På tur i fortiden

En gang troede jeg på og drømte jeg om, at jeg skulle blive gammel i et fabelagtigt hus med vid udsigt over Sejerøbugten.

Der var noget ved det landskab, der greb mig, jeg anede ikke hvorfor, sådan var det bare. Nu er jeg kommet lidt tættere på hvorfor og vejen dertil starter med dette spørgsmål:

Har du nogensinde interesseret dig for slægtsforskning?

Svaret var derimod meget tæt på at afskære mig fra yderligere indsigt, jeg svarede nemlig nej.

Og det var for så vidt et ærligt svar, i det øjeblik, det blev givet, men så et par dage senere kedede jeg mig lidt og tænkte: Jeg ser lige, hvad jeg ved om familien.

Der er masser af steder på nettet, hvor man kan lave et stamtræ og sådan et havde jeg gang i på ingen tid. Jeg havde nok informationer til at komme stort set tilbage til oldeforældrene raden rundt.

Og så sad jeg og kiggede på navnene og datoerne og ikke mange af dem sagde mig noget. Jeg har kun erindring om mine to bedstemødre, min ene bedstefar var død, da jeg blev født - den anden døde mindre end et år efter. Tror nok, at han har set mig, men jeg var det fjerde barnebarn, så måske ikke voldsomt interessant.

En af mine oldeforældre ville jeg dog gerne vide noget mere om: Min mormors far. Han havde i mine øjne gjort noget usædvanligt, uden hvilke, jeg ikke ville være blevet til.

Det kan man selvfølgelig sige om hver eneste beslutning om giftermål slægten igennem, men dette ændrede så afgørende på min mormors liv og forandrede det fra forudsigeligt til uforudsigeligt.

Min mormor var født i 1902 i Magleby på Møn, hvor hendes forældre drev en privat realskole for drenge. Hendes far - denne histories helt - var cand phil i matematik og underviste selv på skolen.

Min mormor havde en storebror, Johannes, født i 1900. Senere fik hun to yngre brødre.

Johannes skulle have en uddannelse, familien havde råd til at sende et barn på universitetet.

Han kom også af sted til storbyen, men i 1919 døde han af den spanske syge i København. Han boede til leje i Kaalundsgade på Vesterbro hos en Nielsen og hans stilling var ikke studerende, men skriver.

Min mormor havde et billede af storebroren hængende over sit skrivebord hele sit liv, han var en smuk ung mand med et lysende ansigt. Hun talte sjældent om ham. For hans skæbne blev hendes skæbne og det kan ikke, have været helt nemt.

Efter Johannes’ død traf min oldefar den beslutning, at af hans tre tilbageværende børn, var min mormor den kvikkeste og derfor skulle hun have uddannelsen.

Midt i 20’erne blev hun cand. pharm. Det betød, at hun ikke bare kunne vende hjem til sin trygge hjemstavn på Møn, men måtte søge arbejde, hvor der var ledige stillinger og som med præstegerningen og stillinger ved jernbanerne, betød det, at man måtte flytte - også ganske langt.

I første omgang gik turen så langt på tværs af Sjælland, som hun næsten kunne komme, til Asnæs i Nordvestsjælland. Næppe et sted, hun havde været før, men der gik dog tog derop og derfor har hun vel også kunnet tage hjem på besøg engang imellem.

I går drog jeg til Asnæs og kiggede mig lidt omkring, det var jo her, hun havde mødt min morfar og jeg havde på forhånd spekuleret lidt over, hvordan det kunne gå for sig.

Men det gav næsten sig selv, da jeg holdt foran det gamle apotek og kiggede lige ned på Asnæs station, hvor min morfar var trafikassistent. De arbejdede med andre ord ca. 75 meter fra hinanden.

Så der må have været flere muligheder: De kan have mødtes tilfældigt, de kan have mødtes, når der skulle sendes medicin med toget til nærliggende byer uden apotek, de kan måske have mødtes på det hotel, som lå lige ved stationen, og hvor man vel godt kan tænke, at en unge pige af en god familie, har kunnet drikke kaffe og spise kringle med andre tilsvarende piger en søndag eftermiddag og måske fået øje på en ung trafikassistent i uniform?

Øje på hinanden har de i hvert fald fået og så blev min mormor gravid med min mor, som blev født få måneder efter at de to blev gift i Køge, hvortil mine oldeforældre var flyttet efter at et eller andet med realskolen var gået helt galt. Til stede ved brylluppet var også min morfars far, en arbejdsmand fra svineslagteriet i Holbæk.

Som sagt regner jeg min oldefar, trods manglende evner til at drive realskole, for denne histories helt. Han kunne lige så godt have valgt en af min mormors yngre brødre til de videre studier og så gætter jeg på, at min mormor trods sit gode hoved ville have giftet sig lokalt eller med en af de unge lærere på realskolen og så var hverken min mor eller hende to søstre blevet født.

Men han valgte altså den dygtigste af de tre. (Vist et korrekt valg, jeg kan huske begge min mors onkler, den ene var svagelig af astma og havde en pølsevogn, den anden var bogholder på en gummifabrik. Begge var de elskelige og venlige, men mine forældre snakkede altid om, hvor små deres verdner var, når vi kørt hjem efter besøg. Og at det var godt, at de begge havde giftet sig med fornuftige koner, som kunne styre deres liv).

Men når jeg satte jeg mig for, at finde ud af noget mere om min oldefar, kom jeg ingen vegne. Jeg ved, at han er født på Fyn, hvorfra også min oldemor stammede, at han var plejebarn og boede på to adresser i København under sin studietid. That’s it.

Bortset fra en notits om at han i 1904 indtrådte i Magleby Sogns  Låne og Sparekasses bestyrelse, og så en ret sønderlemmende beskrivelse af ham, fra et erindringsskrift en tidligere elev, Hans Rasmussen, skrev i 1960:

*Dennes ejer og leder var i sin tid cand. phil. Gorm Larsen, der underviste i matematik og fysik. Han var en dygtig faglærer, men manglede evner til at lede en kostskole*.

Dertil kan tilføjes, at min oldefar, lige som skolens grundlægger Carl Nielsen, som han må have købt den af, var gode til at uddele lussinger. En plet på min helt. Han gik ind for uddannelse af kvinder, men slog på drenge.

Og så kan jeg da godt undre mig over, at man som den dreng, Hans Rasmussen var, kunne vurdere, at min oldefar manglede evner til at lede en kostskole. Det kan være noget han har hørt fra sine forældre, eller et senere rationale, for få år senere var min oldefar kommunelærer i Køge, noget af en deroute.

Da jeg ikke kunne finde flere informationer om min mormors familie forsøgte jeg med min fars bedsteforældre. Jeg vidste, at han havde været på opfedning hos dem på landet fra han blev født på Vesterbro i 1928. Mine farforældre drev et renseri på Halmtorvet, det var næppe et sundt miljø at være gravid i og han var en undermåler.

Siden talte han med stor kærlighed om bedsteforældrene, om smeden i Slots Bjergby ude ved Kalundborg og hans fornuftige kone. Smeden var en stædig rad og punkterede blandt andet sin ene trommehinde med et rustent søm fordi øret kløede konstant og han nægtede at gå til lægen.

Men heller ikke her kom jeg nogle vegne. Kunne intet finde i hverken folketællinger eller lokalarkiver der bragte mig på sporet af Christen Jensen smed. De boede i Ringsted, da min farmor og hendes brødre blev født and that’s it.

Lige så lidt var der at finde om min farfar, som kom fra Holmstrup ved Slagelse og havde stilling af mekaniker, da han blev gift med min farmor. Jeg ved, at han var udlært smed - jeg har hans svendestykke - en bronzemorter, men at han ikke kunne arbejde som sådan. Han var nemlig blevet sparket i hovedet af en hest og havde et ret stort hul i panden, hvor der manglede et stykke knogle og som han dækkede med en Hitler-agtig pandelok. Derfor skiftet han fag til mekniker.

Tilbage var min morfar, ham trafikassistenten fra Asnæs, som havde fået øje på min mormor.

