenestefolks badstue og hans Stjerneborg til et underligt svensk multimedieshow, som var mere grinagtigt end fængende.

Vi fik også udfordret hinanden i et par renæssance-lege og kælet med planterne i urtehaven til vi stank af lavendel og salvie.

Det gode ved at være på tur med Sifka er, at vi går i det samme tempo. Faktisk tror jeg ikke, at andre end os vil kalde det at gå, vi tuller næmere, men af sted det gik mod gin-templet ad øens eneste hovedveje med mange skønne kig til æbletræer og vandet.

Undervejs traf vi langt fra så mange lækre kunsthåndværker-butikker, som Sifka vist havde håbet og vi var nødt til at gå i Handelen for at tanke op med Fazer viol tabletter, cola og Ahlgrens bilar.

Endelig nåede vi Spirit of Hven.

Ret skuffende. Ingen tvivl om, at baren har det største udvalg whiskey, jeg nogensinde har set inklusive selv-destillerede arter, men hvorfor hele komplekset skulle minde om et konference-center med en restaurant, der serverede opvarmet frossen pyt-i-panna og gav stivede linned servietter til, er et mysterium.

Værst var det, at det eneste man kunne se af processen med at lave spiritus var forskellige souvenirs. Det vi var kommet for at se, dufte til og smage på var lukket af og spærret ind bag tykke gardiner.

Men det var nu alligevel en dejlig dag og Sifka fik sin flaske gin på færgen hjem. Og hjemme skulle vi lige forbi en god øl på Zum Biergarten og dejlig koreansk mad på Miga, før jeg drog mod nord og Sifka fandt linje fem.

Og på næste Hven-tur lejer vi cykler for at nå det hele!

Et par flade og en meget lille kedel

Jeg har haft en dejlig dag. BonusMor og jeg har spist karamelsild og hver sin natmad på Schønnemanns på Hauser Plads.

Det er en herlig klassisk kælderbeværtning som København har været så rig på med sand på gulvet og snaps i glasset.

Carlsberg har brygget dem en liflig tobaksfarvet ale og jeg fik endelig smagt snapsen Nordguld.

Inden vort rendezvous nåede jeg at få løst et problem: Efterårssko som ikke tager sig bedre ud i vildmarken eller i sportshallen end i byen.

Det blev til et par klassiske retrosko i ruskind, som min mor gik med dem i 70'erne til sine Marimekko busseronner.

Rågummisålen er blød og lækker og skindet føjeligt. Jeg ved det for jeg fik dem straks på - så barnlig er jeg, selvom jeg skal rundt om noget skarpt om præcis et år.

Den lille kedel var bare en af dagens gode gaver. Tak!

Ny kat flytter ind

Søde Anne har lavet den skønneste, lille, grå og hvide kat til beboerne i det lille røde hus.

I dag ankom den efter en rejse med Post Danmark, hvor den sad mokket sammen med korslagte forben i en lille firkantet æske.

Vi er stadig i sydstatsmode, så den hedder Louis og fik ikke just en hjertevarm modtagelse af de andre små grå og hvide.

Cajun meatloaf

I dag har jeg plejet min sære længsel, efter et sted jeg aldrig har været: New Orleans. Jeg har glugget masser af hoteller, udflugter og spisesteder.

Og så fik jeg selvfølgelig lyst til noget amerikansk mad. Valget faldt på et cajun meatloaf - altså forloren hare med cajun køkkenets hellige treenighed: Bladselleri, løg og peberfrugt.

Dertil kartoffelmos af egne kartofler, sauterede blå bønner af egen fremdrift og en sær salsa, som en træt honningmelon gjorde nødvendig.

Det blev godt.

Jeg startede med at hakke en enkelt stængel bladselleri, et lille løg og en halv rød peber ganske fint. Derefter behandlede jeg to små fed hvidløg og en ikke alt for stor eller stærk chili på tilsvarende vis.

