Titusinde timer

Fra den musikglade første gang begynder at overveje om, vedkommende kunne blive koncertpianist eller spille Brahms' violinkoncert med fuldt orkester, til drømmen bliver til virkelighed går der titusinde timer i et øvelokale - alene, opslugt af at blive bedre.

Øver man kun totusinde timer, er man en dygtig amatør og øver man femtusinde timer, bliver man ikke hyret af de mest berømte koncerthuse.

Det er ikke mig, der påstår, at det er sådan. Det er den svenske forsker Anders Ericsson, som har beskæftiget sig med, hvilken rolle talent spiller i udviklingen af en stjerne.

Stort set ingen, siger han. En stjerne fødes ikke - en stjerne skabes.

Der hvor talentet alligevel spiller ind er når et menneske skal tage beslutningen om at investere de titusinde timer - eller måske bryder af ved de totusinde.

Det er nemmere at dedikere sig til noget, man er god til, end noget man har svært ved.

Om det faktisk kan lade sig gøre at blive stjerne i noget, man ikke har særligt talent for eller interesse i, er Dan McLaughlin ved at efterprøve.

Seks timer om dagen, seks dage om ugen, i seks år, har han tænkt sig at træne golf. Hans mål er at blive en del af den professionelle golftur i USA.

Før han begyndte på projektet har han aldrig spillet golf, og han har endnu ikke gennemspillet så meget som et enkelt hul på en golfbane.

Han er startede med at putte fra 30 centimeter og hans golfbag indholdt de første mange måneder blot en putter.

Efterhånden som han er blevet god til at putte er distancen han øver sig på blevet øget.

Jeg synes hans projekt er vanvittigt interessant - og mon ikke, hvis det lykkes, man må sige, at hans talent, trods alt var at kunne fordybe sig i noget - hvad som helst?

I min skoletid var jeg en af dem, der tit fik noteret i min karakterbog, at jeg ikke udnyttede mine evner fuldt ud.

Det grinede min far og mor lidt af, men de diskuterede det aldrig med mig.

Det har nu altid gnavet lidt i mig, som en lille sten i skoen, for hvorfor gjorde jeg ikke det?

Måske fordi skolen aldrig roste mig for min indsats, men ofte kun for det jeg opnåede - eller påpegede det, jeg ikke opnåede.

Forskning tyder nemlig på, at vejen til børn, der er parat til at gøre en indsats og lære nyt, er børn der ikke tidligt får at vide, at de har et særligt talent, men at de er gode til at knokle.

Så mine forældres strategi har nok givet så meget balance, at jeg har samlet noget af det sidste op: Ikke at jeg er villig til at investere titusinde timer i at lære at synge, eller at blive en fabelagtig gartner, men jeg tør nu godt kaste mig ud i nye projekter.

God påske.

Bo Bedre

Jeg er jævnaldrende med et blad. Ja, faktisk en smule ældre end bladet. Men det kunne være værre.

Min mor var en trofast læser af Bo Bedre - og hele min familie jo også smask midt i målgruppen.

Først har hun slugt de allertidligste artikler om, hvordan den lille familie lever på lidt plads, da boede vi en to-værelses koldtvandtslejlighed på Amager.

Siden har hun været optaget af de smarte nye møbler til den nybyggede tre-værelses i det almennyttige byggeri i Skovlunde og til sidst afhængig af gode opskrifter, hurtige fif og ideer til farvesammensætninger, da hun og min far købte rækkehus i Tåstrup.

Hun gemte bladene - var ikke abonnent, men købte, når hun faldt for en forside eller syntes hun havde råd, gætter jeg på.

Især et nummer var en helligdom. Det hvori min mosters 39 kvadratmeter store lejlighed i Vanløse var en feature. Min kunstneriske moster hvad vundet en konkurrence om, hvordan man får moklet en familie på fire ind på meget lidt plads. Det blad var min mors stolthed.

Jeg elskede at bladre i de gamle numre, allerede som 8-9-årig kunne jeg se, at nogle af de tidligste numres hjem, så gammeldags ud.

Jeg har holdt min mors tradition i hævd og er faktisk abonnent, mest fordi jeg elsker overraskelsen ved at bladet pludselig ligger i min postkasse.

I det seneste nummer er der en artikel om et helt specielt hjem. Der er tale om et gulstens tresserhus, som et par købte sådan lidt hovedkuls, fordi det bare satte sig fast i deres sind.

Der er en meget rørende lille scene i artiklen. Den kvindelige husejer, står med den tidligere ejer i husets soveværelse og skal have nøglen til sit ny hjem udleveret. Da han række hende den, blinker han og to tårer rammer hendes hånd.

Hun kan stadig mærke dem, men glæder sig over, at hendes hus altid har været elsket.

