Husejer

Iltog

2011-11-24T07:38:00.006+01:00

Jeg var et meget ængsteligt barn. Årets helt store udfordring var derfor turen fra Skovlunde til Ribe, når familien skulle på sommerferie hos min mormor i det gule hus på Kurveholmen.

Turen foregik med iltog til Bramming, og så med et af de brune det sidste stykke til Ribe på Bramming-Tønder-banen.

Det var iltoget, der gav mig mareridt. Jeg forstod det som ildtog og forestille mig, at man antændte togets bagende på Københavns Hovedbanegård og så var turen til Bramming et spørgsmål om at køre hurtigere end ilden åd sig op langs togstammen.

Desuden var der spørgsmålet om toiletbesøg. Der var der jo en reel risiko for at falde ned i tønden og lige ned på skinnerne, for ikke at tale om at skulle gennem sluserne, hvor togvognen var koblet sammen, der kunne man også se lige ned på skinnerne og hvad hvis toget gik midt over, lige som min far bar mig igennem?

Men jeg elskede ferierne i Ribe og jeg kunne også rigtig godt lide det brune tog fra Bramming med de krakelerede lædersæder og den ældgamle duft af damplokomotiv kogt ind i interiøret.

Allermest elskede jeg Ribe station, hvor der hang fletkurve som skraldespande - de duftede på en helt speciel måde i sommervarmen og slet ikke ubehageligt, når jeg proppede papiret fra min jordbærispind i.

Stationen var nemlig et nemt sted for mig og min bror at smutte over efter en is, hvis vi kunne lokke pengene fra min far. Hver gang blev vi indskærpet at se os grundigt for, før vi krydsede skinnerne også selvom bommene ikke var nede, for de kunne jo gå i stykker.

Af en eller anden grund gjorde det mig ikke ængstelig og lige siden har jeg været totalt begejstret for jernbaneoverskæringer.

Det gør mig intet, selv når jeg er på vej hjem fra en lang vagt, hvis bommene er nede, hvor Gribskovbanen krydser Helsingevej. Så slukker jeg motoren - det er selvfølgelig bedst at holde forrest ;) - og venter spændt på det fine gule og grå tog.

For af en eller anden grund har mit forhold til iltoget ikke gjort mig pas på tog, tværtimod og derfor er jeg med i dette projekt.

Skatte

2011-08-05T16:14:00.004+02:00

Gode sager og gode oplevelser har jeg med hjem fra Berlin.

Det er ikke dyre eller opsigts- vækkende ting jeg har med hjem, men de er dyrebare.

Nogle sjove kort, nogle fine perler af gammelt flaskeglas, nogle anispastiller og en flaske absinth, der holder 74 procent.

Nu er passet indviet - og Sifka og jeg har bevist, at vi kan snakke selv klokken meget tidligt om morgenen og hele vejen fra København til Berlin.

Dernede boede vi på et rigtigt godt hotel, hvor værelserne er små lejligheder tæt på alt det sjove i bydelen Mitte, som blev udforsket til fods.

På en af byens barer blev vi advaret mod at bestille en helt banal romdrink - Mai Tai - fordi den indeholdt meget alkohol.

Det morede vi os noget over inden vi spiste wiener schnitzel med udsigt over Europas smukkeste barokplads.

De fleste af de klassiske steder blev besøgt - Brandenburg Tor, Potsdamer Platz, Alexanderplatz, KaDeWe og Kurfürstendamm.

Men turens største fund - ud over det gode selskab - var en ikke særlig iøjenfaldende falafelbar ved Oranienburger Strasse. Den blev vores stamsted.

Vand i hovedet

2011-07-31T19:40:00.005+02:00

I dag fik jeg en fantastisk gave af Sifka: Et krus til den legendariske tiki-drink Zombie fra tiki-baren Brass Monkey.

Drinken hedder zombie fordi man bliver til en efter et par stykker, så meget rom er der i den.

Røverhistorien er at Donn Beach opfandt den til en kunde på sin bar Don the Beachcomber, der havde tømmermænd, men skulle til et vigtigt forretningsmøde.

Efterfølgende brokkede han sig over, at han havde været en zombi i flere dage og så var navnet altså på plads.

Foreløbigt har jeg indviet mit flotte krus med vand og isterninger - nu ved jeg, hvor meget der kan være i det - og så er det bare om at få fat i de rigtige ingredienser.

Har pas, kan rejse, men vil jeg?

2011-07-27T14:05:00.004+02:00

Engang led jeg af rejsomani. Lige så snart jeg havde et par sammenhængende fridage blev jeg restløs og måtte af sted.

Det holdt hurtigt op med at være sjovt - det føltes faktisk lidt som en svøbe.

Så flyttede jeg på landet og så blev jeg katteejer. To ture i kattepension, kort efter at jeg havde hentet de små grå på internat, var ikke en succes.

Pinga slikkede sig skaldet på maven og Kasper var i konstant alarmberedskab over at være så tæt på alle mulige hankatte, fortalte indehaverne - vi prøvede to forskellige.

Så kattepension er kun i yderste nødstilfælde nu - og så er lange rejser pludselig uden for rækkevidde.

Det er faktisk ok. Lynture er ok og ingen ture er også til at leve med.

Alligevel følte jeg mig beklumret, da jeg lige før min ferie begyndte opdagede, at mit pas var udeløbet og at alle ture uden for Norden derfor var udelukket.

Jeg ved godt, at hvis man selv kører eller tager toget til Tyskland er sandsynligheden for at det nogensinde bliver opdaget, at man ikke har et pas, ringe, men, som jeg har forstået det, er det noget baks, hvis det sker.

Så for 10 dage siden afleverede jeg min pasansøgning på kommunen og kunne jo bare nikke, da den venlige kvinde fortalte mig, at der er tryk på pasproduktionen i disser uger og at det ville tage to uger.

Det gjorde det nu slet ikke - mit nye pas lå lige så fint i min postkasse til formiddag. Det var dejligt - sjovt at få nyt, med nyt billede og det hele. Og så farvel til en række interessante stempler fra Uganda, USA, Venezuela og andre spøjse steder.

Men er det bare mig? De virker sgu da næsten hjemmegjorte de nye pas. En tyk lamineret side klistret lidt skævt ind, så den hænger lidt ud, når passet er lukket.

Hmmm - det er måske det bedste bevis på at det er ægte. Et falsk ville man gøre sig mere umage med;)

Så nu er jeg rejseklar, men jeg ved sgu ikke. Det er supersjovt at drømme og supernemt at planlægge.

Jeg husker tilbage, da jeg begyndte at rejse for mig selv, hvor det som regel bedst kunne betale sig at tage ind til Spies, trække et nummer og så tale sig tilrette om et hotel, hvor der var gode - og billige - enkeltværelser og søge efter destinationer, hvor man selv kunne tage rundt, så man ikke var nødt til at tage med på guidede ture. Det var sgu besværligt, nu kan man jo helt problemløst være sit eget rejsebureau.

Nu ser vi om det bliver ved drømmene..

Fortabt i rørskov

2011-07-18T11:42:00.003+02:00

Første feriedag og passet er udløbet, så jeg måtte af sted til borgerservice og aflevere en ansøgning om et nyt og en god slat penge. Om 14 dage er jeg rejseklar igen;)

Og så tænkte jeg, at jeg lige ville se en ny træbro min kommune har bygget ud gennem et sumpet område og en rørskov til åbent vand i Arresø.

Broen ender i et smukt, sort fugleskjul med informationer om alle de fugle og bævere der kan iagttages i søen.

Et meget fint sted, som i øvrigt var velbesøgt af radikale kernevælgere, som stod med ryggen til søen og diskuterede skjulets arkitektoniske udformning og hvorfor mon der er så få sommerhuse på den anden bred af søen.

Hmm - sjovt indfald til naturen, men måske kan man blive blasert, hvis man har set nok ørne og sivsangere.

På sjov

2011-06-25T10:58:00.006+02:00

Så har de halvgamle cocktail-koner været på bytur igen. Og denne gang foregik den udelukkende på Nørrebro - et sted, hvor jeg tror at hverken Sifka eller jeg føler os naturligt hjemme, men så alligevel er sært dragende.

Vi forsøgte at starte stilfuldt, men K Bar havde simpelthen ikke åben endnu, da vi var klar til den første cocktail.

Eftersom vi havde et mormor-agtigt tidligt bord på Oysters & Grill begav vi os over Dronning Louises Bro og faldt ind på en af byens ældste barer med kulørte drinks Mexi Bar i Elmegade.

Jeg tror jeg fik min første Pink Cadillac der for mere end 15 år siden. Den er stadig på kortet og blev mikset af en bartender, der var max. 4 år, da jeg var der første gang.

Det er et rigtigt tøsested i hvert fald ved fyraftens tid. I et hjørne sad to tøser og hyggede og i et andet et bord fuld - ja studiner var de ikke engang, 18 år gamle var de langtfra alle sammen, men de hvinede og drak kulørte drinks og hyggede sig.

Til prisen er det sgu et fornuftigt sted og der findes også mere sofistikerede ting på kortet end Pink Cadillac.

Jeg ved ikke om hun ligefrem blev hensat til en sval veranda på Raffels Hotel i Singapore af sin Singapore Gin Sling, men hun var ganske tilfreds - især da de både spillede C.V. Jørgensen og Outlandishs udgave af I Danmark er jeg født.

Vi zig-zaggede os vej omkring den jødiske kirkegård, som jeg sørme godt kunne tænke mig at besøge en dag, rundt ad bagvejen og ned ad Sjællandsgade omkring den fine Simeons Kirke, Sjællandsgades Bad og skolen. En plads som lige så godt kunne ligge på Frederiksberg.

Ved nummer 1b gjorde vi holdt - kiggede forventningsfuldt på hinanden og begav os ind i Cofoco-imperiets seneste restaurant.

Oyster & Grill er ikke som steakhouses er flest. Stedet er rustikt med rå gulve, vægge og blotlagte sveller i loftet. Der er voksdug på bordene, men nydeligt porcelæn og flotte glas.

Betjeningen er klædt i stribede sømandsbluser og ganske entusiastisk, men som Sifka sagde, man vil gerne lige sidde inden man skal tage stilling til cava eller champagne.

Vi valgte champagne og fik frihåndskænket hver et passende glas og så dukkede menuen - et a4 ark - op.

Skaldyr og kød på den ene side - drikkevarer på den anden. Vi valgte en dansk og en fransk østers hver som måltidets begyndelse og derefter et skaldyrs sortiment efterfulgt af en tournedos.

Østersene var hurtigt på bordet - på is med citron og en lille klassisk vinaigrette med skalotteløg.

Den danske østers var smuk i sin cremehvide vælde og smagte fantastisk af både regndråber og umami. Sifka var fortryllet - den franske var meget mineralsk - det vil sige fuld af jern - skøn med et bløp vinaigrette.

Så dukkede et stort fad med blåmuslinger, knivmuslinger og hjerte- eller venusmuslinger kogt med urter op. Dertil godt brød og vådservietter. Et herligt - og usædvanligt - fad at få serveret.

Derefter dukkede der friterede tigerrejer og små blæksprutter op sammen med let marinerede grøntsager med løvstikkepesto.

Man sidder tæt på Oyster and Grill og akustikken er hård og ubønhørlig - men den simple måde alting serveres på får på en eller anden måde det hele til at gå op i en højere enhed.

Tournedoserne stod strunke på hver sin tallerken og til deling en ordentlig portion tændstik kartofler og en frisésalat med olie-eddike dressing. Det er en servering der minder om Frankrig og ikke så meget amerikanske steakhouses, hvor side-orders er en videnskab.

Vi var mætte, da vores tallerkner var tomme og den sidste slurk rødvin drukket. Vand serveres kun i plastikflaske - en gimmick, som er mere kæk end forbrugervenlig - et glas og en kande tak, sagde Sifka.

Så stod vi mætte og glade ude på Sjællandsgade igen klar til nye opdagelser.

Vi trevlede ruten fra før op og endte på hjørnet af Egegade og Birkegade - hvor et brat trin ned sendte os ind i et lokale, som virkede som det indre af en meget kæk togvogn. Lang, smal og lækker.

The Oak Room diverterede os med smukke og opfindsomme drinks - vor bartender arbejdede som en hest for os og var ved at snyde sig selv for den halve betaling. Tak for en Champagne Julep og en Oh Cecilie til mig og en Cynical Brother og en Blomkvist til Sifka.

På hjemvejen sagde Irmahønen på Sortedam Dosseringen god aften og sov godt til os.

Himmelsk hanehave

2011-05-21T08:26:00.002+02:00

Alle der læser med hos Sifka, ved, at hun har fået jord under neglene. Ikke nok jord, men det vender jeg tilbage til om et øjeblik.

Forbløffende nok ligger det lille stykke paradis hun har til låns få skridt fra min arbejdsplads, men alligevel har jeg aldrig bemærket stedet rigtigt eller besøgt det.

Det er altså en fornøjelse at træde ind i haveforeningen, der er altid mennesker, som pusler, passer, plejer, planter, pløjer og helt generelt knuselsker deres jordlodder.

Husene er ret ens - de fleste er nye - men fuldstændigt forskellige. I et land, hvor så meget er ensartet er det opløftende, at se personlighed udtrykt så direkte.

Henne hos Sifka hersker hanen Hans og hun huserer og botaniserer, og så er det hun løber tør for jord, og så må lille blå Fiat to the rescue. (var der for mange og'er i den sætning?)

For der er en overgrænse for, hvor meget plantemuld, en kvinde kan transportere på cykel.

I går artede det sig sådan, at jeg havde en helligdagsvagt og Sifka var i haven og så var det jo lige til at lave en aftale: Stil dig ud ved lågen klokken fri, så suser vi ud på Amagerland efter jord.

Som sagt så gjort og der røg også lidt blomster med i købet, så det var en godt tung indkøbsvogn vi skubbede gennem perlegruset og fik tømt ind i lille blå.

Vel tilbage hos Hans gik en sky for solen og man skuttede sig lidt i forårsvejret. Vi havde egentlig talt om sushi, men vi var i kolonihavehumør, så vi satte kurs mod Ravelinen - det fine gule hus, der markerer det yderste af voldanlægget omkring Christianshavn.

Kun for at konstaterer at stedet var lukket pga konfirmation. Så futtede vi mod Dragør og kørte om kap med et fragtskib på vejen rundt om lufthavnen.

Der mødte os samme skilt på Cafe Espersen, som ellers også lokkede med spætter, pariserbøf, stegt flæsk og sådan noget man kommer i humør til i en kolonihave.

Efterhånden modløse traskede vi rundt i Dragørs skæve gader og fandt yderligere to steder lukket pga privat fest.

Da vi råbte to par an foran det sidste sted og spurgte om de også var fanget i konfirmationsfælden, blev vi affejet med, at næh de havde skam været til konfirmation, men at der nok var noget ved hovedgaden, der havde åbent - for sådan nogle som os, forstod vi.

Det fnes vi godt og grundigt af, mens vi vaklede mod hovedgaden og antraf en lukket pølsevogn, et kedeligt pizzasted og så lyset for enden af tunnelen: Dragør Bistro.

Der var ikke konfirmation og den flinke tjener lo lidt ad tanken, han havde et kor af gutter på høje stole i gang med gammel dansk og fadøl langs baren og en fin blanding af sultne folk i gang ved de fleste af bordene. Nej, stedet havde vist aldrig været lukke for konfirmation.

Og så røg vi begge tilbage til firserne med et brag, da menuen bød på plankebøf.

Åh for en saglighed: Kød, bagt kartoffelmos, hvidløgssmør, en kækt skåret halv tomat og et drys persille.

Mætte og glade sagde vi tak for mad og snuppede desserten på stamstedet: Ismageriet.

Jo, køen er lang, det er svært at parkere, men isen er formidabel og så er de ikke karrige med, hverken den eller guf. Fin finale på kedelig arbejdsdag.

Amager er slet ikke så slem, som jeg altid har syntes;)

Lige ved

2011-05-07T10:37:00.003+02:00

Forleden havde jeg et intermezzo med døden.

Klokken 4.30 en majmorgen på en motorvej nord for København antraf jeg et stykke med is. Helt tyndt, helt usynligt, men nok til komplet at afskære forbindelsen mellem de små, runde gummidæk på Lille Blå Fiat og terra firma.

Først skred jeg mod midterrabattens autoværn. Det havde jeg ikke lyst til at ramme med 120 km/t, så fik jeg bakset vognen rundt, men alternativet var at køre af vejen, med en noget lavere, men dog stadig skærmmende høj fart, så tilbage mod autoværnet - stadig en ussel løsning - og så befandt jeg mig pludselig noget oppe ad en afkørsel og havde vejgreb.

Jeg var ikke den eneste, har jeg senere læst mig til, men til syvende og sidst var ansvaret mit.

Jeg skrabede jo is af ruden før jeg kørte, bilens temperaturmåler sagde -1 da jeg trillede ud af indkørslen. På den anden side meldte den også +3 før jeg nåede Frederiksværk og de første 45 km af min tur var uden spor af isninger.

Jeg påtager mig så også ansvaret - sammen med Fiats ESP-system - for, at det lykkedes at undgå autoværnet eller at køre i skoven.

Så jeg har besluttet at afskrive oplevelsen som, netop det: En oplevelse. Skræmmende, spektakulær, sær, i slow motion og fuldstændigt drænende.

Da jeg holdt på toppen af afkørslen for rødt og lige havde tid til at samle mig, inden jeg kørte videre, kunne jeg mærke urgamle muskler i nakke og overarme og en overvældende træthed.

En halv time senere begyndte min arbejdsdag, hvor der først er det mindste pusterum klokken 9.01.

Jeg tror det var godt, at jeg måtte koncentrere mig om noget andet og har ingen eftervirkninger haft, jeg er hverken bange for at køre bil, eller for at køre lige der.

Desuden har jeg jo aftalt med hende her, at når vi bliver gamle og trætte af det hele, så gør vi som katten på billedet. Om det nu bliver Nimb eller Absinth Depot Berlin, der bliver vores sidste mødested, det har vi forhåbentlig mange år til at beslutte.

Titusinde timer

2011-04-22T08:35:00.003+02:00

Fra den musikglade første gang begynder at overveje om, vedkommende kunne blive koncertpianist eller spille Brahms' violinkoncert med fuldt orkester, til drømmen bliver til virkelighed går der titusinde timer i et øvelokale - alene, opslugt af at blive bedre.

Øver man kun totusinde timer, er man en dygtig amatør og øver man femtusinde timer, bliver man ikke hyret af de mest berømte koncerthuse.

Det er ikke mig, der påstår, at det er sådan. Det er den svenske forsker Anders Ericsson, som har beskæftiget sig med, hvilken rolle talent spiller i udviklingen af en stjerne.

Stort set ingen, siger han. En stjerne fødes ikke - en stjerne skabes.

Der hvor talentet alligevel spiller ind er når et menneske skal tage beslutningen om at investere de titusinde timer - eller måske bryder af ved de totusinde.

Det er nemmere at dedikere sig til noget, man er god til, end noget man har svært ved.

Om det faktisk kan lade sig gøre at blive stjerne i noget, man ikke har særligt talent for eller interesse i, er Dan McLaughlin ved at efterprøve.

Seks timer om dagen, seks dage om ugen, i seks år, har han tænkt sig at træne golf. Hans mål er at blive en del af den professionelle golftur i USA.

Før han begyndte på projektet har han aldrig spillet golf, og han har endnu ikke gennemspillet så meget som et enkelt hul på en golfbane.

Han er startede med at putte fra 30 centimeter og hans golfbag indholdt de første mange måneder blot en putter.

Efterhånden som han er blevet god til at putte er distancen han øver sig på blevet øget.

Jeg synes hans projekt er vanvittigt interessant - og mon ikke, hvis det lykkes, man må sige, at hans talent, trods alt var at kunne fordybe sig i noget - hvad som helst?

I min skoletid var jeg en af dem, der tit fik noteret i min karakterbog, at jeg ikke udnyttede mine evner fuldt ud.

Det grinede min far og mor lidt af, men de diskuterede det aldrig med mig.

Det har nu altid gnavet lidt i mig, som en lille sten i skoen, for hvorfor gjorde jeg ikke det?

Måske fordi skolen aldrig roste mig for min indsats, men ofte kun for det jeg opnåede - eller påpegede det, jeg ikke opnåede.

Forskning tyder nemlig på, at vejen til børn, der er parat til at gøre en indsats og lære nyt, er børn der ikke tidligt får at vide, at de har et særligt talent, men at de er gode til at knokle.

Så mine forældres strategi har nok givet så meget balance, at jeg har samlet noget af det sidste op: Ikke at jeg er villig til at investere titusinde timer i at lære at synge, eller at blive en fabelagtig gartner, men jeg tør nu godt kaste mig ud i nye projekter.

God påske.

Bo Bedre

2011-03-05T15:18:00.010+01:00

Jeg er jævnaldrende med et blad. Ja, faktisk en smule ældre end bladet. Men det kunne være værre.

Min mor var en trofast læser af Bo Bedre - og hele min familie jo også smask midt i målgruppen.

Først har hun slugt de allertidligste artikler om, hvordan den lille familie lever på lidt plads, da boede vi en to-værelses koldtvandtslejlighed på Amager.

Siden har hun været optaget af de smarte nye møbler til den nybyggede tre-værelses i det almennyttige byggeri i Skovlunde og til sidst afhængig af gode opskrifter, hurtige fif og ideer til farvesammensætninger, da hun og min far købte rækkehus i Tåstrup.

Hun gemte bladene - var ikke abonnent, men købte, når hun faldt for en forside eller syntes hun havde råd, gætter jeg på.

Især et nummer var en helligdom. Det hvori min mosters 39 kvadratmeter store lejlighed i Vanløse var en feature. Min kunstneriske moster hvad vundet en konkurrence om, hvordan man får moklet en familie på fire ind på meget lidt plads. Det blad var min mors stolthed.

Jeg elskede at bladre i de gamle numre, allerede som 8-9-årig kunne jeg se, at nogle af de tidligste numres hjem, så gammeldags ud.

Jeg har holdt min mors tradition i hævd og er faktisk abonnent, mest fordi jeg elsker overraskelsen ved at bladet pludselig ligger i min postkasse.

I det seneste nummer er der en artikel om et helt specielt hjem. Der er tale om et gulstens tresserhus, som et par købte sådan lidt hovedkuls, fordi det bare satte sig fast i deres sind.

Der er en meget rørende lille scene i artiklen. Den kvindelige husejer, står med den tidligere ejer i husets soveværelse og skal have nøglen til sit ny hjem udleveret. Da han række hende den, blinker han og to tårer rammer hendes hånd.

Hun kan stadig mærke dem, men glæder sig over, at hendes hus altid har været elsket.

Sådan har jeg det også med mit hus. Måske er det i hele mit liv, mit første egentlige hjem. Det sted, hvor jeg nogensinde har følt mig mest vel til rette. Det vidste jeg tilsyneladende allerede da jeg oprettede denne blog. Den startede jo som en hyldest til det lille røde hus.

Og godt er det at konstaterer - billeddokumentation foreligger - at der er to væsner mere, som føler sig lige så meget hjemme i og omkring det lille røde som mig.