Alt røg på panden i smør og blev mildt sauteret, derefter røg der salt, peber, cayennepeber og spidskommen i smørret sammen med grøntsagerne. Jeg strøede to spiseskefulde mel ud over det hele og fik lige givet melet lidt farve i smørret, før der røg lidt mælk, engelsk sovs, ketchup og hot sauce i, til det hele blev en slags tyk grød.

Det blev sat til afkøling mens kødet, som var halv hakket oksekød og halvt hakket svinekød - nok 450 gram i alt, blev rørt med et æg og tre spiseskefuld rasp.

Da grøntsagerne var så afkølede, at jeg kunne stikke en finger i uden varige skader, blev de æltet ind i kødet. Farsen skal være fast - noget fastere end frikadellefars.

Så formede jeg et firkantet brød i et ildfast fad og hældte en lille slat mælk ved - det ville nok få mig hængt i New Orleans, men det er godt til sovs.

10 minutter i ovenen ved 225 grader - så blev farsbrødet penslet med lige dele ketchup og ahornsirup. Og derefter 20 minutter ved 180 grader.

Og inden man afskriver meatloaf som noget amerikansk bras, så er der altså tale om noget europæere har spist siden det femte århundrede i mange forskellige udformninger.

ZDF to the rescue

Jeg er syg med atletik og ganske forundret over, at ikke en eneste landsdækkende tv-kanal synes at verdensmesterskaberne, som i disse dage foregår i Berlin, er noget jeg skal se.

Her taler vi nok DR og TV 2, det er de eneste kanaler jeg kan se.

I aften er en særlig aften, for da afgøres kvindernes højdespringskonkurrence og det er min favorit - foruden de mellemlange løbedistancer for både mænd og kvinder.

Nå, men så var det, at det viste sig, at herlige tyske ZDF sender hele baduljen på nettet.

Til overflod føles det som min barndom i Sønderjylland, at sidde og lytte til det smukke tyske sprog - jeg er sehr dårlig til det, men hold kæft, hvor kan jeg bare lytte til det hele aftenen.

Og så er der også tyske reklamer og de underlige små figurer der adskiller dem.....

Stegte grønne tomater

Min tomat med de forknytte blade har med møje produceret en fin orange-grøn tomat, som trængte til at blive plukket og spist, da jeg nåede til frokost tid.

Ved et af universets store sammentræf læste jeg præcis samtidig hos en af mine amerikanske favorit mad-blogger, hvad jeg skulle stille op med tomaten: Jeg skulle lave den til stegt grøn tomat.

At Ms. Glaze så havde fået sin inspiration fra en anden af mine favoritter, det får jo hele verden til at se synkron ud.

Og så ikke et ord om, at jeg har været vild med tanken om stegte grønne tomater siden jeg læste bogen og så filmen.

Altså tomaten blev plukket, jeg læste og kiggede video og måtte konstatere, at jeg ikke havde en tilsvarende stor rød tomat til at lave pæne lag med - kun en lille sød en.

Altså endte jeg med at stable ristet brød og stegte tomatskiver. Pocheret æg øverst og en lille kæk pink remoulade af en spsk majo, en spsk stiv græsk yoghurt, et bløb stærk chilisovs, hakket syltet agurk, hakket syltet løg og hakket rest af den orange-grønne tomat.

Fire reelle tomatskiverne blev dyppet først i krydret mel - salt, peber og cayenne, derefter i æg pisket med lidt mælk og så i rasp.

Derefter stegt kortvarigt på panden i blanding af olie og smør, men tomaten var også ret moden. Grønne umodne tomater skal have længere tid ved lavere varme. Brødskiver fik også en tur på panden, men kunne da bare være ristet.

Et i en kop udslået æg røg i en gryde med vand, hvid eddike og salt som lige var gået af kog og plask ned midten af en malstrøm frembragt ved at røre kraftigt i en god cirkel. 90 sekunder senere var det perfekt.

Stable og spise.

Æbleskiver og ballongynger

Fødselsdags-Sifka har allerede besunget Thomas Hermans raffinerede mormor-mad, som vi vederkvægede os med i går i det underskønne Nimb.

