Godt nytår

Jeg har forbindelserne i orden. Så med eneret for denne blog....

Mennesket lever ikke af majonæse alene

Min farmor havde et spisekammer. Et rum med hylder langs den ene væg, et lille vindue, der altid stod på klem og en slags serveringslem over et smalt bord på væggen ind mod køkkenet.

Derinde tilbragte jeg timer med at kigge på hendes konserves og hjemmesyltede ting. Jeg stillede dem i orden og solgte dem til min bror gennem serveringslemmen.

Jeg har altid drømt om sådan et kammer, og har engang næsten haft et - mit køkken havde en mellemgang, hvor der var plads til en stor reol, men der var ikke køligt, som der skal være i et rigtigt spisekammer.

Nu har jeg - om vinteren i hvert fald - mulighed for at bruge mit ene skur som, om ikke et spisekammer, smørret ville blive stenhårdt, så i hvert fald som viktualierum. Og efterhånden er jeg blevet bedre til at slå til, når jeg ser et godt tilbud.

Derfor førte min helt afdæmpede nytårsshopping, hvor jeg bare skulle have lidt romainesalat og et stykke kød, til at jeg hjemførte et lille lager af champagne, gin og majonæse til viktualiehytten.

Jeg tror ikke, at det bliver nødvendigt at købe hverken gin eller majonæse i 2009, men det er nok en anden sag med champagnen. To flasker rækker ikke ret langt ;)

Farvel til flæskestegssandwich

Efter en intens kamp i morgendynerne, måtte jeg se mig slået: Forkølelse 1 - Husejer 0

Dermed forsvandt mit håb om at smage Sifkas supersteg draperet i hjemmelavede grovboller foruden flere andre delikatesser af flydende art, har jeg efterfølgende erfaret.

Øv, men det er da en smuk dag at være sløj på. Og under alle omstændigheder kan jeg da glæde mig over, at jeg ikke har det lige så dårligt som Gävles julebuk ;)

Nisse CSI

Sagen er opklaret. Forklaringen på mine livtag med bitternissen denne jul, lå frit for mit blik i min forhave: Den grønne havenisse var faldet om.

Leret der holdt hans kunstige ben på plads, var smeltet til en våd klat og træbenet forsvundet op i hans hule krop. Aner ikke, hvor længe han har ligget der, og det er nok et af problemerne.

For hvis der er noget nisser ikke tåler, så er det, når vi mennesker ikke behandler dem ordentligt.

Det var Sifka der gav mig det afgørende spor, har du tjekket havenissen? spurgte hun i en mail, men jeg havde for travlt og derfor har bitternissen gang i endnu en manifestation.

Jeg vågnede til formiddag med fornemmelsen af at have været på druk i en uge, ondt i hoved og krop og skiftevis kold og varm.

Når er havenissen på benet igen, men jeg tager ingen chancer og behandler også med nudelsuppe, cola og dvd'ere. Jeg har nemlig en aftale, jeg meget gerne vil overholde i morgen ;)

P.S. Jeg blev første gang præsenteret for bitternissen og hans hærgen af Pedrsn, hende har han nemlig også været efter.

Mig og Falck

Lad mig sige det sådan, det var noget hyggeligere at vente samme med Sifka en lille times tid i en havareret, katastrofeblinkende Jeep en mørk vinternat efter en fin udflugt end at gøre det alene i –3 grader efter en lang, sen arbejdsdag. På den anden side, nu kan jeg sige, at jeg har set rimfrosten gro ;)

Denne gang var det ikke hjulene, den var gal med, men motoren der blev for hed. Nok så megen kølervæske, som i parentes bemærket er en fedtet og vanskelig substans at hælde ned i en gloende varm åbning, mens katastrofeblinket snyder ens nattesyn, gjorde ingen forskel.