P.S Hvis man er Bo Bedre afficionado, så har bladets første chefredaktør skrevet en bog om sit liv med bladet, som han forærer bort. Han var også en kort overgang min chef og et vældigt behageligt og helstøbt menneske.

Boller på suppen - eller for fanden hvor er jeg glad for min bollesprøjte

2011-02-09T14:48:00.004+01:00

For nogle måneder siden skrev jeg et indlæg om hønsekødssuppe med melboller.

Google Analytics fortæller mig, at det er et af mine mest læste indlæg nogensinde. Det undrer mig, men det er da meget sjovt.

I indlægget skrev jeg, at min suppe ville have været pænere, hvis jeg havde haft en bollesprøjte til at forme bollerne med. Og vupti dukke et venligt menneske op i min postkasse og meddelte, at sådan en ville hun da gerne sende mig - kvit og frit.

Så nu er jeg den lykkelige ejer af en bollesprøjte og jeg har faktisk brugt den flittigt lige siden, for sådan nogle nykogte melboller med godt med salvie, citronskal, salt og peber er helt geniale i en vintersuppe.

Så tak Britta fordi du har givet mine supper det altafgørende ekstra pift.

Jeg har fået en lille

2011-02-02T15:12:00.003+01:00

Og nej, det er ikke Kasper hankat. Jeg synes bare I skulle se, når han har gang i sin for tiden yndlingsdiciplin: Porre-petting.

Nej, jeg har udskilt de allermest madorienterede af mine indlæg til en ny madblog. Det kan I finde på http://madmenneske.blogspot.com.

Jeg ved ikke helt hvorfor, eller hvordan det kommer til at fungere, men det kom over mig og så gjorde jeg det bare.

Hvis det ikke fungerer, så kan jeg bare slå de to blogs sammen igen.

Brok, brok og brok

2011-01-26T11:42:00.006+01:00

Inden for den seneste tid har jeg tre gange følte mig kaldet som forbruger til at klage over et produkt jeg har købt.

Første gang i december, hvor jeg købte et stykke kød i Irma, som var beskrevet som culotte på etiketten, men som kun var en cuvette. Anden gang da jeg bestilte et strikhæfte hos Interweave i USA, som ikke nåede frem inden for de lovede 6 uger og senest, da jeg købte noget creme fra Korres, hvor pumpen gik i stykker første gang jeg brugte den.

Jeg indrømme, at jeg var ganske vred, da jeg skrev til Irma. Sagens sammenhæng var lige gået op for mig, da jeg tog en bid af den totalt seje og uspiselige steg. Bedre var det ikke, at det var anden gang, Irma lavede det nummer med mig. Ganske vist ligger først episode efterhånden en del år tilbage, men alligevel.

Jeg var muligvis en anelse mere diplomatisk, da jeg skrev til Interweave og Korres, men hvor om alting er, de tre virksomheders reaktioner, har været ganske forskellige og kun to af dem, har mig som fortsat kunde.

Billedet øverst afslører måske, hvorfor jeg stadig vil handle med Korres. Deres salgsdirektør skrev tilbage, at det beklagede han meget og at man var ved at finde en anden emballage til creme, fordi problemet desværre var kendt.

Dernæst tilbød han at fremsende en erstatningsvare. Det sagde jeg ja tak til - og så sendte han fire i stedet for en. Det er altså ok.

Interweave gav mig pengene tilbage for bladet og så ankom det naturligvis fem dage senere. Derfor skrev jeg tilbage og spurgte, hvordan jeg betalte for det og fik svaret - behold det, nu har du ventet så længe. Respekt for det svar.

Irma derimod svarede, at jeg måtte medgive, at alle kan lave fejl. Og dernæst kom guldsætningen:

Jeg vil gerne stå 100 % bag min slagter og sige, at ingen slagtere i Irma vil snyde bevidst på den måde, du beskriver det. Hvad skulle hans motiv være til det?

Tja, bom, bom - hvad med det indlysende motiv, at han altså får en højere kilopris for kød, som til nød kan hakkes og/eller koges, men ikke steges. Det er sgu da et motiv, der er til at tage og føle på.

Dernæst meddelte han, at jeg kunne få pengene tilbage ved at henvende mig hos den pågældende Irma. Men det involverer, at jeg skal køre til Hillerød og der skændes med nogle folk, der selvfølgelig både vil se bon og emballage, helst også den elendige steg. Den slags orker jeg ikke.

Så i stedet - og især fordi brevet handlede om at stå 100 % bag Irmas slagter og ikke bag kunden, så har jeg besluttet ikke at handle i Irma mere.

Det gør mit ondt. Jeg elsker mange af deres varer, familien har handlet der i 50 år og jeg kommer til at savne det stribede toiletpapir, men nok er nok.

Så dagens lektion kunne være, at store firmaer kan lære af små firmaer, hvordan kundeklager håndteres og bør overveje, at trække hovedet ud af den sky, der hedder: Hvad kommer en enkelt kundes klage os ved, vi har så mange.

Så loftet ramler ned

2011-01-23T10:52:00.004+01:00

For tre år siden var jeg til mit første blogtræf. I går gentog en lille hård kerne, med en enkelt tilløber men desværre uden mågen, seancen på Mikkelers bar i Viktoriagade.

Meget er forandret for mange af deltagerne, men vi kan fortsat snakke og grine til loftet falder ned.

På Cafe Langebro skræmte vi de lokale bort, sådan gik det - heldigvis - ikke på Mikkeler, som er et voldsomt hyggeligt sted, med et voldsomt varierende klientel.

Fra os, der i perioder drak som en mødregruppe, til svenske ølentusiaster på pilgrimsfærd over bredbringede rockertyper til stilfærdige kærestefolk.

Alle betjent af byens sødeste øltender - i vores tilfælde også sodavandstender og barista.

Da vi ikke kunne drikke mere begav vi os de få skridt ned ad Viktoriagade til byens ældste pakistanske restaurant og spiste stærkt og godt på Shezan.

Det var en super eftermiddag og aften og jeg glæder mig til at høre, hvordan livet har artet sig, når vi holder 6 års jubilæum i 2014, hvor Mågen bare har at være på vingerne ;)

Et hummer hummergodt nytår

2011-01-02T12:32:00.003+01:00

Den glidende overgang mellem 2010 og 2011 var herlig.

Efter fem franske retter og passende vine, efter dans til Barry White - to tøser på 8 og 10 ville vide, hvad sådan nogle gamle folk som deres forældre og mig dansede til, da vi var unge - efter spændt venten foran fjernsynet med champagne i glasset og kransekage på tallerkenen faldt klokken i slag.

- Er det København, spurgte den 10-årige vantro, da fyrværkeriet eksploderede på fjernsynsskærmen.

- Jeps, lidt som en krigszone svarede vi blasert.

- Jamen, er det farligt?

Det er det jo - og næsten morgen var hun meget grebet af, at 76 var kommet til skade med fyrværkeri - troede de var døde.

Nytårsaften gennem en 10-årigs øjne, var en øjenåbner.

Alt var nyt, alt var spændende og det bedste for hende var at søster gav op ved 23-tiden og faldt i søvn på en madres på gulvet, med en kat i fodenden og en skål slik ved hånden.

Så årsskiftet var hendes og hendes alene, og da vi gik uden for og kiggede på krudtet skudt af over Vordingborg og omegn, var hun lige med et så stor, at det hele var smukt og flot og meget lidt farligt.

En jul man vil huske

2010-12-24T10:36:00.003+01:00

Som en af mine bekendte på Bornholm, netop har skrevet på Facebook til historier om de mange mennesker, som er strandet i Rønne og ikke kan komme videre ud på øen: Det er ikke en jul de vil glemme.

Og sådan er det vist for mange, en jul unger om mange år vil fortælle deres unger om.

Det kan jeg på en eller anden måde godt lide, men jeg er jo heller ikke strandet på Almegårds Kaserne eller i Rønne Idrætshal eller et af de mange andre steder, folk er strandet.

Jeg tror endda på, at jeg om lidt kan komme på arbejde - det har jeg nemlig valgt at bruge min juleaften på.

Og nej, billedet er ikke min madkasse, men mit køleskab, de seneste seks dage.

For en uge siden var bitternissen nemlig et smut forbi. Han skulle lige ødelægge min fryser - jeg trak lidt i en skuffe - og så fulgte hele indholdet med ud inklusive knækkede kølerør - og eftersom køl og frys ikke kunne slukkes separat - goodbye til begge dele.

Slutdecember er ikke det bedste tidspunkt at købe hvidvarer på, kan jeg afsløre, slet ikke, når man skal have venstrehængslet og leveret i snestorm.

Men det lykkedes - et Electrolux brummer venskabeligt i grovkøkkenet og mine viktualier er blevet varmet passende op.

For en plastkasse i et uopvarmet skur, selv under et vattæppe, kan ikke hamle op med de -19, her var forleden nat, så morgenkaffen har tit måtte vente på, at mælken tøede og morgenægget på, at det overhovedet kunne slås ud.

Respekt for vores formødre, som klarede sig uden køleskabe, og jeg vil tro, de synes det var en meget større kunst i juli-august en i en fimbulvinter.

God jul - kør forsigtigt og nyd at alting tager sin tid.

Dampende ånde og røde kinder

2010-12-20T14:13:00.006+01:00

I modsætning til de to foregående år er det i år ikke lykkedes for Sifka og mig, at få tid og omstændigheder til at gå op til den store juletur.

Lørdag aften enedes vi om en københavnerjuletur søndag og jeg meldte Tivolis og/eller Christianias julemarked, men Sifka så snestier, skov og varm kakao for sit indre juleøje.

Nogen gang glemmer vi naturbegustigede jo, at det ikke er alle, der har den slags lige uden for døren.

Så vi mødtes kort før middag på Nørreport station og satte kursen mod Klampenborg, men før vi skulle i skoven, skulle vi lige over at kigge på Øresund.

Sikke et skue - der er endnu ikke isdannelse i havet - men alt, hvad det rører ved er overtrukket af et ispanser.

I Dyrehaven så vi mange heste, mange ældre skiløbere iført deres ungdoms skitøj fra fra Bergans og Norrøna, Bakken i sneklæder og ikke et eneste dyr.

Og så endte vi på Piil og Co's udendørs skovbar, hvor vi grillede pølser, søbede hvid gløgg, drak kakao og spise pandekager draperet i tæpper og med dampen stående ud af næseborene - alt med udsigt til Kildesøen.

Det var herligt og hyggeligt og vidst lige, hvad Bryggekonen havde drømt om.

Vel tilbage i byen, stiftede vi bekendtskab med Mikkellers herlige ølbar, hvor især Vesterbro Wit'en imponerede med en smag af grapefrugt og plaster.

Da sulten bankede på mavevæggen stillede Mother den for os med god skinke, marinerede grøntsager, pølse, bruschetta og friskbagt foccacia - efterfulgt af en fornem pizza, som bare lige skulle have haft 3 minutter mere i den brændefyrede, men var milevidt over, hvad man ellers finder af pizza i København.

Over en stille italiensk juleøl konstaterede vi, at vi havde fået vores ungpigekulør tilbage i kinderne efter en herlig juleudflugt.

Grøn eller hvid vinter?

2010-12-08T16:26:00.002+01:00

Almindeligvis er der 13-14 år mellem de hvide vintre her i landet. Men denne gang er det kun otte måneder siden, sneen sidst lå over land.

Da tøbruddet kom i marts kan jeg huske, at jeg følte lettelse. For det er altså mere besværligt, at bo på kanten af civilisationen, når det sner, end når det ikke sner.

Men da sneen dukkede op i forrige uge, var min første tanke faktisk ikke: Åh, nej nu igen eller allerede.

Den var: Aj, hvor er det flot, lad mig få fundet den kulørte lyskæde frem og kontrasteret det smukke, glitrende hvide med smagløst lys.

Jeg har tænkt over, hvorfor det mon er, at jeg faktisk foretrækker den hvide for den grønne vinter.

Hvorfor tiltaler det mig i stedet for at irriterer mig, at der pludselig er ting, jeg skal gøre og ting jeg ikke kan gøre? Jeg der plejer, at elske at bestemme selv?

Jeg skal tidligere op om morgenen, hvis nu føret er usselt, jeg skal tænke over, hvor jeg stiller min bil. Jeg skal holde huset varmt med optænding på de rigtige tidspunkter. Jeg skal grave en smule sne til post og skraldefolk. Jeg skal klæde mig fornuftigt og køre forsigtigt og er nødt til at følge med i både vejr- og trafikudsigter.

Det burde irriterer mig. Men det gør det ikke. For sandheden er jo, at der er tale om sådan en stilfærdigt påtvungen omgang simpel living.

Hvor der ikke er andet at gøre, end at tage tingene, som de kommer. Hvor vejret har indflydelse på om jeg kommer til sammenkomster hos folk og det accepterer de og det accepterer jeg.

Hvor jeg bliver nødt til at planlægge og opbygge lagre, så jeg kan klarer længere periode, hvor jeg muligvis ikke er meget mobil.

Derudover er det jo smukt. Eventyrligt - med indbygget ekstra, gratis motion - at gå til havet gennem knæhøj, nyfalden sne.

Forleden eftermiddag, da jeg kørte hjem i skumringstimen i den sædvanlige hale af biler kø, var det som om, der faldt ro over selv, den mest utålmodige lærling, i hvid varebil, for det var en klar dag, men samtidig begyndte rimtågen at rejse sig fra markerne og i horisontens sprække malede solen himlen orange. Arresø lå snedækket og lyste i tusmørket.

Det var betagende - og beroligende.

Men spørger jeg mine katte, ved jeg godt, hvad de vil svare: Vi vil have det hvide væk, nu!

Den godeste suppe

2010-11-28T12:14:00.002+01:00

To tidligere kolleger var forbi til frokost og jeg var i syv sind, hvad jeg skulle lave, men så så jeg en ret hos Pioneer Woman, som tiltalte mig: En chowder på sorte bønner.

Der skulle dog kastes noget død gris i retten, det tiltalte mig ikke, så jeg fiflede min egen - for en gang skyld helvegetariske - version på plads.

Til retten skal serveres agurke-koriander relish og jeg bagte så også nogle ostemuffins. Det var perfekt en råkold vinteredag. Den ene af gæsterne påstod, at det var den bedste suppe hun nogen sinde havde smagt.

Til dessert lavede jeg en banoffi pie, som også var ganske populær, selvom det aldrig bliver min favorit, men den var sjov og nem at lave, for jeg afveg nemlig som altid fra den originale opskrift. Sådan er jeg.

Chowder af sorte bønner:

1 dåse sorte bønner
1 løg
1 stilk bladselleri
1 ikke så stor gulerod
1/2 gul peber
økologisk grøntsags b0uillon
1/2 liter mælk
1 teskefuld karry
1 teskefuld chilipulver
1 teskefuld spidskommen
1 teskefuld cayenne peber
salt
peber
2 spiseskefulde mel
75 gram god mellemlagret tør ost revet- jeg brugte cheddar

Grøntsagerne hakkes fint og svitses straks efter i et par skefuld god olie. Derefter tilsættes bønnerne og 7 dl god suppe ved, jeg brugte altså grøntbouillon, men hjemmelavet kyllingesuppe ville også være. Fint tilsæt ved samme lejlighed krydderierne.

Kog nu suppen i 20 minutter. Hvis man ikke bruge dåsebønner, så skal suppe koge til bønnerne er møre.

Tilsæt mælken og småkog yderligere 15 minutter.

Ryst mel og ost sammen i en pose. Skru op for varmen under suppen og når den rigtig koger tilsættes så den underlige mel-oste blanding, som giver suppen den rigtige chowder konsistens. Smag til med salt og peber.

Server suppen straks med en klat agurke-koriander relish i midten. Den har godt af at blive lavet før suppen: En agurk skraldes og kernerne skrabes ud. Agurken skæres i små firkanter, som vendes i et halvt bæger græsk yoghurt, hvori et ordentligt skud hakket koriander er udrørt. Almindelig persille vil være et godt alternativ til de koriander-hadende.

I sne står kat og bil i skjul

2010-11-28T11:59:00.005+01:00

Det seneste døgn er der faldet noget der visse steder ligner en halv meter sne over mit lille hjørne af verden og det kan kattedyrene slet ikke forlige sig med.

Til formiddag brugte jeg en times tid på at få gravet min bil fri i indkørslen og så manøvrere den ned af min sandvej til en nærliggende parkeringsplads, så jeg kan gøre et forsøg på at køre på arbejde i morgen tidlig.

Nu jeg havde sneskovlen fremme, så gravede jeg lidt stier til kattene og minsandten om ikke Hr. Kasper trippede ud under havebordet for en kort bemærkning, men aldrig med alle fire poster i det holde hvide.

Han tror sig i sikkerhed, jeg tør ikke fortælle ham, hvad der er lige over hans hoved. (Kattesporene er nabokattenes fortjeneste)

Forfininger og forandringer

2010-11-20T09:23:00.006+01:00

Da jeg lærte at køre bil i 1978 var det i en Opel Kadett. Da jeg fik kortet og begyndte at køre selv, var det i min fars Ford Taunus.

På de 32 år mener jeg ikke, at der er sket nogen fundamental forandring med biler. Jo bevares, nu har vi servostyring, forstærkede bremser, esp og hvad ved jeg, og man skal ikke mere trylle med en choker ved en kold morgenstart. Men for mig er det mere forfininger end forandringer.

Sådan er det ikke med computere. Min første, som jeg købte i 1987 - en Amstrad - har så lidt til fælles med min seneste - iPad'en - at det er sært at skulle sige, at de tilhører samme art.

Men nu er det jo sådan, at det kun er i bagklogskabens klare lyd, at man kan bilde sig ind, at fortiden er en kladde for fremtiden.

Lige så lidt som jeg fræsede rundt i Daddys Taunus og længtes efter ESP og aircondition, lige så lidt sad jeg foran min Amstrad og længtes efter en iPad.

Taunus og Amstrad var om ikke toppen af poppen i deres samtid, så dog respektable udgaver af henholdsvis bil og computer.

Nå men, hvad så med det der billede af Grand Central Terminal i New York. Hvad har det med Kadetter og Amstrader at gøre?

Jo altså, Petrea the iPad, gør alting til en leg - det er den helt afgørende forskel på hende og Amstrad'en, hvor man virkelig skulle arbejde - blandt andet med først at indlæse styresystemet fra en diskette - oven i købet et ukurant format - og derefter holder styr på sine filer fra andre disketter.

Petrea har lokket mig til at indlade mig med den amerikanske udgave af iTunes og App store og der faldt jeg over nogle fantastiske dokumentar programmer, blandt andet 18 timer om baseballs historie og en time om Grand Centrals historie.

Om ikke vupti - så dog i løbet af nogle timer - blev alt downloaded, men eftersom 18 timer om baseball fylder i omegnene af 11 MB og Petrea kun har 16 MB hukommelse, så fandt jeg en måde at se film på min MacBook Pro over nettet på den lille flade.

Takket være Air Video kan jeg nu sidde/ligge i min seng og nyde mine fantastiske dokumentarfilm, når det passer mig.

At jeg kunne starte dagen med at drømme mig til New York og Grand Central - jeg kunne godt finde på at bruge det meste af ferien der - hvor der er alt fra en fantastisk cocktailbar til østersbaren over dem alle.

Det er sgu da en revolution, noget større end at vinduesviskerne i nogle af nutidens automobiler selv går i gang, når det regner.

Når Jansson frister

2010-11-19T09:43:00.004+01:00

Der er nogle retter, hvor jeg bare skal se navnet, så begynder mine smagsløg at længes.

Sådan en ret er Jansson frestelse - en svenske klassiker med kartofler, løg, benfri sild og fløde.

Altså følte jeg mig noget snigløbet, da et nyhedsbrev i min inbox proklamerede, at jeg kunne komme til svensk julebord til en favorabel pris og nyde blandt andet Hr. Janssons fristelser.

For straks fik jeg fantomsmerter på tungen.

Heldigvis lå jeg inde med de nødvendige råvarer, så var det bare at klø på.

Og så lige en påståelighed - nej, der skal ikke ansjos, men benfri sild i fristelserne.

Her er forklaringen: De skandinaviske farvande er for kolde til ansjos - har i hvert fald været for nu er både ansjos og sardin dukket op - dem skal man til Middelhavet for at fange.

Så når man har med simpel bondekost som fristelserne at gøre, vil det være helt utroligt, at de skulle indeholde en varer, som i bedst fald er dyr og svært tilgængelig, i værste fald utilgængelig.

Men Sverigesfarere ved jo, at der slår ansjos på ganske mange burka på hylderne hos ICA, hvordan kan det så være? Jo, fordi i Sverige kalder man brisling ansjos. Og så det finurlige, i Danmark kalder man brisling benfri sild.

Så er det på plads og det var fristelserne også efter blot 55 minutter i en god varm ovn. Og jeg må sige, det er altså perfekt comfort food en råkold novemberaften - blød kartoffel, sødt løg og så sammenrendet af fløde og sildesaft. Perfekt.

How to:

Skræl et halv kilo kartofler og skær dem i stave lidt tyndere end pomfritter. Skær to små eller et stort løg i tynde skiver. Smør et ildfast fad, læg et lag kartofler i bunden, dæk med løg og fordel en dåse benfri sildefiletter ud over laget. Dæk med resten af kartoffelstavene. Kom godt med peber på og en smule salt, ikke for meget for sild og lage er salt. Hæld derefter en kvart piske og al sildelagen over. Strø et lag rasp på toppen og smid et par klatter smør på.

Bag i ovnen ved 200 grader i 50-55 minutter til kartoflerne er helt møre og fløde-sidelagen er tyk og isabellafarvet.

Spis med en skive knækbrød med mindst mellemlagret ost på, drik snaps til. Så bliver det ikke meget bedre.

Creature comforts*

2010-11-16T15:01:00.006+01:00

På engelsk har de et fint udtryk for alle de dagligdagens behageligheder, vi tager for givet i den vestlige verden. De kaldes creature comforts og sådan nogle bliver man afhængig af.

I går rottede vvs-guderne sig endeligt sammen mod mig, ud over, at der ikke har været for alvor varmt vand i mit brusearmatur i en lille månedstid, så kunne mit das pludselig ikke skylle andet end en smule væske ud og det ganske langsomt endda.

Så til morgen var der ikke andet at gøre end at ringe efter Duemose - den lokale vvs'er. Først kom der en flink mand og skiftede mit tilkalkede armatur ud med et nyt og et par timer senere kørte en gigantisk spulevogn op. Min kloak var en noget større udfordring og der blev spulet længe og ihærdigt, før der var hul igennem.

Så nu er det, at jeg tænker, hvor er det fedt at kunne tage et langt, varmt brusebad igen - jeg synes jeg havde fortjent et bad, til varmtvandsbeholderen løb tom, for alle de morgener, hvor jeg har stået under en svag, lunken stråle og frosset.

Og hvor tager vi det bare for givet, at alt kan trækkes ud efter os, når vi skal, hvad vi nu skal.