Jeg var allerede solgt sidste sæson, da det mauriske palads slog de nyrenoverede døre op og både den nu lukkede delikatesse-afdeling og den svinedyre, men dejlige grillbar blev testet.

Først nu har jeg altså spist der og det var udsøgt. For mig var det mest fantastiske ovenstående "æbleskiver", som blev serveret til hovedretten kalv.

Skiverne lignede ned i mindste detalje deres søde forlæg, men de var lavet af kartofel og indholdt kalvebrisler i stedet for æblestykker. Smukt og finurligt.

Efter frokosten styrede vi op i husets imponerende bar. I bløde sofaer foran en mildt tøffende ild i et ildsted så stort, at en okse kunne steges hel, søbede vi gin og tonic af de mondæne. Vi fik tested Hendrick's gin som er trippeldestilleret og infuseret med agurk.

Under krystallysekroner og under smukke, sære billeder af husets fortid malet direkte på de hvide vægge under sølvstukken faldt vi hen i nydelse.

Lige inden sidste tog mod nord løb fra mig sluttede vi en Tivoli-skøn dag af med nogle fødselsdagsture i pariserhjulet ballongyngen - som har en million gange mere charme end det monstum der er smækket op foran Palads, i det der engang hed baljerne - nu minen og i galejen. Det var ren nostalgi.

Chili og sær kaffedrik

I år klarer mine chilier sig rigtig godt.

Denne, som er en Czechoslovakian Black, synes jeg er en meget smuk plante, som blomstrer med de yndigste små violfarvede blomster.

Desværre er frugten ikke sådan super stærk, som jeg gerne vil have dem.

Det håber jeg mine Chocolate Scotch Bonnet, som først modner sent, kan levere.

Som sidste år blev chili og tomat hentet på gartneriet Toftegaard på en lille udflugt med Sifka i forsommeren.

Min green zebra tomat har leveret et par pæne gule og grønstribede frugter indtil nu, men så er den blevet teenagetvær og har rullet bladene lidt sammen.

Det må gå som det kan.

Czechoslovakian Black er i hvert fald røget tilbage i drivhuset, for her forberede vi os på det vejromslag, der skulle komme i nat.

De seneste dage har været dejlige, men lidt kølighed og et par dryp har vi intet imod.

I havestolen har jeg læst en meget fin roman - The Devils Paintbrush af Jake Arnott - om en skotsk militærhelt og en troldmand.

Den handler om virkelige personer og lidt kedsomheds googling har afsløret at Fighting Mac - Hector MacDonald været afbilledet på pakningen til en særlig skotsk drik, som jeg nu vil forsøge at få fat i.

Camp Coffee er tilsyneladende en meget tidlig udgave af instant kaffe af en art, selvom det efter beskrivelsen mere lyder som en slags bouillonterning med kaffesmag.

Julie & Julia

Jeg har tidligere skrevet om madens store damer, USA's Julia Child og britiske Elizabeth David.

Nu kommer der en film om den ene af dem og om et fantastisk blogprojekt, som en ung amerikanske kvinde, Julie Powell, startede i 2002.

På 365 dage ville hun tilberede og blogge om, hver eneste af de 536 retter der er i Julia Childs fantastiske kogebog Mastering the Art of French Cooking.

Julie Powell klarede opgaven, fik en masse venner i blogland, udgivet sin blog som bog og kan i starten af august se sig selv portrætterede i biografer i USA i Nora Ephrons film Julie & Julia.

Jeg har aldrig været den helt store Maryl Streep fan og bryder mig faktisk ikke om film, hvor skuespillerne gør sig for store anstrengelser for at ligne og/eller tale som det menneske de portrættere.

Jeg synes derfor mest hun var trættende at høre på som Karen Blixen i Out of Africa, men jeg kan godt se, at Julia Child uden den fantastiske stemme og diktion ville være lidt underligt.

New York Times havde en fin artikel forleden om, hvor anstrengende filmen har været for food stylisten og de kokke, der har lavet filmens mad.