Sådan har jeg det også med mit hus. Måske er det i hele mit liv, mit første egentlige hjem. Det sted, hvor jeg nogensinde har følt mig mest vel til rette. Det vidste jeg tilsyneladende allerede da jeg oprettede denne blog. Den startede jo som en hyldest til det lille røde hus.

Og godt er det at konstaterer - billeddokumentation foreligger - at der er to væsner mere, som føler sig lige så meget hjemme i og omkring det lille røde som mig.

P.S Hvis man er Bo Bedre afficionado, så har bladets første chefredaktør skrevet en bog om sit liv med bladet, som han forærer bort. Han var også en kort overgang min chef og et vældigt behageligt og helstøbt menneske.

Boller på suppen - eller for fanden hvor er jeg glad for min bollesprøjte

For nogle måneder siden skrev jeg et indlæg om hønsekødssuppe med melboller.

Google Analytics fortæller mig, at det er et af mine mest læste indlæg nogensinde. Det undrer mig, men det er da meget sjovt.

I indlægget skrev jeg, at min suppe ville have været pænere, hvis jeg havde haft en bollesprøjte til at forme bollerne med. Og vupti dukke et venligt menneske op i min postkasse og meddelte, at sådan en ville hun da gerne sende mig - kvit og frit.

Så nu er jeg den lykkelige ejer af en bollesprøjte og jeg har faktisk brugt den flittigt lige siden, for sådan nogle nykogte melboller med godt med salvie, citronskal, salt og peber er helt geniale i en vintersuppe.

Så tak Britta fordi du har givet mine supper det altafgørende ekstra pift.

Jeg har fået en lille

Og nej, det er ikke Kasper hankat. Jeg synes bare I skulle se, når han har gang i sin for tiden yndlingsdiciplin: Porre-petting.

Nej, jeg har udskilt de allermest madorienterede af mine indlæg til en ny madblog. Det kan I finde på http://madmenneske.blogspot.com.

Jeg ved ikke helt hvorfor, eller hvordan det kommer til at fungere, men det kom over mig og så gjorde jeg det bare.

Hvis det ikke fungerer, så kan jeg bare slå de to blogs sammen igen.

Brok, brok og brok

Inden for den seneste tid har jeg tre gange følte mig kaldet som forbruger til at klage over et produkt jeg har købt.

Første gang i december, hvor jeg købte et stykke kød i Irma, som var beskrevet som culotte på etiketten, men som kun var en cuvette. Anden gang da jeg bestilte et strikhæfte hos Interweave i USA, som ikke nåede frem inden for de lovede 6 uger og senest, da jeg købte noget creme fra Korres, hvor pumpen gik i stykker første gang jeg brugte den.

Jeg indrømme, at jeg var ganske vred, da jeg skrev til Irma. Sagens sammenhæng var lige gået op for mig, da jeg tog en bid af den totalt seje og uspiselige steg. Bedre var det ikke, at det var anden gang, Irma lavede det nummer med mig. Ganske vist ligger først episode efterhånden en del år tilbage, men alligevel.

Jeg var muligvis en anelse mere diplomatisk, da jeg skrev til Interweave og Korres, men hvor om alting er, de tre virksomheders reaktioner, har været ganske forskellige og kun to af dem, har mig som fortsat kunde.

Billedet øverst afslører måske, hvorfor jeg stadig vil handle med Korres. Deres salgsdirektør skrev tilbage, at det beklagede han meget og at man var ved at finde en anden emballage til creme, fordi problemet desværre var kendt.

Dernæst tilbød han at fremsende en erstatningsvare. Det sagde jeg ja tak til - og så sendte han fire i stedet for en. Det er altså ok.

Interweave gav mig pengene tilbage for bladet og så ankom det naturligvis fem dage senere. Derfor skrev jeg tilbage og spurgte, hvordan jeg betalte for det og fik svaret - behold det, nu har du ventet så længe. Respekt for det svar.

Irma derimod svarede, at jeg måtte medgive, at alle kan lave fejl. Og dernæst kom guldsætningen:

Jeg vil gerne stå 100 % bag min slagter og sige, at ingen slagtere i Irma vil snyde bevidst på den måde, du beskriver det. Hvad skulle hans motiv være til det?

Tja, bom, bom - hvad med det indlysende motiv, at han altså får en højere kilopris for kød, som til nød kan hakkes og/eller koges, men ikke steges. Det er sgu da et motiv, der er til at tage og føle på.

Dernæst meddelte han, at jeg kunne få pengene tilbage ved at henvende mig hos den pågældende Irma. Men det involverer, at jeg skal køre til Hillerød og der skændes med nogle folk, der selvfølgelig både vil se bon og emballage, helst også den elendige steg. Den slags orker jeg ikke.

Så i stedet - og især fordi brevet handlede om at stå 100 % bag Irmas slagter og ikke bag kunden, så har jeg besluttet ikke at handle i Irma mere.

