Rødt fløjl med karamel og skumnisser

Mine kolleger snakker meget om kage, men få gør noget ved det. Jeg tænkte i anledning af december, kunne jeg da gøre noget.

Min forkærlighed for amerikansk mad fornægter sig ikke. Jeg endte med at bage en red velvet cake - som er ganske sød, men ret pikant med sin røde farve og sin fine konsistens.

Dertil lavede jeg en glasur ing af karamel: 100 g smør, koges med 150 g. puddersukker og lidt fløde.

Når massen har kogt et minut eller to skal den i en røreskål og så skal der flormelis i og piskes, til den er smørbar. Jeg fik lyst til at slå hul i alt det søde, så jeg kom også nogle skefulde Philadelphia i, den blev den perfekt af.

Da kagen var kølet blev den nydelige lysebrune masse smurt på og så et drys tysk julekrymmel og en lille ring af skumnisser - men det skal være de rigtige - ikke de forkerte ;)

Skytsengle, piberensenisser og fodsvamp

I går var jeg til min bonusMors 78 års fødselsdag. Vi var 16 til bords - alle hendes børn, svigerbørn, børnebørn - nogle af dem med kærester - og et enkelt oldebarn - foruden mig, papdatteren.

Hun havde lavet alt til det store kolde bord selv, foruden selvfølgelig to slags fødselsdagskager og to slags småkager.

Men da jeg sad midt i latteren og den gode mad og det hyggelige selskab slog det mig igen, hvor elastisk begrebet familie er.

Jeg har nogle fætre og kusiner og en enkelt moster, som jeg ikke har set i mange år, ellers har jeg faktisk kun et eneste menneske tilbage i verden, som jeg er blodsbeslægtet med; min bror.

Alligevel er der 21-22 personer, som jeg betragter som familie. Her tænker jeg ikke på venner, som står mig lige så nær som familien, men på papsøskende, papsvoger og -svigerinder, papnevøer og –niecer, egen svigerinde nevøer fra Korea og svigerindens far som jeg også har kendt i mange, mange år.

Jeg ser sådan på det, at jeg i stedet for de traditionelle bånd knyttet af blod har en masse hjertebånd.

Særligt meget holder jeg af den ene af mine papsvigerinder.

I går fortalte hun mig en fin historier, som jeg tænkte på i dag, mens jeg hentede juletingene frem og fik lavet min brølende kronhjort omgivet af fire grantræslys adventsting, hvor helten er en piberensernisse, der ridder på ryggen af kronhjorten.

Et års tid efter at min far var død – for hende var han svigerfar, han var jo gift med svigermor og blev derfor svigerfar – var hun hos en håndlæser.

Han tog hendes hånd og spurgte: Ved du, at du har en skytsengel?

Det vidste min svigerinde faktisk godt. Lige siden min fars død, har hun haft følelsen af, at han svævede et sted i udkanten af hendes univers og beskyttede hende.

Jeg tror ikke på sådan noget, men jeg tror på det menneske, der tror på det, og synes det var dejligt at få fortalt.

Om lidt vil jeg bakse en adventskage sammen – som mine kolleger skal have glæde af i morgen, jeg har flere ideer, men ingen helt udkrystalliserede endnu.

Men måske skal den pyntes med let smeltede skumjulemænd.

Og så har havenissen fået fodsvamp ;)

Den trojanske juleelg

Rundt omkring i jule-Tivoli troner nogle ret firkantede trædyr.

Det er den trojanske juleelg, som Sifka mener er fuld af voyeuristiske nisser.

Tivoli er faktisk indtagende i juleklæderne. Lyssætningen er anderledes end en sommeraften.

Der er nok at kigge på i et par timer, selvom det ikke er et sted man lige får overstået indkøbene af julegaver i et snuptag. Dertil er sortimentet for ujævnt og der er for meget gøgl, men sjovt at se på og dejligt at drive rundt i og snakke, mens man kigger, oplever og undres.

