Sommer, solo og store nosser

Ribe var min barndoms sommerferieby.

Hele familie drog afsted i årets Renaultbil. Først 4CV senere Renault 8, 10 og 14. Min far var trofast i sit valg af køretøj.

Der var altid ventetid ved færgen i Korsør. Jeg var voldsomt fascineret af de små tankbiler, der futtede op og ned langs opmarch- båsene og solgte brændstof til folk uden planlægnings- talent.

De havde også is, vand og aviser. Vi købte aldrig noget.

Enhver vist jo, at de tog ågerpriser.

Senere, da min mormor blev pensioneret, flyttede hun til Tønder. Og så flyttede sommerferierne derned.

Men cirka samtidig var min tre år ældre bror og jeg blevet gamle nok til selv at tage lyntoget Kongeåen til Tinglev og så enten blive hentet der, eller skifte til rutebilen, der kørte gennem byer med lattervækkende navne som Bylderup og Bov til endestationen, hvor mormor ventede.

Og så gåturen gennem Tønders villakvarter til det upersonlige parcelhus, som var noget helt andet end patriciervillaen i Ribe.

I mit værelse hang der over for køjesengen en række koldnålsradering af kendte komponister. Hvor har jeg kigget meget på dem. Når jeg vågnede, når det regnede, når jeg kedede mig, når jeg skulle sove.

De er ætset fast i min gule plet, måske fordi de var i sær sepia:

Schubert med stanglorgnetten og de fyldige læber. Beethoven med kunstnerhåret og det vanvittige blik. Den smukke Mozart og den forfinede Listz. Bach med pudderparykken og Schumann med den sære sideskilning i playmobilhåret.

Brahms må også have hængt der. Jeg husker ham bare ikke, men, som det fremgår af billedet, så lignede han mere Pippi Langstrømpes far, end en følsom kunstner.

Jeg elsker Brahms. Det er køligt og storladent.

På vej hjem i regnvejr i Lille Blå Fiat hørte jeg P1 om talent. Nikolaj Koppel fortalte om at spille Brahms klaverkoncert i D-mol som 24-årig og så holde op.

Han kun ikke få hjerne og hjerte med i rollen som koncertpianist.

Hold kæft hvor er det modigt at sige stop, når man har så fantastisk et talent.

Heldigvis indspillede Koppel nogle år senere koncerten med DRs symfoniorkester, så hans talent er fastfrosset i øjeblikket og han lød glad i radioen.

Bare jeg havde de tegninger i dag.

Og så er Bahms iøvrigt den eneste af den gruppe, der kaldes De Store Komponister, der eksisterer en indspilning med.

Ikke stemmen i starten, men den efterfølgende umotiverede klaverboksen ;)

I can has romkugle?

Der ventede mig tre gode ting, da jeg kom hjem fra job i dag.

Den ene havde jeg faktisk selv med hjem: En lille romkugle, venligst doneret af en kollega, men for tæt på frokost og derfor glemt, men fornuftigt indpakket i serviet på bunden af tasken.

I skuret ventede en pakke fra Italien med et par solbriller, jeg har jagtet det halve Europa rundt i udvalgte webshops. Nu lå de der i fin æske, i lækkert etui og til ca. 40 procent af prisen i en dansk forretning.

Næppe var solbrillen pakket ud og prøvet eller romkuglen genopdaget, før et højlydt miav gjorde mig opmærksom på, at det ikke kun er mine egne grå, der forventer mad, straks de ser mig.

Den nytilløbne, sorte killing krogede sig og gjorde sig til. Han mente tydeligvis at romkuglen, som jeg guffede i, mens jeg hentede den udendørs madskål til opfyldning, var til ham.

Hans ansigtsudtryk mindede mig om de bedste fra det fantastiske website:
I can has cheezburger?

Et sted hvor folk uploader morsomme kattebilleder og -videoer og der er frit slag for at skrive sære overskrifter på billederne.

