Britisk eksperiment

Jeg er i gang med at lytte til en P.D. James lydbog, mens jeg strikker nogle småvanter af en rest strømpegarn.

Man bliver slemt te-flov (det er nu ellers vanskeligt for mig) af de hyppige scener med bagværk og den stærke sorte drik med mælk, men uden sukker, som Adam Dalglish foretrækker den.

Nu havde jeg tilfældigvis et par engelske muffins og da min brændeovn samtidig havde gang i et lækkert orange lag gløder kom jeg i tanke om noget min bonusMor, som er engelsk, altid fortæller fra sin barndom. Hvordan de ristede brød i kaminen.

Det skulle jeg da lige prøve og tænkte, at fiskeristen til min grill, da måtte være en udmærket løsning - min bonusMor fabler altid om en toasting fork.

Som sagt så gjort - jeg skal dog ærligt indrømme, at jeg var mest tilbøjelig til at tro, det ville sige sizle og så ville brødet gå op i flammer. Men sådan gik det ikke - 20 sekunder på hver side og så var muffinsene perfekte.

Og tænk al den strøm jeg har sparet ved at lade brødristeren være slukket ;)

Så spareråd i krisetider givet videre - og brød ristet over åben ild smager altså bare bedre end fra el-rister.

Fyrtur og formiddagssardin

Vi vågnede til sporadisk, men knasende hagldække på jorden. Til vind og bidende kulde. Pinga forsvandt straks med halen i sky, mens Kasper lige skulle have sig en lur mere.

Ved daggry kørte jeg til Hundested for at få overstået dagens indhandling før horderne var på benene. På vejen lod jeg mig lokke op til fyret ved Spodsbjerg. Sikke en udsigt og sikke et frostchok.

Det blæser nok i området til at vinden føles som -15 mod huden. Det var ikke mange øjeblikke hånden var ude i det fri for at trykke på kameraets udløser.

Ved parkeringspladsen så jeg nedenstående syn. I grunden er der noget rørende ved sådanne skilte om ting der er forbudt. Der er nogen knyttede næver og frustrerede tårer over dem.

Jeg mener, hvad er konsekvensen? Og hvem skal retsforfølges i dette tilfælde?

Vinden?

Vel hjemme var Pinga klar til kattenes svar på en koptår kaffe: Formiddagssardin.

Så kan hun lære det

Jeg lider af work-lag. Mit døgnur er med andre ord sat på tidligt op og tidligt i seng, derfor er jeg også sulten før almindelig borgerlig spisetid.

Det synes kattene er noget underligt noget. Så da jeg for et øjeblik siden gik i køkkenet udtænkte de en plan: De besatte min lænestole.

Så nu ligger de der, mens jeg helt uvandt sidder i sofaen og lidt lam steger i ovnen over flødekartofler.

Uden for er det fimbul-vinter koldt, men bortset fra en lille håndfuld hagl har jeg ikke set noget til den lovede sne. Det er eller ned over mit område meteorologerne altid henkastet fremmaner Kattegat-byger med deres håndtegn.

Heste og hyacint

En af mine talrige overspringshandlinger i den forgangne uge, hvor jeg hjemmearbejdede lidt med mit projekt, var at arbejde med et traume.

At forsøge at udvide min hyacint, som Regitze så smukt udtrykker det.

Jeg hader duften af hyacint, men jeg synes væksten er fascinerende.

Hadet til duften er knyttet til en juleoplevelse jeg havde som 8-9 årig.

Af min hippe tante - moster vist - havde jeg fået et sæt sengetøj med store blå og grønne blomsteragtige tegninger, som jeg syntes var helt fantastisk.

Det blev straks lagt på - den gang tænke ingen over, at nyt tøj indeholder kemikalier og den slags.

Næste morgen var jeg sløj - rigtig sløj, med kvalme, hovedpine og sådan noget, som man ikke har brug for 1. juledag.

Min far og min bror kørte til frokost hos min farmor, min mor blev hjemme hos mig. (Tror faktisk ikke, det var et stort offer - min mor og min farmor, var ikke bedsteveninder).

Der lå jeg altså til sengs og fik det værre og værre og begyndte at fable om en rædsom lugt, som ikke ville ud af min næse og min mor begyndte at blive bekymret.

Efterhånden nåede hun frem til, at det måtte være det nye sengetøj og flåede det straks af for at vaske det. Det hjalp ikke. Nu var hun til sinds, at smide det ud - oh skræk, det var så flot!

Heldigvis opdagede jeg selv kilden til stanken efter en tur omkring badeværelset - en hyacint, min mor havde stillet ind til mig for at give mig julestemning. Sengetøjet overlevede, tilbage i stuen røg hyacinten og straks fik jeg det bedre.

Selvføgelig har de to ting intet med hinanden at gøre, men hyacint odour og kvalme er kædet sammen i min hjerne.

I sidste uge, da jeg hjemførte to blå hyacinter og to glas troede jeg, at jeg var kureret. Det var lige til de begyndte at springe ud - her til morgen ramte duften mig midt i kvalmecenteret, da jeg fik øjne nok til at lave morgenkaffe.

Men jeg er stædig - de er for fine til at ryge ud og når mine små heste, det står ved siden af, kan holde det ud, kan jeg også.

Hjemmearbejde vil gøre mig vanvittig

Den seneste uge har jeg arbejdet på et projekt.

Noget af det arbejde har jeg kunnet udføre hjemme.

Det lyder jo som sød musik i de fleste øren, men jeg er nået til den erkendelse, at jeg ikke egner mig til hjemmearbejde.

Jeg ville faktisk blive vanvittig af det.

Først og fremmest er jeg en deadlinejunkie - jeg får først for alvor motiveret mig selv, når der ikke er mere tid at give af, flere lave gærde at hoppe over.

Dernæst er det gået op for mig, at jeg er næsten lige så god til at afbryde mig selv, som virkeligheden er det, når jeg sidder på min arbejdspind.

Kaffe skal koges, brænde hentes, hugges, lægges på ild, katte skal ind og ud af døre og vinduer.

Hvis jeg sætter mig behageligt til rette i min stol for at tænke dybe tanker - det kræver projektet nemlig - så kommer Pinga hoppende og vil være med.

Jeg skal da også lige checke mail, læse nyheder, spille pyramide på Spigo, bare et enkelt spil, så er min vask færdig.