Jeg hjemførte en enorm grøn glaskugle, som talte højt og tydeligt til mig. Den er så stor, at min bror får problemer med at undgå at slå hovedet ind i den i stuen, så måske skal den have et hjørne.

Efter den kolde, men smukke Tivoli-runde, hvor frosttågerne efterhånden gjorde skiven på rådhusuret til en fjern planet gik vi ud i virkeligheden på jagt efter mad.

Den fandt vi på Gasværksvej hos O Mo Nim (det betyder respekterede moder på koreansk), hvor en lille, handlekraftig kvinde guidede os gennem vores første ægte omgang Bulgogi.

Vi fik en tallerken med oksekød, kalve lever og hjerte, kylling og svinekød i tynde udskæringer, som vi selv skulle grille på en lille gasgrill og dyppe i sovs med gang i hvidløg og mild chili.

Dertil salat, lidt grøntsager til grillen og så den fantastiske koreanske kimchi, som er mælkesyre gærede grøntsager. Ekstremt sundt og ekstremt velsmagende .

Det tager desværre 6 dage at lave en portion kimchi, men hvis jeg går i gang nu, så er der til weekenden.

Med andre ord en dejlig afslutning på ugen.

Britisk eksperiment

Jeg er i gang med at lytte til en P.D. James lydbog, mens jeg strikker nogle småvanter af en rest strømpegarn.

Man bliver slemt te-flov (det er nu ellers vanskeligt for mig) af de hyppige scener med bagværk og den stærke sorte drik med mælk, men uden sukker, som Adam Dalglish foretrækker den.

Nu havde jeg tilfældigvis et par engelske muffins og da min brændeovn samtidig havde gang i et lækkert orange lag gløder kom jeg i tanke om noget min bonusMor, som er engelsk, altid fortæller fra sin barndom. Hvordan de ristede brød i kaminen.

Det skulle jeg da lige prøve og tænkte, at fiskeristen til min grill, da måtte være en udmærket løsning - min bonusMor fabler altid om en toasting fork.

Som sagt så gjort - jeg skal dog ærligt indrømme, at jeg var mest tilbøjelig til at tro, det ville sige sizle og så ville brødet gå op i flammer. Men sådan gik det ikke - 20 sekunder på hver side og så var muffinsene perfekte.

Og tænk al den strøm jeg har sparet ved at lade brødristeren være slukket ;)

Så spareråd i krisetider givet videre - og brød ristet over åben ild smager altså bare bedre end fra el-rister.

Fyrtur og formiddagssardin

Vi vågnede til sporadisk, men knasende hagldække på jorden. Til vind og bidende kulde. Pinga forsvandt straks med halen i sky, mens Kasper lige skulle have sig en lur mere.

Ved daggry kørte jeg til Hundested for at få overstået dagens indhandling før horderne var på benene. På vejen lod jeg mig lokke op til fyret ved Spodsbjerg. Sikke en udsigt og sikke et frostchok.

Det blæser nok i området til at vinden føles som -15 mod huden. Det var ikke mange øjeblikke hånden var ude i det fri for at trykke på kameraets udløser.

Ved parkeringspladsen så jeg nedenstående syn. I grunden er der noget rørende ved sådanne skilte om ting der er forbudt. Der er nogen knyttede næver og frustrerede tårer over dem.

Jeg mener, hvad er konsekvensen? Og hvem skal retsforfølges i dette tilfælde?

Vinden?

Vel hjemme var Pinga klar til kattenes svar på en koptår kaffe: Formiddagssardin.

Så kan hun lære det

Jeg lider af work-lag. Mit døgnur er med andre ord sat på tidligt op og tidligt i seng, derfor er jeg også sulten før almindelig borgerlig spisetid.

Det synes kattene er noget underligt noget. Så da jeg for et øjeblik siden gik i køkkenet udtænkte de en plan: De besatte min lænestole.