Det gør mit ondt. Jeg elsker mange af deres varer, familien har handlet der i 50 år og jeg kommer til at savne det stribede toiletpapir, men nok er nok.

Så dagens lektion kunne være, at store firmaer kan lære af små firmaer, hvordan kundeklager håndteres og bør overveje, at trække hovedet ud af den sky, der hedder: Hvad kommer en enkelt kundes klage os ved, vi har så mange.

Så loftet ramler ned

For tre år siden var jeg til mit første blogtræf. I går gentog en lille hård kerne, med en enkelt tilløber men desværre uden mågen, seancen på Mikkelers bar i Viktoriagade.

Meget er forandret for mange af deltagerne, men vi kan fortsat snakke og grine til loftet falder ned.

På Cafe Langebro skræmte vi de lokale bort, sådan gik det - heldigvis - ikke på Mikkeler, som er et voldsomt hyggeligt sted, med et voldsomt varierende klientel.

Fra os, der i perioder drak som en mødregruppe, til svenske ølentusiaster på pilgrimsfærd over bredbringede rockertyper til stilfærdige kærestefolk.

Alle betjent af byens sødeste øltender - i vores tilfælde også sodavandstender og barista.

Da vi ikke kunne drikke mere begav vi os de få skridt ned ad Viktoriagade til byens ældste pakistanske restaurant og spiste stærkt og godt på Shezan.

Det var en super eftermiddag og aften og jeg glæder mig til at høre, hvordan livet har artet sig, når vi holder 6 års jubilæum i 2014, hvor Mågen bare har at være på vingerne ;)

Et hummer hummergodt nytår

Den glidende overgang mellem 2010 og 2011 var herlig.

Efter fem franske retter og passende vine, efter dans til Barry White - to tøser på 8 og 10 ville vide, hvad sådan nogle gamle folk som deres forældre og mig dansede til, da vi var unge - efter spændt venten foran fjernsynet med champagne i glasset og kransekage på tallerkenen faldt klokken i slag.

- Er det København, spurgte den 10-årige vantro, da fyrværkeriet eksploderede på fjernsynsskærmen.

- Jeps, lidt som en krigszone svarede vi blasert.

- Jamen, er det farligt?

Det er det jo - og næsten morgen var hun meget grebet af, at 76 var kommet til skade med fyrværkeri - troede de var døde.

Nytårsaften gennem en 10-årigs øjne, var en øjenåbner.

Alt var nyt, alt var spændende og det bedste for hende var at søster gav op ved 23-tiden og faldt i søvn på en madres på gulvet, med en kat i fodenden og en skål slik ved hånden.

Så årsskiftet var hendes og hendes alene, og da vi gik uden for og kiggede på krudtet skudt af over Vordingborg og omegn, var hun lige med et så stor, at det hele var smukt og flot og meget lidt farligt.

En jul man vil huske

Som en af mine bekendte på Bornholm, netop har skrevet på Facebook til historier om de mange mennesker, som er strandet i Rønne og ikke kan komme videre ud på øen: Det er ikke en jul de vil glemme.

Og sådan er det vist for mange, en jul unger om mange år vil fortælle deres unger om.

Det kan jeg på en eller anden måde godt lide, men jeg er jo heller ikke strandet på Almegårds Kaserne eller i Rønne Idrætshal eller et af de mange andre steder, folk er strandet.

Jeg tror endda på, at jeg om lidt kan komme på arbejde - det har jeg nemlig valgt at bruge min juleaften på.

Og nej, billedet er ikke min madkasse, men mit køleskab, de seneste seks dage.

For en uge siden var bitternissen nemlig et smut forbi. Han skulle lige ødelægge min fryser - jeg trak lidt i en skuffe - og så fulgte hele indholdet med ud inklusive knækkede kølerør - og eftersom køl og frys ikke kunne slukkes separat - goodbye til begge dele.

Slutdecember er ikke det bedste tidspunkt at købe hvidvarer på, kan jeg afsløre, slet ikke, når man skal have venstrehængslet og leveret i snestorm.

Men det lykkedes - et Electrolux brummer venskabeligt i grovkøkkenet og mine viktualier er blevet varmet passende op.

For en plastkasse i et uopvarmet skur, selv under et vattæppe, kan ikke hamle op med de -19, her var forleden nat, så morgenkaffen har tit måtte vente på, at mælken tøede og morgenægget på, at det overhovedet kunne slås ud.

Respekt for vores formødre, som klarede sig uden køleskabe, og jeg vil tro, de synes det var en meget større kunst i juli-august en i en fimbulvinter.

God jul - kør forsigtigt og nyd at alting tager sin tid.

Dampende ånde og røde kinder

I modsætning til de to foregående år er det i år ikke lykkedes for Sifka og mig, at få tid og omstændigheder til at gå op til den store juletur.