Og mens den overføres til tørretumbleren, går det op for mig, at min rapport vil være meget mere indbydende, hvis den skrives i en anden skrifttype, får fikse kasser bag de punktvise gennemgange og lækre headers and footers.

Jeg er udmattet og slet ikke færdig, jeg når det dog nok, og i morgen tidlig er jeg tilbage på mit trygge arbejde. Så varer det forhåbentlig længe, før jeg skal lave et projekt - hjemme ;)

Når jeg er hjemme, vil jeg bare være hjemme, kan jeg mærke.

Ikke mere omskåret fra afverdenen

Miraklet er indtruffet. Efter fem uger på nær en enkel dag er det lykkedes flere teleselskaber og min arbejdsgiver at udrede kobbertrådene og få internettet hæftet permanent fast til min bolig. Det er dejligt.

Periodens lidelser kan endda danne basis for lidt gratis forbrugeroplysning: Hvis du tænker: Sådan noget mobilt bredbånd det er lige mig til sommerhuset/båden/campingturen, så vælg et teleselskab med god dækning ellers kan det være en frustrerende oplevelse.

Nå, men jeg er jo uden tvivl gået glip af mængder af ting i folks liv og jeg tror det vil tage mig et par dage at indhente det forsømte, men jeg skal nok komme efter det.

Jeg takker for de venlige ord om Wotans indtog. Jeg lover, at det ikke går ud over Kasper og Pinga, men hvem kan stå for en kæmpekat med revne øre, som med et vil lade sige nulre på maven, når han helt nonchalant tager sig en lur på sengen?

Jeg kan ikke. Og snart er det vinter, han skal da ikke være ude i kulden. Undtagen når han helst vil det.

Min værste abstinens ved ikke at kunne skrive blog som jeg lyster, er muligheden for at komme af med dagligdagens små oplevelser.

Som den dag, jeg havde bestemt, at tæppet som ligger på min sofa skulle vaskes.

Desværre for Kasper, havde jeg overset, hvor knyttet han er til det.

Så først gik han ude under det på tørresnoren og så mismodig ud, derefter brummede han rundt ved sofaen til han fik et håndklæde, som midlertidig løsning og så måtte han bevogte tæppet, fordi hans søster indtog det som hule, da det måtte draperes over to stole ved brændeovnen for at få den sidste fugt bort.

Det er hårdt at være kat i det lille røde hus.

Wotans indtog

Så indtraf det øjeblik Madame forudsagde for laang tid siden. Katten, som engang hed Bæstet, lagde sig rette på min dyne for at få en eftermiddagslur.

Han har skiftet navn og hedder nu Wotan - han er nemlig stor og frygtindgydende, men har den mest latterlige lille stemme, dyret kan knapt sige piv højere end en hamster.

Han er stadig mest interesseret i husets viktualier, men lader sig skam klappe en smule under fodringen som stadig foregår udendørs.

Mine to ægte katteunger er nemlig stadig ikke helt trygge ved deres papbror. De brummer og trækker sig, når de ser ham, så mens han sover i soveværelset har de omringet min stol i stuen tæt på mig og tæt på ilden, for det var dælme et koldt hus vi vågnede til i morges.

Og så må jeg straks beklage, at jeg ikke får besøgt alle de blogs jeg gerne vil. Min faste netforbindelse er stadig ikke vendt tilbage og Telias mobile bredbånd er noget ustabilt bras i dette hjørne af verden.

Når det virker, er surfning en retrooplevelse. Hastigheden minder mig om 1998, hvor man dog ikke blev nær så frustreret, for da kendte men jo ikke til problemfri surfning.

Særheder

Suzy Q har tagget mig til at beskrive seks mærkværdige træk. Lige først tænkte jeg: Sådan nogle har jeg da ikke. Men det har jeg jo og her er nogle af dem:

• Jeg snakker, når jeg kører bil - alene. Nogen gange beskriver jeg det jeg ser, andre gange fører jeg samtaler med mig selv. Det var en talepædagog, der en gang lærte mig tricket.
• I perioder kan jeg blive helt fikseret på en slags mad – fx rødbeder eller kartoffelmos og så spiser jeg det morgen, middag og aften.
• Til fester eller større sammenkomster forsvinder jeg altid lige pludselig. Jeg kan ikke finde ud af det der med at gå rundt og sige farvel, jeg lister bare af.
• Jeg spiser remoulade på frikadelle.
• Jeg elsker at lægge 7-kabale på computeren, men hader at spille kort.

Og så er der alt det med småt:

Regler:
Link til den person der taggede dig
Skriv om reglerne på din blog. (Det er derfor de står her).
Fortæl om seks mærkelige træk ved dig selv.
Tag 6 bloggere - den springer jeg over, man hopper på, hvis man har lyst!
Efterlad en kommentar hos dem du tagger.

For the first time

Det har været en dag fuld af førstegangsoplevelser i det lille røde hus.

Pinga har for første gang smagt Chocolate Scotch Bonnet – en djævelsk stærk men meget pikant chili, som virkelig smager af chokolade.

Finesser som jeg ikke tror det lille dyr rigtig værdsætter og det var selvfølgelig ikke med vanilje.

Jeg havde chili på fingrene da hun gerne ville smage råt lammekød, og så havde vi balladen.

Nu ved jeg tilfældigvis at mælk neutraliserer chili, så selv om den med mælk og katte er et fejlskud, fik hun en lille skål til hun holdt op med at forsøge at spytte sin tunge ud – og så et ordentligt skud whiskas med sardin og så kan det nok være hun skulle ud og løbe.

Jeg har indviet min tagine– med lam og chili og andet godt. Stor er den ikke, men et aftensmåltid og en god frokost kan den godt klare.

Jeg har set – købt og smagt – årets første juleøl. Kongens Bryghus’ Julemumme, som jeg blev meget glad for sidste år.

Jeg har skiftet glasfiberpakning på glasset i lågen til min brændeovn uden at få keramisk lim i nakken.

Jeg har rost min chef. Han traf en vanskelig beslutning, som jeg er 110 procent enig med ham i og da han blev angrebet fra alle sider, holdt han fast og blev ved med at argumentere klogt og godt. Bedst var det da han som duplik på: Jamen alle de andre gør det, citerede Niels Hausgaard: Er de fleste de bedste eller bare de fleste?

Respekt for det og rend mig i en lunken latte, hvor er det et slapt argument, den med at de andre gør det. Så behøver man i hvert fald aldrig tænke selv.