Til filmen har kokken måtte udbene 60 ænder.

Artiklen beskriver også en scene, hvor Julie skal tilberede en hummer. Den blev gennemført med koldt vand tilsat tøris, så det så ud som om gryden dampede af spilkogende vand og så en repræsentant for den amerikanske dyreværnsforening uden for kamera for at bevidne at hummeren ikke led overlast.

Man må håbe den scene ikke skulle tages om for mange gange.

Filmen har så vidt jeg kan se premiere i Danmark den 18. september og spørgsmålet er, om vi ikke er nok madglade bloggere til at en fælles udflugt på bio kunne være sjov?

Sandelig

Når nu sand var temaet for gårsdagens post, så synes jeg da lige, jeg vil vise nogle billeder af en stor sandskulptur, som to sandkunstnere har skabt på havnen i Hundested.

Den er vist ikke blevet helt som planlagt, to skybrud i løbet af den uge de arbejdede på den ændrede alle planer.

Den er belagt med et tyndt lag lim - og det er vist nødvendigt lige nu, står det ned i lårtykke stråler.

Desværre er det nødvendigt at holde figuren hegnet ind, ellers vil børn og fulde folk antagelig begynde at klatre på den i løbet af ingen tid, men det gør det lidt svært at tage ordentlige billeder af helhedsindtrykket.

Så I må nøjes med et billede af Knud Ramussen i sin kajak og et af isbjørnen med sine to unger.

Jeg synes Knud har et noget melankolsk blik, men han
er jo altid blevet behandlet skulpturelt dårligt i Danmark.

Jeg mener, hvorfor står han på Strandvejen ved Klampenborg og kigger længselsfuldt mod Sverige?

Sandt

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at når man bor på kanten af en sandflugtsplantage, og har katte, så er der sand over alt ude som inde uanset årstiden.

Jeg har vænnet mig til det, også at der er sand i sengen, men heldigvis sjældent i maden.

Det gode er, at det er det fine, hvide strandsand, som skifter så smukt i grå nuancer, når det bliver vådt.

Sådan skal sand se ud, basta.

At området her overhovedet er beboeligt, men sandet, har vi en stridbar, tysk kammertjener at takke for.

Johan Ulrich Røhl standsede sandet midt i 1736-tallet efter at det helt tilbage i 1500-tallet havde fordrevet de rige fra Asserbo Slot – som vist nærmere var en hovedgård - ædt en landsby, næsten en kirke, ændret vandstanden i Arresø og drevet lokale bønder til tiggerstaven, når høsten slog fejl og dyrene sultede på sandet.

Røhl havde tjent greven i Oldenburg, som dengang var dansk. Efter en 18-20 år som kammertjener lagde greven et godt ord ind for Røhl, da en stilling som forvalter på et nærliggende kloster, som fungerede som fattig- og vejsenhus, blev ledig.

Her gik det hurtigt galt for Røhl, han lagde sig ud med alt og alle og behandlede tilsyneladende ikke lemmerne godt. Hans hovedinteresse syntes at være at berige sig selv, og så at bombardere kongen med skrivelser om, hvor hårdt han havde og ønsker om at få nedsat forpagterafgiften på klosterets jord og hævet den sum han fik til at bespise de fattige.

Til sidst blev det kongen for meget og så blev Røhl fyret. Her skulle man tro at han ville forsvinde i historiens tusmørke, men det gjorde han ikke.

I 1724 ankom han til flyvesandet. Den enorme bunke sand som spredte sig fra Tisvilde til det nuværende Liseleje, som slet ikke var grundlagt dengang, og så langt ind i landet, at Arresø var truet. Faktisk var der sandflugtsplagede områder hele vejen fra Hornbæk til Rørvig.

Uden anden erfaring end den han havde fået på klosterets lavtliggende jorde, der blev oversvømmet hvis ikke digerne mod en nærliggende flod var i orden, kastede han sig ud i opgaven.

Han fik leveret en enorme mængde materiale til at bygge læhegn af, han fik udkommanderet fæstebønder med heste og vogne og soldater, som jo ofte var fæstebøndernes unge sønner.

