fredag, december 24, 2010

En jul man vil huske


Som en af mine bekendte på Bornholm, netop har skrevet på Facebook til historier om de mange mennesker, som er strandet i Rønne og ikke kan komme videre ud på øen: Det er ikke en jul de vil glemme.

Og sådan er det vist for mange, en jul unger om mange år vil fortælle deres unger om.

Det kan jeg på en eller anden måde godt lide, men jeg er jo heller ikke strandet på Almegårds Kaserne eller i Rønne Idrætshal eller et af de mange andre steder, folk er strandet.

Jeg tror endda på, at jeg om lidt kan komme på arbejde - det har jeg nemlig valgt at bruge min juleaften på.

Og nej, billedet er ikke min madkasse, men mit køleskab, de seneste seks dage.

For en uge siden var bitternissen nemlig et smut forbi. Han skulle lige ødelægge min fryser - jeg trak lidt i en skuffe - og så fulgte hele indholdet med ud inklusive knækkede kølerør - og eftersom køl og frys ikke kunne slukkes separat - goodbye til begge dele.

Slutdecember er ikke det bedste tidspunkt at købe hvidvarer på, kan jeg afsløre, slet ikke, når man skal have venstrehængslet og leveret i snestorm.

Men det lykkedes - et Electrolux brummer venskabeligt i grovkøkkenet og mine viktualier er blevet varmet passende op.

For en plastkasse i et uopvarmet skur, selv under et vattæppe, kan ikke hamle op med de -19, her var forleden nat, så morgenkaffen har tit måtte vente på, at mælken tøede og morgenægget på, at det overhovedet kunne slås ud.

Respekt for vores formødre, som klarede sig uden køleskabe, og jeg vil tro, de synes det var en meget større kunst i juli-august en i en fimbulvinter.

God jul - kør forsigtigt og nyd at alting tager sin tid.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kære husejer.
Tak fordi du deler dine oplevelser med os.
Rigtig god jul og et godt nytår fra din trofaste læser.
Marianne

Lotte sagde ...

Æv - vores køleskab/fryser stod af midt i julivarmen...det var der heller ikke meget sjov ved.
Jeg har jo udsigt til 3-4 år uden køleskab, så jeg har været i fuld sving med at undersøge gammeldags konserverings- og opbevaringsmetoder.
På sigt håber vi at kunne installere fryser i båden, men indtil videre har vi hverken frys eller køl. Det er med vilje, for man kan sagtens få begge dele til 12V og marint brug, men det er til gengæld også noget af det, der allerhyppigst går i stykker på både, og det orker vi dårligt nok tanken om.
Men på landjorden er det nu rart at have disse hvidevarer, og jeg er glad for at læse, at du nu igen kan få optøet mælk til morgenkaffen (tips: Irma har mælkepulver).