Jeg har erfaret, at naboen Pussi, som ofte besøger mig, er blevet omdøbt til Sofus og bekymre dem med sit fravær. Desværre lå han ikke under min seng som forventeligt, men jeg har lovet sporenstregs at bære ham hjem til en lille bekymret pige, næste gang jeg ser ham.

Jeg er blevet tagget til at beskrive seks besynderlige vaner. Tænkte først, at jeg ingen har, men er ved at blive klogere og skal nok opliste dem om snart.

Lille-Amerika

Ringsted midt på Sjælland deler skæbne med mange amerikanske byer. Det er sådan et sted der på en gang ligger langt fra al ting og tæt på det meste. En by omgivet af motorveje, landeveje og ringveje. Derfor har den også et outlet center.

Altså sådan et sted, hvor firmaer sælger sidste sæsons varer eller dennes usælgelige.

Jeg ankom lige efter 10 og stedet var ganske øde. Ikke mere end et par kunder i et par af butikkerne. Og så en god kollega, som jeg også konstant rendte på i Houston, når jeg var ude at shoppe ;)

Nå men det eneste sted der fristede mig - og det overrasker mig lidt - var Le Creusets overskudslager. Jeg har faktisk aldrig haft dybe længsler efter støbejernsgryder i stærke farver, men jeg hjembragte faktisk to stentøjsting og en silikoneske.

Taginen glæder jeg mig til at lege med, selv om den ikke er ret stor og en dyb pieform er altid god at have til vinterens favoritter. Jeg kan godt lide pie med kød, for eksempel vildt pie eller en klassisk pie med kylling.

Ad erindringens gyde

Lørdage var helt specielle i min barndom. Efterår og vinter rejste min far Danmark rundt og var kun hjemme i weekenden. Så ville han gerne have min mors hjemmelavede mad efter at have sovet rejsetrætheden ud foran tipsfodbold.

Det bedste min bror og jeg vidste, var når menuen stod på culotte og bagekartofler. Så kunne man nemlig smatte det udgravede bløde, bagte kartoffelkød ud i sin sovs og smovse i det, mens de voksne snakkede og blev distræte af rødvin.

I morges var jeg tidligt oppe for at hente mit mirakelmodem i København, før trafikken blev tung, derfor var jeg også i Irma lige efter åbningstid og der fandt jeg et godt tilbud på et ikke alt for stort stykke tyndstegsfilet.

Så for et øjeblik siden spiste jeg sen frokost eller tidlig aftensmad – mange morgenvagter i træk påvirker spisevaner næsten lige så meget som jetlag.

Det blev en dejlig min barndom-i-70’erne-menu: Kød, skysovs, Hasselbach kartofler, salat af Santana æble (fantastisk æble som jeg købte sammen med Sifka i søndags på Kildebrønde Frugtplantage), bladselleri og saltede cashewnødder i en dressing af ymer, yougurt og honning dertil ristede rosenkål i hybengele og krassersennep.

Det bedste af det hele er, at tv i aften viser min favorit James Bond: I hendes majestæts hemmelige tjeneste.

Den så min far, bror og jeg mange gange den gang Kinopalæet på Gammel Kongevej hver sommer viste 007-kavalkade.

Løs på tråden

Så er jeg i luften igen – på en luftig måde via mobilt bredbånd. De seneste 11 dages radiotavshed kunne blive til et langt og trættende indlæg om teleselskaber, service og uheld på uheld.

Der vil gå mindst 14 dage før jeg får en fast internetforbindelse igen i mellemtiden skal denne mobile forbindelse få lov at arbejde seriøst over ;)

Jeg har selvfølgelig savnet at være på, at læse blogs og skrive i min egen og mange en gang har en pludselig inspiration eller undren frustreret mig, fordi jeg ikke lige kunne undersøge sagen online.

På den anden side har jeg også fået læst meget mere end ellers, set en smule tv, som ellers sjældent sker, og generelt slappet af uden lige at skulle læse arbejdsmail og fikse et eller andet, så måske er en online pause en gang imellem meget sundt.

Det smukke efterår er også blev nydt med gåture og kuskeslag i kulden, hvorefter det godt at komme hjem til varme katte, kaffe og en varm brændeovn.

Nu er det faktisk kaffetid igen og så er der lige en 14-15 liv, jeg lige skal opdateres på, glæder mig ;)

Uden forbindelse

Min arbejdsgiver skifter teleselskab. Det er gået ud over min netforbindelse, men derfor kan man da godt mobilblogge og få en pakke fra Isabellas.

I hævd

Så er den tradition holdt i hævd og nu skal der bare brygges lidt kaffe og hygges i stolen, Pinga kredser, hun tror, at hun kan lide kanelbulla, men det kan hun ikke, at hun bare ved det.

Det er faktisk første gang jeg bruger de genbrugelige silikonemuffinforme, det går fint og CO2-glorien kredser om mit hoved.

Kanelbullans dag

Jeg ved godt, hvad jeg skal bage i dag ! Det er jo vigtigt at komme sin indre svensker ved;)

Bleg og interessant

Naboens smukke, teenage kat, Pussi, bekymrer mig en smule. I går lå han hele dagen på min dyne. Han forsøgte hverken at provokere mine katte eller at stikke af fra mig. Det sidste har været hans vane siden jeg for 14 dage siden måtte jage ham gennem hele huset, fordi han ikke ville lade Kasper og Pinga komme til deres egne madskåle.

Han lå bare og så bleg og interessant ud. Men der var ikke noget at mærke på ham, når jeg trykkede lidt på ham, ingen klynk eller pludselige bevægelser og med et var han væk.

Her til morgen kom han strygende ind, våd og forkommen, da jeg åbnede døren klokken 6 og satte sig og kiggede appelerende på mig, til han fik sin egen skål mad, ikke noget med at prøve at jage de to andre væk, mens de slubrede i sig.

Nu ligger han inde under min seng og sover og jeg kan ikke gå til naboen med min bekymring, de er lige kørt. Måske er det bare noget teenage-noget - godt jeg aldrig har haft en killing ;)

Muffuletta

Der er stor risiko for, at dette indlæg ender som en skamløs hyldest til internettet og til den amerikanske sandwichtradition.

