Ude godt...

Mågerne legede kolibrier om M/S Crown of Scandinavia, da mine kolleger og jeg i går ankom til Oslo på seminar.

Jeg elsker måger. Jeg kan godt lide at sejle, men skibet mindede mest om en sejlende forstad, med sine grimme barer, dårlige restauranter og falskspillende danseorkester.

Det har været en hektisk tur - møder og gruppearbejde, hektisk besøg på hele to arbejdspladser, og ikke særlig god søvn, men alt i alt var det faktisk ok, for jeg har nogle fantastiske kolleger og vi fik hygget os i åndehullerne i de stramme program.

Jeg fik også gået en lille tur i den norske hovedstad før hjemturen i går eftermiddag. Det var et fantastisk vejr - høj sol, masser af sne og havnen fuld af tallerken-is.

Flere af os blev på dæk længe efter afsejlingen og gik glip af lidt gruppearbejde - chefen var klog nok til at lade os gøre det, og det var godt gjort af ham.

De to grå havde været spærret inde i næsten to døgn med masser af madskåle med piller og vand spredt rundt i huset, da jeg kom hjem ved 11-tiden til formiddag.

De var ikke i godt humør, men efter at de og Wotan har delt en hel dåse Pussi i lakse-slim og soveværelsesvinduet har været åbent for fri ind- og udhopning hele dagen tror jeg, at jeg er tilgivet.

Og så er Store Blå Jeep lige straks klar til afhentning hos mekanikeren - godt at være hjemme.

P.S. Beklager, at I har måtte kigge så længe på det grimme betonbillede - nyd dette.

Down Memory Lane

Efter min sidste arbejdsdag i rigtig lang tid kørte jeg i går ud til min bonusMor og afleverede hendes bil, som hun har været så sød at låne mig til at komme på job i, mens Stor Blå Jeep er kølersyg.

Hun bor ikke mere i det man kunne kalde mit barndomshjem, rækkehuset i forstaden, hvor jeg tilbragte det meste af min barndom og hele min ungdom, men hun bor meget tæt på.

I Københavns trøstesløse forstæder er alt jo delt ind i kvarterer, som var der tale om en nederlandsk reformby, men det er bare forskellige byggespekulanters forskellige tilfældige samlinger af huse holdt løseligt sammen af endeløse stisystemer, såkaldte grønne områder og parkeringspladser fra dengang en bil var 30 centimeter smallere end i dag.

Aner man en hvis afsky?

Jeg hader forstæderne af et godt hjerte. På Københavns Vestegn er de en pest.

Små gamle landsby- og stationsbysamfund knopskød i 60'erne med disse endeløse arealer af parcelhuse, rækkehuse og kædehuse.

Det var områder uden sjæl og er det efter min mening stadig.

Men jeg kan godt forstå, at det er tiltrækkende for småbørnsfamilier at komme ud til lidt luft, have og ejendomsbesiddelse: Så det er ikke underligt, at folk køber sådan nogle huse.

Da jeg begav mig af sted på returrejsen til Asserbo, skulle jeg først gå til nærmeste S-togsstation.

Den tur går heldigvis mest gennem den oprindelige landsby og sendte mig straks tilbage i tiden.

Jeg husker allerførste gang, sommeren 1969, hvor min bror og jeg vovede os af sted for at udforske vores nye revir. Jeg var 9 og han var 12 - alt omkring os var en stor byggeplads, uoverskueligt og fremmedartet i forhold til det sted vi kom fra - et etagebyggeri i en anden forstad.

Vi var fuldstændigt modløse indtil vi nåede til en gammel bondegård ombygget til rideskole, en snoet vej, en lille drænrørslagt å og et ismejeri og en købmandsforretning af den gammedags slags, hvor der ikke var selvbetjening.

Den lille tur gav os livsglæden tilbage. Jeg besluttede på stedet, at jeg skulle lære at ride. Min bror smøgede bukserne op og udforskede åen og til sidste købte vi to tykke studenterbrød og spiste dem i solen.

Siden har jeg gået turen en trillion gange. Rideskolen forsvandt da jorden blev solgt fra til et lille butikscenter og til det villakvarter, hvor min bonusMor nu bor.

Ismejeriet har været alt fra hasklub til døgnkiosk. Der er stadig et butikslokale, men det var fyldt med rod og bras.