Min personlige favorit er denne lille video:

Efter 17

Når de fleste københavnerne er kørt hjem, når solen stadig skinner fra det høje blå, når alle katte sover i skyggen, når aftensmaden er biksemad, så er det godt med en drink.

Men eftersom i morgen er en helt almindelig hverdag, så er GTA (Zettes glimrende forkortelse for gin og tonic med agurk) for voldsomt.

Så er det godt, at de der engelskmænd har opfundet et alternativ, som er meget anderledes, men voldsomt forfriskende: Pimm's No. 1 Cup.

Den tefarvede ginlikør skal blandes i forholdet 1:2 med fx Sprite eller anden let citrusagtig sodavand, hvis ikke man lige har rigtig lemonade ved hånden.

Desuden skal der masser af frisk appelsin og agruk i og så skal den nydes langsomt i solen til fuglefløjt og kun en enkelt borende københavner.

Det er ikke altid supernemt at få fat i Pimm's No. 1 - som selve ginlikøren hedder.

Jeg må som regel tilbage til det område, jeg tidligere boede i: Charlottenlund eller Ordrup, hvor der er en tilpas stor gruppe anglofile, for mere engelsk bliver det simpelthen ikke.

Pinsens sol

Det er hårdt at være rødhåret og heller ikke helt let at være gråpelset, når temometeret viser 26 grader allerede ved middagstid.

Jeg må kryber i ly indendøre. Ikke mindst fordi jeg fik rigelig sol i går, da jeg var til housewarming-brunch hos gode venner i Nivå. Solen bagte ned over os og min ene kind ligner en postkasse.

Pinga har fundet det perfekte sted - intet kan falde hende i ryggen, solen har passeret og en mild brise stryger hen over hendes ryg.

Kasper er mere rådvild, vandrer hvileløst om. Lægger sig under en fodskammel, under bordet, inde i drivhuset.

Han vil være, hvor vi er, men der er ingen helt svale steder, så hvis han er klog snupper han middagsluren på det sædvanlige sted: I min seng.

Og der kommer vist mere af det samme i morgen. Sikke en pinse, som ellers ofte er både kold, våd og overskyet. Jeg husker mere end en udflugt efter dansende pinsesol, hvor alt hvad man længtes efter var noget varmt at drikke og tørt tøj.

Konkurrence ved skålen

Det er ikke noget at sige til, at Wotan er fuldstændigt udmattet.

Han har nemlig fået kokurrence ved madskålen.

Naboens Sofus - formerly know as Pussi - har selvfølgelig altid været en konkurrent, men nu er der dukket tre flere op.

En er en meget sulten, ret stor, sort killing med kuglerundt hoved og nervøse trækninger.

De to andre er en allike og en husskade.

Killingen skræmmer Wotan nemt væk, men de to store fugle forvirrer og irriterer ham.

De sidder på taget af mine skure og råber af ham og så går han til sidst for at genvinde sin værdighed.

Fuglene er meget glade for de dyre piller fra dyrlægen - de er nok også nemmere at flygte med i næbbet end en klat pussiblæver.

Billedet af den udmattede Wotan tog jeg i går, hvor han lå lige uden for min havedør og sove i den times tid hvor Kasper og Pinga vanen tro får sig en lur, indendøre, i dyner.

Der var sol, ingen fugle var efter hans mad og frem for alt slap han for at høre på Kasper som stadig skriger som en tøs, når han antræffer Wotan på sit habitat.

Oh the life of a vildkat.

Sodavand laver man da selv

Sådan noget sprudelwasser med en eller anden slags smag kan jeg godt lide. Og så er det jo oplagt at lave det selv en gang imellem.

I dag lavede jeg en fin rabarber-citron-timian sodavand af rabarber, citronsaft, sukker, timian og vand kogt sammen til en stærk sirup. Når så trangen til bobler ramme, er det bare at tilsætte is og apollinaris.