Men altså, i min familie har vi altid været ekstremt videnbegærlige. Jeg gætter på, at der har været perioder, hvor mine forældre frygtede måltiderne for deres talrige spørgsmål om dette og hint, og hvor svar blot udløste nye spørgsmål.

De håndterede det nu pæn. Og af dem lærte jeg, at hvis man ved noget, deler man gavmildt ud af sin viden, Mens det på den anden side ikke er nogen skam at sige, det ved jeg ikke, men derefter har man pligt til at opsøge et svar.

Til den del havde vi adskillige opslagsværker og lexica. Dog var det leksikon min far tillagde størst autoritet, så gammelt, at der ud for Absalon kun stod et fødeår. Og nogle gange gav svarene jo ingen mening i 60’ernes Danmark og så måtte han bruge andre metoder.

For det var sådan, at hvis ikke der kunne findes et svar i husets håndbibliotek, eller opnås enighed om svaret, så måtte min mor i gang. Hun arbejdede på et bibliotek og kunne hjembringe et svar til næste aftensmåltid. De må have følt det som at have været til eksamen hver dag.

Jeg er sikker på, at de begge ville have elsker internettet og dets endeløse mængder af information om alt mellem himmel og jord. Min far nåede at skrive en enkelt e-mail i sit liv, men vist aldrig at opleve google, som et verbum.

Personligt oplever jeg google og det google finder til mig, som den største livskvalitetsforbedring i min levetid. Jeg er vild med alt det, der findes for enden af mit trådløse netværk.

Jeg tænkte over det, da jeg til morgen på en hjemmeside faldt over beskrivelsen af en muffuletta sandwich. Det var levende beskrevet, hvordan duften fra en sådan bredte sig i en togkupe, da den heldige indehaver strøg den ud af sit vokspapir.

Uden at ane, hvad en muffuletta sandwich er, forelskede jeg mig på stedet i navnet, i ideen og i den beskrevne duft.

Så gæt, hvad jeg har fået til frokost? En muffuletta selvfølgelig.

Ikke mindst da jeg googlede mig frem til dens tilhørsforhold i New Orleans, som jeg har en hed distance forelskelse i uden nogensinde at have været der.

Min udgave kom til verden således: En italiensk surdejsbolle blev strøget med olivenmos på den ene halvdel og artiskokmos på den anden. Der imellem blev lagt skiftevis emmentaler, lomo, gouda med brændenælder, salami, mortadella og syltede løg.

Den fik en 6-7 minutter i en hed ovn, til osten smeltede det hele sammen.

En lille klat japansk kartoffelsalat og en halv håndfuld rodfrugts chips gjorde det ud for den side order, man altid får i USA til en sandwich på et deli eller en restaurant.

Og derefter en stor kop café au lait i en solstribe i stuen sammen med kattene. Denne uventede fridag – pludselig åbnede der sig en mulighed for at gnave et par dage af afspadseringskontoen – tegner godt.

Dejlig weekend

Min weekend startede med et fint sammenrend på Zum Biergarten i fredags, hvor Marianne, Sifka, Pedrsn og jeg drak lidt øl og snakkede en masse og lige fik lov at hilse på Morfar, som var på vej i byen.

Det var stærkt hygsomt og bliver næppe sidste gang.

Lørdag var jo egentlig løseligt skitseret med brændestabling, men vejret var så skønt, at det ville være spild. Så jeg gik tur i stedet og læste og hyggede mig inde og ude med kattedyrene.

I dag havde Sifka inviteret til mad- og vinmesse i Tappehallerne i Hellerup. Det viste sig nu, at det var mere livsstil for de velbeslående end hardcore gourmetmesse. Så vi trissede rundt og kiggede, og smagte lidt og kunne regne ud, at vi kunne være blevet pænt visne af al den sprut og vin, der var at smage.

Der kom sennep med hjem og Sifka snuppede også fire gode øl fra Indslev.

Frokosten blev indtaget på Sticks'n'Sushi i Lyngby, hvor jeg endnu engang forsøgte mig med grøn te, men uden rigtigt at blive overbevist om drikkens fortræffelighed.

Sushien og de små lækre grillede pinde, de var derimod lige så fortræffelige som altid.

Og så klukker jeg lidt engang imellem ved tanken om, at jeg i dag mødte et menneske, som endte med at råbe efter mig, at ja fede og grimme mennesker - det er altså mig - dem har man ret til at køre ned.

På vej fra bil og messe passerede Sikfa og jeg nemlig en udkørsel fra området foran en af Tuborg Havns talrige nybyggede ejendomme.

Da en kvindelig bilist uden at ænse os, var ved at fræse fødderne af os, gjorde jeg hende opmærksom på, at hun altså skulle have holdt tilbage, men det synes hun ikke.

Og der var det bemærkningen faldt, at jeg jo også bare var fed og grim. Ja så, fik jeg svaret, og fede og grimme mennesker kan man bare køre ned? Ja, råbte hun og fræsede af.

Tjah - jeg håber hun nu har taget sine piller, for ellers er hun da farlig for sine omgivelser.

Brændende spørgsmål

Jeg savner ord. To ord faktisk.

Det ene skal dække den omstændighed, at håndværkere eller leverancer man venter på, altid kommer i absolut seneste minut af det tidsinterval, man har fået stillet i udsigt.

Det andet skal forholde sig til den lovmæssighed, at hvis man har et computerproblem og må tilkalde hjælp, så løser problemet altid sig selv, når det skal demonstreres for den tilkaldte.

Det kan godt være, at der skal mere end to ord til.

Og det ville faktisk have været god tidsfordriv, at finde på ordene selv, mens jeg ventede på årets brændetårn, men da var det ikke lige faldet mig ind.

I stedet gik ret rastløs rundt og manglede pludselig alt fra cola light til smør, kattene havde også kun tørkost tilbage, da lastvognen endelig kørt op og svingede tårnet ind i indkørslen.

Næste udfordring bliver at få flyttet al brændet de cirka 17 meter hen til hegnet ind til naboen og få stablet det fikst op og dækket det til på en smart måde. Det er vist en opgave, der skal tages i bidder.

Morgensmuk morgenkop

Hvor heldig kan man være? Søde Sifka havde den fineste gave med til mig på besøg hos Mandagspigen. En vidunderlig smuk fødselsdagsgave: en orange Elements-kop.

Her til morgen blev den indviet med god café au lait. Den er lige så dejlig at drikke af, som at se på. En perfekt morgenkop med andre ord.