Ham vidste jeg ikke andet om end at han altså var død året efter at jeg blev født, men jeg havde mødt hans meget venlige og vist også lidt svagelige bror og dennes skønne kone i Holbæk. De overlevede begge min morfar med næsten et halvt menneskeliv.

Og så havde jeg et diffust billede af lidt af en døgenigt og en grinagtig person. Alene baseret på de anekdoter om ham, jeg kan huske.

Min fars yndling var den om hans allerførste besøg i Ribe, i villaen på Kurveholmen, hvor han var blevet proppet op i det fjerneste lavloftede loftsværelse så langt væk fra min mor, som muligt på trods af at de begge var en 26-27 år og forlovede. Den første morgen vågnede han tidligt i heden under skråvæggen og tænkte, at han ville gå på jagt efter en kop morgenkaffe. Nogen var oppe, han kunne høre støvsugeren.

I stueetagen åbnede han så døren til det rum, hvor støvsugeren lød kraftigst og traf min mormor, siddende i en lænestol, med benene oppe, en smøg i kæften, kaffe ved hånden og i gang med morgenavisen. Ved siden af stolen stod den tændte støvsuger.

De to kiggede på hinanden og så måtte min far sværge aldrig at fortælle min morfar, hvad han havde set.

Min morfar, som altså havde giftet sig med en kvinde, der var bedre uddannet end han og med et langt større indtægtspotentiale, mente, at kvinder, selv dem der arbejdede fuldtids på apotek og havde tilkaldevagt om natten, skulle føre deres eget hus, gøre rent og lave mad.

Samme holdning fik ham til at sende i hvert fald min mor på husholdningsskole, selvom hun havde et godt hoved og gerne ville have haft en uddannelse.

Men tilbage til støvsugerscenen: Min pragmatiske mormor, havde opgivet at overtale ham til at ansætte en rengøringshjælp. I stedet gjorde hun som beskrevet, det fik ham, der stadig var i seng, til at tro, at hun gjorde rent. Så sendte hun en ung pige over fra apoteket, når der virkelig skulle gøres rent og når min morfar ikke var hjemme. Smukt tænkt.

Så vidt jeg har hørt, var min morfar en doven finérgrosser. Med andre ord en slags handelsmand af en art. Uden større succes, men det var heller ikke nødvendigt med min mormors indtægt og villaen på Kurveholmen var en del af lønpakken.

Min mor kunne fortælle om de to maskiner han forsøgte at sælge lige efter verdenskrigen, maskiner der kom til Danmark fra Amerika som en del af Marshall-hjælpen: En softicemaskine og en bagekartoffelmaskine. I begge tilfælde måtte hun og søstrene prøvesmage mængder af fejlproduktioner, men det resultat, at hun hadede softice og vi derfor aldrig spiste det.

Og så var der min fars anden yndlingsanekdote, som også viser noget om, at han værdsatte min mormor. Den stammer fra hans selvsamme første besøg hos de kommende svigerforældre. Min morfar lejede en bil, så den unge københavner kunne se lidt af det Syd- og Sønderjyske.

De kom forbi en mark fuld af sortbrogede køer, så udbrød min morfar, at man altid kan se vindretningen på sådan en flok køer, fordi de står med gumpen oppe i vinden. Hvortil min mormor, tørt fra bagsædet, svarede: Så er her altså hvirvelvind.

Denne morfar orkede jeg ikke engang at forsøge at slå op i Statens Arkiver, hvad kom han mig ved? Men jeg googlede ham da med enten forventningen om uoverskueligt mange resultater, fordi havde havde noget der minder om et ganske almindeligt navn, eller ingen resultater.

Men der kom resultater. Præcise resultater,  på en hjemmeside, som en mand, der har styr på flere end 19.000 af sine slægtninge, driver.

Der stod han, samme med sin svagelige bror og 4-5 andre slægtninge. Alle født i eller nær Holbæk. Min morfar i noget der har været en slags fattighuse i Tveje Merløse at dømme efter, hvor mange andre, der er døbt der. Et sted, der i dag er en parkeringsplads.

Jeg ved det, for nu jeg var i Asnæs var jeg også forbi Tveje Merløse og en anden adresse han havde boet på, nær Søminestationen lidt udenfor Holbæk, hvor huset enten ikke eksisterer mere eller, hvor nummereringen er ændret.