Så nu ligger de der, mens jeg helt uvandt sidder i sofaen og lidt lam steger i ovnen over flødekartofler.

Uden for er det fimbul-vinter koldt, men bortset fra en lille håndfuld hagl har jeg ikke set noget til den lovede sne. Det er eller ned over mit område meteorologerne altid henkastet fremmaner Kattegat-byger med deres håndtegn.

Heste og hyacint

En af mine talrige overspringshandlinger i den forgangne uge, hvor jeg hjemmearbejdede lidt med mit projekt, var at arbejde med et traume.

At forsøge at udvide min hyacint, som Regitze så smukt udtrykker det.

Jeg hader duften af hyacint, men jeg synes væksten er fascinerende.

Hadet til duften er knyttet til en juleoplevelse jeg havde som 8-9 årig.

Af min hippe tante - moster vist - havde jeg fået et sæt sengetøj med store blå og grønne blomsteragtige tegninger, som jeg syntes var helt fantastisk.

Det blev straks lagt på - den gang tænke ingen over, at nyt tøj indeholder kemikalier og den slags.

Næste morgen var jeg sløj - rigtig sløj, med kvalme, hovedpine og sådan noget, som man ikke har brug for 1. juledag.

Min far og min bror kørte til frokost hos min farmor, min mor blev hjemme hos mig. (Tror faktisk ikke, det var et stort offer - min mor og min farmor, var ikke bedsteveninder).

Der lå jeg altså til sengs og fik det værre og værre og begyndte at fable om en rædsom lugt, som ikke ville ud af min næse og min mor begyndte at blive bekymret.

Efterhånden nåede hun frem til, at det måtte være det nye sengetøj og flåede det straks af for at vaske det. Det hjalp ikke. Nu var hun til sinds, at smide det ud - oh skræk, det var så flot!

Heldigvis opdagede jeg selv kilden til stanken efter en tur omkring badeværelset - en hyacint, min mor havde stillet ind til mig for at give mig julestemning. Sengetøjet overlevede, tilbage i stuen røg hyacinten og straks fik jeg det bedre.

Selvføgelig har de to ting intet med hinanden at gøre, men hyacint odour og kvalme er kædet sammen i min hjerne.

I sidste uge, da jeg hjemførte to blå hyacinter og to glas troede jeg, at jeg var kureret. Det var lige til de begyndte at springe ud - her til morgen ramte duften mig midt i kvalmecenteret, da jeg fik øjne nok til at lave morgenkaffe.

Men jeg er stædig - de er for fine til at ryge ud og når mine små heste, det står ved siden af, kan holde det ud, kan jeg også.

Hjemmearbejde vil gøre mig vanvittig

Den seneste uge har jeg arbejdet på et projekt.

Noget af det arbejde har jeg kunnet udføre hjemme.

Det lyder jo som sød musik i de fleste øren, men jeg er nået til den erkendelse, at jeg ikke egner mig til hjemmearbejde.

Jeg ville faktisk blive vanvittig af det.

Først og fremmest er jeg en deadlinejunkie - jeg får først for alvor motiveret mig selv, når der ikke er mere tid at give af, flere lave gærde at hoppe over.

Dernæst er det gået op for mig, at jeg er næsten lige så god til at afbryde mig selv, som virkeligheden er det, når jeg sidder på min arbejdspind.

Kaffe skal koges, brænde hentes, hugges, lægges på ild, katte skal ind og ud af døre og vinduer.

Hvis jeg sætter mig behageligt til rette i min stol for at tænke dybe tanker - det kræver projektet nemlig - så kommer Pinga hoppende og vil være med.

Jeg skal da også lige checke mail, læse nyheder, spille pyramide på Spigo, bare et enkelt spil, så er min vask færdig.

Og mens den overføres til tørretumbleren, går det op for mig, at min rapport vil være meget mere indbydende, hvis den skrives i en anden skrifttype, får fikse kasser bag de punktvise gennemgange og lækre headers and footers.