Og de gode ting stopper ikke. Til frokost skal jeg spise smushi med min BonusMor på The Royal Cafe, og da vanker der vist også en gave. Dem kan man aldrig blive for gammel til at glæde sig til ;)

Traktortræf

Øj for en herlig dag hos Mandagspigen. Hun overvældede Sika, Shabby og mig med sit fantastiske hus, sine skønne dyr, søde børn, dygtige mand, lækre frokost og udsøgte bærkage.

Og så var hun også lige frisk på en udflugt til det årlige marked på Kongskilde Friluftsgård.

Vejret var selvfølgelig uovertruffent, men sikke dog et herligt marked. Der var ikke et eneste stykke masseproduceret kinesisk ragelse at skue, men derimod alt fra lamaspegepølse til håndsmede knive.

Der var også høns med pandehår, bamsede mohairgeder og noget forskræmte kaniner.

Men lige ved indgangen var der veterantraktorer og de trak først. Dels var de smukke, dels er der noget dragende ved nørder, der snakker motorer, så før vi havde set os om blev Shabby, som var nem at lokke op på en orange Fiat, irettesat, da hun kom til at beskylde den for at dufte af diesel.

Fladen ud

Nu har jeg fået overstået en tredjedel af månedens arbejdstid på fem dage, så den stod på soven længe til morgen og generel sengehygge til mig og Pinga til lige for lidt siden.

Seks fridag venter og det er jo ikke fordi, jeg mangler ting at tage mig til: Haven skal gøres vinterklar, kanelsnegle skal bages og jeg har jo stadig rækker af bøger at læse foruden en tur til Kattegat og generelle husmoderlige pligter. Alt det der bliver udskudt i række af sove- arbejde- spise-dage.

Om nogle dage venter flere gode oplevelser og jeg kan mærke, at det er i dag brændeovnen skal vækkes fra sommerdvalen - lige pludselig er her morgenråkoldt.

Skål II – eller min Margretheskål har fået en lille

Den anden skål gør mig lige så glad. Min barndoms skål, Margretheskålen, har nemlig fået en lille.

Min mor var, som tusinder af andre husmødre, passioneret Rosti-fan. Alt hvad fabrikken sendt på gaden af husgeråd købte hun, så alle grydeskeer og indtil flere skåle kom derfra.

I dag regnes Rostis 50'er-produktion som både designmæssige og industrielle ikoner.

Margretheskålen blev første gang solgt til jul i 1954 i pastelfarverne gul, blå og grøn. Den var designet af Sigvard Bernadotte – vores nuværende dronnings onkel og – med hoffets tilladelse - opkaldt efter hans niece.

Skålen er støbt i melanin og processen var kompliceret på grund af tuden.

Siden har formentlig 9 ud af 10 danskere haft hænderne i sådan en fætter.

Min barndoms Margretheskål var wc-grøn, det er nok den farve, der kaldes pastelgrøn, og når den blev taget frem, vankede der frikadeller eller boller.

Jeg gætter på, at min mor har haft den fra midt i 50’erne – måske var det endda en førsteudgave – for da jeg lærte den at kende, var den ridset i bunden og en smule misfarvet af tomat og frugtsaft.

Det var som regel mit job at tørre den, når den blev vasket op efter endt brug. Jeg elskede at stikke næsen ned i den og dufte Vel, når den var tør, men stadig varm efter mødte med opvaskebaljen.

Efter Margrethesuccesen sendte Rosti også Benedikte- og Anne-Marie-skålene på gaden, men dem er der vist ikke solgt 40 millioner af.

Nu har Rosti så sendt en Margretheskål i dukkestørrelse – 0,5 l - på gaden, desværre ikke i wc-grøn, så jeg har valgt den i lilla. En af Tivolifarverne fra 1968, hvor skålen også fik sin gummiring i bunden, for større stabilitet.

Det er svært at gennemskue, hvad den vil være praktisk til, måske at piske æg til røræg i, men ellers vil jeg klukke lidt over den, hver gang den skal flyttes, for at den wc-grønne kan komme på bordet til frikadellefars, for selvfølgelig bor den lille nu nede i den lidt større.

Og når jeg bliver rigtig rig, så kan det da være, at jeg skal have sådan en fantastisk tapasgaffel skåret af en gammel Margretheskål.

Skål I

I fødselsdagsgave har jeg fået to meget forskellige skåle.

En er udført af keramiker Jane Holmberg Andersen i støbt porcelæn. På den ene side sart i farverne og på den anden side hård og kompakt i materialet.

Man kan ikke lade være at tage den op og røre ved den, for den er støbt så perfekt med to lækre overflader: en mat pink yderdel og en blank lysegul inderside.

Kanten er det mest fantastiske: Den ligner lakridskonfekt, med to lag af hver farve sat sammen.

Nu lyser skålen på mit spisebord. På trods af, at hverken lysegul eller barbiepink rigtig er mine farver, bliver jeg glad, hver gang jeg ser den.

På denne dag

En septemberaften i 1960 spillede det danske fodboldlandshold OL-finale i Rom. Vi tabte og vandt sølvmedaljer.

Jeg husker det ikke, jeg var i gang med en meget vigtigere kamp ;)

Ihærdigt dyr

Mød det lille røde hus' seneste indflytter - den gule korsedderkop. Hver morgen går jeg ind i dens spind og næste morgen har den repareret skaderne.

Denne morgen måtte den have særbehandling. Tre af medlemmerne af min brors familie er araknofobe i varierende grad, så frk. Kop blev forsigtigt afkoblet og transporteret hen på den anden side af huset, hvor ingen behøver at møde hende.

På grund af operation Kop og generel frokostforberedelse fik jeg ikke lavet storfilmen: Osteglasur til gulerodskagen. Men jeg rørte såmænd bare det meste af et bæger flødeost med saft af en citron og flormelis, til den blev god og smørbar.

Derudover serverede jeg vitello tonnato, caprese salat af egne tomater, frikadeller, japansk kartofelsalat og tzatziki.

Vejret var med os - drengene sad inden døre og spille computer, de voksne gik til stranden og svigerinden og jeg fik en herlig, lang dukkert i de ikke alt for kolde og ikke alt for store bølger.

Kager af zink

Jeg skal have gæster i morgen og i den anledning har jeg bagt en kage. Det kunne jeg da ikke lade være at forsøge at lave en instruktiv film ud af.

