Den godeste suppe

To tidligere kolleger var forbi til frokost og jeg var i syv sind, hvad jeg skulle lave, men så så jeg en ret hos Pioneer Woman, som tiltalte mig: En chowder på sorte bønner.

Der skulle dog kastes noget død gris i retten, det tiltalte mig ikke, så jeg fiflede min egen - for en gang skyld helvegetariske - version på plads.

Til retten skal serveres agurke-koriander relish og jeg bagte så også nogle ostemuffins. Det var perfekt en råkold vinteredag. Den ene af gæsterne påstod, at det var den bedste suppe hun nogen sinde havde smagt.

Til dessert lavede jeg en banoffi pie, som også var ganske populær, selvom det aldrig bliver min favorit, men den var sjov og nem at lave, for jeg afveg nemlig som altid fra den originale opskrift. Sådan er jeg.

Chowder af sorte bønner:

• 1 dåse sorte bønner
• 1 løg
• 1 stilk bladselleri
• 1 ikke så stor gulerod
• 1/2 gul peber
• økologisk grøntsags b0uillon
• 1/2 liter mælk
• 1 teskefuld karry
• 1 teskefuld chilipulver
• 1 teskefuld spidskommen
• 1 teskefuld cayenne peber
• salt
• peber
• 2 spiseskefulde mel
• 75 gram god mellemlagret tør ost revet- jeg brugte cheddar

Grøntsagerne hakkes fint og svitses straks efter i et par skefuld god olie. Derefter tilsættes bønnerne og 7 dl god suppe ved, jeg brugte altså grøntbouillon, men hjemmelavet kyllingesuppe ville også være. Fint tilsæt ved samme lejlighed krydderierne.

Kog nu suppen i 20 minutter. Hvis man ikke bruge dåsebønner, så skal suppe koge til bønnerne er møre.

Tilsæt mælken og småkog yderligere 15 minutter.

Ryst mel og ost sammen i en pose. Skru op for varmen under suppen og når den rigtig koger tilsættes så den underlige mel-oste blanding, som giver suppen den rigtige chowder konsistens. Smag til med salt og peber.

Server suppen straks med en klat agurke-koriander relish i midten. Den har godt af at blive lavet før suppen: En agurk skraldes og kernerne skrabes ud. Agurken skæres i små firkanter, som vendes i et halvt bæger græsk yoghurt, hvori et ordentligt skud hakket koriander er udrørt. Almindelig persille vil være et godt alternativ til de koriander-hadende.

I sne står kat og bil i skjul

Det seneste døgn er der faldet noget der visse steder ligner en halv meter sne over mit lille hjørne af verden og det kan kattedyrene slet ikke forlige sig med.

Til formiddag brugte jeg en times tid på at få gravet min bil fri i indkørslen og så manøvrere den ned af min sandvej til en nærliggende parkeringsplads, så jeg kan gøre et forsøg på at køre på arbejde i morgen tidlig.

Nu jeg havde sneskovlen fremme, så gravede jeg lidt stier til kattene og minsandten om ikke Hr. Kasper trippede ud under havebordet for en kort bemærkning, men aldrig med alle fire poster i det holde hvide.

Han tror sig i sikkerhed, jeg tør ikke fortælle ham, hvad der er lige over hans hoved. (Kattesporene er nabokattenes fortjeneste)

Forfininger og forandringer

Da jeg lærte at køre bil i 1978 var det i en Opel Kadett. Da jeg fik kortet og begyndte at køre selv, var det i min fars Ford Taunus.

På de 32 år mener jeg ikke, at der er sket nogen fundamental forandring med biler. Jo bevares, nu har vi servostyring, forstærkede bremser, esp og hvad ved jeg, og man skal ikke mere trylle med en choker ved en kold morgenstart. Men for mig er det mere forfininger end forandringer.

Sådan er det ikke med computere. Min første, som jeg købte i 1987 - en Amstrad - har så lidt til fælles med min seneste - iPad'en - at det er sært at skulle sige, at de tilhører samme art.