Købmanden er endt som pizzaria og kun åen ligner sig selv.

Da jeg to en halv time efter turens start endelig skridtede ned ad min lille, våde sandvej, var jeg sjældent glad for at være hjemme.

Forgæves skattejagt

De fleste af mine praktiske problemer er løst, vagt byttet, bil lånt, ovn varm osv. – vaskemaskinen er dog stadig en dum F7, men jeg besluttede, at det skulle være fridag og ikke bekymringsdag.

Derfor faldt valget på, at finde en nærliggende geocache, som jeg hidtil har undgået, fordi jeg ikke ret godt kan lide skov – jo skov kan jeg egentlig godt lide, men jeg kan ikke lide granplantage og dem er der flest af her.

Jeg tænkte, at den smukke hvide sne kunne lette lidt af det klaustrofobiske inde blandt de snorlige stammer.

Samtidig sagde min iPhone, at jeg kunne gå meget af vejen med udsigt over Melby Overdrev, som er et smukt, åbent, gammelt militært skydeterræn. Jeg kunne minimere omgangen med træer til de sidste 3-400 meter.

Der ligger et udsøgt 6-7 centimeter tykt snelag på disse kanter. Sne der knaser og knitrer under støvlerne. Så af sted med mig.

Jeg gætter på, at jeg ser lidt morsom ud, når jeg kommer skridtene med sin mobiltelefon holdt ud foran mig, så jeg kan se noget uden læsebriller, som jeg ikke kan se naturen men, hvis du forstår.

Alt gik som planlagt, jeg fandt en sti og drejede ind i skoven. Da var det nu ikke mere muligt at have blikket konstant på telefonens kompas, dertil var stien for ujævn. Og derfor så jeg da tre dådyr i strakt trav passerede stien en 10 meter foran mig. Sikke et syn og sikke en fart.

Da jeg nåede hen til stedet, hvor de havde passeret, var det blevet tid til at forlade stien og slå mig gennem den vilde natur – jeg fulgte da bare deres veksel og beundrede deres evne til at finde passage omkring væltede træer og ujævnt terræn.

Pludselig sagde min telefon, at jeg var, der hvor skatten var. Det var jeg måske også, men selv efter 15 minutters intens søgen fandt jeg den ikke, så jeg har stadig min første skovskat til gode.

Men jeg fik en fin tur og et par kilometer off road foruden lidt flere ad sti og vej – ikke så værst og nu er der te og en bitte romkugle ;)

Autoynk

Aftenens menu: Sprød, stegt kylling med purløgskartoffelmos, cole slaw og salat med blue cheese dressing. Dertil magisk cola.

Because I’m worth it – og stinker af friture.

(Tricket er at stege kyllingen kortvarigt i friture og derefter i ovnen. Altsammen forklaret i denne video).

Jeg har nemlig brug for tryghedsskabende mad.

Ellers må jeg omdøbe min blog til autoynk – den handler jo snart ikke om andet end mine automotive problemer af enhver art.

Til formiddag faldt jeg faktisk kortvarigt hen i selvmelidenhed. En ny køler når først til Asserbo på tirsdag.

Gæt hvem der har morgenvagt fredag, mandag og tirsdag?

Samtidig blinker der et ubehageligt F7 på min vaskemaskine – efter higen og søgen, blev manualen og kvitteringen fundet frem. F7 betyder vand i bunden og ser ud til at svare til at min maskine har hul i køleren.

Gæt om garantien er udløbet?

Nå, man spiser som bekendt en Jeep, ved at skære den i små stykker. Så jeg har byttet min morgenvagt fredag, til noget der kan nås med de offentlige og jeg vil forsøge at låne mig frem til en bil mandag-tirsdag.

Jeg giver vaskemaskinen til i morgen til mirakuløst at udtørre det onde bundvand selv. Svigter det, må jeg på cykel til vasketeria med dels det våde fra det mislykkede forsøg og alt det der trænger. Der må være værre skæbner i livet ;)

Mit næste problem - for der er aldrig kun et, vel? -var min varmeforsyning.

Trods ihærdige forsøg på at skaffe træ til hytten, har ingen kunne garantere mig træ til bekvem affutning lige nu.

Mange af nettets leverandører er nogle udhalere, som sælger vådt affaldstræ.

Det lokale byggemarked, som leverede årets forsyning, siger, at det de har på lager, er til næste vinter.