Og den tager kun fem minutter - og en sjat ;)

Jeg ved godt, jeg lovede...

...ikke at plage jer med flere hjemmelavede film. Men det er jo for sjovt at lege med og nu kan jeg også klippe i dem og smide musik og rulletekster på.



Bare kald mig Quintin Kattetino ;)

Bog(s)kat

Posten slæbte sig næsten en pukkel til, da min bogpakke fra Penguin ankom.

Men sikke en frydefuld gave at få en almindelig tirsdags formiddag - 36 smukke bøger til mig og en superfin papkasse til kattene.

Mellem bøgerne var lange slanger af oppustede plastposer pakket. Pinga satte straks en klo i og for forskrækket ind under sofaen, da det sagde puuufff.

Nu er mit største problem at skaffe samlet plads i reolen og bestemme, hvilken en jeg vil læse først. Det kan man vist ikke betegne som problemer overhovedet ;)

Bytur

Sifka og jeg kunne vist ikke have valgt en smukkere sensommer lørdag end i går til en bytur. Der var egentlig kun to punkter på programmet, Sifka skulle have sin gave og vi skulle smage The Royal Cafés smushi'er.

Jeg var faktisk imponeret over, hvor hurtigt Sifka traf sin beslutning. Hun skulle vælge et stykke af Royal Copenhagens nye stel Elements.

Det ville jeg have været betydeligt længere om, end hun var, men til sidst faldt valget på en skål/pastatallerken/dyb tallerken med musselmalerier i en nærmeste petroleumsfarvet blå og rifler fra Flora Danica.

Og så daffede vi ind i The Royal Café. Jeg frygtede lidt det værste, i betragtning af at der er tale om et turiststed på Amagertorv klemt inde imellem porcelænsfabrikken og George Jensen.

Det var en vaskeægte oase. Fredeligt, funky, ufisefornemt og helt stilfærdigt. Og smushierne var fantastiske. Tre små stykker smørrebrød i fuld udfoldelse - det er jo dem på billedet, som Pedrsen bemærkede i det foregående indlæg.

Vi var lidt kedelige og valgte de samme stykker, ud af det fine udvalg, men så er der jo noget at komme tilbage efter, og der kommer jeg gerne igen.

Jeg ved, at min bonusMor vil synes godt om stedet - og om smushierne, fordi hun altid kvier sig ved at bestille to stykker smørrebrød, af frygt for ikke at kunne spise op. Så hun skal inviteres derind en dag.

Tillægsgevinsten var, at vi gik fra stedet med mod på kort efter at finde et sted til kaffe og kage. Det viste sig så at være vanskeligere end først antaget - vi er jo nogle ekcentriske koner, så vi gad ikke at skulle stå i kø med pøblen på La Glace, blot for så at få båret det valgte frem efter en rum tid af fortravlede servitricer.

Tivolis K-cafe dumpede på et beskidt toilet. Det deles muligvis med havens akvarium, men det er ikke godt, at der stinker af hajpis og det der er værre, når man er sulten efter kage og chokolade.

Så blev det Vaffelbageriet, som på sin egen travle måde leverer varen.

Efter havedaskenrundt og beundring af søens karper, der efterhånden er store som tunfisk, begav vi os over Axeltorv og endte på Zum Biergarten, hvor vi sad i den fantastiske sol og snakkede og drak øl til sent.

En perfekt bytur med andre ord.

Frokost

Paprika

Nå, inden mine læsere går i trance som Pinga af hypnosehjulet, må jeg hellere skifte emne.

En gang imellem får jeg nogle madmæssige raptusser, som kan vare i mange dage.

I øjeblikket skal der stort set paprika i alt jeg spiser. Jeg har endnu ikke strøet det på mine havregryn, men det kan ikke afvises, at jeg gør det en morgen.

Raptussen har ligget og simret et stykke tid, måske siden brødrene Price fremdrog fars gamle paprikapose - og viste klippet, hvor John Price skræmte de danske tv-seere, ved at pudre sit stroganoffkød voldsomt med det rustrøde krydderi.

Paprika er fremragende til den slags kraftige efterårsagtige kødretter og dem kan jeg faktisk spise året rundt.

Men det er også skønt i røreæg og karfoffelmos.

Den fine lille dåse købte jeg hos Specialkøbmanden på en bytur med Sifka. De havde den også røget, men i solidartiet med Sifkas forbehold over for den smagsvariant, købte jeg edelsüss.

Hypnotisk

DR2 har lige sendt sådan et lille åndhul mellem to programmer. Det handlede om at slappe af, at trække vejret dybt og inderligt, at afspænde alle muskler og at forestille sig et brusebad, hvor varmt vand ramte, hver eneste trætte legemesdel.

Mens speakerens dæmpede, let hypnotiske stemme gled ud i stuen, gik det op for mig, at Pinga på mit skød blev tungere, åndede dybere og forsvandt ind i kattenes drømmeland.

Hvad man ikke får for sin licens - en hypnotiseret kat ;)

Og så vil den meget opmærksomme Pinga-iagttager bemærke, at katten efterhånden har fået pels på sin lille vom. Den pels hun slikkede af , mens hun var på internat i marts, da jeg var i Houston. Vi er enige om, at det skal hun ikke igen.

Spændt venten

Jeg er så heldig, at mit forsikringsselskab har begået en fejl. De har overset, at jeg er flyttet fra et område, hvor forsikringer er dyrere til et, hvor de er billigere og derfor har jeg fået en fyldig check.

Den slags lykketræf mener jeg skal bruges til noget overraskende, så jeg har ladet mig lokke af et fantastisk tilbud på det britiske forlag Penguins hjemmeside: 36 bøger i seks forskellige genre og alle i forlagets efter min mening smukkeste design fra sidst i 40'erne.

På forhånd ejer jeg 5-6 af bøgerne i andre design, men det er en samling jeg ser frem til at få fingre i og de skal blive læst og genlæst i prioriteret rækkefølge ;)

Bæstet - the movie

Det skal jo prøves, når nu man har fået en mobiltelefon, der kan, men jeg lover, at der ikke kommer flere film, før jeg har været et smut på filmskolen - og/eller lært at klippe det kedelige ud.

Men for de virkeligt interesserede: Mød Bæstet up close and hungry ;)

Auto- og på anden måde mobil dag

Den store blå Jeep har nu papir på, at den må rulle to år til, men det var godt nok fuldtidsarbejde at syne den.