Men nu er det jo sådan, at det kun er i bagklogskabens klare lyd, at man kan bilde sig ind, at fortiden er en kladde for fremtiden.

Lige så lidt som jeg fræsede rundt i Daddys Taunus og længtes efter ESP og aircondition, lige så lidt sad jeg foran min Amstrad og længtes efter en iPad.

Taunus og Amstrad var om ikke toppen af poppen i deres samtid, så dog respektable udgaver af henholdsvis bil og computer.

Nå men, hvad så med det der billede af Grand Central Terminal i New York. Hvad har det med Kadetter og Amstrader at gøre?

Jo altså, Petrea the iPad, gør alting til en leg - det er den helt afgørende forskel på hende og Amstrad'en, hvor man virkelig skulle arbejde - blandt andet med først at indlæse styresystemet fra en diskette - oven i købet et ukurant format - og derefter holder styr på sine filer fra andre disketter.

Petrea har lokket mig til at indlade mig med den amerikanske udgave af iTunes og App store og der faldt jeg over nogle fantastiske dokumentar programmer, blandt andet 18 timer om baseballs historie og en time om Grand Centrals historie.

Om ikke vupti - så dog i løbet af nogle timer - blev alt downloaded, men eftersom 18 timer om baseball fylder i omegnene af 11 MB og Petrea kun har 16 MB hukommelse, så fandt jeg en måde at se film på min MacBook Pro over nettet på den lille flade.

Takket være Air Video kan jeg nu sidde/ligge i min seng og nyde mine fantastiske dokumentarfilm, når det passer mig.

At jeg kunne starte dagen med at drømme mig til New York og Grand Central - jeg kunne godt finde på at bruge det meste af ferien der - hvor der er alt fra en fantastisk cocktailbar til østersbaren over dem alle.

Det er sgu da en revolution, noget større end at vinduesviskerne i nogle af nutidens automobiler selv går i gang, når det regner.

Når Jansson frister

Der er nogle retter, hvor jeg bare skal se navnet, så begynder mine smagsløg at længes.

Sådan en ret er Jansson frestelse - en svenske klassiker med kartofler, løg, benfri sild og fløde.

Altså følte jeg mig noget snigløbet, da et nyhedsbrev i min inbox proklamerede, at jeg kunne komme til svensk julebord til en favorabel pris og nyde blandt andet Hr. Janssons fristelser.

For straks fik jeg fantomsmerter på tungen.

Heldigvis lå jeg inde med de nødvendige råvarer, så var det bare at klø på.

Og så lige en påståelighed - nej, der skal ikke ansjos, men benfri sild i fristelserne.

Her er forklaringen: De skandinaviske farvande er for kolde til ansjos - har i hvert fald været for nu er både ansjos og sardin dukket op - dem skal man til Middelhavet for at fange.

Så når man har med simpel bondekost som fristelserne at gøre, vil det være helt utroligt, at de skulle indeholde en varer, som i bedst fald er dyr og svært tilgængelig, i værste fald utilgængelig.

Men Sverigesfarere ved jo, at der slår ansjos på ganske mange burka på hylderne hos ICA, hvordan kan det så være? Jo, fordi i Sverige kalder man brisling ansjos. Og så det finurlige, i Danmark kalder man brisling benfri sild.

Så er det på plads og det var fristelserne også efter blot 55 minutter i en god varm ovn. Og jeg må sige, det er altså perfekt comfort food en råkold novemberaften - blød kartoffel, sødt løg og så sammenrendet af fløde og sildesaft. Perfekt.

How to:

Skræl et halv kilo kartofler og skær dem i stave lidt tyndere end pomfritter. Skær to små eller et stort løg i tynde skiver. Smør et ildfast fad, læg et lag kartofler i bunden, dæk med løg og fordel en dåse benfri sildefiletter ud over laget. Dæk med resten af kartoffelstavene. Kom godt med peber på og en smule salt, ikke for meget for sild og lage er salt. Hæld derefter en kvart piske og al sildelagen over. Strø et lag rasp på toppen og smid et par klatter smør på.