*Nyd denne lille video, der handler om dyr i zoos forventninger til creature comforts

Meget arbejde for en lille sandwich

2010-11-15T19:15:00.002+01:00

Lige siden jeg i lørdags læste denne artikel på Politikens hjemmeside, har jeg drømt om en ribbenstegssandwich.

Men jeg har også onde drømme om alle de svin, vi piner og plager i dette land, så jeg kunne ikke se mig selv sjoske hen til det lokale supermarked efter deres svinekød.

Altså måtte jeg vente til i dag, hvor jeg kunne få fat i et stykke hæderlig økogris, der har været på friland.

Fra morgenstuden havde jeg sat en god dej over til halvrustikke boller. Jeg har desuden en forkærlighed for chillimayo smurt på bollen og syltede agurker oven i rødkålen.

Så jeg fik altså glæde af både hanesovsen og mine sært udseende, men super smagende agurker, mens jeg stegte steg og kogte kål, som fik både et skud æble, rødvin, tranebærsaft og en smule løg foruden allehånde og citronsaft som smagssætter.

Alt i alt blev det en dejlig sandwich, men ikke et helt rationelt projekt til en person.

Måske jeg skulle overveje, at servere ribbensstegsandwich til en sammenkomst en dag. Og så skal jeg helt sikkert smage Meyers for sammenligningens skyld.

Elge og grantræer

2010-11-15T18:53:00.004+01:00

Sifka spørger, om vi vil tilfredsstille hendes nysgerrighed og vise vores favoritstrik frem. Det vil jeg i hvert fald.

Jeg er så heldig, at mit favorit strikketøj, næsten altid er det seneste, jeg sidder og nørkler med. Så lige nu er det ubetinget denne Baby Norgi, som jeg blev færdig med, så sent som for et par timer siden.

Der var ganske vist et par dage, hvor jeg gik lidt død på det lange lyseblå stykke mellem borten for neden og den glade række af grantræer og elgtyre, men med en god - eller i hvert fald meget ordrig - lydbog gik det.

Og så må jeg sige, at det er imponerende, hvad man kan få forærende på nettet. Wendy D's opskrift er nem at gå til, men med mange små fine finurligheder, som at der for enden af hvert ærme strikkes seks pindevrang, så der kan sys et fint glatstrikket overslag ned over sømmen, når ærmet er syet på.

Og så er jeg vild med at alle kanter er opsyet.

Og så er der min nye favoritkop:

Hårdt arbejde - rigdom - moderne syltning

2010-10-17T15:57:00.003+02:00

For et par uger siden var Sifka og jeg på det årlige æbleskud på Kildebrønde frugtplantage, hvor vi hver især hjemførte nogle gode poser efterår.

Min pose Elstar er borte, men på en noget mere nærliggende plantage - den i Græse - havde de i dag et tilbud, hvor jeg kunne få 10 kilo for 150 kroner.

Det lod jeg mig ikke sige to gange, af sted gik det og hjem kom de. Ikke i en yndige fransk æblekasse af 342 år gamle æblestammer, men i den solide papkasse fra Dansk Frugtavl.

10 kilo æbler er en pæn sjat - noget af en rigdom faktisk - så jeg tænkte at nogle af dem skulle forvandles til noget holdbart. Æblemarmelade ville være et blegt plagiat, så jeg besluttede mig for æblegele og googlede straks.

Der var flere tilbud. Alle opskrifter var ens. Alle opskrifter stammede fra en eller andens bedstemor, men ikke alle havde held med opskrifterne.

Nogles gele blev ikke stiv - andre brokkede sig over, at de kun fik 4 dl saft ud af opskriften, og afslørede en vis skuffelse over udbyttet af det hårde arbejde.

Det må jeg indrømme, at jeg studsede noget over. Hårdt arbejde? At hive stilken af 3 kilo æbler, skære dem i grove stykker, koge dem i 20 minutter med 1 liter vand og ønskede smagssættere - jeg brugte citronskal, salvie og rosmarin.

Derefter siede jeg grøden og pressede pulpen gennem et klæde.

Så sukker i saften i forholdet 1 kilo til 1 liter saft - jeg fik 8 dl så 800 gram - vanilje i - omrøring og så op at koge rask i 5 minutter.

Skolde glas, hælde på, spise skummet - som nemt fjernes fra overfladen efter en frokosttid.

Skulle det være hårdt arbejde?

Forstå mig ret, hvis man er helt uinteresseret i køkkenarbejde, så er det uden tvivl kedeligt arbejde, men hårdt?

Og hvorfor kaste sig ud i projektet, ved mindre man bare ikke kan lade være, fordi det er hyggeligt og ens hjem kommer til at dufte vidunderligt og man vil glæde sig over gelen de næste mange uger/måneder afhængig af, hvor stor husholdningen er.

Nå, ved nærmere eftertanke er der da køkkenopgaver, der er hårdt arbejde. At pille et kilo fjordrejer, at pille små kartofler til julebruning til 10 sultne mennesker, at smutte et kilo mandler til hjemmelavet marcipan. Just saying.

Og så gik det jo op for mig, hvorfor alle opskrifter fra alle folks bedstemor er helt ens. Fordi bedstemor har Tørsleffs opskrift fra Den grønne Syltebog - moderne syltning.

Det moderne er tilsætningen af Atamon, som bogen anbefaler. Jeg nøjedes med at skylle mine glas i vanilievodka efter skoldningen.

I En erfaren Huusmoders Kogebog fra 1868 optræder forholdet et pund sukker til et pund saft også, men derudover den interessante tilføljelse, at den færdige gele kan opløses i vand til en behagelig limonade.

Og så kan jeg afsløre, at det er hårdt arbejde, at forsøg at være madfotograf borte fra køkkenbordet. Pinga er noget af en linselus.

Æbler og ost

2010-10-16T14:50:00.004+02:00

I dele af USA spiser man cheddar ost til apple pie. Og kombinationen æbler og ost findes i masser af forskellige opskrifter for alt fra sandwich til kage.

I nat da jeg kom hjem efter fjerde aftenvagt - og lige havde haft besøg af 12.000 gæster i forbindelse med Kulturnatten - overvejede jeg seriøst straks at frembringe disse fantastiske apple cheddar scones, som jeg fandt hos Deb.

Men fornuften sejrede og jeg sov på ideen. Måske også fordi opskriften ved først gennemøjning afslørede, at det ville tage lidt tid at lave dem.

Ikke så lang tid, som hvis man følger Carl Sagans opskrift på apple pie: If you wish to make an apple pie from scratch, you must first invent the universe, men lidt arbejde er der da involveret i dem. Og jeg er ikke sikker på, jeg ville have overskud til at lave dem uden en køkkenmaskine.

Men hvis du har sådan en køkkendjævel så kom i gang, for de er ganske fabelagtige. Fremover bliver de en efterårsfavorit. Jeg ser for mig en bænk med udsigt over havet og så et par scones til en kop te eller kaffe fra termo.

Jeg har kun lavet småændring i forholds til Debs opskrift, som er hendes tweekning af en anden opskrift.

Her er min version - og hvis du er ligeglad med hvordan, så god weekend ;)

Jeg tændte ovnen på 190 grader - konventionel varme.

Så skrællede jeg 2 æbler - Elstar som er mit ubestridte favoritæble - dem skar jeg i stykker, men nåede vist ikke de 32 Deb anbefaler.
De røg på bagepapir og i ovnen i 20 minutter, til de var sådan en smule brune på nogle kanter, tørre i overfladen og ekstremt velduftende.
De blev derefter sat i køleskabet til afkøling.

Så gik jeg i gang med det lidt pedantiske arbejde med at gøre de tørre ingredienser klar.

Jeg sigtede 200 gram hvedemel, og blandede deri sådan et fingergreb salt, 50 gram sukker og en spiseskefuld bagepulver.

Derefter rev jeg 75 gram god, moden cheddar.

I skålen på min røremaskine dumpede jeg så 85 gram koldt smør skåret i små tern, de nu afkølede æbler, den revne ost, 1 æg og en halv deciliter piskefløde (mælk ville være lige så fint).

Oveni blev de tørre ingredienser så drysset og så blev maskinen sat i gang på virkelig lave omdrejninger. Efter 2-3 minutter var dejen samlet, men stadig klumpet og bøvet at se på.

Sådan skal den være. Nu kan den forsigtigt rulles ud på et meget meldækket bord til passende størrelse og så enten, som Deb har valgt, skæres i sådan trekanter eller stikkes ud.

På bagepladen igen, på et nyt stykke bagepapir (jeg slukkede ikke ovnen undervejs, æblerne kølede af i den tid det tog at finde alt frem og få det målt op.)

Mine runde scones fik sammenpisket æg på overfladen og et lille drys kanelsukker, bare for et give et strejf af kanel.

Derefter bagte jeg dem i 22 minutter. Deb foreslår 30, så ville mine være blevet meget mørke og stenhårde, nu er de gyldne og en smule bløde i midten.

Fabelhaft!

Vi elsker Petrea

2010-10-04T18:05:00.005+02:00

Nu har jeg været iPad-ejer i en smule mere end en måned. Så nu er det på tide, at kaste sig ud i en skamløs rosefest af det lille apparat, som lyder navnet Petrea.

Pinga har rakt en pote i vejret, for først at komme til orde. Hun nyder, at hun nu kan ligge på skødet en hel aften, fordi MacBook'en kun er nødvendig til længere skrive-arbejder - som denne.

Jeg nyder maskinens lækkerhedsfaktor og alle de coole små programmer, der hurtigt og nemt kan hentes til den. (Som ColorSplash, der har hjulpet med fotoet til dette indlæg.)

Desuden er det værd at bemærke, at iPad'en, som iPhone'en, er ufattelig nem at bruge for en masse mennesker der ikke har nogen computer-selvtillid og ofte opgiver at få blot noget tåleligt ud af en pc.

Ipad'en er indbegrebet af en computer for mig - nem at bruge, nem at tilpasse, nem at flytte rundt på og nem at begejstres over.

I sandhed et godt køb - at turen til Hamburg, derudover var værd at skrive hjem om, gør da kun det hele endnu sjovere.

Hvem fanden har en bollesprøjte?

2010-10-02T14:19:00.003+02:00

Jeg bliver nødt til at indrømme det, i dag blev jeg fanget i en af mine egne fordomme. Det er aldrig rart.

Jeg havde fundet en opskrift hos min helt Ruhlman på chicken and dumpling, der fik mine smagsløg til at hoppe.

Ved en nærmere analyse af både suppe og boller, er der - bortset fra en mikroskopisk portion tomatpure - og en smule citron og salvie ingen forskel på den amerikanske favorit og vores egen hønsekødsuppe med melboller.

Men den titel ville jeg bare have læst hen over uden at smage efter i mit indre smagsgalleri, om det kunne være godt.

Det er jo noget pjat.

Nå, men det hele starter med en kylling. Irma havde et pænt økodyr til en favorabel pris.

Den røg i gryden med porre, løg, gulerod, frisk salvie og rosmarin foruden peber, salt og laurbærblade og en god liter frisk koldt vand.

Efter en time faldt kødet formeligt af benene og den var lige til at pelse i en stor skål med to gafler.

Skrog, gump og skind røg tilbage i gryden til suppen.

Og så gik jeg i gang med bollerne.

I en bredmundet, sliplet gryde satte jeg 125 ml mælk over med lidt salt og 50 gram smør. Da det lige nåede kogepunktet smed jeg 125 gram hvedemel i og rørte kraftigt til massen var smuk og blank og slap bund og sider på gryden.

Efter et kort afkøl rørte jeg to æg i til en blød konsistens, der alligevel kunne holde facon. I denne fase røg der også et par blade frisk, finthakket salvie og en smule finthakket citronskal i.

I en 3. gryde - med kogende vand forsøgte - jeg på elegant vis at boppe nogle passende fikse melboller ud af en plastpose med hul i hjørnet. Det var i denne fase, jeg endelig forstod værdien min barndoms mærkeligste køkkendims - bollesprøjten.

Melbollerne røg op i en skål med et rent klæde efterhånden som de dukkede op til overflade.

Så siede jeg suppen.

Svitsede lidt løg, rød peber og gulerod i mundrette stykker i noget smør i bunden af en fjerde gryde.

Tilsatte en fingernegl tomatpure og smagte til med salt og peber inden det meste af den siede suppe og cirka halvdelen af kyllingekødet røg i gryden.

Til sidst røg melbollerne i og så fik det hele en mild skæven, mens jeg vaskede de ikke helt små mængder opvask op og glædede mig til en god frokost.

I morgen bliver resten af kyllingen og suppe lavet til kyllingepaj, og der er suppe nok til både aftensmad i dag og en enkelt frokost i næste uge.

Og melbollerne, min barndoms hadeobjekt nr. 1 - jeg kunne heldigvis altid bytte dem til kødboller hos min bror - var helt vidunderlige, fjerlette og aromatiske af salvie og citron.

Super, men hvor får man fat i en bollesprøjte?

A damn fine tart

2010-09-26T13:13:00.010+02:00

Min veninde og hendes engelske kæreste kom til frokost i går. I den anledning forsøgte jeg mig med en Bakewell Tart. et stykke klassisk engelsk hjemmebag, som Smitten Kitchen bloggede om i foråret.

Jeg havde godt set navnet før, men anede ikke, at tærten var opkaldt efter en by. Jeg tror, jeg troede, at Bakewell var et varemærke sådan ala Tørsleff og at tærten var et forsøg på at presse så mange produkter sammen i et enkelt bagværk som muligt.

Jeg blev klogere og tærten en succes - thumbs up fra en næsten lokal.

I al sin enkelhed er der tale om en mørdejsbund med et lag hindbærmarmelade og en mazarin-agtig-masse øverst.

Jeg indrømmer det, mørdejen var købedej, men resten hjemmelavet.

Nu havde jeg ikke lige et glas hjemmelavet hindbærmarmelade i forrådskammeret, men det funker også at lave en lynmodel:

En pose frosne hindbær blev kogt ind med sukker, rosmarin og et skvæt tonic vand. Men en helt old school model, hvor hindbær koges alene med sukker og måske et strejf kanel vil også være fortræffeligt. Lynmarmeladen blev stillet til afkøling.

Derefter forbagte jeg tærtebunden en smule og smurte marmeladen ud over den.

Undervejs fandt jeg tid til at smutte 200 gram mandler.

Så skulle der gang i foodprocessoren. Først blev mandlerne finmalet med halvanden spiseskefuld hvedemel. Så blev 150 gram sukker tilsat - jeg brugte noget ubleget rørsukker - og lidt reven citronskal. Derefter 150 gram smør og et helt æg og en æggeblomme.

Til sidst har man en blød, men dog smørbar masse, som med en fugtig kniv omhyggeligt kan fordeles ud over marmeladen i et noget tykkere lag.

Tærten fik 35 minutter i ovnen ved 190 grader, så var mørdejskanten, der stak op over mandelmassen, godt sprød - som man ser nederst - men den kan eventuelt skæres til.

Ved servering fik hele herligheden et drys flormelis. Vi konstaterede at den var god til en kop earl gray efter en lang stensamler tur til vandet, hvor vi reddede en hugormeunge fra den visse død, ved at gelejde den fra stien ud på lyngen.

Desuden viser det sig, at den også er god dagen derpå ;) Og som Debbie, som skriver Smitten Kitchen, er inde på, så er det er en opskrift, der kan varieres i det uendelige. Skru på marmeladen eller på nødderne.

Hvad med blommemarmelade og hasselnødder i stedet for mandler i mazarinen?

Noget i ovnen

2010-09-16T18:03:00.003+02:00

Lad mig sige det sådan, for en lille uge siden rundede jeg et af livets mere opreklamerede hjørner. Det skete helt udramatisk og i god ro og orden. Mere end det faktisk - det skete i ro og balance.

Noget af det, som har gjort det særligt særligt, er, at alle gaver jeg har fået har været i særklasse mig.

Senest i dag, hvor en lidt stakåndet landpost rakte mig en aflang - og som hun sagde - tung pakke.

Femten forrygende flaskeøl fra alle verdens hjørne fra den lokale medarbejderforening. Forinden havde en kollega snydt sig til at aflevere en anden kollegial erkendtlighed, som bestod af en ølsmagning for to - gud ved hvor højt der skal piftes efter Sifka? - og bogen Maden til øllet.

Det er sgu skønt sådan at blive, om ikke forstået - det er et stort ord - så i hvert fald opfattet, som den man er.

Seks flasker rødvin ville have været ved siden af, femten flasker øl var lige i mit hjerte.

Nå, nu vil skæbnen at en af dem, af en eller anden grund havde smidt cirka halvdelen af sit indhold i det tykke lag høvlspåner, jeg gravede dem ud af.

Og at jeg her til morgen under min morgentur i blogland som sædvanligt gjorde holdt hos Anarkisten og blev betaget og behaget af hendes omgang med ord og mad.

Via et hurtigt opslag i Maden til øllet var der ingen tvivl, min lille inkontinente Trappistes egner sig fortrinligt til oksekød.

Så nu er ovnen fuld af kartoffelmos tilsmagt med Thranes 10 procents Jerseyn Røgeost og en grydefuld oksekød i øl.

Til overflod har jeg to glas skummelt udseende syltede agurker stående på køkkenbordet, næsten klar til at spise.

De har været længe undervejs og det har givet anledning til, at et eller andet har fået dem til at ligne noget fra denne spritsamling, som netop er åbnet i Berlin - eller den snog min første folkeskoles biologisamling havde på glas.

Men de dufter ok og spises skal de, hvis de bare er grimme, men ikke fordærvede. Jeg mener, hvis Beauvais kan sælge Appetit Agurker, så kan jeg vel også spise mine egne uappetit agurker ;)

Hanesovs

2010-09-07T15:17:00.003+02:00

Jeg har fundet et nyt mirakelmiddel mod tilstoppet næse.

Hidtil har det været at stikke hovedet hen over en Margretheskål, hvor der er hældt kogende vand over frisk eller tørret mynte og så skabe et svedetelt under et håndklæde.

Fremover vil jeg bare tage et stort pund hakket chili og et par små hvidløg udblødt i 3 dl hvid eddike og sætte hele baduljen over at koge i en fem minutters tid med fem spiseskefulde rørsukker.

Hold op hvor kattene og jeg fik renset vores øvre luftveje af anden runde af projekt Hanesovs.

Værst var det, da jeg skulle passere den blendede masse gennem en si.

Men nu står resultatet i to glas på bordet og ser stærkt og sødt ud på en og samme gang.

Hvis du undrer dig over vodkaen i baggrunden, så kommer det sig af, at jeg ikke bryder mig om Atamon, men er klar over, at skimmel og svamp kan ødelægge en hvilken som helst hjemmesyltning, så glassene er efter skoldning skyllet i vodkaen, som holder 40 procent alkohol.

Og til sammenligning ses også en lille flaske original Hanesovs.

Jeg glæder mig blandt andet til at lave chilimayo til fritter og/eller en burger af den.

Startskud

2010-09-06T18:32:00.005+02:00

Jeg har kastet mig ud i et par flerdagesprojekter efter en kulinarisk udflugt med Sifka til Rosenfeldt Gods og Gartneriet Toftegaard, hvor jeg fik fat i drueagurker og stærke chilier.

Første projekt er at eftergøre en ganske fantastisk chilisovs, som man kan købe i thailanske og kinesiske supermarkeder i gode store plastikflasker. Den kan bruges til alt fra chilimayo til et ekstra pift til fx stegte nudler.

Nu har jeg fundet en opskrift og lige nu står de hakkede chilier i blød i en god, økologisk, hvid eddike tilsat salt og hvidløg forud for et lynkog i morgen. Jeg fulgte rådet om at hakke med plastikposer på hænderne, for selv om der er et par ganske milde chilier i bunken er der både Habanero og Chocolate Scotch Bonnet. Hakningen kunne mærkes i både katte og menneskes snuder.

Næste projekt, som ikke lige bliver færdig i morgen, er at frembringe nogle sprøde, salte, sure agurker til alt fra burger til bøf stroganoff i løbet af efteråret.

De næste syv dage står de i en krydret 5 % salt-opløsning og derefter tror jeg, at jeg forlader den oprindelige opskrift og sylter dem med eddike og sikker, men meget kan jo ændre sig på syv dage;)

Im Hamburg

2010-09-01T17:17:00.002+02:00

Jeg får altid udlængsel, når jeg ser en fjernkøreplan. Oh at køre videre, videre til fjerne steder som Brno og Innsbruck, lade sig transportere til ukendte egne, mens man sidder behageligt filosoferende i DB's besynderligt lugtende ICE-tog.

Der er uvasket menneske, gammel tobaksrøg og noget udefinerbart i luften. Alle disse syntetiske stoffer på sæder, gulve og næsten også lofter tager imod og slipper ikke lige sådan indfangne lugtpartikler igen.

Godt her ikke har været nogen trillevogn igennem - endnu da - for dem, kan jeg ikke modstå. Må købe luset kaffe, slatne sandwich og uforståelige ugeblade.

Faldt i på færgen, hvor en sodavand og en lunken pølse med uvarmet brød stod mig i næsten 50 kroner. Men så skulle jeg også gøre alt arbejdet selv inklusive at slaske ketchup og sennep op. Kun var det ikke mig, der havde holdt pølsen under den varme hane i 10 sekunder.

Men sådan skal føde på færger smage. Og eftersom jeg en gang har overlevet en orkan på et strømløst hotel i det yderste Miami ved i tre døgn at leve af af et rør Pringles, to uopvarmede mikrobølgeovns burgere og halvanden liter lunkent vand, så kan Scandlines ikke chokere mig.

Desuden ved jeg, at for enden af min rejse venter Starbucks kaffe, curry wurst, hefe weissbier og masser af oplevelser på en nautisk rundtur blandt Hamburg havns maritime museum. Og måske en iPad….

Isbjørn og vanillepopcornstøv

2010-08-28T17:22:00.003+02:00

Madbloggersymposiet på Nordatlantens Brygge har lært mig et pas skønne ord som sælpulere og vanillepopcornstøv. Derudover har jeg spist foie gras på tube, drukket fantastiske hvidvine fra Lilleø og fået hovedet fuld af vision om enkel ny nordisk mad.

Og så er dagen langt fra forbi endnu og Sifka og jeg skal da også lige snakke en smule mere;)

Kanel og snue

2010-08-24T19:41:00.003+02:00

Bagværk med kanel skal ikke pifte ret højt efter mig. Og et billede over hos The Pioneer Woman fik al ladhed til at forsvinde og sendte mig lige ud til dejfadet.

Nu kunne jeg ikke drømme om, hverken at bruge tørgær eller lade min køkkenmaskine bimse en fed gærdej sammen.

Sådan en skal da håndæltes fordi det er sjovt og kan give afløb for opsparet indestængthed fra dagens trakasserier.

Jeg lavede en dej, hvor væsken var sødmælk og fedtstoffet smeltet smør og så ellers god øko-hvedemel fra Bornholm, lidt salt og lidt sukker og forbløffende lidt knofedt.

Dejen hævede en times tid og så var det bare at rulle den ud i samme bredde som brødformen og strø en blanding af rørsukker og kanel ud over rektanglen med let hånd før hele herligheden blev rullet til en pølse, som røg i formen med fugen ned ad.

