Brok, brok og brok

Inden for den seneste tid har jeg tre gange følte mig kaldet som forbruger til at klage over et produkt jeg har købt.

Første gang i december, hvor jeg købte et stykke kød i Irma, som var beskrevet som culotte på etiketten, men som kun var en cuvette. Anden gang da jeg bestilte et strikhæfte hos Interweave i USA, som ikke nåede frem inden for de lovede 6 uger og senest, da jeg købte noget creme fra Korres, hvor pumpen gik i stykker første gang jeg brugte den.

Jeg indrømme, at jeg var ganske vred, da jeg skrev til Irma. Sagens sammenhæng var lige gået op for mig, da jeg tog en bid af den totalt seje og uspiselige steg. Bedre var det ikke, at det var anden gang, Irma lavede det nummer med mig. Ganske vist ligger først episode efterhånden en del år tilbage, men alligevel.

Jeg var muligvis en anelse mere diplomatisk, da jeg skrev til Interweave og Korres, men hvor om alting er, de tre virksomheders reaktioner, har været ganske forskellige og kun to af dem, har mig som fortsat kunde.

Billedet øverst afslører måske, hvorfor jeg stadig vil handle med Korres. Deres salgsdirektør skrev tilbage, at det beklagede han meget og at man var ved at finde en anden emballage til creme, fordi problemet desværre var kendt.

Dernæst tilbød han at fremsende en erstatningsvare. Det sagde jeg ja tak til - og så sendte han fire i stedet for en. Det er altså ok.

Interweave gav mig pengene tilbage for bladet og så ankom det naturligvis fem dage senere. Derfor skrev jeg tilbage og spurgte, hvordan jeg betalte for det og fik svaret - behold det, nu har du ventet så længe. Respekt for det svar.

Irma derimod svarede, at jeg måtte medgive, at alle kan lave fejl. Og dernæst kom guldsætningen:

Jeg vil gerne stå 100 % bag min slagter og sige, at ingen slagtere i Irma vil snyde bevidst på den måde, du beskriver det. Hvad skulle hans motiv være til det?

Tja, bom, bom - hvad med det indlysende motiv, at han altså får en højere kilopris for kød, som til nød kan hakkes og/eller koges, men ikke steges. Det er sgu da et motiv, der er til at tage og føle på.

Dernæst meddelte han, at jeg kunne få pengene tilbage ved at henvende mig hos den pågældende Irma. Men det involverer, at jeg skal køre til Hillerød og der skændes med nogle folk, der selvfølgelig både vil se bon og emballage, helst også den elendige steg. Den slags orker jeg ikke.

Så i stedet - og især fordi brevet handlede om at stå 100 % bag Irmas slagter og ikke bag kunden, så har jeg besluttet ikke at handle i Irma mere.

Det gør mit ondt. Jeg elsker mange af deres varer, familien har handlet der i 50 år og jeg kommer til at savne det stribede toiletpapir, men nok er nok.

Så dagens lektion kunne være, at store firmaer kan lære af små firmaer, hvordan kundeklager håndteres og bør overveje, at trække hovedet ud af den sky, der hedder: Hvad kommer en enkelt kundes klage os ved, vi har så mange.