Nu jeg var i gang lavede jeg også min egen ginger-ale - eller noget på det lav - ved at rive et ordentligt øre ingefær og koge det med sukker og frisk mynte.

Og så er der noget om, at man kan lave sin egen tonicvand - det må jeg prøve, når jeg får fundet ud af, hvordan jeg fremskaffer kinabark, hvorfra tonicens mest berømte ingrediens, kininen, stammer fra.

Thi søbemad jeg spiser gerne*

Når vejret slå om fra dur til mol og brændeovnen er en millimeter fra at blive genindviet, så skal der varm og duelig kost til.

Jeg kan rigtig godt lide suppe og den amerikanske New England clam chowder har været en favorit, siden jeg smagte den i Seattle (jeps, så langt fra New England man næsten kan komme) i 1977.

Heldigvis har den lokale Irma udsalg af kammuslinger, så det var ikke vanskeligt at sætte i værk.

En bagekartoffel blev snittet i små tern, et lille rødløg fik samme skæbne og fire skiver tynd, italiensk pancetta - altså bacon - blev også skåret i småstykker.

Baconen blev ristet, derefter fik løgene en omgang i fedtet.

I den endelige gryde lavede jeg en lille opbagning af to spiseskefulde smør og en spiseskefuld mel. Den blev rørt blank og smuk på en halv liter fiskebuillon og vædsken fra de optøede kammuslinger. Så tilsatte jeg 1,5 cl piskefløde, kartofler og løg og lod det småkoge i 13 minutter.

Derefter tilsmagte jeg med peber, chili, engelsk sovs og en anelse salt. Bacon og kammuslinger blev så kogt med i yderligere 7 minutter.

Så var det bare at hælde i skål, med et drys blomstrende purløg over og et par skiver friskbagt majsbrød til og nyde til varmen nåede helt ned i de kolde tæer.

Der er til en god frokost til en i portionen - og en lille kop til overs til nem aftensmad.

*en let omskrivning af digtet "Historien om den kræsne Mads" fra "Den Store Bastian."

De unge verbers lidelser

Det har været nogle drøje arbejdsdage. Endnu en gang er enhver arbejdsgang blevet kastet optimistiskt op i luften af chefen og forventet grebet af nogen. Det er ikke helt lykkedes.

Men da jeg kørte hjem, kunne jeg glæde mig til en weekend og over vejret, som indbød til lidt havehygge med Kasper, og så P1's mærkelige sprogprogam Sproglaboratoriet med Christoffer Emil Bruun.

I dag var lytterne i sprogskole med substantiverne, om hvilke Inger Christensen har skrevet:

"Alle substantiver er meget ensomme. De er som krystaller, der lukker sig om hver sin stump af vores kendskab til verden."

Og så tænkte jeg, at det var alligevel værre end de unge verbers lidelser, som jeg har forvoldt de seneste dage.

Og så er der jo i øvrigt Malkokonkurrence - lidt om et øjeblik på DR2 og hele aftenen i morgen.

Livstegn

Jeg er ikke god til at spise ikke så meget til morgenmad, men jeg kom lidt sent op og skulle have tømrer på besøg.

Syntes det ville være lidt synd for ham, hvis jeg stod og lavede æg og sager for snuden af ham, så jeg valgte den lette løsning.

Ristet italiensk brød med koldt smør og jordbærsyltetøj sendte mig prompe mere end 30 år tilbage i tiden til min første rejse til Paris, hvor jeg fandt morgencompletens baguette med smør og marmelade foruden endeløse mængder café au lait super sofistikeret.

Jeg husker det fine lille bord jeg sad ved, og tjeneren, som var forbi et par gange med mere brød og mere varm mælk til kaffen, jeg kunne være blevet siddende der hele dagen med en bog og en notesblok.