Efterhævning, pensling og i en 190 graders oven i 25-30 minutter og så var det kanelbrød fjong. Lige til en kop te, som skal forsøge at bekæmpe en begyndende snue for der er noget på færde i weekenden.

Now I get it

2010-07-10T12:57:00.002+02:00

Jeg har lige ydmyget Evasée bombée yderligere: Kogt jordbær-lavendel-rosmarinsaft i den og begået en italiensk frokost af de mere fantastiske: Bittesmå salvie-citron kødboller i en mild tomatsauce med yderligere gang i salvien.

Dertil små nydelige ravioli med fire oste - disse dog købt og ikke hjemmelavet.

I min anden kobbergryde - der kan være 2,5 cl i den - har jeg kogt en mikroskopisk hindbærsirup til senere brug.

Nå, hvad er det så jeg pludselig forstår?

At man i Sydeuropa spiser varm middagsmad - dels indbyder det spiseren til efterfølgende siesta - dels giver det husmoderen fri i alle de varmeste timer.

Jeg stod foran mit åbne køkkenvindue og trallede, mens jeg kogte og hyggede mig - mit hus ligger så fornuftigt på grunden, at det med gennemtræk aldrig bliver kogende varmt om sommeren.

Om lidt smider jeg mig i den magelige i skyggen, slår mave, drikker kold jordbærsaft og varm espresso og tager mig en lur, til jeg skal på stranden ved 15-tiden.

Fridag er sgu da en ok opfindelse.

Tre kilo kobber og stål

2010-07-10T09:40:00.007+02:00

Om det nu var det strålende kobber, det blanke stål eller det store gule -50%-mærkat der sprang mig i øjnene, ved jeg ikke helt, men faktum er, at et isenkræmmerbesøg efter en isbakke blev noget mere kostbart - og pragtfuldt - end planlagt.

Den er jo lidt fin på den, men nu har den tilbragt lidt tid i haven med den rustne bør som baggrund og på komfuret, hvor makkeren er en 115 kroners kedel fra Ikea.

Så om lidt har den glemt, at den hedder Evasée Bombée og så tror den, at den bare er en pande.

Jeg kunne dog fornemme, at den følte, at den som minimum burde indvies med en halv hummer flamberet i cognac.

Det blev røræg af to friske landæg med purløg fra haven, for intet i køkkenet er så smukt som en lille klat smør, der smukt smelter på blankt stål.

Og så er vi ellers ved at forberede os i det lille røde hus til dagen, hvor det bliver 32 grader og vindstille. Et godt råd fra over there hedder: Lots of ice tea and no deep thinking.

Så der er stærk sort te med lidt ingefær, mynte og citron på køl og fundet letfordøjelig lekture frem. Kattedyrene er smuttet ud til deres foretrukne skyggesteder.

God hede-hule-hot-dag!

I anledning af..

2010-07-04T18:46:00.003+02:00

Hvorfor er der ikke en naturligt klingende betegnelse for folk der er syge med det amerikanske?

Man kan være anglofil og frankofil - men amerikanofil lyder som en hudsygdom, man helst ikke vil have.

Nå, men i dag er det den amerikanske uafhængighedsdag og det fejres jo over there med barbecue og fyrværkeri.

Jeg nøjes med et svin af en bøf, marinerede tigerrejer, nyopgravede mildt kogte poteter og en cæsar salat uden ansjos, som jeg desværre er løbet tør for.

Dejlig surf and turf - og så minder dele af menuen mig om en dejlig middag i byen for ikke så længe siden. Skulle jeg ikke på job morgens froh, så kunne jeg da godt have gjort mig en Mint Julep.

Raptus

2010-07-02T17:59:00.008+02:00

Jeg har det med at få passioner. Ting, musik, bøger, smags- eller duftindtryk som betager mig og som jeg ikke kan få nok af. Sådan nogle skal man pleje, hvis de er uskyldige, og ikke generer andre. Denne sommer hedder de: Pebermynte, Lis Sørensen og Maria Helleberg.

Pebermynten har altid været der - dukker bare op med jævne mellemrum og kræver aktion.

Lis Sørensen har jeg blot lyttet fuldstændigt uinteresseret på - når hun sang i radioen eller når hun hang i mine ørebøffer på job i min fortid.

Nu opsøger jeg hende selv - det fantastiske ved musikindkøb på nettet er jo, at man kan få en lydoplevelse på vej på job og købe sine første skæringer - eller filer - inden man har overtøjet af på arbejdspladsen.

Maria Helleberg tror jeg, at jeg lige akkurat anede eksisterede - forfatter af historiske romaner og forestillede jeg mig, en pæn pige, der skrev om pæne piger.

Men så troede jeg, at Dagmar handlede om dronningen, som lå udi Ringsted syg, det gjorde den nu ikke - den handler om kejserinden - men lige ved siden af stod Druknehuset og Alberto.

De røg i bunken med Slagtebænk Dybbøl, som var den egentlige årsag til mit boglade besøg. Den var god, men Druknehuset var bedre og Alberto er helt betagende.

Heldigvis er den skrevet i korte prægnante kapitler, så man kan læse sig et - lægge bogen fra sig - tænke, sanse, nyde - drikke gin og tonic med vandmelon (trust me; almost as good as GTA) - og læse videre.

Så den forsvinder ikke bare mellem hænderne på mig og kan nok vare weekenden over og så skal jeg vist på biblioteket.

Og pebermynten? Masser af krydderdrys på og i al ting. Derudover kan en rulle Polo eller Mentos gøre dig populær på job, pebermynte er en hemmelig, gammeldags smag, som mange glemmer de elsker.

Dog savner jeg de små franske pebermynter - runde, lilla, rosa og hvide kugler, som skilte de hardcore fra dem, der kun kan lide drageé på Dronningemandler og Bridge Blanding.

Wimbledon-bakken

2010-06-26T15:03:00.003+02:00

Quiet Please!

Men jeg tror ikke, at det er muligt, når der ligger to storsvedende og storsnakkende brolæggere fire meter fra min havedør og lægger fliser i naboens indkørsel.

Hver tiende minut starter de et eller andet djævelskab til at transportere sten i, så haven er ikke stedet, hvor min eftermiddag skal tilbringes.

Men nu er det sådan, at jeg kan se Wimbledon og om lidt skal Caroline Wozniacki spille. Og så kan man jo lige så godt overgive sig til tradition.

Altså har jeg komponeret en bakke med de helt rigtige tennislækkerier: En cucumbersandwich, en sandwich med krebsesalat, små scones, nykogt jordbær-rabarber-kompot dybt inspireret af Anarkisten, friske jordbær, hed te og et stort, køligt glas Pimms.

Fingers crossed for Caro.

Deuce.

Lydallergiker

2010-06-25T18:51:00.005+02:00

Af alle mine sanser er høresansen den, der volder mig de største problemer.

Øjnene kan man lukke, når de bliver for meget. Jeg har stort held med at lukke af for min udmærkede lugtesans og det er sjældent, at jeg påføres uønskede smagsoplevelser.

Javel sådan et par gale og blodtørstige kattelopper, der en forårsnat finder vej fra kat til mig, kan påføre ulidelige kløe, men ellers er det også begrænset, hvad der er af ukontrollable oplevelser til følesansen.

Mine øre derimod lever i et evigt bombardement og jeg har ikke fundet en måde at lukke af for sansen på endnu. Tror faktisk ikke, at den findes, hvis man også skal kunne lave andet end at sidde i trance.

Lydmæssigt er denne tid for mig så ulidelig, som havde jeg græspollenallergi.

Der er studenterkørsel, fest, sommergæster i alle omkringliggende huse, motorcykler der drøner ad den nærliggende vej mod Liseleje og en lokal restaurant, som bare sådan har bestemt, at alle fredagsaftener i juni og august, skal et halvdårligt poporkester spille i deres plastikpavilloner på forpladsen.

Det er fredag. Naboens brolæggere har lige slukket fire dunkende dieselmaskiner og kækt meldt: Vi ses i morgen klokken 7-7.30.

Nu stemmes der guitar i det fjerne og skrues på lydpultniveauer og jeg er ved at gå bersærk. Det bliver en hård aften.

Det værste er, jeg tror, det er en arbejdsskade. I seks år lavede jeg radio - havde hovedtelefoner på i mange timer hver dag og lyttede til endeløs mængder uønsket popmusik.

Det er sikkert støj alt for tæt på øret. I dag kan jeg slet ikke udholde den type propper, som skal ind i ørene, men tåler lige akkurat mine Zennheiser NoiseGard sammenklappelige.

I februar var jeg døv på det ene øre i en små fjorten dages tid. Det var noget så banalt som en ørevoksprop, men jeg nåede at konstatere, at det er socialt handicappende, at man ikke kan høre, hvad folk siger, ved mindre man er på tomandshånd, men det også er vidunderligt dejligt at vende det døve øre til, når man skal sove eller bare vil have fred.

Det sære er, at bortset fra hundeglam, har jeg ingen problemer med naturlyde. Elsker fuglekoncerten ved daggry. Er vild med skovduen, som kukker fra de nærtstående skovfyr.

I min barndom besøgte jeg hver sommer min mormor i Ribe. Hun boede ud til en poppelalle bag Sct. Katarinæ Kloster. Der traf jeg - lille blege forstadsbarn - første gang skovduens sang. Troede endda at det var en ugle - den kukkede jo - eller en gøg.

Elsker stadig lyden, men hader dårlig rock og dieselmotorer i tomgang!

Tsukune og en genser

2010-06-13T13:17:00.003+02:00

Det gode ved ikke at bo i København er, at så må man gøre det selv. Efter dagens cocktail-epos fik jeg en næsten uovervindelig trang til Sticks'n'sushis grillede kyllingeboller.

Men der er 50 kilometer til den nærmeste og de sælger ikke mere min favorit: Bison Box, hvor der foruden kyllingebollerne var kyllingbryst, baconomviklet asparges, skinkeomviklet gedeost og oksemørbrad over ris med japansk kartoffelsalat og en smule kimchee on the side. Suk.

Altså måtte jeg i gang igen. En googling af yakatori chicken meatballs afslørede, at det er den samme opskrift, der går igen over alt og den indeholdt ikke, det jeg husker som det mest finurlige ved Sticks'n'sushis nemlig nigellafrø.

Altså måtte jeg i gang selv. Heldigvis skrev en blogger om universalopskriften, at hun næste gang i stedet for at koge bollerne i vand med ingefærsaft ville koge dem i kyllingebouillion med skiveskåret ingefær og lidt løg, den var jeg med på.

Fars:

400 g hakket kylling
1 æg
1 finthakket forårsløg
stødt koriander
1 spsk. nigellafrø
2 spsk rasp
1 spsk mel
salt
peber
skvæt ketchup manis
meget lille skvæt fiskesauce

Alt mikset til en fars med konsistens som frikadelle. Mens jeg tryllede med farsen kogte ris efter Jamie Olivers metode: Ris i rigeligt vand med salt - når vandet koger, koges risen i fem minutter. Ris over i sigte og stanniol over toppen, så der stadig kan fise damp ind i sigten nede fra.

Sjat vand over varmen igen i samme gryde, når det koger, dampes risene i sigten i 8 minutter.

Færdig - løse, lette, aldrig mere ris der koger på.

Nå, kyllingebouillon med ingefær og forårsløg blev bragt i kog i bredmundet gryde og så formede jeg små boller med en barneske. Kyllingebollerne kogte i en 6-7 minutter i tre hold.

Imens lavede jeg en marinade - eftersom jeg ikke havde en eneste af den originale opskrifts ingredienser - jo sukker - måtte jeg improvisere.

I tykbundet gryde kogte jeg hoisinsauce, østerssauce, soya, æble eddike, sukker og stærk chilissause sammen.

De kogte kyllingeboller røg på grillspyd, fik en tyk bemaling af marinaden og så på en rygende varm grillpande. Der var til to stegninger.

Sidste opgave var at smide lidt trætte, skiveskårne grøntsager fra grøntsagsskuffen - jeg havde gul peber og champignon - i den suppe bollerne havde kogt i.

Tilbage stod at anrette - en bunke ris overhældt med kogelagen og et par gode skefulde grøntsager og så et spyd med lækre brune kyllingeboller. Mums.

Jeg snuppede lidt Abbey Ale til og resten af eftermiddagen vil gå med at få hul på et strikketøj: Baby Norgi - baby er så vidt jeg ved stadig ikke undfanget, men det sker snart, og alt det med elgene er så kompliceret, at jeg sikkert først bliver færdig til næste vinter, hvor den vil passe.

Jeg tænkte, hvid er ikke en god babyfarve og strikker med lysblå bund, røde elge og mellemblå borter.

And the tour goes on...

2010-06-13T11:00:00.004+02:00

Den første definition af begrebet cocktail optræder i 1806 i en avis i byen Hudson i staten New York i Amerika - selvfølgelig.

Til spørgsmålet: Hvad er en cocktail? lyder svaret:

Cocktail is a stimulating liquor composed of spirits of any kind, sugar, water, and bitters — it is vulgarly called a bittered sling and is supposed to be an excellent electioneering potion, inasmuch as it renders the heart stout and bold, at the same time that it fuddles the head. It is said, also to be of great use to a Democratic candidate: because a person, having swallowed a glass of it, is ready to swallow anything else.

Jeg overvejede at forsøge at oversætte, men det går vist ikke. Dog er det sandt, at en god cocktail gør hjertet robust og modigt, mens hovedet samtidig bliver en smule forvirret. Det kommer sig af, at der er mindst 5 cl sprut i en god cocktail.

Som der var i de sublime Ramos Gin Fizz på 1105 som smagte af mere og hvor stedet indbød til, at man faldt hen i dyb samtale, eller dyb beundring over, hvad gutterne i de hvide jakker kunne af tricks med glas, shakere, strainere, rørepinde og hvad de ellers havde af håndværktøj.

Næste stop på turen var Ruby, som jeg havde høje forventninger til, efter at den lynhurtigt var røget på lister over Europas bedste barer. Stedet koketterer med at være svært at finde. Det var det nu ikke og så har jeg set det beskrevet som, at være på besøg hos en velhavende bekendt med gode manerer.

Det sidste vender jeg tilbage til.

Der var kø, da vi ankom. Nu er Nybrogade ikke det værste sted at vente selv i støvregn, fordi man kan kigge på både Thorvaldsen og Christiansborg Ridehus. Men nogle af den velhavende bekendts venner, havde ikke gode manerer, så der var straks et par alphahanner, som nægtede at tro, at de skulle stå i kø og som var af den opfattelse, at de to pladser Sifka og jeg fik tilbudt i kælderen, måtte være til dem.

Hvorpå dørmanden, som jeg kan forstå er stedets indehaver og kun står der for at sige godaften, synes han skulle fortælle mig, at alphahannen bag mig var udsat for fare fra min paraply. Tjah, i trafikken er det jo sådan, at det er bilen bag dig, der skal holde af stand, men altså ikke i min nye velhavende bekendts menneskekø.

Ind kom vi og ned i kælderen, hvor der blev spillet behageligt jazz og indretningen var som en mellemting mellem Varnæs'ernes dagligstue i Matador og et konditori i provinsen.

Der var plads ved baren og efter lidt mere alphahan-poseren: Nick jeg skal bare have en Cosmopolitan og et par flasker Champagne, har du noget godt? Blev det vores tur.

Nick mixede os et par smukke Clover Club Cocktails i isede glas. Endnu en drink på rystet æggehvide, men bedårende lysrøde på grund af et godt skud hindbærsirup. Smukt og godt.

Derefter så vi Nick håndtere, en af dem, der seriøst troede, at han var på besøg hos sin velhavende bekendt:

- Nick, jeg har altså glemt min pung i taxa'en, kan du ikke lige give mig 200 kr? (Juryens pris til gutten for aftenens lammeste opførsel)

Nick klarede det elegant, uden at ydmyge alphahannen for meget, men også uden at det kostede ham 200 kroner og derefter fortalte han os historien om den lyserøde drink i vores glas.

Den var oprindeligt udviklet til alphahannerne i en herreklub i Philadelphia i USA, som netop hed Clover Club.

Jeg kan læse mig til, at den siden har lidt en krank skæbne på grund af sin farve.

Nick var interesseret i vores Magical Mystery Cocktail Tour og gav mig en tre-fire bud på, hvor den næste tour skal gå hen, for selvfølgelig bliver der en sequel.

Nick scorede aftenens højeste point hos mig som menneskelig mixolog og formåede ene mand, at vende min modvilje, så jeg godt tør binde an med Ruby en anden aften, men måske ikke fredag aften, som er alphahannernes.

Ude på gaden ventede der nu en mindre gåtur. Aftenens to sidste barer skulle vi nemlig i Bernstorffsgade for at finde.

Det er sgu dejligt at trave gennem København ved aftenstide, men som Sifka anførte jo tættere vi kom på hovedgaden, jo dårligere manerer fik folk. Skulderskub og her-kommer-jeg var stilen.

Det var ellers stil vi var på vej mod. Gammeldags chesterfield og mahogni stil på Library Bar på Hotel Plaza, stedet som har været på Forbes liste over verdens bedste hotelbarer og som min far satte højt.

Det er da et enestående smukt sted - og til at holde ud selv fredag omkring midnat på grund af rygeforbuddet, men baren var underbemandet og cocktailkortet så kedeligt, at vi gjorde en undtagelse og nøjedes med en gin og tonic - en Citadelle med Q tonic til en såmænd favorable pris.

Her fik vi altså lejlighed til at dosere tonicen selv, men hver gang vi fik næsen i glasset, var der en hørm der generede.

Første bud var ensilage - jeg har hørt om bøffelgræsvodka, men ikke ensilagegin- senere nåede vi frem til, at det var beskidt is. Is fra en eller anden form for uvasket ismaskine, med lugtindtryk af mug og fejlslået klorrengøring. Not good, så de skønne omgivelser ufortalt: Library Bar var aftenens store skuffelse.

Tourens clout var Nimbs skønne bar. Vores stambord ved ilden var ikke ledigt, men Sifka øjede hurtigt et godt sofaarrangement til os og så læste vi os igennem cocktailkortet, som i sig selv er en oplevelse, til vores fælles valg faldt på en Flying Peppa - som står beskrevet som det forbløffende møde mellem kirsebær, viol og gul peber over gin.

Det var i sandhed en forbløffende velsmagende drinks - aftenens mest originale hands down - men der var ikke gjort meget for det visuelle, helt ærligt lignede den et akvarie hvor pumpen var død og den sidste guppy for længst gået til - med et Amarena kirsebær på bunden.

Vi noterede os også, at Nimbs udsøgte betjening bortfalder ved mange gæster. Der var hverken bordbestilling eller snacknødder.

Dette sidste var måske aftenens største overraskelse - fem barer, fem drinks af de dyre slags - og ikke en peanut, men skønt selskab, dejlig oplevelser, mange kilometer gået og omridset af en plan for:

The Magical Mystery Cocktail Bar Tour II.

The Magical Mystery Cocktail Bar Tour København - del 1

2010-06-12T19:19:00.003+02:00

Sifka og jeg havde en aftale om oksekød og cocktails efter job i går. Vi vovede os endda uden for vores elskede Nimb og begav os mod Mash i Bredgade - et decideret kødtempel.

Vi mødtes på Christianshavns Torv og bevægede os storsnakkende over Knippelsbro og ned ad Havnegade og hjørnet rundt til Nyhavn. Vi var i god tid, så vi fandt et bord og snuppede os aftenens mest ligegyldige drinks til ufattelig overpris.

Man skal aldrig stole på en gin og tonic, hvor man ikke selv har mulighed for a dosere tonicen. Den slags ved man jo godt om Nyhavn - derfor er de fleste gæster da også fra Sverige eller det øvrige udland - alligevel har stedet en ganske corny charme på den gammeldags måde og så er der altid noget at se på.

Som de to fyre, der mest af alt lignede et par hooliganer, men som i stedet for at sidde foran en storskærm et sted til VM i fodbold sad på bolværket og delte gourmetøl hentet op ad den enes rygsæk og omsorgsfuldt skænket i fine ballonglas.

Nu kaldte okseødet og Mash fandt vi efter min traditionelle højre-venstre-konfushed - eller rettere Sifka spottede facaden og vi myldrede over Bredgade til dette skønne sted.

Bortset fra to kammuslinger, der havde fået måske 20 sekunders varme for meget, var der ikke andet end perfektion på Mash. Fin betjening, super cocktails, lækker vin, fantastisk kød, sprøde pomfritter gode grøntsager og brede, bløde røde bænke at flyde ud på og ned i.

Dagens første cocktail var en smukt serveret Georgia Mint Julep på bourbon. Jeg er typen, som sagtens kan drikke sprut til mad, men opførte mig pænt og fik Gruner Veltliner til forretten og Zinfandel til 300 gram dansk ribeye-lykke.

På forhånd vidste vi, at de skulle have vores bord klokken 21, så jeg havde planlagt en lille runde til nogle cocktailsteder vi ikke på forhånd kendte med final destination Nimb Bar.

Første stop vidste jeg godt, da jeg udvalgte den, ville være turens svageste punkt: Fidel's Bar i Dronningens Tværgade. Det var den også - fedtede borde, cocktailkort så fedtede af søde rumdrinks, at siderne skal flås fra hinanden og to mixologdrenge, som var noget selvoptagede, men ikke ligefrem hjertevarme eller indbød til samtale, sådan nogle mødte vi derimod senere.

Når jeg alligevel havde valgt den, var det for det gode logo og revolutionsdrømme i Dronningens Tværgade.

Sifka valgte som turens debutdrink en Hemmingway Daiquiri, jeg bad om en Fidel's Twisted Mojito. Det var et slemt skuffet ansigt, der kiggede op fra Hemmingways foretrukne drink. Min mojito var en noget større succes og så byttede vi da bare, jeg kan godt lide den stejle smag af grapefrugt i Daiquiri.

Lige så snart vi havde fået fordelt det alkoholiske og Sifka gik i gang med en fortælling skruede Mixologdrengene musikken kraftigt i vejret. Øv. Heldigvis tager sådan et par drinks ikke et øjeblik at kaste i sig og så skyndte vi os at løsne os selv fra fedtede borde, stole og drinkskort og satte kurs mod næste sted:

1105.

Jeg havde ikke de store forventninger på forhånd - jeg troede at turens højdepunkt lå en bar længere fremme - men hvor var det et herligt sted vi fandt, efter at have trasket lidt frem og tilbage på Kristen Bernikowsgade.

Et langt, smalt lidt mørkt lokale, hvor dørmanden var parat med et hyggeligt godaften og der var en ståplads ved baren til os.

Baren var et studie i velplanlagte arbejdspladser og væggene var fulde af spændende flasker med interessante ting.

Mixologerne var iført korte hvide jakke og havde to cocktailservietter lagt frem foran os længe inden vi havde læst os gennem cocktailkortet og bestemt os.

Det blev til to Ramos Gin Fizz - en historisk drink fra New Orleans. Så gik vores kunstner ellers i gang, der blev målt gin op, tilsat saft, doseret appelsinblomst vand og ikke mindst delt to æg.