Altså er jeg afhængig af tankstationer, som undertiden har ok træ. Men det gør mig jo også afhængig af...en bil.

Problemet plagede mig i aftes, da jeg sad her i stuen, som ikke var kold, men heller ikke varm og tænkte: Jeg sparer en pose, af de fire jeg har tilbage, og går tidligt i seng.

Til morgen fik jeg en åbenbaring på vej over til forhandlingerne med mekanikeren-som-jeg-snart-gør rig:

En lastbil rundede hjørnet med et læs savsmuldsbriketter. På vej til Fakta. På vej til Fakta lige om hjørnet. På vej til Fakta, som har gode indkøbevogne lige til at låne med hjem. Problem solved.

Denne nødredning af min varmeforsyning fra Fakta – og ikke mindst den krise, der hver dag koster gode mennesker deres job – gør, at jeg ikke vil tillade mig at klynke over, at jeg skal leve af mad fra selv samme butik til bilen triller igen.

Jeg vil i stedet glæde mig over, at jeg almindeligvis er så privilegeret, at jeg kan købe de madvarer jeg har lyst til, der, hvor jeg har lyst til.

Og så vil jeg også glæde mig over de små grå, som bare nyder en fridag, hvor de kan komme ud, når de har lyst og snue i dyner, når det er det de trænger til.

Frøken tø

Pinga og Kasper har intet imod tøsne. Det drøner de gerne rundt i. Nu hvor frosten bider og sneen knitre, er det en hel anden sag.

Så undgår de at gå på sneen, så længe de kan. De sniger sig langs husmuren og går kun i deres nedtrådte veksel langs husets langside, hvor der ikke er et snefrit stykke under udhæng.

I hvert fald de første 4-5 minutter de er ude – for lige pludselig er de borte, og så må de nødvendigvis gå i sneen.

Hvor ville jeg gerne vide hvorfor – umiddelbart ville jeg da have troet, at det var omvendt.

Nå, jeg har et par fridage nu og det er godt. Min bil er nemlig for 3. gang på 3 måneder i udu – denne gang klares det vist ikke på en halv dag, men kan blive langvarigt og dyrt, så jeg er ved at bytte vagter sidst på ugen og belave mig på at måtte låne eller leje mandag og tirsdag.

Such is life og hvis man ikke får større problemer...;)

Hvad køleskabet gemte

Det er ikke altid, at jeg er fuld af madenergi i de perioder, hvor jeg har morgenvagt. I dag var jeg oppe 2.15 - hvis nu det der snevejr, havde været så slemt som bebudet, så måtte jeg jo tidligere af sted end sædvanligvis.

Heldigvis var det ikke slemt. Jeg var alligevel ekstra træt, da jeg kom hjem, og jeg havde indstillet mig på nogle flade eller spejlæg eller sådan noget.

Så faldt jeg over en fin lille ting hos New York Times om, hvad byens mange, mange immigranter spiser af hverdagsmad og der optrådte en magisk koreansk madpandekage.

Pa jun - laves tilsyneladende traditionel med skaldyr som østers eller kammuslinger, men kvinden i artiklen laver den tit med lidt stegt kylling eller andet kød og grønne grøntsager.

Jeg havde nu hverken rå østers eller asparges og broccoli, men jeg havde lidt kogt kartoffel, lidt røget ørred, forårsløg, gulerod, grøn peber og bladselleri.

I løbet af nul komma fem havde jeg de dejligste, lette madpandekager med lidt sovs til at dyppe i foruden kraftig råkostsalat med ingefær/hvidløgs/citron dressing. Jeg sneg også en skive ristet brød ind.

Fino - pa jun er nu på listen over de hurtige og de gode.

Frostpoter og snesnuder

De to små grå var en smule skeptiske, da de skulle ud i sneen til morgen, men efterhånden kom de efter det.

Kasper kan gå som en fotomodel med disse underlige, lidt for høje knæløft. Men det var tilsyneladende det, der skulle til, for at han kunne holde kulden ud i poterne.

Pinga syntes, det var sjovt at rende efter en trille snebold og se den blive større, men så fik solen fat og så blev det hele til sjap.

Ellers prøver indbyggerne i det lille røde hus at lave så lidt som muligt. Det er jo fridag.