Det kunne jeg også næsten i morges i solen, mens tømmeren rettede op på skaderne fra indbrudstyvenes koben i min vindueskarm.

Alt er nu stort set som det var før - i går købte jeg det dejlige Lumix DMC FX55. Det er jeg nu ved at skyde ind med dejlige nærbilleder af katte, køkkenhave og kartoffelbed.

Splitte min banan

Selv om jeg har en ganske sød tand, er det meget sjældent dessert, jeg er længes efter.

Derfor blev jeg ganske overrasket, da ovenstående servering materialiserede sig i mit indre lækkerskop.

Men jeg tænkte, der må være en grund, og gik i gang med at anrette.....og siden spise ;)

Og så er jeg fuldt ud klar over, at jeg har et forklaringsproblem.

Hvis jeg ikke er til dessert, hvorfor har jeg så ting som Dr. Øtkers glimmergele, samme doktors cocktailbær og den slags i huset?

Jo, fordi jeg ikke kan gå forbi opsatsen over i Fakta uden at købe et eller andet mærkeligt.

Vanilieis har alle forhåbentlig i fryseren og chokoladen til sovsen, var en rest Sifka havde efterladt sidt hun var her.

Om det smagte mums? Hmmmmmm.

Kyllingesteg med kuvøseguf

Lige siden brødrene Price i forrige udgave af Spise med Price fremtryllede stegt kylling med skilt sovs, agurkesalat og rabarberkompot har jeg længtes efter denne spise.

Hos min farmor hed det bare kyllingesteg - og det var det eneste, man gjorde ved kyllinger. Høns kom i asparges, karry eller frikassé - dagen derpå kunne dyret optræde i tarteletter eller som salat, men de blev aldrig stegt i gryde og kylling blev aldrig stegt i ovn, eller, gud forbyde, kogt. Sådan var det bare.

Efter en strålende morgenudflugt til en skråning i nærheden, hvor det i sjette forsøg lykkedes mig at finde den vanskeligste af alle skatte, var jeg klar til at fejre med kyllingesteg.

Det startede med et barnemord i min have. To små spæde rabarber blev snuppet og forvandlet til verdens mindste kompot - hele protionen, ses på ovenstående billede.

I verdens mindste kompot er der verdens mindste øre stjerneanis, et nip sukker, et strint citron og en lille skefuld vand.

Mere forår bliver det ikke.

Ellers har jeg jo stadig fornøjelse af mit indbrud, den ene taksator efter den anden kommer forbi for at kigge på vindusskaden og senere for at overskue omfanget af det stjålne.

Jeg kunne ikke vente, så i går kørte jeg til Lyngby og købte en my bærbar.

I skulle bare vide, hvor godt jeres blogs ser ud på Appels nye blanke skærm til MacBook Pro - det er forrygende.

Påske overstået

Ovenstående billede tog jeg for 5 år siden i påsken. Jeg uploadede det til min konto på Flickr og der ligger det stadig. Heldigvis - det er oven i købet det af mine billeder flest mennesker har kigget på. Hvorfor ved jeg ikke.

Jeg har aldrig været særligt begejstret for påsken. Jeg ved ikke helt hvorfor.

Min barndoms påske husker jeg som endeløs lang og kedelig. Tung og grå. Alt var lukket og alle flag på halv i uendelig lang tid.

Som voksen har jeg et par gange været i en overgangsfase i mit liv, netop som påsken indtraf og det har givet dårlig karma og dybe toner i mol.

I det lille røde hus er påsken - jeg har faktisk kun oplevet to - allerede blevet en yndlingsaversion.

Hele ugen har dette område myldret med landliggere, som har åbnet deres sommerhuse og larmet og råbt og skreget og opført sig som vilde.

Tirsdag kom jeg hjem fra arbejde til verdens mest amatøragtige indbrud. Men båtnakkerne er rendt med min MacBook, en lampe, mit lommekamera, min overskydende valuta og en skuffe.