Lørdag aften enedes vi om en københavnerjuletur søndag og jeg meldte Tivolis og/eller Christianias julemarked, men Sifka så snestier, skov og varm kakao for sit indre juleøje.

Nogen gang glemmer vi naturbegustigede jo, at det ikke er alle, der har den slags lige uden for døren.

Så vi mødtes kort før middag på Nørreport station og satte kursen mod Klampenborg, men før vi skulle i skoven, skulle vi lige over at kigge på Øresund.

Sikke et skue - der er endnu ikke isdannelse i havet - men alt, hvad det rører ved er overtrukket af et ispanser.

I Dyrehaven så vi mange heste, mange ældre skiløbere iført deres ungdoms skitøj fra fra Bergans og Norrøna, Bakken i sneklæder og ikke et eneste dyr.

Og så endte vi på Piil og Co's udendørs skovbar, hvor vi grillede pølser, søbede hvid gløgg, drak kakao og spise pandekager draperet i tæpper og med dampen stående ud af næseborene - alt med udsigt til Kildesøen.

Det var herligt og hyggeligt og vidst lige, hvad Bryggekonen havde drømt om.

Vel tilbage i byen, stiftede vi bekendtskab med Mikkellers herlige ølbar, hvor især Vesterbro Wit'en imponerede med en smag af grapefrugt og plaster.

Da sulten bankede på mavevæggen stillede Mother den for os med god skinke, marinerede grøntsager, pølse, bruschetta og friskbagt foccacia - efterfulgt af en fornem pizza, som bare lige skulle have haft 3 minutter mere i den brændefyrede, men var milevidt over, hvad man ellers finder af pizza i København.

Over en stille italiensk juleøl konstaterede vi, at vi havde fået vores ungpigekulør tilbage i kinderne efter en herlig juleudflugt.

Grøn eller hvid vinter?

Almindeligvis er der 13-14 år mellem de hvide vintre her i landet. Men denne gang er det kun otte måneder siden, sneen sidst lå over land.

Da tøbruddet kom i marts kan jeg huske, at jeg følte lettelse. For det er altså mere besværligt, at bo på kanten af civilisationen, når det sner, end når det ikke sner.

Men da sneen dukkede op i forrige uge, var min første tanke faktisk ikke: Åh, nej nu igen eller allerede.

Den var: Aj, hvor er det flot, lad mig få fundet den kulørte lyskæde frem og kontrasteret det smukke, glitrende hvide med smagløst lys.

Jeg har tænkt over, hvorfor det mon er, at jeg faktisk foretrækker den hvide for den grønne vinter.

Hvorfor tiltaler det mig i stedet for at irriterer mig, at der pludselig er ting, jeg skal gøre og ting jeg ikke kan gøre? Jeg der plejer, at elske at bestemme selv?

Jeg skal tidligere op om morgenen, hvis nu føret er usselt, jeg skal tænke over, hvor jeg stiller min bil. Jeg skal holde huset varmt med optænding på de rigtige tidspunkter. Jeg skal grave en smule sne til post og skraldefolk. Jeg skal klæde mig fornuftigt og køre forsigtigt og er nødt til at følge med i både vejr- og trafikudsigter.

Det burde irriterer mig. Men det gør det ikke. For sandheden er jo, at der er tale om sådan en stilfærdigt påtvungen omgang simpel living.

Hvor der ikke er andet at gøre, end at tage tingene, som de kommer. Hvor vejret har indflydelse på om jeg kommer til sammenkomster hos folk og det accepterer de og det accepterer jeg.

Hvor jeg bliver nødt til at planlægge og opbygge lagre, så jeg kan klarer længere periode, hvor jeg muligvis ikke er meget mobil.

Derudover er det jo smukt. Eventyrligt - med indbygget ekstra, gratis motion - at gå til havet gennem knæhøj, nyfalden sne.

Forleden eftermiddag, da jeg kørte hjem i skumringstimen i den sædvanlige hale af biler kø, var det som om, der faldt ro over selv, den mest utålmodige lærling, i hvid varebil, for det var en klar dag, men samtidig begyndte rimtågen at rejse sig fra markerne og i horisontens sprække malede solen himlen orange. Arresø lå snedækket og lyste i tusmørket.

Det var betagende - og beroligende.

Men spørger jeg mine katte, ved jeg godt, hvad de vil svare: Vi vil have det hvide væk, nu!

Den godeste suppe

To tidligere kolleger var forbi til frokost og jeg var i syv sind, hvad jeg skulle lave, men så så jeg en ret hos Pioneer Woman, som tiltalte mig: En chowder på sorte bønner.

Der skulle dog kastes noget død gris i retten, det tiltalte mig ikke, så jeg fiflede min egen - for en gang skyld helvegetariske - version på plads.