Denne drinks clou er nemlig, at æggehviderne bliver stive af kraftig rystning med et par isterninger som ris.

Så den færdige drink er en smuk hvid sag i et højt glas, som er fuldstændig blød og fin i sin pikante appelsinblomstsmag trods en pæn sjat gin.

Meget elegant dryppede mixologen lige et par dråber af vores gin fizz på bagsiden af sin hånd for at smage om den var perfekt. Det var den. Det var betjeningen og baren i det hele taget. En klar vinder, som smagte efter mere, men vi måtte videre...

Katte i farver

2010-05-29T19:01:00.003+02:00

Dagen så ikke for lovende ud fra morgenstunden; tung, grå himmel og en klam kulde fra det katteåbne vindue, men lige over middag brød solen igennem og det har vi nydt lige siden.

Kasper er glad for, at håndslåmaskinen ikke kan stille noget op for mængden af vådt mos i bunden af de efterhånden lange, sporadiske græsstrå. Enten må jeg i gang med en le, eller låne naboens benzinjævel.

Det er nu sjovt at se den grå tigers forsøg på at gå i et med det grønne, så nu ser vi.

Pinga på den anden side synes simpelthen, at det var for varmt og når nu jeg hellere ville sidde ude, var stolen hendes. Det udnyttede hun til en god gang vask og sove.

Så dagen har altså bare været. Kommet og gået. Men jeg har surfet mig frem til morgendagens middagsmad, og det er da et fast holdepunkt.

Kostbar kedsomhed

2010-05-21T17:36:00.006+02:00

Onsdag havde jeg fire timer at slå ihjel, fra jeg fik fri til jeg skulle til et skønt lille selskab i indre by. Det blev dyrt.

Almindeligvis er jeg ikke god til at shoppe, men i Magasin faldt jeg i kærlighed til et lident blåt bomuldstæppe med hvide prikker fra det hæderkronede svenske firma Klippan.

Dernæst tvang et ondsindet trafikkaos omkring Kongens Nytorv og helt op til Esplanaden mig til at køre ud på havnens areal, for ikke at blive massemorder.

På havnens areal ligger jo den fantastiske Løgismose butik og min vært havde da fortjent en flaske, som tak for det skønne initiativ med at samle os, der snart har holdt sammen i 27 år og stadig opfører os som dengang.

Altså gik jeg på shopping, men altså kun efter en flaske. Lad mig tilstå, at min vært er en feinschmecker i så overdreven grad, at jeg altid har præstationsangst, når jeg skal lave mad til ham og når jeg skal købe en flaske.

Løgismose reddede mig. Det kan nu godt være, at min bankrådgiver ikke ser sådan på det, for vel fremme ved kassen var flasken til ham måske det mest fornuftige køb, med der var også et par små champagner, et lille glas vongole muslinger (kan hænde det er dobbeltkonfekt, men er ikke stiv i italiensk), en æske henrivende viollakrids, som jeg kender en, der vil elske, en pose smukke, grønne oliven og så det mest overdådige: 75 cl Q tonic. (på billeder man se hvordan)

Væsken enhver kvalitetsgin sukker efter. Den tonic som rummer eksotiske urter og ægte sukker - siger reklamen.

Honestly - den smager fantastisk, men til GTA nummer to går Schweppes nok.

Tøset pub grub

2010-04-25T14:15:00.003+02:00

Efter en del hel- og især halvvellykkede projekter overgav jeg mig til søndagen og lavede Sunday lunch.

En klassiker fra de britiske pubs: Ale and Steak pie.

Dog blev det en stout and ale pie og jeg spiste den med små, nye, ægyptiske kartofler og syltede agurker, det er ikke efter bogen.

Til drak jeg resten af stouten, men eftersom der er flere projekter på listen og der kun var 20 cl tilbage Sprite.

Det smagte næsten som min ungdoms porter og citronvand, som kun var for tøser og blev kaldt flere uelskværdige ting.

Jeg er en tøs, men mit toilet virker igen, mine havemøbler er rene, kattene har fået ormekur og loppemiddel og mine bede får en tur med en havefræser i morgen, for med håndkraft går det ikke.

Dertil er jeg for meget af en...tøs.

Passioner og panne cotta

2010-04-24T17:41:00.004+02:00

Moleskine, dem med de smukke notesbøger, har lavet en ny serie og jeg har forelsket mig i en opskriftsbog med køkkenredskaber præget i omslaget.

Så sådan en er bestilt. Desværre kommer jeg til at vente længe, for Amazon lokkede mig også til andet bind af Julia Childs Mastering the Art of French Cooking og en bog af min store amerikanske helt Michael Ruhlman - The Elements of Cooking.

En af de to bøger udgives først i Storbritannien i slutningen af maj og før sendes min pakke ikke afsted.

Det går nu nok - forventningens glæde er som bekendt størst.

Ellers går jeg mest og venter på at have rabarber til denne himmerigsmundfuld.

Tivolitosserne og Nimbomanerne slår til igen

2010-04-19T18:16:00.004+02:00

Så fik Sifka og jeg åbnet Tivoli for i år. Havde jeg nær sagt - selvfølgelig - endte vor tur gennem haven i Nimb. (Nej, vi får ikke penge for den megen reklame)

Der er en del ændringer i Tivoli i år, men de er ikke færdige endnu, så det er en lidt underlig fornemmelse at gå rundt og se på byggepladser.

Den gamle legeplads ved Tivolislottet er ved at blive lavet om til Rasmus Klump-land.

Det Kinesiske Tårn er ved at blive lavet om til Det Japanske Tårn, eller rettere vende tilbage til, for sådan blev det opført i 1900, men dengang var Japan så fremmed et land, at det ikke gav ræsonnans hos havens besøgende og så blev det døbt om.

Der kommer både en sushi-restaurant og en pan-asiatisk restaurant i tårnet, men først når sæsonen er halvejs.

Tivolis Vise Værtshus bliver til italiensk restaurant, den bliver også åben mod Bernstorffsgade.

Sifka og jeg mødtes foran hovedindgangen, da jeg kunne slippe fra mit arbejde.

Efter en meget kort runde - når vi er i Tivoli snakker vi mens vi går - og deling af en Johan Bülow ingefær-lakridsstang var vi på Vaffelbageriet og fik stillet den værste sult med kaffe/kakao og Tivolikager.

I kaffekøen konverserede jeg med en kvinde, som aldrig havde været der før, men var begejstret for at opdage denne perle og ikke kunne vente på at smage de varme hjertevafler.

Hun så aldeles overrasket ud, da jeg kunne læse op for hende, at konditoriet har 104 år på bagen.

Så trampede vi mere rundt og gloede og kritiserede beplantningen og snakkede en masse.

Vi fik os også et godt grin over den om muligt endnu mindre udgave af Den Lille Havfrue, som nu sidder hjælpløs på sin sten i Tivolisøen, på et mærkeligt flydeaggregat.

Hvis turister almindeligvis bliver skuffet over den rigtige statue, så frygter jeg for reaktionen på denne blege afglans af frøkenen.

Og så dimsede vi lige så naturligt hen foran Nimb og forelskede os i en Rib-Eye Steak med syltet løb, kartoffelmos og marv på brasseriet.

Som Sifka udbrød, da vi fik lidt vin i et glas og postvand i de andre:

- Jeg kan ikke gøre for det, jeg elsker dette sted.

Jeg er enig og både bøf og efterfølgende tykmælksis var lige som det skulle være en smuk, men ret kølig forårs eftermiddag/aften.

Heldigvis kunne vi få varmen foran Promenadepavillionen, hvor de spillede både et James Bond medly og et brasiliansk potpurri.

Da dirigenten præsenterede det lød det som om, vi skulle høre Hård Vind med Gele - det var Antonio Carlos Jobim.

Og Sifka dansede lidt og snakkede om guldbikini og skyder, men havde altså kun fået et lille glas bourgogne.

Korset på bakken

2010-04-19T17:00:00.004+02:00

Der er noget bevægende ved at komme trampende ad en sti i en skov en forårsdag og så pludselig på et bakkedrag se et 474 år gammelt kors mod den forårsblå himmel.

Sådan et syn finder man ikke mange steder i Danmark. Jeg vidste godt, at jeg lede efter et kors, men ikke at det lå så fremtrædende i landskabet.

Korset er rejst til minde om Vinderød kirkes første lutheranske præst - kirken anes på billedet bag træet. Da han talte mod Rom, mod handel med aflad og helgendyrkelse stenede de lokale ham til døde i 1536.

Som skik var, lod man ham ligge, hvor han døde, så vilde hunde og andre rovdyr kunne æde hans lig.

Næste morgen var hans lig urørt. Det gjorde de lokale nervøse, så der blev talt over ham og man lod ham ligge en nat mere.

Hans lig var stadig intakt da dagen kom og så indså man, at det var ham, der havde ret og vendte sig fra Rom. Han blev begravet på stedet og korset blev rejst.

Blandt de lokale hed det sig, at bøndernes dyr ville blive syge, hvis korset forfaldt. Derfor er det der stadig.

En interessant historie, men det er svært at finde noget mere konkret om den. Den kan altså bare være en røverhistorie, selv om Kulturarvsstyrelsen har fredet korset, som et fortidsminde.

En lille proletar

2010-04-01T13:38:00.005+02:00

Jeg må hellere sige det, som det er: Jeg hader påsken.

Jeg har hadet denne højtid lige siden jeg var barn, hvor det var lange, tunge, dystre dage at komme igennem. Intet var åbent, ingen adspredelse.

Efterhånden er flere af restriktionerne lettet, men det ændre ikke på, at danskerne opfører sig underligt i påsken.

Eller det besynderlige i, at et så ikke-troende folk som os, har så lang en religiøs højtid.

Nå, men jeg har arbejdet de seneste dage og tænkte, at jeg lige kunne shoppe på vej hjem i går. Det kunne jeg ikke. Parkeringspladsen foran mit nærmeste supermarked var proppet og det orkede jeg ikke.

Altså blev indkøb udsat til i dag, hvor det var det samme - jeg bor jo i sommerhusland, så der er steder, der altid har åbent - bortset fra, at folk også var ved at køre skærmene af hinanden for at komme ind på den proppede p-plads.

Resolut besluttede jeg, at løsningen måttet være at købe på de lokale gårde og den lokale havn.

Så lettede humøret straks. Først var jeg forbi efter 18 smukke, nylagte æg og en pose gode kartofler. Derefter kom jeg forbi marken, hvor der går store jyske arbejdsheste og minsandten om ikke, de havde fået et føl i år. Velkommen din lille arbejdsmand.

Dernæst var der god torsk på havnen og så er min påskemenu klar: Fish and chips. Jeg skal endda lige have tjekket min fryser for traditionelt skal man vist have ærtemos og brød til, når det indtages som hovedret og ikke bare som snack.

Jeg agter at lave en beer batter til fisken - og når nu kapslen er a'e....

Viktualier

2010-03-13T12:56:00.004+01:00

Jeg finder det ubegribeligt vanskeligt at udvikle et system til mit fadebur - spisekammerskab - eller viktualievitrine (kan ikke en gang finde et fornuftigt navn til indretningen).

Derfor henstår mit lager af konserves, sylt, viktualier og krydderier ofte i et syndigt rod, så jeg mister overblik over hvad jeg har og pludselig mangler eller får købt for meget.

Det er så meget mere besynderligt, som at jeg bruger overblik og systematik med held hver eneste dag i mit arbejde.

I dag skulle det være. Da forårssolen ramte mit rod fik jeg nok.

Og nu tror jeg, at jeg har et system: Kaffe/te, dåser og kagepynt øverst. Dernæst alt til bagning og så nødder, tørrede ting, sauce og sylt på næste hyld. Nederste hylde er til pasta, ris, nudler og krydderier.

Systemet bryder formentlig sammen allerede i aften, men lige nu giver det mening.

Gremolata og steg

2010-03-04T19:06:00.003+01:00

Michael Ruhlman, som sætter alting på formler og derfor lærer mig noget hele tiden, var lidt af en snydepels til morgen.

Han fremviste det smukkeste billede af en komplet middagsret og ville kun ud med opskriften på det lille grøn-gule drys på toppen af noget voldsomt stegt.

Jeg tror nok, jeg får tilsendt resten, hvis jeg køber en stegegryde og lidt andet grej, men den hopper jeg ikke på.

Så jeg vendte ryggen til min helt og kogte selv. Super Bæst havde en fin snørret steg under overskriften gammeldags oksesteg og masser af rødder i grøntsagsafdelingen.

Så stegen blev brunet voldsomt i smør og olie i min arvede emaljerede støbejernsgryde. Stegen op og derefter fik løg, porre, gulerod, persillerod, jordskok og hvidløg en tur i gryden, inden en ordentlig sjat rødvin blev tilsat og fik lov at dampe alkoholen af.

Stegen røg tilbage sammen med lidt kalvefond og så låg på og i ovnen i knap to timer med en enkelt vending. Da jeg startede kartoflerne til mos smed jeg en lille håndfuld brune champignon i gryden, så de ikke simrede helt ud.

Gremotata lavede jeg af et fed finthakket hvidløg, finthakkede skal af en lille økocitron og en stor håndfuld persille, der ligeledes fik med den fine kniv.

Til sidst min forårsfavorit på salatsiden: Appelsin, fintsnittet forårsløg og god salt græsk feta.

Havde jeg haft syltede perleløg var de blevet spist til. Jeg måtte nøjes med appetitagurker, men det var sørme også ok.

Tag den Michael Ruhlman ;)

Køkkener der smitter

2010-03-01T18:26:00.005+01:00

Jeg er en stor fan af Smitten Kitchen. Kan faktisk ikke huske, at Deb nogensinde har bikset noget sammen i hendes minaturekøkken, som jeg ikke gerne har ville sætte tænderne i. Og så har hun lige vundet en fin pris for sine flotte madfotos.

Det er som regel dem, der fanger mig i første omgang. Også i dette tilfælde, hvor hendes bagte rigatoni med små kødboller bare tog et fast greb om mine smagsløg.

Ved nærmere læsning stod det klart, at hun benyttede en berømt italiensk-amerikansk koks opskrift, men at hun ikke var helt overvældet og så tænkte jeg: Så kan jeg jo følge mine egne ideer.

Så jeg lavede kødboller af hakket kalv og flæsk med lidt revet parmesan, revet citronskal, finthakket porre, en smule tonicvand og masser af persille. Foruden det sædvanlige æg, lidt rasp, salt og peber.

De de var stegt - og det går hurtigt, for de er små - blev de mikset sammen med nogle friskkogte rørformede pastafiduser, aner ikke om de hedder rigatoni eller hvad, og en hvid sovs og så i ovnen med lidt rasp og ost over.

Den hvide sovs var en ret traditionel mornay - altså bechamel med ost - og lidt revet citronskal.

Retten bagte i 20 minutter og blev spist med en salat af en halv, oversaftig, spansk appelsin i stykker, mild græsk fårefeta og fintstrimlet porre, fra den grønne del.

Det blev rigtig godt. Jeg anede ikke, at kødboller og pasta kunne laves med andet end tomatsovs, det gør jeg nu ;)

Pinga strikker

2010-02-24T19:03:00.005+01:00

En god veninde venter tvillingedrenge og det syntes jeg kaldte på et par sømandstrøjer. Så tæt på den fine, gamle version fra 1931 som muligt.

Og det er jo så ikke helt nemt. Originalen er meget lang og smal og har rullekrave, næppe ideelt til en baby, og så er den strikket af tyndt, tyndt garn og det er jeg for doven til.

Jeg har derfor tillempet en opskrift på en cardigan fra Onion Garn, så det bliver en sweater med skulderlukning. Det er sjovt og Pinga deltager glad og gerne i arbejdet.

Det tog mig en tre-fire forsøg og fundet af en video på nettet, før jeg forstod, hvordan man stikker bobler, men nu er jeg en haj.

Jeg er dog lidt bekymret for at den er for lille. Den virker meget lille, ca. 25 centimeter lang og blot en 53 centimeter om brystet.

Altså en trøje til den helt nyfødte, så nu håber jeg på en kølig maj, hvor de to gutter ankommer.

Nancy Reagans abebrød

2010-02-20T14:31:00.004+01:00

Der har ikke duftet af kanelbagværk i det lille røde hus længe, så det trængte der pludselig til. Og så var det, at en fantastisk konstruktion jeg havde set hos Smitten Kitchen dukkede op på mit indre lækkersultskop.

Det må jeg lade Nancy Reagan, hun havde godt nok god smag i bagværk. Det lader nemlig til at hun ene kvinde gav abebrød en opblomstring i 80erne, da hun serverede den lækre spise for pressekorpset i Det Hvide Hus en jul.

Det var godt gjort. Der er faktisk tale om den bedste dekonstruktion af kanelsnegle jeg har smagt til dato.

Man kan selvfølgelig følge Smittens opskrift slavisk (når det kommer til gærdej, er amerikanske opskrifter altid lidt småneurotiske) eller også bare lave sig en god gærdej, som den man ellers ville lave til kanelsnegle eller bløde fødselsdagsboller.

Når dejen har hævet første gang, skærer man dejen i små bidder, så man kan rulle en 30-40 små kugler af den.

Smelt en 75-100 gram smør og miks en god kanelsukker - jeg brugte mest hvidt økosukker, lidt mørk moscavado og godt med kanel.

Dyp kuglerne i smør og vend dem i sukker og pak dem så sammen i en rand form. Lad abebrødet hæve en 20 minutter mens ovnen varmer op og så bag i cirka 30 minutter ved 180 grader varmluft.

Nu ved jeg godt, at jeg er lidt statisk i min kagedekoration, men det er nu Smitten, der foreslår en flødeosteglasur.

Så jeg rørte en halv bakke Philadelphia med flormelis og lidt vanilie.

Men krymlet, må jeg nok tage ansvar for selv ;)

Og så lærte Smitten mig et lille fif.

Mens jeg lavede dejen havde jeg lige ovnen i gang på en 75 grader. Så slukkede jeg den og brugte den lækre vame til første hævning.

Sådan en vinterdag kan det nemlig ellers kun blive til koldhævning i det lille røde hus og det var jeg da for kaffe og abebrødssulten til ;)

Kjørmes pandekager med dinosaurer

2010-02-02T20:06:00.005+01:00

Kjørmes Knud fik sit gilde: Der var stærk suppe, øl, pandekager med sukker og dinosaurer, men brændevinen blev i skabet.

Utroligt nok bliver det i følge flere af de traditionelle Kyndelmissevarsler snart forår:

Hvis det blæser, så 18 kællinger ikke kan holde den 19, forsvinder kulden snart.

Hvis det sner Kyndelmissedag kommer våren tidligt.

Det er nu svært at tro, når det hele slår sin knude.

Der var godt nok nogle timer, hvor de var vildt derude.

Eftersom jeg hader alt, hvad der hedder kaotisk myldretidstrafik, og i øvrigt har haft mulighed for det, har jeg været med de offentlige de seneste to dage.

Det tager ganske vist dobbelt så lang tid, som turen kan køres.

Men da jeg først havde skrabet lille Blå Fiat fri af snemassiverne på p-pladsen ved Melby station umiddelbart efter klokken 17.00 og straks efter måtte konstatere, at 6-7 centimeter nyfalden, let våd sne, sommerdæk og en mindre bakke ikke er en super ideel kombination, var jeg godt nok glad for, at jeg kun skulle køre 3 kilometer og ikke 62.

Man tager en kylling....

2010-01-26T19:14:00.006+01:00

Jeg forstår det ikke. Hvad blev der af postejerne eller pierne i det danske køkken?

Anna Wecker, som har skrevet den første danske opskriftssamling, havde blandt andet en opskrift på en kronhjortepostej, hvor hakket kronhjortekød blev bagt i en vanddej, som ikke blev spist.

Der er postejer og pier i Madam Mangors kogebog og i Frøken Jensens, men de er ikke en del af det danske køkken min mor lærte mig, som hun havde lært på husholdningsskole under krigen og af sin mor og mormor.

Det er underligt, for det synes sådan en indlysende måde, at bruge rester på.

I dag har jeg lavet en chicken pie, som er en meget britisk spise - udbredt til både USA og Australien, dertil lavede jeg en lille salat med blandt andet saftig pære og blåskimmelost.

Det er sådan et projekt, der strækker sig over hele dagen, men langt fra tager hele dagen. Der er rigelig tid til at læse, strikke, passe sin farm på Facebook og hvad man ellers kan finde på mellem de forskellige dele af hele projektet.

Det starter med, at man hugger en kylling eller en høne i nogle passende stykker for at få kogetiden en smule ned. Alt undtagen de største klumper fedt fra gumpen smider man i en gryder med koldt vand, peberkorn, en 2-3 laurbærblade og nogle stilke persille.

Derudover skal der hvad grønstsagsskuffen gemmer af gode vintergrønsager i: Bladselleri, gulerod, løg og jeg havde en gnalling stadig saftig rødkål, som dog fik den konsekvens, at min suppe blev en noget besynderlig gammelrosa.

Når kødet falder af benene - på fjerkræet i gryden - tager man stykkerne op en for en og flår alt kød af knoglerne med et par gafler. Det er en meget mere effektiv metode end at prøve med fingrene, når alt er kaldvarmt. Knogler, brusk, skind og hvad men ellers piller fra gemmes for sig.

Det frasorterede smider man tilbage i suppen og koger videre på, til man har en god stærk, nærende kyllingefond.

På engelsk kaldes kyllingesuppe for jødisk penicillin, mest fordi det er sådan en mormorting, og mad lavet med kærlig, kan helbrede mange lidelser.

Der findes desuden et par undersøgelser der tyder på, at kyllingsuppe har antiinflamatoriske egenskaber.

På et tidspunkt skal suppen sis - bedst gennem et klæde for at få de fleste urenheder ud.

Dejen er et kapitel for sig. Amerikansk tærtedej er meget anderledes end dansk tærtedej, som ofte er noget i retning af en mørdej.

Kokken Michael Ruhlman har skrevet en meget populær bog, hvori han afslører, at madlavning handler om at forstå forholdene mellem de forskellige ingredienser i en ret.

Hans tærtedej siger: 3 dele mel til 2 dele fedtstof til 1 del iskoldt vand.

Fedtstoffet kan ikke være olie, men skal være fast og koldt. Jeg har en dåse af det amerikanske mirakelprodukt Crisco, som er hærdet vegetabilsk fedt. I gamle dage brugte man svinefedt - og det gøre nogle englændere stadig.

Til min dej brugt jeg 340 gram hvedemel, 227 gram fedtstof - 100 gram Crisco og 127 gram smør - og 113 gram iskoldt vand.

De underlige mål kommer sig af en omregning fra cups og ounces - Ruhlman sælger et fantastisk lille program til iPhone, hvor hans grundopskrifter kan omregnes til lige det mål man ønsker.

Jeg laver dejen i min Magimix - altså med et skrapt skær i en foodprocessor.

Mel, salt og fedtstof køres på ”pulse”, indtil fedtet er som ærter i melet - det tager en 6-7 tryk - og derefter det iskolde vand i mens maskinen kører til det hele med et samler sig efter en 4-5 tryk.

Dejen ud på et melstrøet bord og saml den hurtig til et par kugler, 2/3 til underdelen og 1/3 til låg.