Jeg er udmattet og slet ikke færdig, jeg når det dog nok, og i morgen tidlig er jeg tilbage på mit trygge arbejde. Så varer det forhåbentlig længe, før jeg skal lave et projekt - hjemme ;)

Når jeg er hjemme, vil jeg bare være hjemme, kan jeg mærke.

Ikke mere omskåret fra afverdenen

Miraklet er indtruffet. Efter fem uger på nær en enkel dag er det lykkedes flere teleselskaber og min arbejdsgiver at udrede kobbertrådene og få internettet hæftet permanent fast til min bolig. Det er dejligt.

Periodens lidelser kan endda danne basis for lidt gratis forbrugeroplysning: Hvis du tænker: Sådan noget mobilt bredbånd det er lige mig til sommerhuset/båden/campingturen, så vælg et teleselskab med god dækning ellers kan det være en frustrerende oplevelse.

Nå, men jeg er jo uden tvivl gået glip af mængder af ting i folks liv og jeg tror det vil tage mig et par dage at indhente det forsømte, men jeg skal nok komme efter det.

Jeg takker for de venlige ord om Wotans indtog. Jeg lover, at det ikke går ud over Kasper og Pinga, men hvem kan stå for en kæmpekat med revne øre, som med et vil lade sige nulre på maven, når han helt nonchalant tager sig en lur på sengen?

Jeg kan ikke. Og snart er det vinter, han skal da ikke være ude i kulden. Undtagen når han helst vil det.

Min værste abstinens ved ikke at kunne skrive blog som jeg lyster, er muligheden for at komme af med dagligdagens små oplevelser.

Som den dag, jeg havde bestemt, at tæppet som ligger på min sofa skulle vaskes.

Desværre for Kasper, havde jeg overset, hvor knyttet han er til det.

Så først gik han ude under det på tørresnoren og så mismodig ud, derefter brummede han rundt ved sofaen til han fik et håndklæde, som midlertidig løsning og så måtte han bevogte tæppet, fordi hans søster indtog det som hule, da det måtte draperes over to stole ved brændeovnen for at få den sidste fugt bort.

Det er hårdt at være kat i det lille røde hus.

Wotans indtog

Så indtraf det øjeblik Madame forudsagde for laang tid siden. Katten, som engang hed Bæstet, lagde sig rette på min dyne for at få en eftermiddagslur.

Han har skiftet navn og hedder nu Wotan - han er nemlig stor og frygtindgydende, men har den mest latterlige lille stemme, dyret kan knapt sige piv højere end en hamster.

Han er stadig mest interesseret i husets viktualier, men lader sig skam klappe en smule under fodringen som stadig foregår udendørs.

Mine to ægte katteunger er nemlig stadig ikke helt trygge ved deres papbror. De brummer og trækker sig, når de ser ham, så mens han sover i soveværelset har de omringet min stol i stuen tæt på mig og tæt på ilden, for det var dælme et koldt hus vi vågnede til i morges.

Og så må jeg straks beklage, at jeg ikke får besøgt alle de blogs jeg gerne vil. Min faste netforbindelse er stadig ikke vendt tilbage og Telias mobile bredbånd er noget ustabilt bras i dette hjørne af verden.

Når det virker, er surfning en retrooplevelse. Hastigheden minder mig om 1998, hvor man dog ikke blev nær så frustreret, for da kendte men jo ikke til problemfri surfning.