Jeps en hel skuffe fra en fin sekretær, jeg fik af min far for mange år siden. Guderne skal vide, hvad de vil med den - jeg har været rundt at kigge, den er desværre ikke blevet smidt i nærheden.

Nå, men alt har jo ikke været depression og mismod - jeg er godt forsikret, kattene har det godt og skaderne ved indbruddet er ikke voldsomme.

Jeg har desuden været til to gode påskefrokoster og haft to moderat udholdelige arbejdsdage.

Min gamle Mac Powerbook reddede iøvrigt mit humør tirsdag aften, da den startede, loggede sig på mit netværk og spandt som en kat trods 3 års uvirksomhed. Det er da kram.

Og så ligger alle mine bedste billeder enten her på min blog eller på Flickr - for helt backuppet var jeg desværre ikke ;)

Og bedst af alt klokken 16 i dag efter en god frokost med lam og flødekartofler cyklede jeg lige hen til den skov-skat, som har snydt mig flere gange. Bingo og næsten god påske.

Champagne på toppen

Som Sherlock Holmes mødte sin nemesis på kanten af Reichenbach vandfaldene i skikkelse af professor Moriaty har jeg mødt min på de stejle skrænter ved Spodsbjerg fyr nordøst for Hundsted.

Min nemesis har skikkelse af en skat - en geocache - som bare ikke vil findes.

Den nemme konklusion ville være, at den er væk, hugget af nogen, der ikke ved, hvad geocaching er, sådan nogen kaldes mugglere, men det er den ikke.

Så sent som i går kom en anden geocacher valsende forbi og fandt den.

Efter at jeg havde tilbragt mindst en time op og ned, fem og tilbage gluggende overalt, hvor en lille tupperware kan proppes ind.

Nothing. Så her til morgen kørte jeg derud igen. Denne morgen var meget anderledes end i går, hvor det var så klart at alt fra havbunden til Rørvig strålede i solen.

I morges var det diset, køligt og fugtigt i vejret. Passede godt til mit humør.

Da jeg gav op - og det var altså fjerde gange, jeg ledte efter den - tænkte jeg, at jeg kunne fortsætte til de to andre skatte jeg heller ikke har fundet.

Så afsted mod Arrenakke Bakke - denne gang parkerede jeg på p-pladsen ved hovedvejen og gik op ad en officel trampesti.

Den førte mig forbi Danmarks eneste champagnemark, hvor Arrenakke Vinlaug var i vigør med, hvad man nu gør ved vin på denne årstid. De hyggede sig, men jeg var for sammenbidt til andet end at hilse.

Og så valsede jeg ellers til tops, drejede ned blandt træerne på en stejl skråning og steppede lige ned til cachen, som jeg for nogle uger siden ledte længe og forgæves efter.

Det var en herlig revanche og den blev fejret med en gammel blåbær-spelt-kage og en lille flaske helsejuice af Sifkas, som jeg fandt på bunden af min turtaske.

På vej ned sludrede jeg med nogle af folkene på marken. De vidste ikke så meget om, hvornår champagnen bliver færdig eller hvordan man får fat i den, de var bare arbejdere, som de sagde.

Kunne være man skulle melde sig til lidt markarbejde, hvis der virkelig er overskudsdeling, som de skriver på hjemmesiden.

Derefter fandt jeg en fin, våd, lille skat på kanten af Arresø inden jeg i et anfald af overmod forsøgte mig med den anden af mine nemesisser - skatten i skoven nær mit hjem.

Nope. Nada. Nothing - og heller ikke den er blevet mugglet, den blev fundet i torsdags.

Men jeg er jo stædig, så jeg skal nok finde dem før eller siden.

Der kom en pakke

Mandag begyndte jeg på job igen efter mine herlige fire ugers ferie, hvor jeg virkelig har fået tømt hovedet for trummerum og fyldt det op med herlige ting.