Ikke for sarte sjæle

Lad mig starte med at sige, at jeg har fået et meget bedre forhold til håndværkere, efter jeg har forladt storbyen. De kommer til aftalt tid, er som regel flink og hurtige og kan tilsyneladende deres kram.

Når det så er sagt, var jeg selvfølgelig helst fri for at skulle have dem på besøg - i hvert fald i embedes medfør.

Men altså jeg var oppe, ren og påklædt ved 7-tiden - den slags regner jeg nu ikke for noget.

Allerede lidt over 8 kørte en hvid bil med det bestilte firmas logo på siden - forbi.

Det regner jeg nu heller ikke for noget, ingen kan finde min adresse i første forsøg, men snart genlød morgenstilheden af hans bakkealarm.

På nul komma dut var afløbet under vasken fikset - men det var faktisk jo det mindste af mine problemer, som jeg vist godt kan sige, kun havde vokset sig større og større. Og det var ikke kun i selve toilettet, der havde fundet en problemophobning sted...

Men efter lidt optimistisk svuppen - med en halvandet meter langt kokys - konstaterede han, at min kloak skulle spules.

Han må have kunne se noget desperat i mine øjne, for han ringede straks til hovedkontoret og blev stillet om til ham med spulebilen. Han kunne være der inden for maks to timer.

Jo, tak, fint, godt, herligt, meget bedre end på mandag, men to timer.....uhhhh...

Lad mig bare sige, at jeg var meget tilfreds, da han nåede frem efter halvanden time og meget tjenstvillig med at blotlægge kloakdækslet i det fjerneste hjørne af haven, og med at løbe frem og tilbage for at trække ud, men jeg var ikke snakkesalig.

Nu har freden sænket sig over hus og menneske, men dyrene forsvandt da den karakteristiske kloaklugt begyndt at bølge om matriklen.

Og det forlyder, at hvis jeg ikke har en husforsikring med dækning for skjulte rør, så skal jeg se at få det, situationen i mine underjordiske besiddelser er ikke tilfredsstillende.

Spulemanden var ikke tilfreds med udløbet og tror problemet snart kommer igen.

Lykkeligvis har jeg en udvidet rørskadeforsikring, så måske ved jeg nu, hvad min ferie i marts skal gå med....

Semlor

Dagen er kun blevet bedre og bedre. Kort efter at jeg skrev dagens første indlæg konstaterede jeg, at mit toilet nu også er stoppet. Men heldigvis dukker der jo altså en vvs’er op i morgen.

Derefter måtte jeg af sted på kaffekandejagt og valgte galt, da jeg kørte til Frederiksværk i stedet for Helsinge. Jeg kan ikke døje den by.

For mig kunne den lige så godt være en forstad til Rostock. En hverdagsformiddag er det grimtlugtende lille pseudocenter fuldt af ældre poske mænd, som snakker og mødes, men keder sig og emmer a mismod.

Hovedgaden er proppet med varebiler. Præcis, hvad de afleverer ved jeg ikke, for der er ingen folk i forretningerne og flere butikker er lukket på de seneste.

De få folk, der går på gaden virker opgivende og trætte. Den by lægger sig som en klam hånd om mit hjerte.

Jeg fandt endelig en mokkakoger - sådan en simpel italiensk aluminiumsudgave - det sidste sted, jeg havde fantasi til at kigge. Heldigvis billig, hvis jeg skulle få andre ideer og sikkert brugbar i udekøkkenet.

Derefter shoppede jeg marcipan, for jeg var brændt varm på Anarkistens semlor.

Hele vejen hjem krydsede jeg fingre for, at bilen ikke skulle vælge denne dag til et stunt, men det gik og der er også kun fem kilometer.

Der kom gang i semlorbageriet og vups var de færdige. Jeg fandt nemlig en opskrift, hvor dejen ikke skulle hæve i fem timer i køleskabet.

Så kom eftermiddagens clou: Kaffe fra ny kande i stor, dejlig kop - semla på tallerken. Ske til semlor og interesseret Pinga, som spottede fløden under semla’ens låg.

Første bid.
Stor skuffelse.
Voldsom skuffelse - den der blanding af krumme, marcipan og mælk smager godt nok ikke ret godt. Øv.

Dagen i dag kunne gøre mig glad ved at gå over, men kaffen blev nu meget god.

