Titusinde timer

Fra den musikglade første gang begynder at overveje om, vedkommende kunne blive koncertpianist eller spille Brahms' violinkoncert med fuldt orkester, til drømmen bliver til virkelighed går der titusinde timer i et øvelokale - alene, opslugt af at blive bedre.

Øver man kun totusinde timer, er man en dygtig amatør og øver man femtusinde timer, bliver man ikke hyret af de mest berømte koncerthuse.

Det er ikke mig, der påstår, at det er sådan. Det er den svenske forsker Anders Ericsson, som har beskæftiget sig med, hvilken rolle talent spiller i udviklingen af en stjerne.

Stort set ingen, siger han. En stjerne fødes ikke - en stjerne skabes.

Der hvor talentet alligevel spiller ind er når et menneske skal tage beslutningen om at investere de titusinde timer - eller måske bryder af ved de totusinde.

Det er nemmere at dedikere sig til noget, man er god til, end noget man har svært ved.

Om det faktisk kan lade sig gøre at blive stjerne i noget, man ikke har særligt talent for eller interesse i, er Dan McLaughlin ved at efterprøve.

Seks timer om dagen, seks dage om ugen, i seks år, har han tænkt sig at træne golf. Hans mål er at blive en del af den professionelle golftur i USA.

Før han begyndte på projektet har han aldrig spillet golf, og han har endnu ikke gennemspillet så meget som et enkelt hul på en golfbane.

Han er startede med at putte fra 30 centimeter og hans golfbag indholdt de første mange måneder blot en putter.

Efterhånden som han er blevet god til at putte er distancen han øver sig på blevet øget.

Jeg synes hans projekt er vanvittigt interessant - og mon ikke, hvis det lykkes, man må sige, at hans talent, trods alt var at kunne fordybe sig i noget - hvad som helst?

I min skoletid var jeg en af dem, der tit fik noteret i min karakterbog, at jeg ikke udnyttede mine evner fuldt ud.

Det grinede min far og mor lidt af, men de diskuterede det aldrig med mig.

Det har nu altid gnavet lidt i mig, som en lille sten i skoen, for hvorfor gjorde jeg ikke det?

Måske fordi skolen aldrig roste mig for min indsats, men ofte kun for det jeg opnåede - eller påpegede det, jeg ikke opnåede.

Forskning tyder nemlig på, at vejen til børn, der er parat til at gøre en indsats og lære nyt, er børn der ikke tidligt får at vide, at de har et særligt talent, men at de er gode til at knokle.

Så mine forældres strategi har nok givet så meget balance, at jeg har samlet noget af det sidste op: Ikke at jeg er villig til at investere titusinde timer i at lære at synge, eller at blive en fabelagtig gartner, men jeg tør nu godt kaste mig ud i nye projekter.

God påske.