Til retten skal serveres agurke-koriander relish og jeg bagte så også nogle ostemuffins. Det var perfekt en råkold vinteredag. Den ene af gæsterne påstod, at det var den bedste suppe hun nogen sinde havde smagt.

Til dessert lavede jeg en banoffi pie, som også var ganske populær, selvom det aldrig bliver min favorit, men den var sjov og nem at lave, for jeg afveg nemlig som altid fra den originale opskrift. Sådan er jeg.

Chowder af sorte bønner:

• 1 dåse sorte bønner
• 1 løg
• 1 stilk bladselleri
• 1 ikke så stor gulerod
• 1/2 gul peber
• økologisk grøntsags b0uillon
• 1/2 liter mælk
• 1 teskefuld karry
• 1 teskefuld chilipulver
• 1 teskefuld spidskommen
• 1 teskefuld cayenne peber
• salt
• peber
• 2 spiseskefulde mel
• 75 gram god mellemlagret tør ost revet- jeg brugte cheddar

Grøntsagerne hakkes fint og svitses straks efter i et par skefuld god olie. Derefter tilsættes bønnerne og 7 dl god suppe ved, jeg brugte altså grøntbouillon, men hjemmelavet kyllingesuppe ville også være. Fint tilsæt ved samme lejlighed krydderierne.

Kog nu suppen i 20 minutter. Hvis man ikke bruge dåsebønner, så skal suppe koge til bønnerne er møre.

Tilsæt mælken og småkog yderligere 15 minutter.

Ryst mel og ost sammen i en pose. Skru op for varmen under suppen og når den rigtig koger tilsættes så den underlige mel-oste blanding, som giver suppen den rigtige chowder konsistens. Smag til med salt og peber.

Server suppen straks med en klat agurke-koriander relish i midten. Den har godt af at blive lavet før suppen: En agurk skraldes og kernerne skrabes ud. Agurken skæres i små firkanter, som vendes i et halvt bæger græsk yoghurt, hvori et ordentligt skud hakket koriander er udrørt. Almindelig persille vil være et godt alternativ til de koriander-hadende.

I sne står kat og bil i skjul

Det seneste døgn er der faldet noget der visse steder ligner en halv meter sne over mit lille hjørne af verden og det kan kattedyrene slet ikke forlige sig med.

Til formiddag brugte jeg en times tid på at få gravet min bil fri i indkørslen og så manøvrere den ned af min sandvej til en nærliggende parkeringsplads, så jeg kan gøre et forsøg på at køre på arbejde i morgen tidlig.

Nu jeg havde sneskovlen fremme, så gravede jeg lidt stier til kattene og minsandten om ikke Hr. Kasper trippede ud under havebordet for en kort bemærkning, men aldrig med alle fire poster i det holde hvide.

Han tror sig i sikkerhed, jeg tør ikke fortælle ham, hvad der er lige over hans hoved. (Kattesporene er nabokattenes fortjeneste)

Forfininger og forandringer

Da jeg lærte at køre bil i 1978 var det i en Opel Kadett. Da jeg fik kortet og begyndte at køre selv, var det i min fars Ford Taunus.

På de 32 år mener jeg ikke, at der er sket nogen fundamental forandring med biler. Jo bevares, nu har vi servostyring, forstærkede bremser, esp og hvad ved jeg, og man skal ikke mere trylle med en choker ved en kold morgenstart. Men for mig er det mere forfininger end forandringer.

Sådan er det ikke med computere. Min første, som jeg købte i 1987 - en Amstrad - har så lidt til fælles med min seneste - iPad'en - at det er sært at skulle sige, at de tilhører samme art.

Men nu er det jo sådan, at det kun er i bagklogskabens klare lyd, at man kan bilde sig ind, at fortiden er en kladde for fremtiden.

Lige så lidt som jeg fræsede rundt i Daddys Taunus og længtes efter ESP og aircondition, lige så lidt sad jeg foran min Amstrad og længtes efter en iPad.

Taunus og Amstrad var om ikke toppen af poppen i deres samtid, så dog respektable udgaver af henholdsvis bil og computer.

Nå men, hvad så med det der billede af Grand Central Terminal i New York. Hvad har det med Kadetter og Amstrader at gøre?

Jo altså, Petrea the iPad, gør alting til en leg - det er den helt afgørende forskel på hende og Amstrad'en, hvor man virkelig skulle arbejde - blandt andet med først at indlæse styresystemet fra en diskette - oven i købet et ukurant format - og derefter holder styr på sine filer fra andre disketter.

Petrea har lokket mig til at indlade mig med den amerikanske udgave af iTunes og App store og der faldt jeg over nogle fantastiske dokumentar programmer, blandt andet 18 timer om baseballs historie og en time om Grand Centrals historie.