Bag i ovnen ved 200 grader i 50-55 minutter til kartoflerne er helt møre og fløde-sidelagen er tyk og isabellafarvet.

Spis med en skive knækbrød med mindst mellemlagret ost på, drik snaps til. Så bliver det ikke meget bedre.

Creature comforts*

På engelsk har de et fint udtryk for alle de dagligdagens behageligheder, vi tager for givet i den vestlige verden. De kaldes creature comforts og sådan nogle bliver man afhængig af.

I går rottede vvs-guderne sig endeligt sammen mod mig, ud over, at der ikke har været for alvor varmt vand i mit brusearmatur i en lille månedstid, så kunne mit das pludselig ikke skylle andet end en smule væske ud og det ganske langsomt endda.

Så til morgen var der ikke andet at gøre end at ringe efter Duemose - den lokale vvs'er. Først kom der en flink mand og skiftede mit tilkalkede armatur ud med et nyt og et par timer senere kørte en gigantisk spulevogn op. Min kloak var en noget større udfordring og der blev spulet længe og ihærdigt, før der var hul igennem.

Så nu er det, at jeg tænker, hvor er det fedt at kunne tage et langt, varmt brusebad igen - jeg synes jeg havde fortjent et bad, til varmtvandsbeholderen løb tom, for alle de morgener, hvor jeg har stået under en svag, lunken stråle og frosset.

Og hvor tager vi det bare for givet, at alt kan trækkes ud efter os, når vi skal, hvad vi nu skal.

*Nyd denne lille video, der handler om dyr i zoos forventninger til creature comforts

Meget arbejde for en lille sandwich

Lige siden jeg i lørdags læste denne artikel på Politikens hjemmeside, har jeg drømt om en ribbenstegssandwich.

Men jeg har også onde drømme om alle de svin, vi piner og plager i dette land, så jeg kunne ikke se mig selv sjoske hen til det lokale supermarked efter deres svinekød.

Altså måtte jeg vente til i dag, hvor jeg kunne få fat i et stykke hæderlig økogris, der har været på friland.

Fra morgenstuden havde jeg sat en god dej over til halvrustikke boller. Jeg har desuden en forkærlighed for chillimayo smurt på bollen og syltede agurker oven i rødkålen.

Så jeg fik altså glæde af både hanesovsen og mine sært udseende, men super smagende agurker, mens jeg stegte steg og kogte kål, som fik både et skud æble, rødvin, tranebærsaft og en smule løg foruden allehånde og citronsaft som smagssætter.

Alt i alt blev det en dejlig sandwich, men ikke et helt rationelt projekt til en person.

Måske jeg skulle overveje, at servere ribbensstegsandwich til en sammenkomst en dag. Og så skal jeg helt sikkert smage Meyers for sammenligningens skyld.

Elge og grantræer

Sifka spørger, om vi vil tilfredsstille hendes nysgerrighed og vise vores favoritstrik frem. Det vil jeg i hvert fald.

Jeg er så heldig, at mit favorit strikketøj, næsten altid er det seneste, jeg sidder og nørkler med. Så lige nu er det ubetinget denne Baby Norgi, som jeg blev færdig med, så sent som for et par timer siden.

Der var ganske vist et par dage, hvor jeg gik lidt død på det lange lyseblå stykke mellem borten for neden og den glade række af grantræer og elgtyre, men med en god - eller i hvert fald meget ordrig - lydbog gik det.

Og så må jeg sige, at det er imponerende, hvad man kan få forærende på nettet. Wendy D's opskrift er nem at gå til, men med mange små fine finurligheder, som at der for enden af hvert ærme strikkes seks pindevrang, så der kan sys et fint glatstrikket overslag ned over sømmen, når ærmet er syet på.

Og så er jeg vild med at alle kanter er opsyet.

Og så er der min nye favoritkop: