fredag, august 01, 2008

Into Africa

Af en eller anden grund befinder jeg mig mere eller mindre i Afrika i disse dag, mentalt i hvert fald.

Forleden manglede jeg noget at læse ind imellem oprørende kapitler i Naomi Kleins Chokdoktrinen og så faldt mit valg på Martin Dugards Into Africa om Stanleys eftersøgning af Livingstone i darkest Afrika. En eftersøgning som gjorde Stanley så berømt, at Belgiens kong Leopold II hyrede ham til at købe eller erobre hele Congo som Leopolds personlige ejendom.

Det er en meget spændende bog og ekstra interessant, fordi jeg har været nogle få af de steder, der omtales i bogen. Jinja i Uganda tæt på udspringet af den hvide Nil og vandfaldet Murchison Falls på Nilen.

Jeg har læst bogen før, faktisk på flyveturen hjem fra Uganda i sin tid, den er købt i Entebbe lufthavn og notaen ligger inde i og byder sig til som bogmærke.

Af den fremgår det, at jeg har måtte vise mit pas for at købe den, og at jeg er identificeret ved mit mellemnavn, som er et helt almindeligt dansk pigenavn af den royale skuffe oven i købet, med et pænt Mrs foran ;)

Det er nu ikke svært at transmogriffe sig til Afrika i denne hede. På min daglige tur til vandet spadserer jeg hen over et lyngareal, der næsten ligner savanne og som har den samme umiskendelige duft af urter og støv.

Til overflod foregår halvdelen af læseriet i en lænestol, som kunne stå på en veranda ved en safari lodge: En meget grim, men meget magelig bambusstol med slidt betræk af kaffesække.

For mange år siden fulgte den med et sommerhus jeg ejede. Den var lige ved at ryge på lossepladsen, men var så grim at den fik lov at leve og blev udstyret med kaffesække. Nu er den en haveyndling, men den står i solen, så hver halve time trisser jeg om i skyggen og en noget hårdere havebænk.

Jeg skal lige have læst færdig.

5 kommentarer:

Sifka sagde ...

Nå, Karen Blixen, man hygger sig nok i bedste stil, det er også dejligt med solrige dage. Tyvärr er det vist slut i morgen?

Anonym sagde ...

Du har ellers oplevet en del!

Jeg kan godt lide Cafe do Brasil, smuk stol på sin egen måde.

Men Afrika-lighederne holder selvfølgelig op engang i løbet af de næste måneder.

Varmen er aftagende. Savannen bliver til skydebane igen. Urskoven bliver til dyrepark, og myggenettet på sengen tjener ikke længere noget formål ... og så er det snart Jul.

Nille sagde ...

Temperaturerne har da også været med til at opretholde illusionen ;-)
Det må have været utroligt spændende at rejse i Uganda - må skrives på listen af lande til næste rejse, som uden tvivl skal gå til det kontinent.

Stolen og dens historie er bare for dejlige!!!
God læsning!

Andrea sagde ...

Herligt, at andre kan lide min grimme stol, det er jeg glad for.

Donald - myggenettet blev om sengen i Uganda, her tror jeg ikke, at jeg er blevet stukket af så meget som en myg i år og kattene ville dingle i nettet helle natten. Men jeg glæder mig til jul ;)

Nille - Uganda er et fantastisk sted. Jeg kunne godt finde på en dag at tage tilbage, men det særlige var, at min veninde arbejdede der og jeg ikke kun var turist.

Unknown sagde ...

min 17 årige søster er også lige kommet hjem fra et ophold i Uanda .

helt utrolige fortællinger hun har - primært omkring den enorme forskel på rig og fattig - men også om safari i livsfarlige busser samt det korrupte politi, som sku ha' penge for at udlevere deres pas igen . .

hehe, jo det er sku, på mange måder - et fantastiskt spændende mørkt kontinent :0)