Dejen skal på køl til den er hård før den kan rulles ud. Det tog 20 minutter i min skønne fryser ude på bænken ;)

Bag underdelen i cirka 20 minutter. Det er ikke en dej der hæver, den skrumper faktisk, men jeg dækkede alligevel med stanniol og tyngede den ned med tørrede kikærter.

Mens dejen bager ved 175 grader lavede jeg fyldet.

Jeg hakkede et rødløg, to små gulerødder, 1 stængel bladselleri og skar en 5-6 champignoner i skiver.

I lidt smør sauterede jeg løget, derefter rørte jeg 1,5 spiseskefuld mel i og begyndte at bage op med suppen.

Da jeg havde en tyk sovs tilsatte jeg resten af grøntsagerne og omkring halvdelen af det sønderlemmede kyllingekød og varmede alt igennem til en ret tyk fricassé.

Da underdelen af dejen var bagt blev fyldet hældt i og låget rullet ud og lagt på. Jeg stak nogle huller, så damp fra stuvningen kunne slippe ud og bagte i 30 minutter.

Det blev rigtigt godt og salaten passede perfekt til.

Jeg forstår stadig ikke, hvorfor sådan en ret, ikke er en fast del af det danske køkken.

Når halen går af led...

2010-01-22T14:11:00.002+01:00

Fra morgenstunden hængte Pinga med halen - og lidt med humøret.

Nu fiser frøkenen langt fra altid rundt med strunk hale, men her røg den end ikke i vejret, da låget blev trukket af en dåse pink Pussi-slim og det plejer den nu at gøre.

Desuden var det åbenbart, at hun ikke kunne sætte sig og til sidst endte med at lægge sig på siden på min seng.

Af det sluttede den fiffige huskatteejer, at dyret måtte have kvæstet sin hale under sin morgen-ude-tur og så måtte dyrlægen konsulteres.

Nåle afslørede straks - heldigvis - at der var følelse i hele dyrets hale. Kraftig dyrlægemanipulering med samme hale afstedkom små klynk og til sidst endte det med en røntgenfotografering.

Da den nu blyklædte dyrlæge vendte tilbage med Pinga i favnen sagde hun: Jeg er lidt forelsket i din kat!

Til det kunne jeg kun udtrykke dyb forundring, ingen har nogensinde helt set Pinga, som jeg gøre det, men den lille dame havde fundet sig fint i at blive fotograferet fra flere sider og derefter trygt siddet på dyrlægens arm, mens billederne blev studeret.

Halen var ikke brækket, men havde været gået af led. Den var røget på plads under undersøgelsen, men det var tydeligt at se, at der stadig var en lille forskydning. Det er noget der skal gå over af sig selv.

Det skal noget andet røntgenfotograferingen også afslørede derimod ikke: Pinga har bændelorm - der sad et udstødt led i hårene ved haleroden og lyste som et lille projektil på billederne.

Mod bændelorm kan man vælge en billig, besk smagende pille. Eller en dyr, rød, sukkerbetrukket pille.

Gæt hvilken pille jeg købte til min yndlingshunkat, som nu sover trygt med halen hængende frit ned på min puf?

Af denne portion bliver en ordentlig kage...

2010-01-16T14:13:00.005+01:00

med undertitlen Ode til sandkagen

Alle de helt uforgængelige, sære, kemiske udgaver af den traditionelle skærekager, som supermarkedernes hylder bugner af, har givet sandkagen eller pundkagen et frygteligt dårligt ry.

Men en gang imellem bliver jeg ramt af stor lyst til sådan en skive fast, men alligevel saftig, kage, der smager af citron og som muligvis er den eneste spise i verden, der kan få mig til at længes efter te.

Forstå mig ret, jeg er ikke sandkage-fundamentalist, det er ikke den absolut oprindelige udgave, der kun består af smør, sukker, mel og æg i forholdet 1:1:1:1 - eller pund til pund - jeg længes efter.

Det er dens moderne efterkommer, som fx Camilla Plums fantastiske citronkage med birkes, men engang imellem skal repertoiret udvides og birkes er ikke noget, der ligger på den gennemsnitlige supermarkedshylde i denne ende af verden.

Det endte med en amerikaner - tillempet dansk smag for ikke-nikke-nej vil jeg da komme citronaroma eller smøraroma i noget som helst, når frisk citronsaft er lige ved hånden og kagen i øvrigt starter med - i følge det originale forlæg - 330 gram smør!

Så jeg startede i stedet med 250 gram - rigeligt til en god kage.

Det havde ligget og lumret lidt i mit køkken, så min røremaskine kunne få fat med det samme. Derefter smed jeg 300 gram rørsukker i små portioner derned og rørte efterhånden 4 friske landæg i.

Så var jeg nået til det våde. Det blev til saft af en halv citron, et skvæt kold, stærk, earl gray te for bergamottesmagen og et bløb vanilje - ikke essens, men den der version, hvor vaniljen er blevet trukket ud med fx. vodka og så cirka en deciliter 7-Up - jeps sodavanden.

Efter videre piskning kunne der så presses cirka 750 gram mel i dejen og tre teskefuld bagepulver.

Hvis man ikke kender konsistensen, så skal den være til at skrabe rask ned i formen og kunne holde et lille mønster i overfladen, hvis man vil glatte lidt.

Formen var smørsmurt og sukkerdrysset og kagen blev først bagt hårdt ved cirka 210 grader varmlufts ovn i 15 minutter og derefter i 30 minutter ved 170 ved konventionel varme.

Afkølet fik kagen en glasur rørt med rom, cirtron og mere 7 Up foruden nogle dråber gul konditorfarve. Og så nogle skefulde non-paraille for et fuldent amerikansk look.

Og altså helt så sært, som det måske lyder er det ikke med lidt smagfuld vædske i eller noget ovenpå.

Madam Mangor anbefalede rosenvand til sin pundkage og afslører at der går 12-14 æg på et pund.

En fantastisk nabo jeg engang havde i Århus - 81 årige kvinde, som havde tjent hos den samme familie fra hun var 13 til hun fyldte 70 - serverede sandkage smurt med smør eller flødeskum, ganske vist på skæresiden, men jeg tror hun ville godtage ideen om glasur ;)

Den lillebitte istid

2010-01-10T14:23:00.005+01:00

Den lillebitte istid bekommer den tobenede i det lille røde hus vel. De firbenede er ved at være lidt trætte af frostpoter og manglen på bar jord, når man skal.

Men den lillebitte istid har gjort mig til kriminel.

Til formiddag vovede jeg mig ud på Arresø for at se på isbådsejlads.

Der sejles DM på søen denne weekend, men på grund af helt igennem lattervækkende bureaukratiske forviklinger, så må man ikke gå på søen, kun issejle på den.

Søen er ikke kommunal og det er derfor ikke rigtigt nogens opgave at måle istykkelse.

Den lokale grundejerforening - det er jo deres børn, der plager for at få lov at komme ud på skøjter - og den lokale sejlklub - det er den, der sender medlemmer langt ud på isen i både, der ikke ser særligt sødygtige ud - har målt for fem dage siden og målte 15-16 centimeter, undtagen ved kildevæld og åløb.

Men ingen offentlig myndighed har målt og så brugte Nordsjællands politi pænt meget tid i går på at genne folk ind, man overvejede endda at tilkalde en helikopter, men indså at det er svært selv med megafon at overdøve rotorstøjen.

I dag så jeg dog, at Gribskov kommune var mødt frem parat til at måle, så den sunde fornuft har vist sejret.

Issejlads ser fantastisk morsomt ud, men det er nok ikke noget, man kan lære på et par dage.

Der var også gang i noget der mindede om kitesurfing, hvor udøveren sad på en lille slæde og lod sig trække af en drage.

Julia's child

2009-10-29T16:11:00.005+01:00

Alting handler om Julia Child i disse dage.

Først var Sifka, Kagekonen og jeg inde at se Julia and Julie og da jeg kom hjem, havde postbuddet fulgt min opfordring og efterladt en pakke fra Amazon med Mastering The Art of French Cooking, My Life in France og Julie og Julia ude mellem mine skure.

Filmen først. Den var fin. Nej, ikke livsomstyrtende eller katarsisk, men fin, på den fine måde.

Meryl Streeps Julia Child er fuldstændig perfekt: En stor knokkel af en kvinde, som taler højt og underligt, men som er dybt seriøst med alt hvad hun gør, og som tager livet som det kommer og med stor sanselighed.

I filmen ser vi hende indse, at det hun holder allermest af er at spise og det fører så til, at hun også lærer sig at lave den mad, hun elsker så højt.

Den sjoveste scene er den, hvor hendes elskede Paul kommer - formentlig træt - hjem fra arbejde og ser sin kone bøjet over køkkenbordet i gang med at hakke en million løg, på den rigtige kokkemåde.

Det kan de andre elever på Le Cordon Bleu kurset nemlig allerede og så kan hun også 50 kilo løg senere.

Den smukkeste scene er den, hvor Julia glad åbner et brev fra sin søster og erfarer, at hun venter et barn. Hun kan ikke bære det. Det minder hende om sit egen savn.

Paul, der knap når hende til kæben, tage hende blot stille i sin favn og giver hende ret, da hun hulker: I'm so happy for her.

Mere vanskeligt er det ikke - at lave film.

Julia er Julies heltinde. Julie er en ganske almindelig ung amerikanerinde i New York lige efter terrorangrebet på World Trade Center. Hendes rædsomme veninder har, hvad hun opfatter som, succes, hun har bare et kedeligt job og en roman ingen vil udgive.

Men så kaster hun sig ud i et projekt: At koge sig igennem Mastering The Art of French Cooking på et år afsluttende med svendestykket: At udbene en and.

Hele projektet dokumenterer hun løbende på sin blog og samtidig fordyber hun sig i Julia Childs liv og bygger heltinden op til mytisk status. En status Child ikke kan holde til.

Da hun hører om Julies blog - og læser den - falder hun ikke på halen, men finder den unge kvinde uinteressant.

En journalist fra Los Angeles Times sætter vist meget godt sin finger på problemet, ved at skrive:

I don't think she could begin to know what to think about the blogging generation, where a beef stew can result in 800 words of anguish.

For det er jo forskellen på de to kvinder og måske også på deres to generationer, at Julia Child overvandt sin modgang ved at se problemerne lige i øjnene og arbejde sig ud af eventuelle kriser.

Julie Powell lægger sig ned på gulvet og voldtuder.

Men altså en betagende, lille film, meget mere værd end alle de lunkne danske anmeldere har ladet vide. I hvert fald hvis man er vild med mad, Paris, 50'erne og ikke mindst har snuset til blogosfæren.

Mine nye bøger er også klenodier - i hvert fald to af dem.

Biblen - Mastering The Art of French Cooking er allerede blevet bladret igennem og jeg forstår simpelthen ikke dette menneske, som mener jeg har gjort en fejlinvestering og aldrig vil tilberede en eneste af Childs opskrifter.

Selvfølgelig har jeg da tænkt mig både at udbene en and og at lave hendes Bouf Bourginon.

My Life in France - som Paul Childs gradnevø skrev - efter mange og lange samtaler med sin grandtante Julia umiddelbart før hendes død i 2004 og på baggrund af familien breve er et interessant supplement til filmen.

Childs egne beskrivelser af årene i Paris lige efter krigen er lidt anderledes end Hollywood-versionen. I virkeligheden havde hun og Paul ikke ret mange penge og den lejlighed de boede i var ganske uden varme, så de frøs sig gennem vintrene.

Men det lyser klart igennem, at hun i sin liv havde tre store kærligheder: Paul, mad og Paris.

Mere kan et menneske vist ikke ønske sig.

Hvad frosten glemte

2009-10-17T11:46:00.004+02:00

Jeg synes, at årets ihigåning har været hårdere end tidligere år. Måske er det fordi, det har været koldere og mere blæsende ens de seneste par oktobere, men nu er jeg ved at være tunet ind på en hverdag med svindende lys og behov for fut i pejsen.

De seneste par morgener har det været meget koldt, når lille blå Fiat blev startet klokken 04:05, men det har endnu ikke været frost. Jeg tror, jeg er lidt beskytte af Kattegat lige i nærheden.

Men i morges, da jeg lukkede kattene ud ved fem-tiden var der ingen tvivl, frosten havde været der.

Øv, tænkte jeg, hvad så med mine sidste godter fra haven, som jeg har været for doven til at få bjærget?

Vel, som det fremgår klarede de sidste tomater, hindbær, bønner og chili nattefrosten og alt er nu ribbet og rykket ind i varmen.

Jeg ville ønske, jeg kunne komme i tanke om en ret, hvor alt kunne bruges, men må nok nøjes med at lave lidt tomatchutney, lidt chiliolie og tørre resten af de fantastiske chilier.

Hindbærene er allerede røget og bønner er altid gode til kød.

Madsnobben og kalkunschnitzlen

2009-10-02T18:06:00.001+02:00

I denne uge er det gået op for mig, at jeg er en madsnob.

For nogle uger siden, da Sifka og jeg var på madmesse, tegnede jeg et abonnement på en måltidskasse hos Retnemt.

Jeg er faktisk fået nogle fine kasser indtil forrige torsdag, hvor jeg glemte af få ændret min bestilling, så der landede en omgang kalkun på bænken uden for min hoveddør.

Det var drøjt at komme igennem. Kalkunkød er efter min mening det kedeligste kød i verden, til nød går det an helstegt, men sådan en klump bryst er bare smagløs og tør uanset, hvad man gør ved den.

Det kom jeg til at sidde og himle op over på arbejde onsdag. At jeg sgu ikke var en fattig student, men en fuldfed husmor fra provinsen, så hvordan kunne nogen finde på at sælge mig kalkun?

Jeg kunne se på nogle af mine yngre kolleger, at de syntes jeg var for meget.

Og det var jeg også - dels er der jo nogle der kan lide kalkun, dels er der nogle, der må købe det, der er billigt og drøjt og frem for alt sundt.

Så nemesissen kom efter mig.

I går stod der endnu en kasse med kalkun og opskrift på eftermarineret kalkunschnitzel på stolen for døren.

Jeg kunne godt se komikken, da jeg bjærgede min kasse, men jeg blev også godt mukken - for jeg skulle ikke nyde nogen eftermarineret kalkunschnitzel, eftersom eftermarinaden var noget med gul karry og hvidløg.

Det har dog aldrig været nogen tvivl om, at kalkunen skulle bruges.

Jeg overvejede at hakke den og prøve med kalkunfrikadeller. Eller en kalkunburger.

Jeg overvejede at banke stykket helt flat og panere det til noget scallopine, men intet kunne rigtig sætte mit mundvand i kog.

Så for lidt siden kom jeg i tanke om, at jeg kunne lave noget arabisk: Noget med baba ganoush, hummus, stegt halloumi og klumper af hårdt stegt stærkt, myntekrydret kalkun med fladbrød til.

Så min kalkun endte alligevel som studentermad- den slags var hot da jeg boede i Århus i midt-firserne, men det smagte faktisk fint og det bliver en god frokost i den kommende weekend, hvor jeg skal arbejde.

Tony..hunde kan ikke snakke..

2009-09-27T13:57:00.003+02:00

Spagetti med kødboller er en sær ret. Rudimentær googling om emnet har overbevist mig om, at retten slet ikke kendes i Italien.

Den blev først opfundet, da italienske kokke i USA oplevede, at ikke-italienske gæster blandede den selvstændige pastaret og den selvstændige kødret sammen.

Og i alle de år min bror og jeg, jul efter jul jublede til klippet fra Lady og Vagabonden i Disneys juleshow, Fra Alle Os Til Alle Jer, hvor der bliver kissemisset fra hver sin ende af en spagetti og rullet kødbolle med snuden, faldt det mig aldrig ind, at det var mad, jeg kunnet have forsøgt at lokke min mor til at lave.

Spagetti og kødboller er retten, der ikke eksisterer.

Jeg laver den nu alligevel engang i mellem. Fordi det er sjovt, både at tilberede den og at spise den.

Imens reciterer jeg favoritsætninger fra juleshowet: Tony...hunde kan ikke snakke. Og: Okay Tony, det er dig, der er chefen. (med italiensk accent sæføli)

Denne omgang var med godt blus på den friske salvie i kødbollerne og en meget mild tomatsauce med små stakler fra mine efterårstrætte planter forstærket med nogle fra dåse.

Det blev en mild og smuk komposition, men jeg fortryder, at jeg greb til parmesan fra pose. For det er, som brødrene Price så rammende har sagt det, mad der lugter og smager af bræk.

Trods det lille kiks, kunne jeg svagt høre Poul Bundgaard, da jeg satte mig til bords: Nu er det nat, en vidunderlig nat, som vi kalder Bella Notte.

Desværre har kun kunnet finde hele scenen i den nye udgave med Dario som Tony, men Bundgårds sang skal I ikke snydes for.

Færgeafgang Havnegade

2009-09-20T09:19:00.007+02:00

Det bragte mindelser om min barndoms Sveriges-ture, da Sifka og jeg rundede hjørnet Nyhavn/Havnegade og så køen af folk, der, lige som vi, syntes, at en solskins-september-lørdag skulle bruges på en tur til Hven.

Vi kom dog hurtigt om bord trods manglende reservation. Til gengæld var vores billet blot en gul post-it note fordi en avanceret maskine var gået i stykker.

Efter en gang klassisk færge-morgenmad: Kaffe/te, rundstykke med pålæg og wienerbrød søgte vi op i lyset og luften, hvor vi fik presset os ind på et stykke færgeaptering og kunne skvadre frit i den time og et kvarter turen tog med vind i håret, sol i fjæset og det blanke sund omkring os.

Det var første gang på øen i sundet for os begge og det bliver ikke sidste.

Vi havde to mål for turen: Gin og Tycho Brahe.

Tycho besøgte vi først og var både i hans tjenestefolks badstue og hans Stjerneborg til et underligt svensk multimedieshow, som var mere grinagtigt end fængende.

Vi fik også udfordret hinanden i et par renæssance-lege og kælet med planterne i urtehaven til vi stank af lavendel og salvie.

Det gode ved at være på tur med Sifka er, at vi går i det samme tempo. Faktisk tror jeg ikke, at andre end os vil kalde det at gå, vi tuller næmere, men af sted det gik mod gin-templet ad øens eneste hovedveje med mange skønne kig til æbletræer og vandet.

Undervejs traf vi langt fra så mange lækre kunsthåndværker-butikker, som Sifka vist havde håbet og vi var nødt til at gå i Handelen for at tanke op med Fazer viol tabletter, cola og Ahlgrens bilar.

Endelig nåede vi Spirit of Hven.

Ret skuffende. Ingen tvivl om, at baren har det største udvalg whiskey, jeg nogensinde har set inklusive selv-destillerede arter, men hvorfor hele komplekset skulle minde om et konference-center med en restaurant, der serverede opvarmet frossen pyt-i-panna og gav stivede linned servietter til, er et mysterium.

Værst var det, at det eneste man kunne se af processen med at lave spiritus var forskellige souvenirs. Det vi var kommet for at se, dufte til og smage på var lukket af og spærret ind bag tykke gardiner.

Men det var nu alligevel en dejlig dag og Sifka fik sin flaske gin på færgen hjem. Og hjemme skulle vi lige forbi en god øl på Zum Biergarten og dejlig koreansk mad på Miga, før jeg drog mod nord og Sifka fandt linje fem.

Og på næste Hven-tur lejer vi cykler for at nå det hele!

Et par flade og en meget lille kedel

2009-09-10T18:01:00.005+02:00

Jeg har haft en dejlig dag. BonusMor og jeg har spist karamelsild og hver sin natmad på Schønnemanns på Hauser Plads.

Det er en herlig klassisk kælderbeværtning som København har været så rig på med sand på gulvet og snaps i glasset.

Carlsberg har brygget dem en liflig tobaksfarvet ale og jeg fik endelig smagt snapsen Nordguld.

Inden vort rendezvous nåede jeg at få løst et problem: Efterårssko som ikke tager sig bedre ud i vildmarken eller i sportshallen end i byen.

Det blev til et par klassiske retrosko i ruskind, som min mor gik med dem i 70'erne til sine Marimekko busseronner.

Rågummisålen er blød og lækker og skindet føjeligt. Jeg ved det for jeg fik dem straks på - så barnlig er jeg, selvom jeg skal rundt om noget skarpt om præcis et år.

Den lille kedel var bare en af dagens gode gaver. Tak!

Ny kat flytter ind

2009-08-26T12:08:00.004+02:00

Søde Anne har lavet den skønneste, lille, grå og hvide kat til beboerne i det lille røde hus.

I dag ankom den efter en rejse med Post Danmark, hvor den sad mokket sammen med korslagte forben i en lille firkantet æske.

Vi er stadig i sydstatsmode, så den hedder Louis og fik ikke just en hjertevarm modtagelse af de andre små grå og hvide.

Cajun meatloaf

2009-08-24T15:50:00.005+02:00

I dag har jeg plejet min sære længsel, efter et sted jeg aldrig har været: New Orleans. Jeg har glugget masser af hoteller, udflugter og spisesteder.

Og så fik jeg selvfølgelig lyst til noget amerikansk mad. Valget faldt på et cajun meatloaf - altså forloren hare med cajun køkkenets hellige treenighed: Bladselleri, løg og peberfrugt.

Dertil kartoffelmos af egne kartofler, sauterede blå bønner af egen fremdrift og en sær salsa, som en træt honningmelon gjorde nødvendig.

Det blev godt.

Jeg startede med at hakke en enkelt stængel bladselleri, et lille løg og en halv rød peber ganske fint. Derefter behandlede jeg to små fed hvidløg og en ikke alt for stor eller stærk chili på tilsvarende vis.

Alt røg på panden i smør og blev mildt sauteret, derefter røg der salt, peber, cayennepeber og spidskommen i smørret sammen med grøntsagerne. Jeg strøede to spiseskefulde mel ud over det hele og fik lige givet melet lidt farve i smørret, før der røg lidt mælk, engelsk sovs, ketchup og hot sauce i, til det hele blev en slags tyk grød.

Det blev sat til afkøling mens kødet, som var halv hakket oksekød og halvt hakket svinekød - nok 450 gram i alt, blev rørt med et æg og tre spiseskefuld rasp.

Da grøntsagerne var så afkølede, at jeg kunne stikke en finger i uden varige skader, blev de æltet ind i kødet. Farsen skal være fast - noget fastere end frikadellefars.

Så formede jeg et firkantet brød i et ildfast fad og hældte en lille slat mælk ved - det ville nok få mig hængt i New Orleans, men det er godt til sovs.

10 minutter i ovenen ved 225 grader - så blev farsbrødet penslet med lige dele ketchup og ahornsirup. Og derefter 20 minutter ved 180 grader.

Og inden man afskriver meatloaf som noget amerikansk bras, så er der altså tale om noget europæere har spist siden det femte århundrede i mange forskellige udformninger.

ZDF to the rescue

2009-08-20T19:05:00.003+02:00

Jeg er syg med atletik og ganske forundret over, at ikke en eneste landsdækkende tv-kanal synes at verdensmesterskaberne, som i disse dage foregår i Berlin, er noget jeg skal se.