Om ikke vupti - så dog i løbet af nogle timer - blev alt downloaded, men eftersom 18 timer om baseball fylder i omegnene af 11 MB og Petrea kun har 16 MB hukommelse, så fandt jeg en måde at se film på min MacBook Pro over nettet på den lille flade.

Takket være Air Video kan jeg nu sidde/ligge i min seng og nyde mine fantastiske dokumentarfilm, når det passer mig.

At jeg kunne starte dagen med at drømme mig til New York og Grand Central - jeg kunne godt finde på at bruge det meste af ferien der - hvor der er alt fra en fantastisk cocktailbar til østersbaren over dem alle.

Det er sgu da en revolution, noget større end at vinduesviskerne i nogle af nutidens automobiler selv går i gang, når det regner.

Når Jansson frister

Der er nogle retter, hvor jeg bare skal se navnet, så begynder mine smagsløg at længes.

Sådan en ret er Jansson frestelse - en svenske klassiker med kartofler, løg, benfri sild og fløde.

Altså følte jeg mig noget snigløbet, da et nyhedsbrev i min inbox proklamerede, at jeg kunne komme til svensk julebord til en favorabel pris og nyde blandt andet Hr. Janssons fristelser.

For straks fik jeg fantomsmerter på tungen.

Heldigvis lå jeg inde med de nødvendige råvarer, så var det bare at klø på.

Og så lige en påståelighed - nej, der skal ikke ansjos, men benfri sild i fristelserne.

Her er forklaringen: De skandinaviske farvande er for kolde til ansjos - har i hvert fald været for nu er både ansjos og sardin dukket op - dem skal man til Middelhavet for at fange.

Så når man har med simpel bondekost som fristelserne at gøre, vil det være helt utroligt, at de skulle indeholde en varer, som i bedst fald er dyr og svært tilgængelig, i værste fald utilgængelig.

Men Sverigesfarere ved jo, at der slår ansjos på ganske mange burka på hylderne hos ICA, hvordan kan det så være? Jo, fordi i Sverige kalder man brisling ansjos. Og så det finurlige, i Danmark kalder man brisling benfri sild.

Så er det på plads og det var fristelserne også efter blot 55 minutter i en god varm ovn. Og jeg må sige, det er altså perfekt comfort food en råkold novemberaften - blød kartoffel, sødt løg og så sammenrendet af fløde og sildesaft. Perfekt.

How to:

Skræl et halv kilo kartofler og skær dem i stave lidt tyndere end pomfritter. Skær to små eller et stort løg i tynde skiver. Smør et ildfast fad, læg et lag kartofler i bunden, dæk med løg og fordel en dåse benfri sildefiletter ud over laget. Dæk med resten af kartoffelstavene. Kom godt med peber på og en smule salt, ikke for meget for sild og lage er salt. Hæld derefter en kvart piske og al sildelagen over. Strø et lag rasp på toppen og smid et par klatter smør på.

Bag i ovnen ved 200 grader i 50-55 minutter til kartoflerne er helt møre og fløde-sidelagen er tyk og isabellafarvet.

Spis med en skive knækbrød med mindst mellemlagret ost på, drik snaps til. Så bliver det ikke meget bedre.

Creature comforts*

På engelsk har de et fint udtryk for alle de dagligdagens behageligheder, vi tager for givet i den vestlige verden. De kaldes creature comforts og sådan nogle bliver man afhængig af.

I går rottede vvs-guderne sig endeligt sammen mod mig, ud over, at der ikke har været for alvor varmt vand i mit brusearmatur i en lille månedstid, så kunne mit das pludselig ikke skylle andet end en smule væske ud og det ganske langsomt endda.

Så til morgen var der ikke andet at gøre end at ringe efter Duemose - den lokale vvs'er. Først kom der en flink mand og skiftede mit tilkalkede armatur ud med et nyt og et par timer senere kørte en gigantisk spulevogn op. Min kloak var en noget større udfordring og der blev spulet længe og ihærdigt, før der var hul igennem.

Så nu er det, at jeg tænker, hvor er det fedt at kunne tage et langt, varmt brusebad igen - jeg synes jeg havde fortjent et bad, til varmtvandsbeholderen løb tom, for alle de morgener, hvor jeg har stået under en svag, lunken stråle og frosset.

Og hvor tager vi det bare for givet, at alt kan trækkes ud efter os, når vi skal, hvad vi nu skal.

*Nyd denne lille video, der handler om dyr i zoos forventninger til creature comforts

Meget arbejde for en lille sandwich

Lige siden jeg i lørdags læste denne artikel på Politikens hjemmeside, har jeg drømt om en ribbenstegssandwich.

Men jeg har også onde drømme om alle de svin, vi piner og plager i dette land, så jeg kunne ikke se mig selv sjoske hen til det lokale supermarked efter deres svinekød.