Særheder

Suzy Q har tagget mig til at beskrive seks mærkværdige træk. Lige først tænkte jeg: Sådan nogle har jeg da ikke. Men det har jeg jo og her er nogle af dem:

• Jeg snakker, når jeg kører bil - alene. Nogen gange beskriver jeg det jeg ser, andre gange fører jeg samtaler med mig selv. Det var en talepædagog, der en gang lærte mig tricket.
• I perioder kan jeg blive helt fikseret på en slags mad – fx rødbeder eller kartoffelmos og så spiser jeg det morgen, middag og aften.
• Til fester eller større sammenkomster forsvinder jeg altid lige pludselig. Jeg kan ikke finde ud af det der med at gå rundt og sige farvel, jeg lister bare af.
• Jeg spiser remoulade på frikadelle.
• Jeg elsker at lægge 7-kabale på computeren, men hader at spille kort.

Og så er der alt det med småt:

Regler:
Link til den person der taggede dig
Skriv om reglerne på din blog. (Det er derfor de står her).
Fortæl om seks mærkelige træk ved dig selv.
Tag 6 bloggere - den springer jeg over, man hopper på, hvis man har lyst!
Efterlad en kommentar hos dem du tagger.

For the first time

Det har været en dag fuld af førstegangsoplevelser i det lille røde hus.

Pinga har for første gang smagt Chocolate Scotch Bonnet – en djævelsk stærk men meget pikant chili, som virkelig smager af chokolade.

Finesser som jeg ikke tror det lille dyr rigtig værdsætter og det var selvfølgelig ikke med vanilje.

Jeg havde chili på fingrene da hun gerne ville smage råt lammekød, og så havde vi balladen.

Nu ved jeg tilfældigvis at mælk neutraliserer chili, så selv om den med mælk og katte er et fejlskud, fik hun en lille skål til hun holdt op med at forsøge at spytte sin tunge ud – og så et ordentligt skud whiskas med sardin og så kan det nok være hun skulle ud og løbe.

Jeg har indviet min tagine– med lam og chili og andet godt. Stor er den ikke, men et aftensmåltid og en god frokost kan den godt klare.

Jeg har set – købt og smagt – årets første juleøl. Kongens Bryghus’ Julemumme, som jeg blev meget glad for sidste år.

Jeg har skiftet glasfiberpakning på glasset i lågen til min brændeovn uden at få keramisk lim i nakken.

Jeg har rost min chef. Han traf en vanskelig beslutning, som jeg er 110 procent enig med ham i og da han blev angrebet fra alle sider, holdt han fast og blev ved med at argumentere klogt og godt. Bedst var det da han som duplik på: Jamen alle de andre gør det, citerede Niels Hausgaard: Er de fleste de bedste eller bare de fleste?

Respekt for det og rend mig i en lunken latte, hvor er det et slapt argument, den med at de andre gør det. Så behøver man i hvert fald aldrig tænke selv.

Jeg har erfaret, at naboen Pussi, som ofte besøger mig, er blevet omdøbt til Sofus og bekymre dem med sit fravær. Desværre lå han ikke under min seng som forventeligt, men jeg har lovet sporenstregs at bære ham hjem til en lille bekymret pige, næste gang jeg ser ham.

Jeg er blevet tagget til at beskrive seks besynderlige vaner. Tænkte først, at jeg ingen har, men er ved at blive klogere og skal nok opliste dem om snart.

Lille-Amerika

Ringsted midt på Sjælland deler skæbne med mange amerikanske byer. Det er sådan et sted der på en gang ligger langt fra al ting og tæt på det meste. En by omgivet af motorveje, landeveje og ringveje. Derfor har den også et outlet center.

Altså sådan et sted, hvor firmaer sælger sidste sæsons varer eller dennes usælgelige.

Jeg ankom lige efter 10 og stedet var ganske øde. Ikke mere end et par kunder i et par af butikkerne. Og så en god kollega, som jeg også konstant rendte på i Houston, når jeg var ude at shoppe ;)

Nå men det eneste sted der fristede mig - og det overrasker mig lidt - var Le Creusets overskudslager. Jeg har faktisk aldrig haft dybe længsler efter støbejernsgryder i stærke farver, men jeg hjembragte faktisk to stentøjsting og en silikoneske.