Her taler vi nok DR og TV 2, det er de eneste kanaler jeg kan se.

I aften er en særlig aften, for da afgøres kvindernes højdespringskonkurrence og det er min favorit - foruden de mellemlange løbedistancer for både mænd og kvinder.

Nå, men så var det, at det viste sig, at herlige tyske ZDF sender hele baduljen på nettet.

Til overflod føles det som min barndom i Sønderjylland, at sidde og lytte til det smukke tyske sprog - jeg er sehr dårlig til det, men hold kæft, hvor kan jeg bare lytte til det hele aftenen.

Og så er der også tyske reklamer og de underlige små figurer der adskiller dem.....

Stegte grønne tomater

2009-08-17T14:18:00.007+02:00

Min tomat med de forknytte blade har med møje produceret en fin orange-grøn tomat, som trængte til at blive plukket og spist, da jeg nåede til frokost tid.

Ved et af universets store sammentræf læste jeg præcis samtidig hos en af mine amerikanske favorit mad-blogger, hvad jeg skulle stille op med tomaten: Jeg skulle lave den til stegt grøn tomat.

At Ms. Glaze så havde fået sin inspiration fra en anden af mine favoritter, det får jo hele verden til at se synkron ud.

Og så ikke et ord om, at jeg har været vild med tanken om stegte grønne tomater siden jeg læste bogen og så filmen.

Altså tomaten blev plukket, jeg læste og kiggede video og måtte konstatere, at jeg ikke havde en tilsvarende stor rød tomat til at lave pæne lag med - kun en lille sød en.

Altså endte jeg med at stable ristet brød og stegte tomatskiver. Pocheret æg øverst og en lille kæk pink remoulade af en spsk majo, en spsk stiv græsk yoghurt, et bløb stærk chilisovs, hakket syltet agurk, hakket syltet løg og hakket rest af den orange-grønne tomat.

Fire reelle tomatskiverne blev dyppet først i krydret mel - salt, peber og cayenne, derefter i æg pisket med lidt mælk og så i rasp.

Derefter stegt kortvarigt på panden i blanding af olie og smør, men tomaten var også ret moden. Grønne umodne tomater skal have længere tid ved lavere varme. Brødskiver fik også en tur på panden, men kunne da bare være ristet.

Et i en kop udslået æg røg i en gryde med vand, hvid eddike og salt som lige var gået af kog og plask ned midten af en malstrøm frembragt ved at røre kraftigt i en god cirkel. 90 sekunder senere var det perfekt.

Stable og spise.

Æbleskiver og ballongynger

2009-08-15T14:56:00.007+02:00

Fødselsdags-Sifka har allerede besunget Thomas Hermans raffinerede mormor-mad, som vi vederkvægede os med i går i det underskønne Nimb.

Jeg var allerede solgt sidste sæson, da det mauriske palads slog de nyrenoverede døre op og både den nu lukkede delikatesse-afdeling og den svinedyre, men dejlige grillbar blev testet.

Først nu har jeg altså spist der og det var udsøgt. For mig var det mest fantastiske ovenstående "æbleskiver", som blev serveret til hovedretten kalv.

Skiverne lignede ned i mindste detalje deres søde forlæg, men de var lavet af kartofel og indholdt kalvebrisler i stedet for æblestykker. Smukt og finurligt.

Efter frokosten styrede vi op i husets imponerende bar. I bløde sofaer foran en mildt tøffende ild i et ildsted så stort, at en okse kunne steges hel, søbede vi gin og tonic af de mondæne. Vi fik tested Hendrick's gin som er trippeldestilleret og infuseret med agurk.

Under krystallysekroner og under smukke, sære billeder af husets fortid malet direkte på de hvide vægge under sølvstukken faldt vi hen i nydelse.

Lige inden sidste tog mod nord løb fra mig sluttede vi en Tivoli-skøn dag af med nogle fødselsdagsture i pariserhjulet ballongyngen - som har en million gange mere charme end det monstum der er smækket op foran Palads, i det der engang hed baljerne - nu minen og i galejen. Det var ren nostalgi.

Chili og sær kaffedrik

2009-08-09T19:33:00.004+02:00

I år klarer mine chilier sig rigtig godt.

Denne, som er en Czechoslovakian Black, synes jeg er en meget smuk plante, som blomstrer med de yndigste små violfarvede blomster.

Desværre er frugten ikke sådan super stærk, som jeg gerne vil have dem.

Det håber jeg mine Chocolate Scotch Bonnet, som først modner sent, kan levere.

Som sidste år blev chili og tomat hentet på gartneriet Toftegaard på en lille udflugt med Sifka i forsommeren.

Min green zebra tomat har leveret et par pæne gule og grønstribede frugter indtil nu, men så er den blevet teenagetvær og har rullet bladene lidt sammen.

Det må gå som det kan.

Czechoslovakian Black er i hvert fald røget tilbage i drivhuset, for her forberede vi os på det vejromslag, der skulle komme i nat.

De seneste dage har været dejlige, men lidt kølighed og et par dryp har vi intet imod.

I havestolen har jeg læst en meget fin roman - The Devils Paintbrush af Jake Arnott - om en skotsk militærhelt og en troldmand.

Den handler om virkelige personer og lidt kedsomheds googling har afsløret at Fighting Mac - Hector MacDonald været afbilledet på pakningen til en særlig skotsk drik, som jeg nu vil forsøge at få fat i.

Camp Coffee er tilsyneladende en meget tidlig udgave af instant kaffe af en art, selvom det efter beskrivelsen mere lyder som en slags bouillonterning med kaffesmag.

Julie & Julia

2009-07-31T08:52:00.002+02:00

Jeg har tidligere skrevet om madens store damer, USA's Julia Child og britiske Elizabeth David.

Nu kommer der en film om den ene af dem og om et fantastisk blogprojekt, som en ung amerikanske kvinde, Julie Powell, startede i 2002.

På 365 dage ville hun tilberede og blogge om, hver eneste af de 536 retter der er i Julia Childs fantastiske kogebog Mastering the Art of French Cooking.

Julie Powell klarede opgaven, fik en masse venner i blogland, udgivet sin blog som bog og kan i starten af august se sig selv portrætterede i biografer i USA i Nora Ephrons film Julie & Julia.

Jeg har aldrig været den helt store Maryl Streep fan og bryder mig faktisk ikke om film, hvor skuespillerne gør sig for store anstrengelser for at ligne og/eller tale som det menneske de portrættere.

Jeg synes derfor mest hun var trættende at høre på som Karen Blixen i Out of Africa, men jeg kan godt se, at Julia Child uden den fantastiske stemme og diktion ville være lidt underligt.

New York Times havde en fin artikel forleden om, hvor anstrengende filmen har været for food stylisten og de kokke, der har lavet filmens mad.

Til filmen har kokken måtte udbene 60 ænder.

Artiklen beskriver også en scene, hvor Julie skal tilberede en hummer. Den blev gennemført med koldt vand tilsat tøris, så det så ud som om gryden dampede af spilkogende vand og så en repræsentant for den amerikanske dyreværnsforening uden for kamera for at bevidne at hummeren ikke led overlast.

Man må håbe den scene ikke skulle tages om for mange gange.

Filmen har så vidt jeg kan se premiere i Danmark den 18. september og spørgsmålet er, om vi ikke er nok madglade bloggere til at en fælles udflugt på bio kunne være sjov?

Sandelig

2009-07-30T09:42:00.005+02:00

Når nu sand var temaet for gårsdagens post, så synes jeg da lige, jeg vil vise nogle billeder af en stor sandskulptur, som to sandkunstnere har skabt på havnen i Hundested.

Den er vist ikke blevet helt som planlagt, to skybrud i løbet af den uge de arbejdede på den ændrede alle planer.

Den er belagt med et tyndt lag lim - og det er vist nødvendigt lige nu, står det ned i lårtykke stråler.

Desværre er det nødvendigt at holde figuren hegnet ind, ellers vil børn og fulde folk antagelig begynde at klatre på den i løbet af ingen tid, men det gør det lidt svært at tage ordentlige billeder af helhedsindtrykket.

Så I må nøjes med et billede af Knud Ramussen i sin kajak og et af isbjørnen med sine to unger.

Jeg synes Knud har et noget melankolsk blik, men han
er jo altid blevet behandlet skulpturelt dårligt i Danmark.

Jeg mener, hvorfor står han på Strandvejen ved Klampenborg og kigger længselsfuldt mod Sverige?

Sandt

2009-07-29T16:48:00.002+02:00

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at når man bor på kanten af en sandflugtsplantage, og har katte, så er der sand over alt ude som inde uanset årstiden.

Jeg har vænnet mig til det, også at der er sand i sengen, men heldigvis sjældent i maden.

Det gode er, at det er det fine, hvide strandsand, som skifter så smukt i grå nuancer, når det bliver vådt.

Sådan skal sand se ud, basta.

At området her overhovedet er beboeligt, men sandet, har vi en stridbar, tysk kammertjener at takke for.

Johan Ulrich Røhl standsede sandet midt i 1736-tallet efter at det helt tilbage i 1500-tallet havde fordrevet de rige fra Asserbo Slot – som vist nærmere var en hovedgård - ædt en landsby, næsten en kirke, ændret vandstanden i Arresø og drevet lokale bønder til tiggerstaven, når høsten slog fejl og dyrene sultede på sandet.

Røhl havde tjent greven i Oldenburg, som dengang var dansk. Efter en 18-20 år som kammertjener lagde greven et godt ord ind for Røhl, da en stilling som forvalter på et nærliggende kloster, som fungerede som fattig- og vejsenhus, blev ledig.

Her gik det hurtigt galt for Røhl, han lagde sig ud med alt og alle og behandlede tilsyneladende ikke lemmerne godt. Hans hovedinteresse syntes at være at berige sig selv, og så at bombardere kongen med skrivelser om, hvor hårdt han havde og ønsker om at få nedsat forpagterafgiften på klosterets jord og hævet den sum han fik til at bespise de fattige.

Til sidst blev det kongen for meget og så blev Røhl fyret. Her skulle man tro at han ville forsvinde i historiens tusmørke, men det gjorde han ikke.

I 1724 ankom han til flyvesandet. Den enorme bunke sand som spredte sig fra Tisvilde til det nuværende Liseleje, som slet ikke var grundlagt dengang, og så langt ind i landet, at Arresø var truet. Faktisk var der sandflugtsplagede områder hele vejen fra Hornbæk til Rørvig.

Uden anden erfaring end den han havde fået på klosterets lavtliggende jorde, der blev oversvømmet hvis ikke digerne mod en nærliggende flod var i orden, kastede han sig ud i opgaven.

Han fik leveret en enorme mængde materiale til at bygge læhegn af, han fik udkommanderet fæstebønder med heste og vogne og soldater, som jo ofte var fæstebøndernes unge sønner.

Og så blev der hentet tang langs havet, som blev lagt op på sandet. Der blev gravet grøfter, bygget læhegn, sat planter som marehalm og hjælme og til sidste efter 12 år var sandet under kontrol.

Men det var Røhl ikke, stort set straks fra det øjeblik han ankom begyndte han at lægge sig ud med folk. Fæstebønderne klagede ove ham, et helt hold soldater begik næsten mytteri. Som sædvanlig skrev han brev efter brev til kongen over, hvor urimeligt han blev behandlet.

Da sandet var under kontrol og hans næstkommanderende havde fuldstændigt tjek på, hvordan arbejdet kunne fortætte blev Røhl afskediget i 1737, han fik en beskeden pension og endte sine dage i Helsingør.

Og det eneste sted, hvor mindet om ham lever, altså bortset fra at uden hans indsats, var der hverken et Tisvilde Hegn eller en Asserbo Plantage eller for den sags skyld til at bo her, er på Sandflugtsmonumentet i Tisvilde, hvor man satte ham et noget syrligt minde:

..og Røhl som vel fortjent er lønnet
for sin møje.

Rødt chok

2009-07-26T18:34:00.003+02:00

Min blog er så uddød som en forstad til Tjernobyl og det beklager jeg.

Årsagen er uforklarlig, udover at sommerarbejde altid slider voldsomt på mig.

Måske er nogle arbejdspladser gode til at tilpasse forventningerne til bemandingen, men min er ikke.

Vi er under en tredjedel af det sædvanlige hold, men forventes stort set at præstere det samme som et helt hold. Underligt nok falder vi for det år efter år og arbejder så sommersandalerne knirker.

Så er der ikke mange lyse indfald tilbage til resten af ens døgn:

Kun sådan noget som ”What??? McDonalds sælger har nogle nye colaglas i år!" og ”Gus Danmark har fået en prins Allan.”

Men forleden kunne jeg på to minutter fylde et lille trug med røde ting fra haven – kartofler, rabarber og ribs og det betog mig nok til at hente kamera og knips mangfoldigheden. (Og til at stege en kylling, lave en kompot og spise med de saltkogte, røde guldklumper)

Og så er jeg måske på rette vej – for der er jo stadig ting at fortælle:

Om dyrene – Wotan dukkede op i går efter mange dages fravær – lille sort killing ryger vist på kattehjem, naboen har efterlyst dens ejere overalt og ikke fået svar og så er det nok bedst for ham, mens han stadig har tillid til mennesker og mens han stadig er beskytte af sin killing uskyldssky som afholder voksne katte fra at tæske ham.

Og jeg har vist også en mening om den seneste Harry Potter film, som gjorde mig stum og bevæget, men det var der ikke plads til i Bio Hillerød, hvor folk frejdigt sms'er under filmene og andre medbringer børn så små, at de skal have læst underteksterne op – himmelhøjt.

Nå – jeg er vist i gang igen.

Privat strand

2009-06-28T19:18:00.002+02:00

Det er næsten for meget af det gode, at der 7 minutter på cykel fra min lille rød hytte ligger en kilometerlang og ganske øde badestrand af fineste kvalitet.

Klokken 17 var vi under 20 mennesker så langt øjet rakte. Luften var lun, vinden sval og vandet fantastisk.

Et par småunger legede i strandkanten, mig og en mand dykkede på anden revle og et tålmodig menneske smed en bold 2 millioner gange til en sort labrador, der fløj ud og svømmede ind med bolden i munden.

Det var det - i går i Espergærde var stranden pakket og vi var ikke det eneste beach party. Da jeg kørte hjem klokken 23.30 var der lysende natskyer.

Da jeg kørte gennem Asserbo Plantage fik jeg testet lille blå Fiats abs og esp da et rådyr sprang tværs over vejen lige foran mig.

Den lille blå bestod og dyret forsvandt i nattemørket. Godt jeg havde drukket vand hele aftenen.

Æseløre

2009-06-27T08:57:00.002+02:00

Det er ikke nemt at blive blomst hos mig. I hvert fald ikke hvis man vil plantes og nusses om. Jeg stiller meget høje krav til udseende og farver.

Jeg bryder mig ikke om indviklede blomster - et simpelt hoved på en simpel stilk i en klar farve gør mig glad, så da Kasper og jeg under morgenens havevandring opdage udsprungne æseløre blev vi begge begejstrede.

Æselørene fik jeg sidste år af min svigerinde, lige siden har de set noget forhutlede ud i min tynde, sandede jord, men så begyndte de at skyde efter et af skybruddene tidligere på måneden og se dem nu.

Nå ellers står dagen på beach party med kollegerne i Espergærde - det skal nok blive sjovt og varmt.

Sommer, solo og store nosser

2009-06-09T19:41:00.014+02:00

Ribe var min barndoms sommerferieby.

Hele familie drog afsted i årets Renaultbil. Først 4CV senere Renault 8, 10 og 14. Min far var trofast i sit valg af køretøj.

Der var altid ventetid ved færgen i Korsør. Jeg var voldsomt fascineret af de små tankbiler, der futtede op og ned langs opmarch- båsene og solgte brændstof til folk uden planlægnings- talent.

De havde også is, vand og aviser. Vi købte aldrig noget.

Enhver vist jo, at de tog ågerpriser.

Senere, da min mormor blev pensioneret, flyttede hun til Tønder. Og så flyttede sommerferierne derned.

Men cirka samtidig var min tre år ældre bror og jeg blevet gamle nok til selv at tage lyntoget Kongeåen til Tinglev og så enten blive hentet der, eller skifte til rutebilen, der kørte gennem byer med lattervækkende navne som Bylderup og Bov til endestationen, hvor mormor ventede.

Og så gåturen gennem Tønders villakvarter til det upersonlige parcelhus, som var noget helt andet end patriciervillaen i Ribe.

I mit værelse hang der over for køjesengen en række koldnålsradering af kendte komponister. Hvor har jeg kigget meget på dem. Når jeg vågnede, når det regnede, når jeg kedede mig, når jeg skulle sove.

De er ætset fast i min gule plet, måske fordi de var i sær sepia:

Schubert med stanglorgnetten og de fyldige læber. Beethoven med kunstnerhåret og det vanvittige blik. Den smukke Mozart og den forfinede Listz. Bach med pudderparykken og Schumann med den sære sideskilning i playmobilhåret.

Brahms må også have hængt der. Jeg husker ham bare ikke, men, som det fremgår af billedet, så lignede han mere Pippi Langstrømpes far, end en følsom kunstner.

Jeg elsker Brahms. Det er køligt og storladent.

På vej hjem i regnvejr i Lille Blå Fiat hørte jeg P1 om talent. Nikolaj Koppel fortalte om at spille Brahms klaverkoncert i D-mol som 24-årig og så holde op.

Han kun ikke få hjerne og hjerte med i rollen som koncertpianist.

Hold kæft hvor er det modigt at sige stop, når man har så fantastisk et talent.

Heldigvis indspillede Koppel nogle år senere koncerten med DRs symfoniorkester, så hans talent er fastfrosset i øjeblikket og han lød glad i radioen.

Bare jeg havde de tegninger i dag.

Og så er Bahms iøvrigt den eneste af den gruppe, der kaldes De Store Komponister, der eksisterer en indspilning med.

Ikke stemmen i starten, men den efterfølgende umotiverede klaverboksen ;)

I can has romkugle?

2009-06-04T15:50:00.007+02:00

Der ventede mig tre gode ting, da jeg kom hjem fra job i dag.

Den ene havde jeg faktisk selv med hjem: En lille romkugle, venligst doneret af en kollega, men for tæt på frokost og derfor glemt, men fornuftigt indpakket i serviet på bunden af tasken.

I skuret ventede en pakke fra Italien med et par solbriller, jeg har jagtet det halve Europa rundt i udvalgte webshops. Nu lå de der i fin æske, i lækkert etui og til ca. 40 procent af prisen i en dansk forretning.

Næppe var solbrillen pakket ud og prøvet eller romkuglen genopdaget, før et højlydt miav gjorde mig opmærksom på, at det ikke kun er mine egne grå, der forventer mad, straks de ser mig.

Den nytilløbne, sorte killing krogede sig og gjorde sig til. Han mente tydeligvis at romkuglen, som jeg guffede i, mens jeg hentede den udendørs madskål til opfyldning, var til ham.

Hans ansigtsudtryk mindede mig om de bedste fra det fantastiske website:
I can has cheezburger?

Et sted hvor folk uploader morsomme kattebilleder og -videoer og der er frit slag for at skrive sære overskrifter på billederne.

Min personlige favorit er denne lille video:

Efter 17

2009-06-01T19:40:00.004+02:00

Når de fleste københavnerne er kørt hjem, når solen stadig skinner fra det høje blå, når alle katte sover i skyggen, når aftensmaden er biksemad, så er det godt med en drink.

Men eftersom i morgen er en helt almindelig hverdag, så er GTA (Zettes glimrende forkortelse for gin og tonic med agurk) for voldsomt.

Så er det godt, at de der engelskmænd har opfundet et alternativ, som er meget anderledes, men voldsomt forfriskende: Pimm's No. 1 Cup.

Den tefarvede ginlikør skal blandes i forholdet 1:2 med fx Sprite eller anden let citrusagtig sodavand, hvis ikke man lige har rigtig lemonade ved hånden.

Desuden skal der masser af frisk appelsin og agruk i og så skal den nydes langsomt i solen til fuglefløjt og kun en enkelt borende københavner.

Det er ikke altid supernemt at få fat i Pimm's No. 1 - som selve ginlikøren hedder.

Jeg må som regel tilbage til det område, jeg tidligere boede i: Charlottenlund eller Ordrup, hvor der er en tilpas stor gruppe anglofile, for mere engelsk bliver det simpelthen ikke.

Pinsens sol

2009-05-31T12:10:00.003+02:00

Det er hårdt at være rødhåret og heller ikke helt let at være gråpelset, når temometeret viser 26 grader allerede ved middagstid.

Jeg må kryber i ly indendøre. Ikke mindst fordi jeg fik rigelig sol i går, da jeg var til housewarming-brunch hos gode venner i Nivå. Solen bagte ned over os og min ene kind ligner en postkasse.

Pinga har fundet det perfekte sted - intet kan falde hende i ryggen, solen har passeret og en mild brise stryger hen over hendes ryg.

Kasper er mere rådvild, vandrer hvileløst om. Lægger sig under en fodskammel, under bordet, inde i drivhuset.

Han vil være, hvor vi er, men der er ingen helt svale steder, så hvis han er klog snupper han middagsluren på det sædvanlige sted: I min seng.

Og der kommer vist mere af det samme i morgen. Sikke en pinse, som ellers ofte er både kold, våd og overskyet. Jeg husker mere end en udflugt efter dansende pinsesol, hvor alt hvad man længtes efter var noget varmt at drikke og tørt tøj.

Konkurrence ved skålen

2009-05-23T13:44:00.006+02:00

Det er ikke noget at sige til, at Wotan er fuldstændigt udmattet.

Han har nemlig fået kokurrence ved madskålen.

Naboens Sofus - formerly know as Pussi - har selvfølgelig altid været en konkurrent, men nu er der dukket tre flere op.

En er en meget sulten, ret stor, sort killing med kuglerundt hoved og nervøse trækninger.

De to andre er en allike og en husskade.

Killingen skræmmer Wotan nemt væk, men de to store fugle forvirrer og irriterer ham.

De sidder på taget af mine skure og råber af ham og så går han til sidst for at genvinde sin værdighed.

Fuglene er meget glade for de dyre piller fra dyrlægen - de er nok også nemmere at flygte med i næbbet end en klat pussiblæver.

Billedet af den udmattede Wotan tog jeg i går, hvor han lå lige uden for min havedør og sove i den times tid hvor Kasper og Pinga vanen tro får sig en lur, indendøre, i dyner.

Der var sol, ingen fugle var efter hans mad og frem for alt slap han for at høre på Kasper som stadig skriger som en tøs, når han antræffer Wotan på sit habitat.

Oh the life of a vildkat.

Sodavand laver man da selv

2009-05-20T20:03:00.005+02:00

Sådan noget sprudelwasser med en eller anden slags smag kan jeg godt lide. Og så er det jo oplagt at lave det selv en gang imellem.

I dag lavede jeg en fin rabarber-citron-timian sodavand af rabarber, citronsaft, sukker, timian og vand kogt sammen til en stærk sirup. Når så trangen til bobler ramme, er det bare at tilsætte is og apollinaris.