Så endnu en flink mand i en stor rød lastbil, kørte mig og bilen sikkert hjem. Det er altså en fantastisk service man får fra de folk og det er faktisk ganske hyggeligt at sidde i deres varme kabine og småsnakke lidt om livet og verden, mens man prøver at komme sig over forsmædeligheden ved at skulle have hjælp.

Aftenens helt fortalte om to større uheld i Nordsjælland, fulde unge i Brian-biler, som han sagde. Ingen var heldigvis kommet alvorligt til skade, men begge biler kunne lige så godt være blevet kørt til ophugning.

Dagens udfordring bliver nu at komme på arbejde, med de offentlige.

Heldigvis har min chef indvilget i at jeg tager en taxa hjem på hans regning i nat, ellers skulle jeg nemlig have små tre timer fri før tid fordi al ting kører efter den sjældne helligdagskøreplan, som ikke en gang Rejseplanen kan finde.

I hvert fald har den flere gange tilbudt mig en forbindelse, hvor jeg skulle med bus til Helsinge og derefter gå til Metroen. Hmmm – noget af en gåtur den.

Nå men, nu må bitternissen, som har set sig sur på mig denne jul, godt fise af.

Men skøn var julemorgen

Jeg er rigtig glad for julenat, selv om jeg ikke er et egentligt natmenneske, og julemorgen, som jeg ofte nyder tidligt, men i dag først traf, da det var blevet lyst og fint.

Der er sådan en skøn ro over verden og livet - alt det stressede er bag os. (jeg ved godt, at nogen steder stresses der straks med julefrokost, men det mærkes ikke så tydeligt.)

Tak for jeres søde hilsner i går - det var såmænd ikke noget at snakke om at være på arbejde.

Bortset fra sulten ;) For - havde jeg nær sagt - selvfølgelig var der ingen julemad til os to medarbejdere, der holdt skansen i vores del af det store hus mutters alene efter 19.10.

Tilsyneladende forventede man, at vi sådan kunne skrabe rester sammen af den treretters frokost, der var blevet serveret ved 13-tiden, men jeg spiser altså ikke mad, der har stået fremme og er blevet rodet i og hostet på i seks timer.

Helt uforberedte var hverken jeg eller kollegaen - så min julemiddag var to frikadeller og et par klapsammen rugbrødsmadder, han havde lidt salat med. Det grinede vi pænt af, mens vi komponerede bitre fantasibreve til ledelsen.

Derfor serverede jeg stor morgenmad for mig selv, da jeg skulle hygge med træet og min gave fra veninden, der netop har været i Sudan.

Genudsendelse

Jeg kunne prøve at bilde jer ind, at jeg forsøger at skabe en tradition ved at genbruge sidste års julehilsen.

Sandheden er, at jeg i året ikke har fået taget et bedre billede af de to, hvor man lige kan smide et par huer på dem ;)

Men under alle omstændigheder håber jeg, at alle får en jul præcis så god og glædelig, som I har drømt om den.

Jeg skal arbejde i år, kører af sted på job klokken 14 og er hjemme en gang ved 01:30-tiden. Det er helt fint.

Solhverv og havroer

Morgenstund havde styrtdykkende mågefugle, kraftig vind og havroer i mund.

Klokken 13:04 vender det - jeg har aldrig helt forstået, hvorfor det aldrig sker på samme tid fra år til år, men bare det sker, er det fint med mig.

Jeg gik af sted, da det var lyst nok til at se en hånd for sig i plantagen. Der var ikke det store stormfald - lidt flotte kogler - trods gårsdagens rusk. Jeg kunne høre Kattegat på lang af stand og vandet stod langt op på forstranden, da jeg nåede derned.

Men der var heller ikke det store strandingsgods - jeg drømmer om en dag at finde guldmønter fra forlængst sunkne spanske galeaser.

Men der var dog en pæn mængde havroer - disse store sten, med toppe af tang, som må være blevet løsnet af vandet et stykke vej derude og kastet ind på stranden.

Her og der var mågerne travlt optaget af at styrtdykke ned i bølgerne - måske over lokale muslingebanker?