Altså måtte jeg vente til i dag, hvor jeg kunne få fat i et stykke hæderlig økogris, der har været på friland.

Fra morgenstuden havde jeg sat en god dej over til halvrustikke boller. Jeg har desuden en forkærlighed for chillimayo smurt på bollen og syltede agurker oven i rødkålen.

Så jeg fik altså glæde af både hanesovsen og mine sært udseende, men super smagende agurker, mens jeg stegte steg og kogte kål, som fik både et skud æble, rødvin, tranebærsaft og en smule løg foruden allehånde og citronsaft som smagssætter.

Alt i alt blev det en dejlig sandwich, men ikke et helt rationelt projekt til en person.

Måske jeg skulle overveje, at servere ribbensstegsandwich til en sammenkomst en dag. Og så skal jeg helt sikkert smage Meyers for sammenligningens skyld.

Elge og grantræer

Sifka spørger, om vi vil tilfredsstille hendes nysgerrighed og vise vores favoritstrik frem. Det vil jeg i hvert fald.

Jeg er så heldig, at mit favorit strikketøj, næsten altid er det seneste, jeg sidder og nørkler med. Så lige nu er det ubetinget denne Baby Norgi, som jeg blev færdig med, så sent som for et par timer siden.

Der var ganske vist et par dage, hvor jeg gik lidt død på det lange lyseblå stykke mellem borten for neden og den glade række af grantræer og elgtyre, men med en god - eller i hvert fald meget ordrig - lydbog gik det.

Og så må jeg sige, at det er imponerende, hvad man kan få forærende på nettet. Wendy D's opskrift er nem at gå til, men med mange små fine finurligheder, som at der for enden af hvert ærme strikkes seks pindevrang, så der kan sys et fint glatstrikket overslag ned over sømmen, når ærmet er syet på.

Og så er jeg vild med at alle kanter er opsyet.

Og så er der min nye favoritkop:

Hårdt arbejde - rigdom - moderne syltning

For et par uger siden var Sifka og jeg på det årlige æbleskud på Kildebrønde frugtplantage, hvor vi hver især hjemførte nogle gode poser efterår.

Min pose Elstar er borte, men på en noget mere nærliggende plantage - den i Græse - havde de i dag et tilbud, hvor jeg kunne få 10 kilo for 150 kroner.

Det lod jeg mig ikke sige to gange, af sted gik det og hjem kom de. Ikke i en yndige fransk æblekasse af 342 år gamle æblestammer, men i den solide papkasse fra Dansk Frugtavl.

10 kilo æbler er en pæn sjat - noget af en rigdom faktisk - så jeg tænkte at nogle af dem skulle forvandles til noget holdbart. Æblemarmelade ville være et blegt plagiat, så jeg besluttede mig for æblegele og googlede straks.

Der var flere tilbud. Alle opskrifter var ens. Alle opskrifter stammede fra en eller andens bedstemor, men ikke alle havde held med opskrifterne.

Nogles gele blev ikke stiv - andre brokkede sig over, at de kun fik 4 dl saft ud af opskriften, og afslørede en vis skuffelse over udbyttet af det hårde arbejde.

Det må jeg indrømme, at jeg studsede noget over. Hårdt arbejde? At hive stilken af 3 kilo æbler, skære dem i grove stykker, koge dem i 20 minutter med 1 liter vand og ønskede smagssættere - jeg brugte citronskal, salvie og rosmarin.

Derefter siede jeg grøden og pressede pulpen gennem et klæde.

Så sukker i saften i forholdet 1 kilo til 1 liter saft - jeg fik 8 dl så 800 gram - vanilje i - omrøring og så op at koge rask i 5 minutter.

Skolde glas, hælde på, spise skummet - som nemt fjernes fra overfladen efter en frokosttid.

Skulle det være hårdt arbejde?

Forstå mig ret, hvis man er helt uinteresseret i køkkenarbejde, så er det uden tvivl kedeligt arbejde, men hårdt?

Og hvorfor kaste sig ud i projektet, ved mindre man bare ikke kan lade være, fordi det er hyggeligt og ens hjem kommer til at dufte vidunderligt og man vil glæde sig over gelen de næste mange uger/måneder afhængig af, hvor stor husholdningen er.

Nå, ved nærmere eftertanke er der da køkkenopgaver, der er hårdt arbejde. At pille et kilo fjordrejer, at pille små kartofler til julebruning til 10 sultne mennesker, at smutte et kilo mandler til hjemmelavet marcipan. Just saying.

Og så gik det jo op for mig, hvorfor alle opskrifter fra alle folks bedstemor er helt ens. Fordi bedstemor har Tørsleffs opskrift fra Den grønne Syltebog - moderne syltning.

Det moderne er tilsætningen af Atamon, som bogen anbefaler. Jeg nøjedes med at skylle mine glas i vanilievodka efter skoldningen.

I En erfaren Huusmoders Kogebog fra 1868 optræder forholdet et pund sukker til et pund saft også, men derudover den interessante tilføljelse, at den færdige gele kan opløses i vand til en behagelig limonade.

Og så kan jeg afsløre, at det er hårdt arbejde, at forsøg at være madfotograf borte fra køkkenbordet. Pinga er noget af en linselus.

Æbler og ost

I dele af USA spiser man cheddar ost til apple pie. Og kombinationen æbler og ost findes i masser af forskellige opskrifter for alt fra sandwich til kage.

I nat da jeg kom hjem efter fjerde aftenvagt - og lige havde haft besøg af 12.000 gæster i forbindelse med Kulturnatten - overvejede jeg seriøst straks at frembringe disse fantastiske apple cheddar scones, som jeg fandt hos Deb.

Men fornuften sejrede og jeg sov på ideen. Måske også fordi opskriften ved først gennemøjning afslørede, at det ville tage lidt tid at lave dem.

Ikke så lang tid, som hvis man følger Carl Sagans opskrift på apple pie: If you wish to make an apple pie from scratch, you must first invent the universe, men lidt arbejde er der da involveret i dem. Og jeg er ikke sikker på, jeg ville have overskud til at lave dem uden en køkkenmaskine.

Men hvis du har sådan en køkkendjævel så kom i gang, for de er ganske fabelagtige. Fremover bliver de en efterårsfavorit. Jeg ser for mig en bænk med udsigt over havet og så et par scones til en kop te eller kaffe fra termo.

Jeg har kun lavet småændring i forholds til Debs opskrift, som er hendes tweekning af en anden opskrift.

Her er min version - og hvis du er ligeglad med hvordan, så god weekend ;)

Jeg tændte ovnen på 190 grader - konventionel varme.

Så skrællede jeg 2 æbler - Elstar som er mit ubestridte favoritæble - dem skar jeg i stykker, men nåede vist ikke de 32 Deb anbefaler.
De røg på bagepapir og i ovnen i 20 minutter, til de var sådan en smule brune på nogle kanter, tørre i overfladen og ekstremt velduftende.
De blev derefter sat i køleskabet til afkøling.

Så gik jeg i gang med det lidt pedantiske arbejde med at gøre de tørre ingredienser klar.

Jeg sigtede 200 gram hvedemel, og blandede deri sådan et fingergreb salt, 50 gram sukker og en spiseskefuld bagepulver.

Derefter rev jeg 75 gram god, moden cheddar.

I skålen på min røremaskine dumpede jeg så 85 gram koldt smør skåret i små tern, de nu afkølede æbler, den revne ost, 1 æg og en halv deciliter piskefløde (mælk ville være lige så fint).

Oveni blev de tørre ingredienser så drysset og så blev maskinen sat i gang på virkelig lave omdrejninger. Efter 2-3 minutter var dejen samlet, men stadig klumpet og bøvet at se på.

Sådan skal den være. Nu kan den forsigtigt rulles ud på et meget meldækket bord til passende størrelse og så enten, som Deb har valgt, skæres i sådan trekanter eller stikkes ud.

På bagepladen igen, på et nyt stykke bagepapir (jeg slukkede ikke ovnen undervejs, æblerne kølede af i den tid det tog at finde alt frem og få det målt op.)

Mine runde scones fik sammenpisket æg på overfladen og et lille drys kanelsukker, bare for et give et strejf af kanel.

Derefter bagte jeg dem i 22 minutter. Deb foreslår 30, så ville mine være blevet meget mørke og stenhårde, nu er de gyldne og en smule bløde i midten.

Fabelhaft!

Vi elsker Petrea

Nu har jeg været iPad-ejer i en smule mere end en måned. Så nu er det på tide, at kaste sig ud i en skamløs rosefest af det lille apparat, som lyder navnet Petrea.

Pinga har rakt en pote i vejret, for først at komme til orde. Hun nyder, at hun nu kan ligge på skødet en hel aften, fordi MacBook'en kun er nødvendig til længere skrive-arbejder - som denne.

Jeg nyder maskinens lækkerhedsfaktor og alle de coole små programmer, der hurtigt og nemt kan hentes til den. (Som ColorSplash, der har hjulpet med fotoet til dette indlæg.)

Desuden er det værd at bemærke, at iPad'en, som iPhone'en, er ufattelig nem at bruge for en masse mennesker der ikke har nogen computer-selvtillid og ofte opgiver at få blot noget tåleligt ud af en pc.

Ipad'en er indbegrebet af en computer for mig - nem at bruge, nem at tilpasse, nem at flytte rundt på og nem at begejstres over.

I sandhed et godt køb - at turen til Hamburg, derudover var værd at skrive hjem om, gør da kun det hele endnu sjovere.