Og så blev der hentet tang langs havet, som blev lagt op på sandet. Der blev gravet grøfter, bygget læhegn, sat planter som marehalm og hjælme og til sidste efter 12 år var sandet under kontrol.

Men det var Røhl ikke, stort set straks fra det øjeblik han ankom begyndte han at lægge sig ud med folk. Fæstebønderne klagede ove ham, et helt hold soldater begik næsten mytteri. Som sædvanlig skrev han brev efter brev til kongen over, hvor urimeligt han blev behandlet.

Da sandet var under kontrol og hans næstkommanderende havde fuldstændigt tjek på, hvordan arbejdet kunne fortætte blev Røhl afskediget i 1737, han fik en beskeden pension og endte sine dage i Helsingør.

Og det eneste sted, hvor mindet om ham lever, altså bortset fra at uden hans indsats, var der hverken et Tisvilde Hegn eller en Asserbo Plantage eller for den sags skyld til at bo her, er på Sandflugtsmonumentet i Tisvilde, hvor man satte ham et noget syrligt minde:

..og Røhl som vel fortjent er lønnet
for sin møje.

Rødt chok

Min blog er så uddød som en forstad til Tjernobyl og det beklager jeg.

Årsagen er uforklarlig, udover at sommerarbejde altid slider voldsomt på mig.

Måske er nogle arbejdspladser gode til at tilpasse forventningerne til bemandingen, men min er ikke.

Vi er under en tredjedel af det sædvanlige hold, men forventes stort set at præstere det samme som et helt hold. Underligt nok falder vi for det år efter år og arbejder så sommersandalerne knirker.

Så er der ikke mange lyse indfald tilbage til resten af ens døgn:

Kun sådan noget som ”What??? McDonalds sælger har nogle nye colaglas i år!" og ”Gus Danmark har fået en prins Allan.”

Men forleden kunne jeg på to minutter fylde et lille trug med røde ting fra haven – kartofler, rabarber og ribs og det betog mig nok til at hente kamera og knips mangfoldigheden. (Og til at stege en kylling, lave en kompot og spise med de saltkogte, røde guldklumper)

Og så er jeg måske på rette vej – for der er jo stadig ting at fortælle:

Om dyrene – Wotan dukkede op i går efter mange dages fravær – lille sort killing ryger vist på kattehjem, naboen har efterlyst dens ejere overalt og ikke fået svar og så er det nok bedst for ham, mens han stadig har tillid til mennesker og mens han stadig er beskytte af sin killing uskyldssky som afholder voksne katte fra at tæske ham.

Og jeg har vist også en mening om den seneste Harry Potter film, som gjorde mig stum og bevæget, men det var der ikke plads til i Bio Hillerød, hvor folk frejdigt sms'er under filmene og andre medbringer børn så små, at de skal have læst underteksterne op – himmelhøjt.

Nå – jeg er vist i gang igen.

Privat strand

Det er næsten for meget af det gode, at der 7 minutter på cykel fra min lille rød hytte ligger en kilometerlang og ganske øde badestrand af fineste kvalitet.

Klokken 17 var vi under 20 mennesker så langt øjet rakte. Luften var lun, vinden sval og vandet fantastisk.

Et par småunger legede i strandkanten, mig og en mand dykkede på anden revle og et tålmodig menneske smed en bold 2 millioner gange til en sort labrador, der fløj ud og svømmede ind med bolden i munden.

Det var det - i går i Espergærde var stranden pakket og vi var ikke det eneste beach party. Da jeg kørte hjem klokken 23.30 var der lysende natskyer.

Da jeg kørte gennem Asserbo Plantage fik jeg testet lille blå Fiats abs og esp da et rådyr sprang tværs over vejen lige foran mig.

Den lille blå bestod og dyret forsvandt i nattemørket. Godt jeg havde drukket vand hele aftenen.

Æseløre

Det er ikke nemt at blive blomst hos mig. I hvert fald ikke hvis man vil plantes og nusses om. Jeg stiller meget høje krav til udseende og farver.