Da jeg kom hjem i går lå der en seddel fra PostDanmark - jeg kunne hente en pakke.

I dag drog jeg derfor mod posthuset med mit eget bidrag til Operation Påskeglad og den lille hvide seddel, kun for at erfare, at posthuset er nedlagt.

Jeps - huset står der endnu, men der er ingen betjening af kunder, den foregår i den nærliggende Kvickly.

Sådan noget troede jeg kun skete i meget små byer, men det er Frederiksværk måske også.

I Kvickly herskede kaos. Alt for mange postkunder ventede lige i krydsfeltet, hvor folk kom oksende med indkøbsvogne enten på vej ind i forretningen eller på vej ud.

Nu var det ganske vist den første, men alligevel.

Der ventede mig en rigtig fin pakke med norske firmærker. Selv sendte jeg en firkantet papboks på vej til Jylland.

Vel hjemme kunne jeg pakke den fineste gave svøbt i floret, lilla papir ud. Og den sødeste lille hilsen fra Mona.

Hun fortæller om norsk tradition med at gå på ski i påsken. Der har man Kvikklunsj og en appelsin med som en snack. På min næste skattetur tager jeg Kvikklunsjen og appelsin med og tænker på Norge..

Nu pynter påskeharen i husets eneste potteplante og påskekyllingerne troner ved mit bloklys. Tak Mona.

Strøm

Min computer trængte til et nyt batteri og så kunne jeg samtidig få testet Lille Blå Fiat ved lidt bykørsel.

Det var fint – og det var lidt let shopping i det indre København også.

Vejret var mildt og kønt og solen tittede endda ned gennem mit glastag, da jeg kørte op ad Strandvejen på vej hjem – Lille Blå Fiat skulle lige sige hej til Knud Rasmussen, når nu den allerede så tit har været forbi selvsamme Rasmussens hus i Hundested.

Den seneste uge har jeg haft besøg non-stop og selv været på en kort visit.

Først var Sifka på landet i seks dage og vi fik nået en masse inklusive at drikke solen ned på stranden i mousserende ribsvin, lave bålmad, spise på den lokale restaurant og øse rundt i Lille Blå.

Så var jeg til middag hos mine Sushi-venner og onsdag-torsdag var min BonusMor her – jeg havde lovet hende amerikanermad – foruden gin og tonic a’la Sifka, som kommer agurk i.

Onsdag aften var jeg derfor klar med fried chicken, kartoffelmos, cole slaw og majs til hovedret. Desserten var den klassiske: Apple pie med vaniljeis.

Til frokost havde vi fået hjemmebagte bagels med røget laks og hvidløgsflødeost.

Mellem de to måltider var vi i Hundested og kigge på glas på Glassmedjen, som var i gang med en produktion af de mest fantastiske snapseglas med fisk.

Tror lige jeg skal forbi i morgen og kigge på det færdige resultat.

Alt i alt har det været en dejlig uge. Kunne dog godt mærke på mig selv og kattene i aftes – at vi trængte til at hvile ørerne, for hold da lige op, hvor er der blevet snakket meget i det lille røde hus på det seneste ;)

Bye, bye Jeep - hello Fiat

Klokken 13 svingede jeg Stor Blå Jeep ind på forpladsen hos den lokale Fiat-forhandler og klappede en sidste gang en trofast følgesvends instrumentbræt.

30 minutter senere svingede jeg min nye ven - Lille Blå Fiat - ud fra selv samme forplads, efter først at have taget ovenstående billede af de to sammen.

Dagens vejr var jo som skabt til få ny bil i - krom og lak skinnede om kamp og den blå himmel funklede over mit glastag.

Jeg satte straks kursen mod havet og den herlige strandvej i Rågeleje.

Inden biludvekslingen dukkede der endelig en Gram-montør op, som på to minutter havde løst mit F07 problem med vaskemaskinen. Det skulle han have 800 kroner for, så i mit næste liv vil jeg være Gram-montør.

