Bo Bedre

Jeg er jævnaldrende med et blad. Ja, faktisk en smule ældre end bladet. Men det kunne være værre.

Min mor var en trofast læser af Bo Bedre - og hele min familie jo også smask midt i målgruppen.

Først har hun slugt de allertidligste artikler om, hvordan den lille familie lever på lidt plads, da boede vi en to-værelses koldtvandtslejlighed på Amager.

Siden har hun været optaget af de smarte nye møbler til den nybyggede tre-værelses i det almennyttige byggeri i Skovlunde og til sidst afhængig af gode opskrifter, hurtige fif og ideer til farvesammensætninger, da hun og min far købte rækkehus i Tåstrup.

Hun gemte bladene - var ikke abonnent, men købte, når hun faldt for en forside eller syntes hun havde råd, gætter jeg på.

Især et nummer var en helligdom. Det hvori min mosters 39 kvadratmeter store lejlighed i Vanløse var en feature. Min kunstneriske moster hvad vundet en konkurrence om, hvordan man får moklet en familie på fire ind på meget lidt plads. Det blad var min mors stolthed.

Jeg elskede at bladre i de gamle numre, allerede som 8-9-årig kunne jeg se, at nogle af de tidligste numres hjem, så gammeldags ud.

Jeg har holdt min mors tradition i hævd og er faktisk abonnent, mest fordi jeg elsker overraskelsen ved at bladet pludselig ligger i min postkasse.

I det seneste nummer er der en artikel om et helt specielt hjem. Der er tale om et gulstens tresserhus, som et par købte sådan lidt hovedkuls, fordi det bare satte sig fast i deres sind.

Der er en meget rørende lille scene i artiklen. Den kvindelige husejer, står med den tidligere ejer i husets soveværelse og skal have nøglen til sit ny hjem udleveret. Da han række hende den, blinker han og to tårer rammer hendes hånd.

Hun kan stadig mærke dem, men glæder sig over, at hendes hus altid har været elsket.

Sådan har jeg det også med mit hus. Måske er det i hele mit liv, mit første egentlige hjem. Det sted, hvor jeg nogensinde har følt mig mest vel til rette. Det vidste jeg tilsyneladende allerede da jeg oprettede denne blog. Den startede jo som en hyldest til det lille røde hus.

Og godt er det at konstaterer - billeddokumentation foreligger - at der er to væsner mere, som føler sig lige så meget hjemme i og omkring det lille røde som mig.

P.S Hvis man er Bo Bedre afficionado, så har bladets første chefredaktør skrevet en bog om sit liv med bladet, som han forærer bort. Han var også en kort overgang min chef og et vældigt behageligt og helstøbt menneske.