Jeg bryder mig ikke om indviklede blomster - et simpelt hoved på en simpel stilk i en klar farve gør mig glad, så da Kasper og jeg under morgenens havevandring opdage udsprungne æseløre blev vi begge begejstrede.

Æselørene fik jeg sidste år af min svigerinde, lige siden har de set noget forhutlede ud i min tynde, sandede jord, men så begyndte de at skyde efter et af skybruddene tidligere på måneden og se dem nu.

Nå ellers står dagen på beach party med kollegerne i Espergærde - det skal nok blive sjovt og varmt.

Sommer, solo og store nosser

Ribe var min barndoms sommerferieby.

Hele familie drog afsted i årets Renaultbil. Først 4CV senere Renault 8, 10 og 14. Min far var trofast i sit valg af køretøj.

Der var altid ventetid ved færgen i Korsør. Jeg var voldsomt fascineret af de små tankbiler, der futtede op og ned langs opmarch- båsene og solgte brændstof til folk uden planlægnings- talent.

De havde også is, vand og aviser. Vi købte aldrig noget.

Enhver vist jo, at de tog ågerpriser.

Senere, da min mormor blev pensioneret, flyttede hun til Tønder. Og så flyttede sommerferierne derned.

Men cirka samtidig var min tre år ældre bror og jeg blevet gamle nok til selv at tage lyntoget Kongeåen til Tinglev og så enten blive hentet der, eller skifte til rutebilen, der kørte gennem byer med lattervækkende navne som Bylderup og Bov til endestationen, hvor mormor ventede.

Og så gåturen gennem Tønders villakvarter til det upersonlige parcelhus, som var noget helt andet end patriciervillaen i Ribe.

I mit værelse hang der over for køjesengen en række koldnålsradering af kendte komponister. Hvor har jeg kigget meget på dem. Når jeg vågnede, når det regnede, når jeg kedede mig, når jeg skulle sove.

De er ætset fast i min gule plet, måske fordi de var i sær sepia:

Schubert med stanglorgnetten og de fyldige læber. Beethoven med kunstnerhåret og det vanvittige blik. Den smukke Mozart og den forfinede Listz. Bach med pudderparykken og Schumann med den sære sideskilning i playmobilhåret.

Brahms må også have hængt der. Jeg husker ham bare ikke, men, som det fremgår af billedet, så lignede han mere Pippi Langstrømpes far, end en følsom kunstner.

Jeg elsker Brahms. Det er køligt og storladent.

På vej hjem i regnvejr i Lille Blå Fiat hørte jeg P1 om talent. Nikolaj Koppel fortalte om at spille Brahms klaverkoncert i D-mol som 24-årig og så holde op.

Han kun ikke få hjerne og hjerte med i rollen som koncertpianist.

Hold kæft hvor er det modigt at sige stop, når man har så fantastisk et talent.

Heldigvis indspillede Koppel nogle år senere koncerten med DRs symfoniorkester, så hans talent er fastfrosset i øjeblikket og han lød glad i radioen.

Bare jeg havde de tegninger i dag.

Og så er Bahms iøvrigt den eneste af den gruppe, der kaldes De Store Komponister, der eksisterer en indspilning med.

Ikke stemmen i starten, men den efterfølgende umotiverede klaverboksen ;)

I can has romkugle?

Der ventede mig tre gode ting, da jeg kom hjem fra job i dag.

Den ene havde jeg faktisk selv med hjem: En lille romkugle, venligst doneret af en kollega, men for tæt på frokost og derfor glemt, men fornuftigt indpakket i serviet på bunden af tasken.

I skuret ventede en pakke fra Italien med et par solbriller, jeg har jagtet det halve Europa rundt i udvalgte webshops. Nu lå de der i fin æske, i lækkert etui og til ca. 40 procent af prisen i en dansk forretning.

Næppe var solbrillen pakket ud og prøvet eller romkuglen genopdaget, før et højlydt miav gjorde mig opmærksom på, at det ikke kun er mine egne grå, der forventer mad, straks de ser mig.