Klokken 8 i morges blev den afleveret hos en mekaniker i Helsinge til almindelig præ-syn pimpning med lækker ny olie, nyt oliefilter, nye bremseklodser, let svejsning af udstødningsophænget og andre nødvendigheder.

Det er ikke meget at se i Helsinge i støvregn på den tid af dagen, skal jeg hilse at sige, men jeg kastede mig fiffigt ombord i det lokale tog for at få tiden til at gå i tørvejr.

Tre stationer senere lod jeg mig lokke af trinbrættet Gribsø ude midt i skoven.

Det var et forunderligt sted, selv læskuret var enestående, og søen klukkede sagte mod en lille sandbred og jeg sugede stilhed, fuglefløjt og dyb skovluft ind.

Der kunne jeg godt tænke mig at overnatte en stille sommernat – med et lille bål, en flaske god øl og udsigten til søen, men så skal jeg jo sove i telt og det har jeg kun prøvet en eneste gang før.

Nå, retur til Helsinge det gik og på daværende tidspunkt var Kvickly åben, så jeg fik mig en kop kaffe og en kanelsnegle sammen med en fire-fem andre early birds spredt rundt i det store cafeteria.

Jeepen blev hentet og til dens store overraskelse – det bilder jeg mig i hvert fald ind – straks kørt i vasketunnel, så synsmanden ikke skulle skrabe sig gennem pløre og møg i undervognen.

Endelig gik det mod synshallen – her var 40 minutters ventetid, men jeg havde min bog med, så det gik.

Op på liften med den blå og så gik han i gang.

Alt var godt til han skulle finde det i chassiset indmejslede stelnummer. Det kunne han ikke – og det huskede jeg, at det kunne synsmanden heller ikke to år tidligere.

De har endda en database og flere tykke ringbind at spørge til råds om den slags detaljer ved hver eneste bilmodel rullende på de danske veje.

Nu var gode råd dyre – ham her gav nemlig ikke op, som ham to år tidligere havde gjort det. Så jeg måtte forhandle mig frem til, at jeg kørte til Hørsholm til de fornemmes værksted, hvor man får skiftet motor med et skuldertræk, for at få udpeget stelnummeret.

Desuden skulle min bil udstyres med vægttavler – disse sære tal på siden af varebiler, som angiver totalvægt og lasteevne – for at jeg kunne få min godkendelse.

Af sted det gik. I Hørsholm blev stelnummeret gravet frem bag en stødliste og vægttavler til egen behagelig konfigurering udleveret.

Hurtigt og effektivt, men nu vidste jeg tilfældigvis, at synsmanden holdt en times frokostpause, så jeg havde tid at slå ihjel.

Det indbragte mig en ny mobiltelefon. Den dejlige SonyEricsson K660i i hvid og optimistisk græsgrøn.

Med den knugede i min lille svedige hånd – aj, den lå på forsædet – hastede jeg retur til Helsinge og fik efter 6 timers kamp synet Jeepen. Ahh.

Og hvis nogen undrer sig over det foregående indlæg, med billedet af min chokoladeblomst, så er det mit første forsøg ud i mobilblogning.

Chokoladeblomst

En pez-dag

Det har godt nok været en lang og noget kedelig weekend på arbejde denne gang. Tiden har sneglet sig af sted og jeg har bare haft lyst til at være ude i det fine augustvejr og ikke spærret inde på job.

Men så må man jo underholde sig selv og jeg har heldigvis nogle hyggelige og sjove kolleger.

Af en eller anden grund kom vi i går til at tale om slik fra vores barndom og da vi ikke er jævnaldrende, så var der mange bud på, hvad der var bedst.

Jeg holdt på, at jeg bedst kunne lide pez - og det kunne en anden kollega også, mens den yngste næsten ikke anede, hvad vi snakkede om.

Minsandten om så ikke Fakta havde kasser fulde af Kong Fu Panda pez-maskiner til kun 10 kroner stykket, da jeg for forbi inden lukketid efter mælk til havregryn.

Så i dag legede vi med pez og jeg fik lov at få Panda Po ham selv, når nu det var mig, der havde købt ham.

Mens vi fyldte op og gumlede nåede vi frem til, at pez garanteret er et amerikansk produkt, men der viste det sig at vi tog fejl. Den første pez blev støbt i Østrig i 1927 og navnet opstod ved at sammensætte bogstaver fra den første smagsvariant, som var pfeffermintz.

Og selvfølgelig holdes der store messer, hvor samlere mødes og køber og sælger de forskellige maskiner.

Jeg tror nu nok, at jeg har købt den sidste pez, for de smager slet ikke, som jeg husker dem, men maskinen er helt som jeg husker den og man kan stadig få overlæben i klemme ;)

Pralebønner

Tillad mig at blære mig en smule - på naturens vegne. Nu hvor regn igen er blevet en del af mine bønners hverdag, skal jeg lige love for at de blå har fået fart på. De har været på friland i en lille måned.

I et ophold mellem to byger kunne jeg høste en god håndfuld og der var også en enkelt pralebønne, som ligefrem slæbte hen af jorden.

Bønnerne vil straks i morgen blive ovnbagt sammen med laks og tomat til en Jamie Oliver klassiker.

Mens jeg høstede bønner, udspillede der sig et drama i forhaven. Kasper holdt sin position på udhustaget og efter lidt råben, vendte Pussi om og listede af.

Heja Kasper, som så tit trækker sig, når teenageren laver ballade.

At jeg så også fik hytten gjort rent til Mozarts klaverkoncert nummer 20, er en lille tillægsgevinst på en udbytteri eftermiddag, mens jeg lader op til et par morgenvagter.

OL-hytten

Overrumplende nok er det lille røde hus gået i en slags OL-mode.

Kasper er rigtig glad for badminton, som det fremgår, og jeg har især hygget mig med roning og svømning.

Det er overrumplende, fordi det sidste OL, jeg rigtig gik op i, var Los Angeles 1984.

Derfor er jeg godt nok forbløffet over alle de nye ting. I svømning svømmer de jo næsten 30 meter under vandet på hver bane og dragterne har ligefrem opdrift kan jeg forstå på kommentatoree. Meget mærkeligt, må jeg sige.

Og jeg kunne jo ikke rigtig hjælpe Kasper, da han var ved at gå til af spænding over Tine Rasmussens kamp. Sidste jeg så badminton spillede man til 11.

