lørdag, juni 12, 2010

The Magical Mystery Cocktail Bar Tour København - del 1

Sifka og jeg havde en aftale om oksekød og cocktails efter job i går. Vi vovede os endda uden for vores elskede Nimb og begav os mod Mash i Bredgade - et decideret kødtempel.

Vi mødtes på Christianshavns Torv og bevægede os storsnakkende over Knippelsbro og ned ad Havnegade og hjørnet rundt til Nyhavn. Vi var i god tid, så vi fandt et bord og snuppede os aftenens mest ligegyldige drinks til ufattelig overpris.

Man skal aldrig stole på en gin og tonic, hvor man ikke selv har mulighed for a dosere tonicen. Den slags ved man jo godt om Nyhavn - derfor er de fleste gæster da også fra Sverige eller det øvrige udland - alligevel har stedet en ganske corny charme på den gammeldags måde og så er der altid noget at se på.


Som de to fyre, der mest af alt lignede et par hooliganer, men som i stedet for at sidde foran en storskærm et sted til VM i fodbold sad på bolværket og delte gourmetøl hentet op ad den enes rygsæk og omsorgsfuldt skænket i fine ballonglas.


Nu kaldte okseødet og Mash fandt vi efter min traditionelle højre-venstre-konfushed - eller rettere Sifka spottede facaden og vi myldrede over Bredgade til dette skønne sted.

Bortset fra to kammuslinger, der havde fået måske 20 sekunders varme for meget, var der ikke andet end perfektion på Mash. Fin betjening, super cocktails, lækker vin, fantastisk kød, sprøde pomfritter gode grøntsager og brede, bløde røde bænke at flyde ud på og ned i.


Dagens første cocktail var en smukt serveret Georgia Mint Julep på bourbon. Jeg er typen, som sagtens kan drikke sprut til mad, men opførte mig pænt og fik Gruner Veltliner til forretten og Zinfandel til 300 gram dansk ribeye-lykke.


På forhånd vidste vi, at de skulle have vores bord klokken 21, så jeg havde planlagt en lille runde til nogle cocktailsteder vi ikke på forhånd kendte med final destination Nimb Bar.


Første stop vidste jeg godt, da jeg udvalgte den, ville være turens svageste punkt: Fidel's Bar i Dronningens Tværgade. Det var den også - fedtede borde, cocktailkort så fedtede af søde rumdrinks, at siderne skal flås fra hinanden og to mixologdrenge, som var noget selvoptagede, men ikke ligefrem hjertevarme eller indbød til samtale, sådan nogle mødte vi derimod senere.


Når jeg alligevel havde valgt den, var det for det gode logo og revolutionsdrømme i Dronningens Tværgade.


Sifka valgte som turens debutdrink en Hemmingway Daiquiri, jeg bad om en Fidel's Twisted Mojito. Det var et slemt skuffet ansigt, der kiggede op fra Hemmingways foretrukne drink. Min mojito var en noget større succes og så byttede vi da bare, jeg kan godt lide den stejle smag af grapefrugt i Daiquiri.


Lige så snart vi havde fået fordelt det alkoholiske og Sifka gik i gang med en fortælling skruede Mixologdrengene musikken kraftigt i vejret. Øv. Heldigvis tager sådan et par drinks ikke et øjeblik at kaste i sig og så skyndte vi os at løsne os selv fra fedtede borde, stole og drinkskort og satte kurs mod næste sted:

1105.


Jeg havde ikke de store forventninger på forhånd - jeg troede at turens højdepunkt lå en bar længere fremme - men hvor var det et herligt sted vi fandt, efter at have trasket lidt frem og tilbage på Kristen Bernikowsgade.


Et langt, smalt lidt mørkt lokale, hvor dørmanden var parat med et hyggeligt godaften og der var en ståplads ved baren til os.


Baren var et studie i velplanlagte arbejdspladser og væggene var fulde af spændende flasker med interessante ting.


Mixologerne var iført korte hvide jakke og havde to cocktailservietter lagt frem foran os længe inden vi havde læst os gennem cocktailkortet og bestemt os.


Det blev til to Ramos Gin Fizz - en historisk drink fra New Orleans. Så gik vores kunstner ellers i gang, der blev målt gin op, tilsat saft, doseret appelsinblomst vand og ikke mindst delt to æg.


Denne drinks clou er nemlig, at æggehviderne bliver stive af kraftig rystning med et par isterninger som ris.


Så den færdige drink er en smuk hvid sag i et højt glas, som er fuldstændig blød og fin i sin pikante appelsinblomstsmag trods en pæn sjat gin.


Meget elegant dryppede mixologen lige et par dråber af vores gin fizz på bagsiden af sin hånd for at smage om den var perfekt. Det var den. Det var betjeningen og baren i det hele taget. En klar vinder, som smagte efter mere, men vi måtte videre...

5 kommentarer:

Sifka sagde ...

Det var en skøn tur, og 1105 ligger højest på listen efter en dags overvejelse i selskab med lettere tømmermænd og en smule forkølelse.
Simpelhen den bedste tour ever, og tusind tak for oplevelsen:)

Malou Klidmoster sagde ...

Lækker tur I der var på.

Jeg glæder mig til at møde dig til madbloggersymposium :-)

Andrea sagde ...

Det var en superlækker tur vi var på og Klidmoster, det bliver herligt at møde jer madnørder fra Jylland, sikke en dag det bliver.

Anonym sagde ...

En gin fizz, takk, - og så en til :-)

Andrea sagde ...

Jeg mixer dig lige et par drinks, Hege.

Når du kommer til byen næste gang, så siger du bare til, så skal vi drikke drinks :)