onsdag, april 23, 2008

Til fyret



Min kombinerede fotosafari og æggetur førte mig omkring Hyllingebjerg, ad Nøddebovejen og op omkring Spodsbjerg Fyr ved Hundested.

I forårssolen ligner Halsnæs bountyland med de hvide strande, turkis vand og en enkelt sommervilla, der stikker frem her og der.


På havnen i Hundested hentede jeg et kilo blåmuslinger, for dagen kalder på en gang Moules frites.

Sifkas henvisning i går til information om Hoegaarden sendte mig et sted hen, hvor netop den øls fortræffeligheder sammen med muslinger blev fremhævet, så sådan bliver det.

Hundested er et lidt underligt sted, men jeg holder nu mere og mere af det.

Den har en lidt forladt stemning, men det er ved at vende. Ting pibler frem, som ser mere naturlige ud end storstilede planer for udvikling af et havneområde nogen sinde kan komme til det.

En glassmedje her, et lille bryggeri der – og endnu ingen smagfulde punkthuse med svinedyre lejligheder, hvor tilflyttere kan nyde udsigten, mens resten af byen kan se på, at de nyder, det, der engang var alles udsigt.

Hovedgaden er dog stadig endeløs lang og trist med sit solcentre og pizzaria, men der er mennesker i byen og de ser tilfredse ud. Det må dog være det vigtigste.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Vi var sjovt nok også ved Spodsbjerg fyr for nogle få dage siden - der er fantastisk smukt. Men selve Hundested synes jeg også er lidt forladt.

Anonym sagde ...

Jeg blev nysgerrig efter om der var billede eller beskrivelse af Hundested Fyr og fandt derved din gode beskrivelse af Halsnæs som Bountyland i forårssolen fra dette forår. Åh, ja, hvor er der skønt om sommeren og hvor er det vigtigt at komme ud og se og nyde sine nære omgivelser. Det er slet ikke nødvendigt at brænde benzin af for at komme til Syden.

Bare gå en tur fra Hundested til Spodsbjerg og Knuds hus, til Kikhavn, og /eller Vejby :-)