Og mens jeg kørte paradekørsel i Rågeleje havde jeg fået en pakke, med lidt nyt legetøj, som jeg bestilte i går.

Det sjoveste lille video-kamera og en yndig lille trefod – så vent bare Lille Blå Fiat The Movie er på trapperne ;)

Når nu jeg har pebet den halve vinter over, hvordan uheld og elendighed har hobet sig op, så er det også værd at bemærke, at gode ting ligeledes kan komme i bølger.

Og at de store tals lov altså virker.

The times they are a-changing

Midt i næste uge bliver Stor Blå Jeep byttet ud med Lille Blå Fiat.

Det har ikke været nogen simpel beslutning, men i sidste ende var det et kedsommeligt regneark, der overbeviste mig.

Frk. Jeep er for dyr i det lange løb og efterhånden har der også været en del udgifter til dæk og køler og den slags.

Lille Blå Fiat er ganske let brugt - kørt til vil jeg sige - og en fornøjelse både at kigge på og køre i.

Jeg havde faktisk besluttet mig for at købe en ny rød Fiat 500 da den lille blå dukkede op, og så var jeg på mystisk vis solgt.

Kan være, det er fordi, den minder mig om farven på min families allerførste bil.

Glemte jeg at skrive, at jeg nu går fra at være et fuldstændigt miljøsvin til en lille økoengel?

Kryster

Bedst som jeg hang ud foran tv til noget Daily Show lød der voldsom hundeglam og noget tungt mod Stor Blå Jeep.

Jeg var på benene med det samme og hørte så hundeejerens desperate råb for at få hunden på plads.

Jeg havde hoveddøren oppe på et øjeblik og råbte: Hvad sker der?

Og så hørte jeg den mandige lyd af et voksent menneske i løb, sammen med hunden, bort fra min indkørsel.

Undskyld, hvor krysteragtig kan man være?

Min eneste tanke var, at en af mine katte sad i gabet på den firbenede part af de to flygtninge - eller at jeg ville finde en af de små grå i kvæstet tilstand.

Det var ærlig talt nogle lange 25 minutter før først den ene og så den anden dukkede op i fin stand - og umiddelbart har jeg hverken fundet en såret nabokat eller Wotan.

Jeg hader uansvarlige hundeejere!

15 år tilbage i tiden

Tilbage i 1994 havde jeg sidst min jævnlige gang på et møntvaskeri.

Nu hvor min egen maskine vedholdende lyser F07, som betyder tilkald reparatør, er jeg tilbage blandt plastikkurve på hjul, kasser med glemte sokker og den helt særlige duft af organiseret renhed, som er mit nærliggende vasketerias - og alle andres.

Gram kan ikke blive enige med sig selv om, hvornår en reperatør har tid til at tage sig af mit F07-problem, som firmaet tydeligvis ikke finder alvorligt.

Og jeg forstår ikke, hvordan en vaskemaskine købt for to et halv år siden og benyttet af en husholdning på en person, allerede kan være gået alvorligt i udu.

Det kan jeg så filosofere over, på den nærliggende vasketeria som tidligere er blevet besunget af Stenstrop - det er også et fint sted.

Flotte zebrastribede stole (medbragte derfor af designhensyn en zebrastribet vasketøjspose), masser af gamle ugeblade, en hel reol fuld af kiosk- og anden litteratur og ingen kamp om hverken maskiner eller små plastikkopper til skyllemiddel.

Det er nemlig sådan jeg husker vaskemartyriet fra dengang - at der aldrig var tørretumblere nok og at skyllemiddelkopperne aldrig var at finde. Nu er skyllemiddel ikke af afgørende betydning for at kunne vaske, men alligevel.

Dernæst husker jeg også, at folk dengang fandt det helt i sin orden at ryge, mens kogevasken keglede rundt i 7 kg maskinen. Det gav et sært indklima - og betød at det gjalt om at få lagt sit tøj sammen i en ruf, før det begyndte at lugte mere af røg end af vaskepulver til blødt vand.