Taginen glæder jeg mig til at lege med, selv om den ikke er ret stor og en dyb pieform er altid god at have til vinterens favoritter. Jeg kan godt lide pie med kød, for eksempel vildt pie eller en klassisk pie med kylling.

Ad erindringens gyde

Lørdage var helt specielle i min barndom. Efterår og vinter rejste min far Danmark rundt og var kun hjemme i weekenden. Så ville han gerne have min mors hjemmelavede mad efter at have sovet rejsetrætheden ud foran tipsfodbold.

Det bedste min bror og jeg vidste, var når menuen stod på culotte og bagekartofler. Så kunne man nemlig smatte det udgravede bløde, bagte kartoffelkød ud i sin sovs og smovse i det, mens de voksne snakkede og blev distræte af rødvin.

I morges var jeg tidligt oppe for at hente mit mirakelmodem i København, før trafikken blev tung, derfor var jeg også i Irma lige efter åbningstid og der fandt jeg et godt tilbud på et ikke alt for stort stykke tyndstegsfilet.

Så for et øjeblik siden spiste jeg sen frokost eller tidlig aftensmad – mange morgenvagter i træk påvirker spisevaner næsten lige så meget som jetlag.

Det blev en dejlig min barndom-i-70’erne-menu: Kød, skysovs, Hasselbach kartofler, salat af Santana æble (fantastisk æble som jeg købte sammen med Sifka i søndags på Kildebrønde Frugtplantage), bladselleri og saltede cashewnødder i en dressing af ymer, yougurt og honning dertil ristede rosenkål i hybengele og krassersennep.

Det bedste af det hele er, at tv i aften viser min favorit James Bond: I hendes majestæts hemmelige tjeneste.

Den så min far, bror og jeg mange gange den gang Kinopalæet på Gammel Kongevej hver sommer viste 007-kavalkade.

Løs på tråden

Så er jeg i luften igen – på en luftig måde via mobilt bredbånd. De seneste 11 dages radiotavshed kunne blive til et langt og trættende indlæg om teleselskaber, service og uheld på uheld.

Der vil gå mindst 14 dage før jeg får en fast internetforbindelse igen i mellemtiden skal denne mobile forbindelse få lov at arbejde seriøst over ;)

Jeg har selvfølgelig savnet at være på, at læse blogs og skrive i min egen og mange en gang har en pludselig inspiration eller undren frustreret mig, fordi jeg ikke lige kunne undersøge sagen online.

På den anden side har jeg også fået læst meget mere end ellers, set en smule tv, som ellers sjældent sker, og generelt slappet af uden lige at skulle læse arbejdsmail og fikse et eller andet, så måske er en online pause en gang imellem meget sundt.

Det smukke efterår er også blev nydt med gåture og kuskeslag i kulden, hvorefter det godt at komme hjem til varme katte, kaffe og en varm brændeovn.

Nu er det faktisk kaffetid igen og så er der lige en 14-15 liv, jeg lige skal opdateres på, glæder mig ;)

Uden forbindelse

Min arbejdsgiver skifter teleselskab. Det er gået ud over min netforbindelse, men derfor kan man da godt mobilblogge og få en pakke fra Isabellas.

I hævd

Så er den tradition holdt i hævd og nu skal der bare brygges lidt kaffe og hygges i stolen, Pinga kredser, hun tror, at hun kan lide kanelbulla, men det kan hun ikke, at hun bare ved det.

Det er faktisk første gang jeg bruger de genbrugelige silikonemuffinforme, det går fint og CO2-glorien kredser om mit hoved.

Kanelbullans dag

Jeg ved godt, hvad jeg skal bage i dag ! Det er jo vigtigt at komme sin indre svensker ved;)

Bleg og interessant

Naboens smukke, teenage kat, Pussi, bekymrer mig en smule. I går lå han hele dagen på min dyne. Han forsøgte hverken at provokere mine katte eller at stikke af fra mig. Det sidste har været hans vane siden jeg for 14 dage siden måtte jage ham gennem hele huset, fordi han ikke ville lade Kasper og Pinga komme til deres egne madskåle.