Nu jeg var i gang lavede jeg også min egen ginger-ale - eller noget på det lav - ved at rive et ordentligt øre ingefær og koge det med sukker og frisk mynte.

Og så er der noget om, at man kan lave sin egen tonicvand - det må jeg prøve, når jeg får fundet ud af, hvordan jeg fremskaffer kinabark, hvorfra tonicens mest berømte ingrediens, kininen, stammer fra.

Thi søbemad jeg spiser gerne*

2009-05-16T16:41:00.004+02:00

Når vejret slå om fra dur til mol og brændeovnen er en millimeter fra at blive genindviet, så skal der varm og duelig kost til.

Jeg kan rigtig godt lide suppe og den amerikanske New England clam chowder har været en favorit, siden jeg smagte den i Seattle (jeps, så langt fra New England man næsten kan komme) i 1977.

Heldigvis har den lokale Irma udsalg af kammuslinger, så det var ikke vanskeligt at sætte i værk.

En bagekartoffel blev snittet i små tern, et lille rødløg fik samme skæbne og fire skiver tynd, italiensk pancetta - altså bacon - blev også skåret i småstykker.

Baconen blev ristet, derefter fik løgene en omgang i fedtet.

I den endelige gryde lavede jeg en lille opbagning af to spiseskefulde smør og en spiseskefuld mel. Den blev rørt blank og smuk på en halv liter fiskebuillon og vædsken fra de optøede kammuslinger. Så tilsatte jeg 1,5 cl piskefløde, kartofler og løg og lod det småkoge i 13 minutter.

Derefter tilsmagte jeg med peber, chili, engelsk sovs og en anelse salt. Bacon og kammuslinger blev så kogt med i yderligere 7 minutter.

Så var det bare at hælde i skål, med et drys blomstrende purløg over og et par skiver friskbagt majsbrød til og nyde til varmen nåede helt ned i de kolde tæer.

Der er til en god frokost til en i portionen - og en lille kop til overs til nem aftensmad.

*en let omskrivning af digtet "Historien om den kræsne Mads" fra "Den Store Bastian."

De unge verbers lidelser

2009-05-15T19:37:00.004+02:00

Det har været nogle drøje arbejdsdage. Endnu en gang er enhver arbejdsgang blevet kastet optimistiskt op i luften af chefen og forventet grebet af nogen. Det er ikke helt lykkedes.

Men da jeg kørte hjem, kunne jeg glæde mig til en weekend og over vejret, som indbød til lidt havehygge med Kasper, og så P1's mærkelige sprogprogam Sproglaboratoriet med Christoffer Emil Bruun.

I dag var lytterne i sprogskole med substantiverne, om hvilke Inger Christensen har skrevet:

"Alle substantiver er meget ensomme. De er som krystaller, der lukker sig om hver sin stump af vores kendskab til verden."

Og så tænkte jeg, at det var alligevel værre end de unge verbers lidelser, som jeg har forvoldt de seneste dage.

Og så er der jo i øvrigt Malkokonkurrence - lidt om et øjeblik på DR2 og hele aftenen i morgen.

Livstegn

2009-05-12T11:24:00.002+02:00

Jeg er ikke god til at spise ikke så meget til morgenmad, men jeg kom lidt sent op og skulle have tømrer på besøg.

Syntes det ville være lidt synd for ham, hvis jeg stod og lavede æg og sager for snuden af ham, så jeg valgte den lette løsning.

Ristet italiensk brød med koldt smør og jordbærsyltetøj sendte mig prompe mere end 30 år tilbage i tiden til min første rejse til Paris, hvor jeg fandt morgencompletens baguette med smør og marmelade foruden endeløse mængder café au lait super sofistikeret.

Jeg husker det fine lille bord jeg sad ved, og tjeneren, som var forbi et par gange med mere brød og mere varm mælk til kaffen, jeg kunne være blevet siddende der hele dagen med en bog og en notesblok.

Det kunne jeg også næsten i morges i solen, mens tømmeren rettede op på skaderne fra indbrudstyvenes koben i min vindueskarm.

Alt er nu stort set som det var før - i går købte jeg det dejlige Lumix DMC FX55. Det er jeg nu ved at skyde ind med dejlige nærbilleder af katte, køkkenhave og kartoffelbed.

Splitte min banan

2009-04-19T18:22:00.002+02:00

Selv om jeg har en ganske sød tand, er det meget sjældent dessert, jeg er længes efter.

Derfor blev jeg ganske overrasket, da ovenstående servering materialiserede sig i mit indre lækkerskop.

Men jeg tænkte, der må være en grund, og gik i gang med at anrette.....og siden spise ;)

Og så er jeg fuldt ud klar over, at jeg har et forklaringsproblem.

Hvis jeg ikke er til dessert, hvorfor har jeg så ting som Dr. Øtkers glimmergele, samme doktors cocktailbær og den slags i huset?

Jo, fordi jeg ikke kan gå forbi opsatsen over i Fakta uden at købe et eller andet mærkeligt.

Vanilieis har alle forhåbentlig i fryseren og chokoladen til sovsen, var en rest Sifka havde efterladt sidt hun var her.

Om det smagte mums? Hmmmmmm.

Kyllingesteg med kuvøseguf

2009-04-17T15:52:00.004+02:00

Lige siden brødrene Price i forrige udgave af Spise med Price fremtryllede stegt kylling med skilt sovs, agurkesalat og rabarberkompot har jeg længtes efter denne spise.

Hos min farmor hed det bare kyllingesteg - og det var det eneste, man gjorde ved kyllinger. Høns kom i asparges, karry eller frikassé - dagen derpå kunne dyret optræde i tarteletter eller som salat, men de blev aldrig stegt i gryde og kylling blev aldrig stegt i ovn, eller, gud forbyde, kogt. Sådan var det bare.

Efter en strålende morgenudflugt til en skråning i nærheden, hvor det i sjette forsøg lykkedes mig at finde den vanskeligste af alle skatte, var jeg klar til at fejre med kyllingesteg.

Det startede med et barnemord i min have. To små spæde rabarber blev snuppet og forvandlet til verdens mindste kompot - hele protionen, ses på ovenstående billede.

I verdens mindste kompot er der verdens mindste øre stjerneanis, et nip sukker, et strint citron og en lille skefuld vand.

Mere forår bliver det ikke.

Ellers har jeg jo stadig fornøjelse af mit indbrud, den ene taksator efter den anden kommer forbi for at kigge på vindusskaden og senere for at overskue omfanget af det stjålne.

Jeg kunne ikke vente, så i går kørte jeg til Lyngby og købte en my bærbar.

I skulle bare vide, hvor godt jeres blogs ser ud på Appels nye blanke skærm til MacBook Pro - det er forrygende.

Påske overstået

2009-04-13T19:42:00.003+02:00

Ovenstående billede tog jeg for 5 år siden i påsken. Jeg uploadede det til min konto på Flickr og der ligger det stadig. Heldigvis - det er oven i købet det af mine billeder flest mennesker har kigget på. Hvorfor ved jeg ikke.

Jeg har aldrig været særligt begejstret for påsken. Jeg ved ikke helt hvorfor.

Min barndoms påske husker jeg som endeløs lang og kedelig. Tung og grå. Alt var lukket og alle flag på halv i uendelig lang tid.

Som voksen har jeg et par gange været i en overgangsfase i mit liv, netop som påsken indtraf og det har givet dårlig karma og dybe toner i mol.

I det lille røde hus er påsken - jeg har faktisk kun oplevet to - allerede blevet en yndlingsaversion.

Hele ugen har dette område myldret med landliggere, som har åbnet deres sommerhuse og larmet og råbt og skreget og opført sig som vilde.

Tirsdag kom jeg hjem fra arbejde til verdens mest amatøragtige indbrud. Men båtnakkerne er rendt med min MacBook, en lampe, mit lommekamera, min overskydende valuta og en skuffe.

Jeps en hel skuffe fra en fin sekretær, jeg fik af min far for mange år siden. Guderne skal vide, hvad de vil med den - jeg har været rundt at kigge, den er desværre ikke blevet smidt i nærheden.

Nå, men alt har jo ikke været depression og mismod - jeg er godt forsikret, kattene har det godt og skaderne ved indbruddet er ikke voldsomme.

Jeg har desuden været til to gode påskefrokoster og haft to moderat udholdelige arbejdsdage.

Min gamle Mac Powerbook reddede iøvrigt mit humør tirsdag aften, da den startede, loggede sig på mit netværk og spandt som en kat trods 3 års uvirksomhed. Det er da kram.

Og så ligger alle mine bedste billeder enten her på min blog eller på Flickr - for helt backuppet var jeg desværre ikke ;)

Og bedst af alt klokken 16 i dag efter en god frokost med lam og flødekartofler cyklede jeg lige hen til den skov-skat, som har snydt mig flere gange. Bingo og næsten god påske.

Champagne på toppen

2009-04-05T16:51:00.003+02:00

Som Sherlock Holmes mødte sin nemesis på kanten af Reichenbach vandfaldene i skikkelse af professor Moriaty har jeg mødt min på de stejle skrænter ved Spodsbjerg fyr nordøst for Hundsted.

Min nemesis har skikkelse af en skat - en geocache - som bare ikke vil findes.

Den nemme konklusion ville være, at den er væk, hugget af nogen, der ikke ved, hvad geocaching er, sådan nogen kaldes mugglere, men det er den ikke.

Så sent som i går kom en anden geocacher valsende forbi og fandt den.

Efter at jeg havde tilbragt mindst en time op og ned, fem og tilbage gluggende overalt, hvor en lille tupperware kan proppes ind.

Nothing. Så her til morgen kørte jeg derud igen. Denne morgen var meget anderledes end i går, hvor det var så klart at alt fra havbunden til Rørvig strålede i solen.

I morges var det diset, køligt og fugtigt i vejret. Passede godt til mit humør.

Da jeg gav op - og det var altså fjerde gange, jeg ledte efter den - tænkte jeg, at jeg kunne fortsætte til de to andre skatte jeg heller ikke har fundet.

Så afsted mod Arrenakke Bakke - denne gang parkerede jeg på p-pladsen ved hovedvejen og gik op ad en officel trampesti.

Den førte mig forbi Danmarks eneste champagnemark, hvor Arrenakke Vinlaug var i vigør med, hvad man nu gør ved vin på denne årstid. De hyggede sig, men jeg var for sammenbidt til andet end at hilse.

Og så valsede jeg ellers til tops, drejede ned blandt træerne på en stejl skråning og steppede lige ned til cachen, som jeg for nogle uger siden ledte længe og forgæves efter.

Det var en herlig revanche og den blev fejret med en gammel blåbær-spelt-kage og en lille flaske helsejuice af Sifkas, som jeg fandt på bunden af min turtaske.

På vej ned sludrede jeg med nogle af folkene på marken. De vidste ikke så meget om, hvornår champagnen bliver færdig eller hvordan man får fat i den, de var bare arbejdere, som de sagde.

Kunne være man skulle melde sig til lidt markarbejde, hvis der virkelig er overskudsdeling, som de skriver på hjemmesiden.

Derefter fandt jeg en fin, våd, lille skat på kanten af Arresø inden jeg i et anfald af overmod forsøgte mig med den anden af mine nemesisser - skatten i skoven nær mit hjem.

Nope. Nada. Nothing - og heller ikke den er blevet mugglet, den blev fundet i torsdags.

Men jeg er jo stædig, så jeg skal nok finde dem før eller siden.

Der kom en pakke

2009-04-01T18:53:00.003+02:00

Mandag begyndte jeg på job igen efter mine herlige fire ugers ferie, hvor jeg virkelig har fået tømt hovedet for trummerum og fyldt det op med herlige ting.

Da jeg kom hjem i går lå der en seddel fra PostDanmark - jeg kunne hente en pakke.

I dag drog jeg derfor mod posthuset med mit eget bidrag til Operation Påskeglad og den lille hvide seddel, kun for at erfare, at posthuset er nedlagt.

Jeps - huset står der endnu, men der er ingen betjening af kunder, den foregår i den nærliggende Kvickly.

Sådan noget troede jeg kun skete i meget små byer, men det er Frederiksværk måske også.

I Kvickly herskede kaos. Alt for mange postkunder ventede lige i krydsfeltet, hvor folk kom oksende med indkøbsvogne enten på vej ind i forretningen eller på vej ud.

Nu var det ganske vist den første, men alligevel.

Der ventede mig en rigtig fin pakke med norske firmærker. Selv sendte jeg en firkantet papboks på vej til Jylland.

Vel hjemme kunne jeg pakke den fineste gave svøbt i floret, lilla papir ud. Og den sødeste lille hilsen fra Mona.

Hun fortæller om norsk tradition med at gå på ski i påsken. Der har man Kvikklunsj og en appelsin med som en snack. På min næste skattetur tager jeg Kvikklunsjen og appelsin med og tænker på Norge..

Nu pynter påskeharen i husets eneste potteplante og påskekyllingerne troner ved mit bloklys. Tak Mona.

Strøm

2009-03-27T17:02:00.002+01:00

Min computer trængte til et nyt batteri og så kunne jeg samtidig få testet Lille Blå Fiat ved lidt bykørsel.

Det var fint – og det var lidt let shopping i det indre København også.

Vejret var mildt og kønt og solen tittede endda ned gennem mit glastag, da jeg kørte op ad Strandvejen på vej hjem – Lille Blå Fiat skulle lige sige hej til Knud Rasmussen, når nu den allerede så tit har været forbi selvsamme Rasmussens hus i Hundested.

Den seneste uge har jeg haft besøg non-stop og selv været på en kort visit.

Først var Sifka på landet i seks dage og vi fik nået en masse inklusive at drikke solen ned på stranden i mousserende ribsvin, lave bålmad, spise på den lokale restaurant og øse rundt i Lille Blå.

Så var jeg til middag hos mine Sushi-venner og onsdag-torsdag var min BonusMor her – jeg havde lovet hende amerikanermad – foruden gin og tonic a’la Sifka, som kommer agurk i.

Onsdag aften var jeg derfor klar med fried chicken, kartoffelmos, cole slaw og majs til hovedret. Desserten var den klassiske: Apple pie med vaniljeis.

Til frokost havde vi fået hjemmebagte bagels med røget laks og hvidløgsflødeost.

Mellem de to måltider var vi i Hundested og kigge på glas på Glassmedjen, som var i gang med en produktion af de mest fantastiske snapseglas med fisk.

Tror lige jeg skal forbi i morgen og kigge på det færdige resultat.

Alt i alt har det været en dejlig uge. Kunne dog godt mærke på mig selv og kattene i aftes – at vi trængte til at hvile ørerne, for hold da lige op, hvor er der blevet snakket meget i det lille røde hus på det seneste ;)

Bye, bye Jeep - hello Fiat

2009-03-17T21:31:00.005+01:00

Klokken 13 svingede jeg Stor Blå Jeep ind på forpladsen hos den lokale Fiat-forhandler og klappede en sidste gang en trofast følgesvends instrumentbræt.

30 minutter senere svingede jeg min nye ven - Lille Blå Fiat - ud fra selv samme forplads, efter først at have taget ovenstående billede af de to sammen.

Dagens vejr var jo som skabt til få ny bil i - krom og lak skinnede om kamp og den blå himmel funklede over mit glastag.

Jeg satte straks kursen mod havet og den herlige strandvej i Rågeleje.

Inden biludvekslingen dukkede der endelig en Gram-montør op, som på to minutter havde løst mit F07 problem med vaskemaskinen. Det skulle han have 800 kroner for, så i mit næste liv vil jeg være Gram-montør.

Og mens jeg kørte paradekørsel i Rågeleje havde jeg fået en pakke, med lidt nyt legetøj, som jeg bestilte i går.

Det sjoveste lille video-kamera og en yndig lille trefod – så vent bare Lille Blå Fiat The Movie er på trapperne ;)

Når nu jeg har pebet den halve vinter over, hvordan uheld og elendighed har hobet sig op, så er det også værd at bemærke, at gode ting ligeledes kan komme i bølger.

Og at de store tals lov altså virker.

The times they are a-changing

2009-03-12T18:49:00.005+01:00

Midt i næste uge bliver Stor Blå Jeep byttet ud med Lille Blå Fiat.

Det har ikke været nogen simpel beslutning, men i sidste ende var det et kedsommeligt regneark, der overbeviste mig.

Frk. Jeep er for dyr i det lange løb og efterhånden har der også været en del udgifter til dæk og køler og den slags.

Lille Blå Fiat er ganske let brugt - kørt til vil jeg sige - og en fornøjelse både at kigge på og køre i.

Jeg havde faktisk besluttet mig for at købe en ny rød Fiat 500 da den lille blå dukkede op, og så var jeg på mystisk vis solgt.

Kan være, det er fordi, den minder mig om farven på min families allerførste bil.

Glemte jeg at skrive, at jeg nu går fra at være et fuldstændigt miljøsvin til en lille økoengel?

Kryster

2009-03-10T19:24:00.004+01:00

Bedst som jeg hang ud foran tv til noget Daily Show lød der voldsom hundeglam og noget tungt mod Stor Blå Jeep.

Jeg var på benene med det samme og hørte så hundeejerens desperate råb for at få hunden på plads.

Jeg havde hoveddøren oppe på et øjeblik og råbte: Hvad sker der?

Og så hørte jeg den mandige lyd af et voksent menneske i løb, sammen med hunden, bort fra min indkørsel.

Undskyld, hvor krysteragtig kan man være?

Min eneste tanke var, at en af mine katte sad i gabet på den firbenede part af de to flygtninge - eller at jeg ville finde en af de små grå i kvæstet tilstand.

Det var ærlig talt nogle lange 25 minutter før først den ene og så den anden dukkede op i fin stand - og umiddelbart har jeg hverken fundet en såret nabokat eller Wotan.

Jeg hader uansvarlige hundeejere!

15 år tilbage i tiden

2009-03-05T14:23:00.004+01:00

Tilbage i 1994 havde jeg sidst min jævnlige gang på et møntvaskeri.

Nu hvor min egen maskine vedholdende lyser F07, som betyder tilkald reparatør, er jeg tilbage blandt plastikkurve på hjul, kasser med glemte sokker og den helt særlige duft af organiseret renhed, som er mit nærliggende vasketerias - og alle andres.

Gram kan ikke blive enige med sig selv om, hvornår en reperatør har tid til at tage sig af mit F07-problem, som firmaet tydeligvis ikke finder alvorligt.

Og jeg forstår ikke, hvordan en vaskemaskine købt for to et halv år siden og benyttet af en husholdning på en person, allerede kan være gået alvorligt i udu.

Det kan jeg så filosofere over, på den nærliggende vasketeria som tidligere er blevet besunget af Stenstrop - det er også et fint sted.

Flotte zebrastribede stole (medbragte derfor af designhensyn en zebrastribet vasketøjspose), masser af gamle ugeblade, en hel reol fuld af kiosk- og anden litteratur og ingen kamp om hverken maskiner eller små plastikkopper til skyllemiddel.

Det er nemlig sådan jeg husker vaskemartyriet fra dengang - at der aldrig var tørretumblere nok og at skyllemiddelkopperne aldrig var at finde. Nu er skyllemiddel ikke af afgørende betydning for at kunne vaske, men alligevel.

Dernæst husker jeg også, at folk dengang fandt det helt i sin orden at ryge, mens kogevasken keglede rundt i 7 kg maskinen. Det gav et sært indklima - og betød at det gjalt om at få lagt sit tøj sammen i en ruf, før det begyndte at lugte mere af røg end af vaskepulver til blødt vand.

Ryge må man heldigvis ikke mere.

Det forekommer mig desuden, at maskinerne er blevet hurtigere. I hvert fald havde jeg knap fået læst alle de opbyggelige sentenser rundt på væggene færdige, før maskinlugerne sagde klik, og jeg kunne drage hjem til egen tørretumbler.

Denne sentens kunne være skrevet om og til finanskrisen:

Solskin og højt til vejrs

2009-03-03T17:27:00.004+01:00

Forestil dig, at verden er en kæmpe portion risalamande. Så ligger der lige nu flere end 740.122 mandler i grøden.

Men i modsætning til ved juletid, hvor du blot har din appetit og en ske til at finde mandlen i desserten, så er det – i teorien – noget nemmere at finde de flere end 740.122 mandler i verdensgrøden.

De er nemlig alle udstyret med et sæt koordinater for deres helt præcise placering blandt riskorn og kogt mælk. Så hvis man har en mobiltelefon med gps – eller en anden type gps, den i bilen funker også, så burde det være nemt, som at klø en elefant i bagen at finde den udvalgte mandel.

Det er det bare ikke, erfarede jeg i dag, hvor jeg endnu engang drog ud på geocaching – på skattejagt eller mandeljagt om man vil.

Først og fremmest var jeg opsat på at revanchere mig fra forleden, hvor plantagen vandt og jeg vaklede rundt i sne blandt grantræer uden af finde noget. Dernæst havde jeg udvalgt mig en højtliggende skat, som lovede en formidabel udsigt.

Jeg kom tomhændet hjem. Jeg tilbragte en god halv time i skoven og vendte hver bunke døde blade og nedfaldne grene – no luck.

Til gengæld måtte jeg le, da jeg halvvejs tilbage ved hovedvejen oplevede en trafikprop i et stikryds med tre andre mennesker og en hund.

Et ældre ægtepar kom trækkende med deres cykler i mod mig, en herre med hund kom gående på tværs og så bum mødtes vi der og syntes det var pudsigt at gå i en øde plantage og så pludselig møde så meget liv.

Af sted mod næste udfordring – og det blev det i sandhed. Da jeg forlod de indtegnede veje på mit googlekort blev det klart, at jeg skulle klatre og kravle gennem krat og væltede stammer i meget kuperet terræn. Jeg var også stålsat på at få min cykel med til tops, for det tilfælde, at der skulle vise sig en passable vej, hvor jeg kunne køre ned.

To gange krydsede jeg nogens grund – sommerhuse, lukket ned for vinteren, så jeg sneg mig til det med sort samvittighed.

Endelig fandt jeg en smattet, fedtet og stejl sti, hvor mig og jernhesten kunne mose os op ad, op ad og op ad til den smukkeste udsigt. Fra toppen af Arrenakkebakke kan man i godt vejr – og det var det – se Arresø, Roskilde Fjord og Kattegat bare ved at dreje rundt på stedet. Magisk og hele turen værd.

Men nu var jeg jo kommet for at finde mandlen, så jeg gik i gang og skridtede frem og tilbage, frem og tilbage – den lille prik på kortet, som agerede mig, ville bare ikke gå i et med den røde knappenål, som markerede mandlen.

Efter 20 minutter lykkedes det – altså at være på det rette sted, men skatten var ikke parat til at lade sig finde af mig. Efter en rum stund gav jeg op. Jeg fandt stien ned- og mødte en 79 trin lang trappe, så jeg måtte have cyklen på nakken.

I grunden har det jo været en fiaskotur – til sammenligning faldt jeg to af tre skatte søndag. Men hver gang bliver jeg lidt klogere. Jeg har blandt andet indset, at det nok vil være nyttigt, at kunne bruge et kompas, sådan i virkeligheden og ikke bare i teorien ;)