Og på hjemmesiden kunne jeg følge min morfars familie tilbage til et ægtepar, otte generationer tilbage i forhold til mig, som var møllerfolk i Ordrup ved Sejerøbugten, der, hvor jeg drømte om at blive gammel.

I 1740’erne drev de vandmølle i byen, i dag ligger den dekommissionerede stubmølle højt på en bakketop i landskabet og det kan ikke have været der vandmøllen lå, for der var ikke spor af et vandløb deroppe.

Og som en gratis sidegevinst fra fortiden knyttede bemælte møllerpar mig umærkeligt til en af mine virkelige helte Ludvig Mylius-Erichsen, som forsøgte at kortlægge Nordøstgrønland men som omkom sammen med Høegh Hagen og Jørgen Brøndum under forsøget i 1907. Han har møllerparret i sin slægt fem generationer tilbage.

Og så et sidste lille sammenfald af mærkværdigheder: I kirkemuren omkring Tveje Merløse sidder en mindeplade for Høegh Hagen fordi hans forældre boede i den lille by, da han omkom. Og mon ikke min morfar har set den og hørt om dødsfaldet, selvom han kun var 4 år, da det skete.

Og mig og Sejerøbugten? Tror jeg bliver her i Halsnæs, hvor bakkerne ikke er så store, men udsynet lige så smukt.

Tillykke mor

 
Forleden skrev jeg dette indlæg, men det strandede på min computer og røg aldrig på nettet. Hvis du undrer dig over, hvor jeg er blevet af så dukker jeg af og til op her: www.hanehale.dk, www.ginhound.com eller på min madblog Madmenneske.

I dag ville min mor være blevet 85. Hun og jeg delte fødselsdag. Noget der ikke var særligt sjovt, da jeg var lille, men som jeg er ret overbevidst om, at jeg ville have nydt nu.

Det ville sgu da have været sjovt at arrangere en fin fødselsdag for hende i dag og så samtidig lade en smule af regnen på præsten dryppe på mig.

Ikke at hun var præst - eller at jeg er degn, men forhold mellem mennesker ændrer sig, som tiden går.

Min relation til min mor vil altid være barnets.

Hun døde da jeg var 21, men i de sidste to år af hendes liv, var hun syg, konstant indlagt eller lige ved at blive det og så fryser relationer fast.

Jeg kan huske, at jeg kørte hende til og fra stråler - langsomt og adstadigt i min fars Taunus - så hun ikke blev skrumplet omkring.

Alt gjorde ondt efter stråler, selv den flygtigste berøring, så det gjalt om at undgå alt fra opbremsninger til huller i vejen.

Det var hårdt. At alt gjorde ondt på hende og at man bare gik ud fra, at en 21-årig kørte hende hjem og forsøgte at skaffe hende lidt lindring.

Hun kunne kun holde ud at have silke eller uld mod huden. Det var om sommeren, så det var svært at skaffe uld og også for varmt, men på dette lille område var vi tæt på bølgelængde: Som rødhåret og efter at have gennemlevet en barndom med konstante solskoldninger, forstod jeg den type smerter, hun klagede over.

Selvom hendes var en million gange værre, fordi de gik helt ind til den lortekræft, der åd hende lunger op.

Der er så mange ting, jeg aldrig fik talt med hende om eller spurgte hende om.

Mindst en gang om ugen tænker jeg: Det ville jeg gerne have vidst.

Der er selvfølgelig også meget hun er blevet sparet for: Mest fra den store, onde verden: Hun er sluppet for 11. september, for bomberne i The Tube i hendes elskede London den 7. juli 2005, for adskillige krige og megen ulykke. Men hun er så også gået glip af børnebørn, af bryllupper, af fester og glæde.

Ofte er det jo de mindste ting, der gør den største forskel, jeg tror, at hvis hun sidder i himlen, så er det, der ærger hende mest at kikke ned på, uden at kunne nå: Internettet.