(Nej, bitternissen er ikke væltet igen - han knejser strunkt på sit træben)

Vågen med gevalt

For halvandet år siden var jeg nyforelsket og lun på dig. Syntes du var smuk og sjov. Så blev du min.

Jeg lærte dine særheder at kende, men kunne leve med dem. Ikke mere. Efter det du bød mig i morges er det slut!

Kokaffekanden ligger sønderdelt og sløj i min affaldsspand, og der ligger den godt.

I forgårs røg samlingen til mit afløb under køkkenvasken. Bare sådan i al sivende stilfærdighed.

Det tager lidt tid fra sanserne registrer vand om fødderne, til hjernen siger noget galt og hånden slukker for hanen.

Der blev vasket og sjasket og tørret - og bestilt blikkenslager, selv om nu om stunder burde de jo hedde plastikslagere.

Nå, men det betyder jo at alt vådt foregår på badeværelset, men det er jo på en campingagtig måde meget hyggeligt.

Indtil i morges, da min kokaffemaskine efter omhyggeligt at være blevet skilt, fyldt og samlet i campinghygge, blev sat på komfuret og så blot leverede en kaffestråle lige i loftet.

Igen er det bare reptilhjernen der tager over: Så jeg fik varm kaffe på armen og smed hele baduljen i vasken og tændte autormatisk for vandet, for at køle kanden af, så trykket faldt, og fik dermed oversvømmet spanden under den utætte samling, så der igen skulle vaskes og sjaskes og tørres.

Men så røg kokanden også på møddingen. Ha!

Ikke mere brænde i buret

Det er altså ikke supersmart at løbe tør for brænde allerede i januar. Fra morgenstunden måtte jeg af sted på sankning på de omkringliggende tankstationer - og i gang med at få bestilt noget mere.

Men ellers er det en stille dag - gode ord og mennesker fra gårsdagens blogtræf lejrer sig i bevidstheden. Tak for endnu en fænomenal oplevelse - og som Sifka har skrevet sikke noget dejlig mad.

Men trods fridag, kan jeg ikke helt holde mig fra arbejde. På fredag er det 50 år siden, at grønlandsskibet M/S Hans Hedtoft sank med mand og mus, den forfærdelige historie, er jeg ved at sætte mig ind i. Jeg var ikke født, da det skete, men kan huske min far fortælle om skibet.

Katten der ringede til min chef - og smed på

Det var en småtidlig morgen i det lille røde hus. Husejeren hyggede sig i sengen med morgenkaffe, bærbar og mobiltelefon - man er vel connected.

Så gik det, som det gør, når man drikker kaffe: Husejeren måtte ud på det lille hus. Næppe var hun færdig, før telefonen ringede - inde i sengen, hvor katten så påfaldende uskyldig ud.

Det var chefen:

- Du har ringet!
- Øh, nej - det har jeg da ikke.
- Jo, du ringede, jeg råbte hallo et par gange (han er svensk, så det gør man altså ikke kun i film) så smækkede du røret på!

Mit blik faldt på Pinga - på hendes stædige nakke - hmm.

- Altså chefen - jeg tror, at det var min kat, der ringede til dig.
- Din kat?
- Ja, den må have gået rundt på telefonen, og så...

Jeg turde ikke tilføje, men heldigvis har jeg trænet hende til at knalde røret på, når det sker. Man kan godt selv høre, når ens forklaringer lyder lamme. Lamme, men sande.

Kedelige dage ved kummen

Ups – dette sted ligner jo en iskiosk i en sommerby – øde og uopdateret.

Lørdag fejrede jeg et skønt sen-nytår med gode venner og dejlig mad. Det er mennesker, som jeg har fejret nytår med de seneste 14 år, men som i år var på en længere udlandsrejse, da 2008 blev til 9.

De to piger på 8 og 6 var bekymrede for, om de så skulle vente et helt år mere på serpentinere, knallertere, bordbomber, fjollede hatte og andet halløj. Jeg havde hamstret blandet andet det meste af Nettos overraskende sortiment af knæklys – jeg elsker knæklys, men de skal som regel købes i suspekte butikker eller på nettet.

Så festen fik hele armen og vi fik østers og champagne og god mad lige til ved 1.30-tiden om morgenen – inklusive nogle yndige skiver gederyg med rösti.

Dagen derpå blev fejret med god brunch og en råkold tur til den lokale havn, hvor en større bestand ænder kæmpede mod grødisen for at komme til at tigge mad fra os, så såre de så os.

Vi havde lidt brød med, men det var begrænset, hvor mange friskbagte økogrovbiller familiefaderen ville af med. Heldigvis kom en flink mand fra en af skudehavnens små hytter pigerne – og fuglene - til undsætning med nogle poser købebrød, så de kunne fodre videre. Selv mågerne var det nok til.

Vel hjemme belavede jeg mig på at skulle tidligt op og på arbejde. Det kom jeg også – op klokken 1.00 og ud til den hvide kumme, en gang mere inden jeg kørte på job klokken 3.00 – der er ikke lige nogen man kan ringe til på det tidspunkt og melde forfald til.

Klokken 8 var der mødt folk nok til at jeg kunne fræse hjem igen mellem to kvalmebølger og så var det ellers rutefart til de lille hus til langt ud på natten. Og det tog faktisk yderligere et par dage at komme på toppen igen – svag kvalme og muskel/ledsmerter blev bare ved og ved.

Men nu tror jeg, det er bag mig. Det skal det være – for i aften skal jeg lige have en aftenvagt for en syg kollega – heldigvis ikke en jeg har smittet ;)

Besat af pamplemousse

I øjeblikket kan jeg uden problemer spise grapefrugt til alle måltider. Jeg er besat af den på en gang bitre og sødmefyldte smag og bedst er de, hvis de har let rosa frugtkød.

Så stor var min begejstring, da jeg gik i gang med at koger en pænt stor frugt i en lille gryde vand på mit komfur. En proces, der sendte henrivende dufte ud i rummet.

Derefter blev den forvandlet til en kage. En fantastisk, men desværre ret voksen kage - der er meget bitterstof i grapefrugt og det bærer kagen præg af. Jeg har givet den et lag Philadelphia rørt med flormelis og grapefrugt saft, som er en perfekt og meget sød kontrast til den meget saftige kage.

Jeg havde egentlig tænkt, at kagen skulle være del af dessert til et finere selskab jeg skal til i morgen.

En slags nytårsaften II - som mange holder mere end en juleaften.

Jeg tror jeg må finde på noget andet, der er nemlig et par unger i selskabet og de vil næppe kunne lide den.

Menuen er i øvrigt østers, rejebisque, rimet sej, gederyg, dessert og ost.

I passende portioner, så der er plads til det hele og mulighed for et varieret smagsindtryk.

Ud over dele af desserten skal jeg bidrage med bisquen og det er mig der har gedekød, ost og champagne med.

Foruden en stor pose hamstret nytårsspas - bordbomber, hatte, blinkende isterninger, knallerter og serpentinere.

Jeg glæder mig. (Og så er dette vist mit indlæg nr. 500 på bloggen)

Dronningen kommer, dronningen kommer!

Det er vist ingen hemmelighed, at min arbejdsplads får fint besøg på lørdag. Den kongelig familie åbner den store blå musikmeteor.

Derfor er der gået provinsby i selv samme arbejdsplads. For alt skal være perfekt til den store aften - der knokles i døgndrift med at få alt parat og de sidste stianlæg på plads.

Noget er opgivet på forhånd, alle de fine gæster skal parkere i den samme grusgrav af en parkeringsplads, som vi andre har tålt de seneste to år. Hvis vejret er dårligt, kan det blive en våd og beskidt oplevelse.

Men ingen kan sige, at der ikke bliver kælet for detaljerne. Som til middag da to mand i en gummibåd roede rundt i kanalen, der løber uden for det store blå hus, og fiskede alle de underlige ting, der længe har pladret rundt op af vandet. De måtte hakke is for at få alt med. Det så sgu lidt komisk ud, men hvad gør man ikke for at behage majestæten?

Fantastiske madkasse

Så ankom min længe ventede egoist-julegave endelig.

Og den var værd at vente på, for sikke kram det er. Alt passer perfekt sammen og om det så er den inkluderede kombinerede gaffel og ske, så er den lækker og af god kvaliet. Den har desuden sin egen lille strop i bæreposen, hvor den skal sidde.

Mit eneste problem er, at jeg simpelthen ikke ligger inde med råvarer nok - eller tilberedt mad for den sags skyld - til at gøre den ære i morgen.