Han lå bare og så bleg og interessant ud. Men der var ikke noget at mærke på ham, når jeg trykkede lidt på ham, ingen klynk eller pludselige bevægelser og med et var han væk.

Her til morgen kom han strygende ind, våd og forkommen, da jeg åbnede døren klokken 6 og satte sig og kiggede appelerende på mig, til han fik sin egen skål mad, ikke noget med at prøve at jage de to andre væk, mens de slubrede i sig.

Nu ligger han inde under min seng og sover og jeg kan ikke gå til naboen med min bekymring, de er lige kørt. Måske er det bare noget teenage-noget - godt jeg aldrig har haft en killing ;)

Muffuletta

Der er stor risiko for, at dette indlæg ender som en skamløs hyldest til internettet og til den amerikanske sandwichtradition.

Men altså, i min familie har vi altid været ekstremt videnbegærlige. Jeg gætter på, at der har været perioder, hvor mine forældre frygtede måltiderne for deres talrige spørgsmål om dette og hint, og hvor svar blot udløste nye spørgsmål.

De håndterede det nu pæn. Og af dem lærte jeg, at hvis man ved noget, deler man gavmildt ud af sin viden, Mens det på den anden side ikke er nogen skam at sige, det ved jeg ikke, men derefter har man pligt til at opsøge et svar.

Til den del havde vi adskillige opslagsværker og lexica. Dog var det leksikon min far tillagde størst autoritet, så gammelt, at der ud for Absalon kun stod et fødeår. Og nogle gange gav svarene jo ingen mening i 60’ernes Danmark og så måtte han bruge andre metoder.

For det var sådan, at hvis ikke der kunne findes et svar i husets håndbibliotek, eller opnås enighed om svaret, så måtte min mor i gang. Hun arbejdede på et bibliotek og kunne hjembringe et svar til næste aftensmåltid. De må have følt det som at have været til eksamen hver dag.

Jeg er sikker på, at de begge ville have elsker internettet og dets endeløse mængder af information om alt mellem himmel og jord. Min far nåede at skrive en enkelt e-mail i sit liv, men vist aldrig at opleve google, som et verbum.

Personligt oplever jeg google og det google finder til mig, som den største livskvalitetsforbedring i min levetid. Jeg er vild med alt det, der findes for enden af mit trådløse netværk.

Jeg tænkte over det, da jeg til morgen på en hjemmeside faldt over beskrivelsen af en muffuletta sandwich. Det var levende beskrevet, hvordan duften fra en sådan bredte sig i en togkupe, da den heldige indehaver strøg den ud af sit vokspapir.

Uden at ane, hvad en muffuletta sandwich er, forelskede jeg mig på stedet i navnet, i ideen og i den beskrevne duft.

Så gæt, hvad jeg har fået til frokost? En muffuletta selvfølgelig.

Ikke mindst da jeg googlede mig frem til dens tilhørsforhold i New Orleans, som jeg har en hed distance forelskelse i uden nogensinde at have været der.

Min udgave kom til verden således: En italiensk surdejsbolle blev strøget med olivenmos på den ene halvdel og artiskokmos på den anden. Der imellem blev lagt skiftevis emmentaler, lomo, gouda med brændenælder, salami, mortadella og syltede løg.

Den fik en 6-7 minutter i en hed ovn, til osten smeltede det hele sammen.

En lille klat japansk kartoffelsalat og en halv håndfuld rodfrugts chips gjorde det ud for den side order, man altid får i USA til en sandwich på et deli eller en restaurant.

Og derefter en stor kop café au lait i en solstribe i stuen sammen med kattene. Denne uventede fridag – pludselig åbnede der sig en mulighed for at gnave et par dage af afspadseringskontoen – tegner godt.