Hold op, hun ville have elsket al den viden og alle de informationer lige dér for enden af tastaturet. Jeg er helt overbevist om, at hun ville have blogget, at hun ville have haft masser af Facebook-venner og at hun ville være rendt til den ene netbaserede komsammen efter den anden.

Det er sikket indbildning, når jeg tror, at hun og jeg ville være blevet bragt tættere på hinanden via alt det lækre digitale der nu er tilgængeligt. En venlig illusion, når sandheden er, at vi ikke var særligt tæt på hinanden, mens hun levede.

Men én forbindelse består, selv nu 32 år senere: Vi deler stadig fødselsdag. Tillykke, mor.

Iltog

Jeg var et meget ængsteligt barn. Årets helt store udfordring var derfor turen fra Skovlunde til Ribe, når familien skulle på sommerferie hos min mormor i det gule hus på Kurveholmen.

Turen foregik med iltog til Bramming, og så med et af de brune det sidste stykke til Ribe på Bramming-Tønder-banen.

Det var iltoget, der gav mig mareridt. Jeg forstod det som ildtog og forestille mig, at man antændte togets bagende på Københavns Hovedbanegård og så var turen til Bramming et spørgsmål om at køre hurtigere end ilden åd sig op langs togstammen.

Desuden var der spørgsmålet om toiletbesøg. Der var der jo en reel risiko for at falde ned i tønden og lige ned på skinnerne, for ikke at tale om at skulle gennem sluserne, hvor togvognen var koblet sammen, der kunne man også se lige ned på skinnerne og hvad hvis toget gik midt over, lige som min far bar mig igennem?

Men jeg elskede ferierne i Ribe og jeg kunne også rigtig godt lide det brune tog fra Bramming med de krakelerede lædersæder og den ældgamle duft af damplokomotiv kogt ind i interiøret.

Allermest elskede jeg Ribe station, hvor der hang fletkurve som skraldespande - de duftede på en helt speciel måde i sommervarmen og slet ikke ubehageligt, når jeg proppede papiret fra min jordbærispind i.

Stationen var nemlig et nemt sted for mig og min bror at smutte over efter en is, hvis vi kunne lokke pengene fra min far. Hver gang blev vi indskærpet at se os grundigt for, før vi krydsede skinnerne også selvom bommene ikke var nede, for de kunne jo gå i stykker.

Af en eller anden grund gjorde det mig ikke ængstelig og lige siden har jeg været totalt begejstret for jernbaneoverskæringer.

Det gør mig intet, selv når jeg er på vej hjem fra en lang vagt, hvis bommene er nede, hvor Gribskovbanen krydser Helsingevej. Så slukker jeg motoren - det er selvfølgelig bedst at holde forrest ;) - og venter spændt på det fine gule og grå tog.

For af en eller anden grund har mit forhold til iltoget ikke gjort mig pas på tog, tværtimod og derfor er jeg med i dette projekt.

Skatte

Gode sager og gode oplevelser har jeg med hjem fra Berlin.

Det er ikke dyre eller opsigts- vækkende ting jeg har med hjem, men de er dyrebare.

Nogle sjove kort, nogle fine perler af gammelt flaskeglas, nogle anispastiller og en flaske absinth, der holder 74 procent.

Nu er passet indviet - og Sifka og jeg har bevist, at vi kan snakke selv klokken meget tidligt om morgenen og hele vejen fra København til Berlin.

Dernede boede vi på et rigtigt godt hotel, hvor værelserne er små lejligheder tæt på alt det sjove i bydelen Mitte, som blev udforsket til fods.

På en af byens barer blev vi advaret mod at bestille en helt banal romdrink - Mai Tai - fordi den indeholdt meget alkohol.

Det morede vi os noget over inden vi spiste wiener schnitzel med udsigt over Europas smukkeste barokplads.

De fleste af de klassiske steder blev besøgt - Brandenburg Tor, Potsdamer Platz, Alexanderplatz, KaDeWe og Kurfürstendamm.

Men turens største fund - ud over det gode selskab - var en ikke særlig iøjenfaldende falafelbar ved Oranienburger Strasse. Den blev vores stamsted.

Vand i hovedet

I dag fik jeg en fantastisk gave af Sifka: Et krus til den legendariske tiki-drink Zombie fra tiki-baren Brass Monkey.