Men jeg overvejer om jeg skulle snyde - og bruge den til både morgenmad og frokost. Så kan jeg få ymer med drys til morgenmad på arbejdet og resterne af min mango chicken rice* til frokost med en lille nem salat.

Hvis nogle er interesserede, så fandt jeg den her. Den var for billig til, at de ville sende den alene, så jeg købte også et sæt ting til kagedekoration, forsendelsen var pænt dyr og jeg har betalt omkring 300 kroner i told og toldbehandling, men jeg regner med, at den er uforgængelig og jeg kan have glæde af den i mange år.

-------------------
* Chicken rice med mango:

Skær to kyllingebrystfileter i ret små stykker.
Snit et stort rødløg
Snit en stængel bladselleri fint
Snit et par forårsløg fint
Skær en mango i små stykker
Hak et stort fed hvidløg
Hak en ønsket mængde ingefær og ditto chili

Sæt en god, stor portion ris over.

I en wok i en blanding af en neutralolie og lidt sesamolie svitses kyllingen, drys en ret stor mængde spidskommen og en ikke helt så stor mængde chilipulver ved mens der steges. Salt og peber kan også kommes ved på dette tidspunkt. Forsæt derefter med at svitse løg, forårsløg, bladselleri, hvidløg, ingefær og hakket chili ved.

Kom derefter mangoen ved - hvis den er meget saftig, så få al saften med - ellers suppler med en smule vædske fx suppe.

Når vædske en borte kommes de kogte ris i wokken og de steges til de tager farve - tilsæt evt. en smule mere olie.
Hvis man har lyst kan et æg slås ud i retten og mixes ind i blandingen.

Server, spis, nyd. Kombinationen af spidskommen og mango er spændende.

Betaget og bevæget

For anden gang på blot en uge, har jeg haft en stor oplevelse i den store blå musikmeteor på Amager.

Første gang var tirsdag, hvor Sifka og jeg mødte Steffen Brandt, Julie Marie, Mouritz/Hørslev projektet og den islandske sangerinde Disa.

Det var en meget, fin oplevelse, men DRs nye store koncertsal er jo bygget til DR Symfoniorkesteret og ikke til stilfærdig singer-songwriter musik.

I går var der så fuldt orkester og Carl Nielsens Sinfonia Espansiva.

Sikke en oplevelse og sikke en forskel. Efter pausen spillede DRs Undomsensemble blandt andet værker af Grieg, Per Nørgaard og Carl Nielsen. Desuden smeltede de behændigt sammen med bandet Murder i nogle ganske betagende sange.

Men mest bevægende var det nok, at se hvor glade og stolte alle fra orkestrene var for deres nye hus.

Det må have været drøjt at vide, at musikmeteoren har kostet 500 mennesker deres job, men det ville da være helt ubærlig, hvis Koncerthuset så var en lydmæssig katastrofe. Det er det ikke, det er et fantastisk sted.

Hvem der var en iCat

Det kan nok være, at der er nogle katte, der føler sig forsømte. Jeg har morgenvagter, jeg har aften koncertaftaler og så har jeg lige fået en iPhone af min arbejdsplads.

Den udforskes, så der slet ikke er tid til kattekæl i tide og utide. Pinga har i desperation kastet sin kærlighed på husets seneste pelsede nybygger: En fantastisk pingvin jeg har fået af Sifka i julegave.

Desværre er hun lidt håndfast i sin kærlighed og vil bide den i næbbet.

Kasper har opgivet og rullet sig sammen til en lille, grå, sovende kugle.

Måske drømmer han, at han er en iCat, så mennesket vil nulre hans øre.

Så kold den lille pote er

Det er ingen tvivl om, at det har været årets koldeste nat, men jeg er nu ret sikker på, at det også har været vinterens koldeste. Men sikke en morgen at vågne til - lys, klar og så kølig at kattenes ånde damper.

Brændeovnen fik kun et hvile nogle timer i nat og nu er der ildflammer igen ;)

Ishockey med Pinga

Den skål vand Wotan fik ud i aftes sammen med en skål mad er bundfrossen, men den var lige til at slå ud, og så kunne Pinga og jeg spille ishockey på det lille drys kunstsne, der netop er nået hertil fra Nordjylland.

Det gik fint, indtil nabokatten Sofus - formerly known as Pussi - dukkede op. Den kat kan altså ikke finde ud af at gå efter pucken og ikke katten. Så gik vi ind.