Den nytilløbne, sorte killing krogede sig og gjorde sig til. Han mente tydeligvis at romkuglen, som jeg guffede i, mens jeg hentede den udendørs madskål til opfyldning, var til ham.

Hans ansigtsudtryk mindede mig om de bedste fra det fantastiske website:
I can has cheezburger?

Et sted hvor folk uploader morsomme kattebilleder og -videoer og der er frit slag for at skrive sære overskrifter på billederne.

Min personlige favorit er denne lille video:

Efter 17

Når de fleste københavnerne er kørt hjem, når solen stadig skinner fra det høje blå, når alle katte sover i skyggen, når aftensmaden er biksemad, så er det godt med en drink.

Men eftersom i morgen er en helt almindelig hverdag, så er GTA (Zettes glimrende forkortelse for gin og tonic med agurk) for voldsomt.

Så er det godt, at de der engelskmænd har opfundet et alternativ, som er meget anderledes, men voldsomt forfriskende: Pimm's No. 1 Cup.

Den tefarvede ginlikør skal blandes i forholdet 1:2 med fx Sprite eller anden let citrusagtig sodavand, hvis ikke man lige har rigtig lemonade ved hånden.

Desuden skal der masser af frisk appelsin og agruk i og så skal den nydes langsomt i solen til fuglefløjt og kun en enkelt borende københavner.

Det er ikke altid supernemt at få fat i Pimm's No. 1 - som selve ginlikøren hedder.

Jeg må som regel tilbage til det område, jeg tidligere boede i: Charlottenlund eller Ordrup, hvor der er en tilpas stor gruppe anglofile, for mere engelsk bliver det simpelthen ikke.

Pinsens sol

Det er hårdt at være rødhåret og heller ikke helt let at være gråpelset, når temometeret viser 26 grader allerede ved middagstid.

Jeg må kryber i ly indendøre. Ikke mindst fordi jeg fik rigelig sol i går, da jeg var til housewarming-brunch hos gode venner i Nivå. Solen bagte ned over os og min ene kind ligner en postkasse.

Pinga har fundet det perfekte sted - intet kan falde hende i ryggen, solen har passeret og en mild brise stryger hen over hendes ryg.

Kasper er mere rådvild, vandrer hvileløst om. Lægger sig under en fodskammel, under bordet, inde i drivhuset.

Han vil være, hvor vi er, men der er ingen helt svale steder, så hvis han er klog snupper han middagsluren på det sædvanlige sted: I min seng.

Og der kommer vist mere af det samme i morgen. Sikke en pinse, som ellers ofte er både kold, våd og overskyet. Jeg husker mere end en udflugt efter dansende pinsesol, hvor alt hvad man længtes efter var noget varmt at drikke og tørt tøj.

Konkurrence ved skålen

Det er ikke noget at sige til, at Wotan er fuldstændigt udmattet.

Han har nemlig fået kokurrence ved madskålen.

Naboens Sofus - formerly know as Pussi - har selvfølgelig altid været en konkurrent, men nu er der dukket tre flere op.

En er en meget sulten, ret stor, sort killing med kuglerundt hoved og nervøse trækninger.

De to andre er en allike og en husskade.

Killingen skræmmer Wotan nemt væk, men de to store fugle forvirrer og irriterer ham.

De sidder på taget af mine skure og råber af ham og så går han til sidst for at genvinde sin værdighed.

Fuglene er meget glade for de dyre piller fra dyrlægen - de er nok også nemmere at flygte med i næbbet end en klat pussiblæver.

Billedet af den udmattede Wotan tog jeg i går, hvor han lå lige uden for min havedør og sove i den times tid hvor Kasper og Pinga vanen tro får sig en lur, indendøre, i dyner.

Der var sol, ingen fugle var efter hans mad og frem for alt slap han for at høre på Kasper som stadig skriger som en tøs, når han antræffer Wotan på sit habitat.

Oh the life of a vildkat.