Drinken hedder zombie fordi man bliver til en efter et par stykker, så meget rom er der i den.

Røverhistorien er at Donn Beach opfandt den til en kunde på sin bar Don the Beachcomber, der havde tømmermænd, men skulle til et vigtigt forretningsmøde.

Efterfølgende brokkede han sig over, at han havde været en zombi i flere dage og så var navnet altså på plads.

Foreløbigt har jeg indviet mit flotte krus med vand og isterninger - nu ved jeg, hvor meget der kan være i det - og så er det bare om at få fat i de rigtige ingredienser.

Har pas, kan rejse, men vil jeg?

Engang led jeg af rejsomani. Lige så snart jeg havde et par sammenhængende fridage blev jeg restløs og måtte af sted.

Det holdt hurtigt op med at være sjovt - det føltes faktisk lidt som en svøbe.

Så flyttede jeg på landet og så blev jeg katteejer. To ture i kattepension, kort efter at jeg havde hentet de små grå på internat, var ikke en succes.

Pinga slikkede sig skaldet på maven og Kasper var i konstant alarmberedskab over at være så tæt på alle mulige hankatte, fortalte indehaverne - vi prøvede to forskellige.

Så kattepension er kun i yderste nødstilfælde nu - og så er lange rejser pludselig uden for rækkevidde.

Det er faktisk ok. Lynture er ok og ingen ture er også til at leve med.

Alligevel følte jeg mig beklumret, da jeg lige før min ferie begyndte opdagede, at mit pas var udeløbet og at alle ture uden for Norden derfor var udelukket.

Jeg ved godt, at hvis man selv kører eller tager toget til Tyskland er sandsynligheden for at det nogensinde bliver opdaget, at man ikke har et pas, ringe, men, som jeg har forstået det, er det noget baks, hvis det sker.

Så for 10 dage siden afleverede jeg min pasansøgning på kommunen og kunne jo bare nikke, da den venlige kvinde fortalte mig, at der er tryk på pasproduktionen i disser uger og at det ville tage to uger.

Det gjorde det nu slet ikke - mit nye pas lå lige så fint i min postkasse til formiddag. Det var dejligt - sjovt at få nyt, med nyt billede og det hele. Og så farvel til en række interessante stempler fra Uganda, USA, Venezuela og andre spøjse steder.

Men er det bare mig? De virker sgu da næsten hjemmegjorte de nye pas. En tyk lamineret side klistret lidt skævt ind, så den hænger lidt ud, når passet er lukket.

Hmmm - det er måske det bedste bevis på at det er ægte. Et falsk ville man gøre sig mere umage med;)

Så nu er jeg rejseklar, men jeg ved sgu ikke. Det er supersjovt at drømme og supernemt at planlægge.

Jeg husker tilbage, da jeg begyndte at rejse for mig selv, hvor det som regel bedst kunne betale sig at tage ind til Spies, trække et nummer og så tale sig tilrette om et hotel, hvor der var gode - og billige - enkeltværelser og søge efter destinationer, hvor man selv kunne tage rundt, så man ikke var nødt til at tage med på guidede ture. Det var sgu besværligt, nu kan man jo helt problemløst være sit eget rejsebureau.

Nu ser vi om det bliver ved drømmene..

Fortabt i rørskov

Første feriedag og passet er udløbet, så jeg måtte af sted til borgerservice og aflevere en ansøgning om et nyt og en god slat penge. Om 14 dage er jeg rejseklar igen;)

Og så tænkte jeg, at jeg lige ville se en ny træbro min kommune har bygget ud gennem et sumpet område og en rørskov til åbent vand i Arresø.

Broen ender i et smukt, sort fugleskjul med informationer om alle de fugle og bævere der kan iagttages i søen.

Et meget fint sted, som i øvrigt var velbesøgt af radikale kernevælgere, som stod med ryggen til søen og diskuterede skjulets arkitektoniske udformning og hvorfor mon der er så få sommerhuse på den anden bred af søen.

Hmm - sjovt indfald til naturen, men måske kan man blive blasert, hvis man har set nok ørne og sivsangere.