Ryge må man heldigvis ikke mere.

Det forekommer mig desuden, at maskinerne er blevet hurtigere. I hvert fald havde jeg knap fået læst alle de opbyggelige sentenser rundt på væggene færdige, før maskinlugerne sagde klik, og jeg kunne drage hjem til egen tørretumbler.

Denne sentens kunne være skrevet om og til finanskrisen:

Solskin og højt til vejrs

Forestil dig, at verden er en kæmpe portion risalamande. Så ligger der lige nu flere end 740.122 mandler i grøden.

Men i modsætning til ved juletid, hvor du blot har din appetit og en ske til at finde mandlen i desserten, så er det – i teorien – noget nemmere at finde de flere end 740.122 mandler i verdensgrøden.

De er nemlig alle udstyret med et sæt koordinater for deres helt præcise placering blandt riskorn og kogt mælk. Så hvis man har en mobiltelefon med gps – eller en anden type gps, den i bilen funker også, så burde det være nemt, som at klø en elefant i bagen at finde den udvalgte mandel.

Det er det bare ikke, erfarede jeg i dag, hvor jeg endnu engang drog ud på geocaching – på skattejagt eller mandeljagt om man vil.

Først og fremmest var jeg opsat på at revanchere mig fra forleden, hvor plantagen vandt og jeg vaklede rundt i sne blandt grantræer uden af finde noget. Dernæst havde jeg udvalgt mig en højtliggende skat, som lovede en formidabel udsigt.

Jeg kom tomhændet hjem. Jeg tilbragte en god halv time i skoven og vendte hver bunke døde blade og nedfaldne grene – no luck.

Til gengæld måtte jeg le, da jeg halvvejs tilbage ved hovedvejen oplevede en trafikprop i et stikryds med tre andre mennesker og en hund.

Et ældre ægtepar kom trækkende med deres cykler i mod mig, en herre med hund kom gående på tværs og så bum mødtes vi der og syntes det var pudsigt at gå i en øde plantage og så pludselig møde så meget liv.

Af sted mod næste udfordring – og det blev det i sandhed. Da jeg forlod de indtegnede veje på mit googlekort blev det klart, at jeg skulle klatre og kravle gennem krat og væltede stammer i meget kuperet terræn. Jeg var også stålsat på at få min cykel med til tops, for det tilfælde, at der skulle vise sig en passable vej, hvor jeg kunne køre ned.

To gange krydsede jeg nogens grund – sommerhuse, lukket ned for vinteren, så jeg sneg mig til det med sort samvittighed.

Endelig fandt jeg en smattet, fedtet og stejl sti, hvor mig og jernhesten kunne mose os op ad, op ad og op ad til den smukkeste udsigt. Fra toppen af Arrenakkebakke kan man i godt vejr – og det var det – se Arresø, Roskilde Fjord og Kattegat bare ved at dreje rundt på stedet. Magisk og hele turen værd.

Men nu var jeg jo kommet for at finde mandlen, så jeg gik i gang og skridtede frem og tilbage, frem og tilbage – den lille prik på kortet, som agerede mig, ville bare ikke gå i et med den røde knappenål, som markerede mandlen.

Efter 20 minutter lykkedes det – altså at være på det rette sted, men skatten var ikke parat til at lade sig finde af mig. Efter en rum stund gav jeg op. Jeg fandt stien ned- og mødte en 79 trin lang trappe, så jeg måtte have cyklen på nakken.

I grunden har det jo været en fiaskotur – til sammenligning faldt jeg to af tre skatte søndag. Men hver gang bliver jeg lidt klogere. Jeg har blandt andet indset, at det nok vil være nyttigt, at kunne bruge et kompas, sådan i virkeligheden og ikke bare i teorien ;)