Men ellers tror jeg mest, at konkurrencerne griber mig på grund af relativ stor niveau forskel.

At man kan se, hvorfor nogle svømmere er hurtigere, fordi deres teknik tydeligvis er bedre.

Og en håndboldkamp mellem Polen og Kina viser, at det godt kan være, at Kina har købet en håndbog om spillet og sat sig for at lære, men det varer lidt endnu, før de er udlært-

God morgen min tudse

Jeg har muligvis fået en ny pensionær fra dyreriget og Pinga, Kasper, Bæstet og dele-Pussi en ny lillebror eller lillesøster.

Da jeg i morgen lidt i klokken 3 stillede mad ud til Bæstet og hvem der nu ellers forsyner sig, af det udendørs fodertrug, bevægede et dyr sig i det lille overdækkede rum mellem mine to udhuse.

Først tænkte jeg stor mus eller lille rotte, men den bevægede sig forkert, og hvor dum ville en gnaver lige være, at søge føde i en skål, som må stinke af kat?

Så bevægede den sig igen og det blev klart for mig, at det måtte være en pænt stor frø.

Jeg gætter på, at det var en sk(r)ubtudse - billede er ikke noget bevis - det ligger på wikipedias post om skrubtudsen, men jeg er ret sikker i sin sag.

Nu lå fodringen før morgenbad og havregryn med rosiner og mælk, så en 25 minutters tid senere skulle jeg ud af døren. Og gud hjælpe mig om ikke kræet spiste af katteportionen - levnet Pussi - uden gele - og katte tørkost. Den sad i hvert fald ved skålen!

Det bliver spændende om den kommer igen. Så skal den jo have et navn ;)

Stormskade

Nordsjællands lille lokale storm kostede også min havenisse det ene ben under knæet.

Umiddelbart havde jeg overset ham, han har især haft travlt med at få mine chilier til at trives. På vej uden med skraldet spottede jeg ham pludselig værkbruden og miserabel på fliserne bag mine to potter.

Et letbevægeligt sind kunne sikkert få meget ud af, at det ben han har mistet, er det, han har haft nede i den potte med chili, som er fin, frodig og grøn, men helt uden frugter. Bad havenisse.

En mindre sangvinsk personage kunne finde på at undersøge, hvad det præcis er for en plante, og om den mon ikke er sent til meget sent bærende.

Solen skinnede fint et par timer i eftermiddag og dem benyttede jeg til at få gravet de sidste kartofler op. De tilbageværende planter lå gule og slatne i beddet.

Nu ved jeg, at der er fagfolk og fagfolks koner der læser dette, så jeg ved bedre end at prale.

Lidt skurvede er der nogle af dem, der er, men i betragtning af at min avlsmetode er at smide 14 læggekartofler i to render i jorden og bygge to meget tilfælde volde hen over dem, og så bare vente 4 måneder før jeg begynder at grave op, så er jeg meget tilfreds med udbyttet.

Mit køleskab er nu beriget med to store poser kartofler og alle de bittesmå er blevet spist med frikadeller og stuvet spidskål.

Helt vildt

Nej, det er ikke badebroen for enden af verden. Havde jeg drejet mig rundt og snuppet et billede, ville Gilleleje have foldet sig ud. Hold op et vindtryk og et støjniveauet på den lille strand nær havnen og byen.

Nattens storm har været voldsomst her og på Bornholm. Den har kostet den ene af mine vindmøller livet, hvis ikke jeg finder den afgørende sorte pind, som holder det hele samme. Selve møllehjulet fandt jeg 25 meter borte.

Det ruskede også godt i det lille røde hus, men alt blev stående inklusive plastikdrivhuset. Årets udgave med forstærket dug har bestået både storm- og slagregnsprøven.

Gilleleje havde jeg stort set for mig selv. Jeg er ikke helt sikker på, om det simpelthen er fordi så mange er vendt tilbage til jobbet i går, eller om det virkelig er vejret, der har affolket egnen.

Hvis det sidste er tilfælde, har folk sgu snydt sig selv og ungerne for mageløse naturoplevelser, som man vel at mærke ikke behøver alpint udstyr for at opleve.

Desværre hejste kystlivredderen det røde flag, mens jeg kiggede på den overskyllede badebro. Jeg kunne ellers godt fristes til en dukkert i de skummende, tumlende bølger.

Lige nu skinner solen. Det må den også godt. Feriefolket har fortjent det ;)

Vildt

For en forlænget weekend siden lå folk tæt på den lokale strand og solen var savannehed over safaristolen.

Nu står den på stormende kuling, slagregn og spandevis af køligt pludder.

Sig det ikke til nogen: Jeg synes, sådan noget er herligt. Jeg kunne aldrig bo et sted, hvor vejret er lige tykt på midten og der ikke er nogen variation, hvor der ikke er lidt kant og uforudsigelighed.

Pinga har det vist på samme måde. Hun fiser rundt med halen i vejret og pelsen fuld af vand. En gang imellem skal hun lige forbi og ligge lidt på skødet, så jeg også får glæde af regnen, og så skal hun af sted igen.

Kasper er lidt mindre entusiastisk og tog sig en lang eftermiddagslur i sofaen, men jeg læste. Det var så hyggeligt, at det var lige før, jeg blussede op i pejsen ;)

Fra frø til fast føde

Udbyttet af min have er noget bedre end sidste år, hvor det blev til kartofler, lidt tomater, en lille klase druer og et par håndfulde chillier.

Foreløbig er det blevet til røde kartofler, lidt jordbær, fem hindbær, tomater og en enkelt bønne foruden masser af salat af flere slags.

Jeg venter stadig på chili, gulerødder, rødbeder, jordskokker, lakridsrod og peberrod foruden masser af bønner.

Og det er bønnerne, rødbederne og gulerødderne jeg venter mest spændt på.

Dem har jeg nemlig selv sået, i modsætning til alt det andet, som er blevet drevet frem af andre og som jeg først har overtaget som små planter.

Det går efter omstændighederne - tørken - vist meget godt for bønnerne. Den jeg allerede har spist var stor og lidt træget, det var en pralbønne, men de blå bønner, borlottierne og de gule der er på vej, venter jeg mig meget af.

For det er da magisk at så et lille frø eller en bønne og så både få smukke planter og dejlige grøntsager ud af det.