Og da jeg så skulle tilbage op over lyngen på Melby Overdrev havde solen netop sluppet trætoppene og alt var badet i et blændende gyldent lys. Sådan skal en morgentur være ;)

Humørskifte

Først var vi lidt tvære i og omkring det lille røde hus. Pinga var sur, fordi det stod ned i stænger og hun var nødt til at krybe i ly.

Jeg var sur, fordi en fantastisk julegave jeg agter at give mig selv, viser sig at være svær at få sendt til Danmark.

Men så slog Pinga sig til tåls og kom ind til Kasper og mig i varmen, samtidig fandt jeg et sted, der vil sende mig den avancerede madkasse, hvis vi kan blive enige om en pris for transporten.

Jeg startede ellers dagen med at lede efter en indisk tiffin-boks, sådan en så jeg nemlig i Gordon Ramsey Kitchen Nightmare i går og den er meget flot og fin, men næppe så god til at holde varmen på tingene som den japanske.

Til gengæld er jeg faldet over en sjov artikel i The Guardian om Mumbais tiffin-infrastruktur.

Og nu har jeg selvfølgelig lyst til indisk mad ;)

Jeg er blevet milionær

Det er ikke hver dag man modtager en større pengesum, kontant med posten, men da jeg kom hjem i går ventede 250.000.000 zimbabweanske dollars på mig.

Det er umuligt at fastslå , hvor meget - eller lidt - sedlen er værd, inflationen i Zimbabwe er så voldsom, at der er tale om hyperinflation, men jeg gætter på, at den ikke kan købe så meget som et riskorn og at den hverken er det papir værd den er trykt på eller den tryksværte der er brugt.

Det er Mellemfolkelig Samvirke der har sendt mig sedlen for at gøre mig opmærksom på problemerne i landet som også er ramt af en koleraepidemi, som den vanvittige præsident Mugabe mener er påført landet af Storbritannien og ikke skyldes det totale sammenbrud af landets infrastruktur.

Shaken og stirred

Det siger vist noget om omfanget af de byggetekniske problemer, der er med den bygning , jeg arbejder i, at den første tanke vi alle sammen havde, da jordskælvet rullede under København klokken 6:20 i morges var: Ups, nu styrte huset vist sammen!

Det gjorde den jo så heldigvis ikke - og i grunden er det da noget fantastisk noget at have oplevet i lille, fredelige Danmark.

Nå, men mandag var en lang og trættende dag. Klokken 7 ringede værkstedet og fortalte, at Stor Blå Jeep ganske rigtig nær havde smidt et hjul. De skulle skære nogle nye gevind, men kunne ellers have bilen klar i går eftermiddags.

Så da jeg havde fri klokken 14 kørte jeg i lufthavnen og afleverede den lejede bil. Og så af sted på turen hjem med metro, s-tog, lokaltog og bus.

Klokken var 16.45 da jeg stod foran værkstedet. Det var mørkt. Helt mørkt og aldeles lukket.

Gode råd var dyre, men jeg ilede hjem og begyndte at rode i skuffer og skabe efter en eventuel ekstra nøgle til bilen. Jeg vidst godt, at jeg ikke ville finde den. Den har min bror nemlig.

Så 17.30 måtte jeg give fortabt. Jeg fandt ejeren af værkstedets mobilnummer og fik fat i ham. Han sad over aftensmaden i Helsinge, men ville finde ud af noget. 15 minutter senere ringede han og fortalte, at en mekaniker, som boede tættere på, ville køre forbi og lægge nøglen på venstre fordæk.

Så alt ende godt, da jeg kort efter kunne hente bilen og endelig slappe af en times tid inden jeg skulle tidligt i seng, så jeg kunne komme tidligt op og af sted på job igen.

These boots are made for waiting

Gæt hvad man ikke lige har i biludlejningen i lufthavnen?

Update kl. 17.30: Biludlejningerne har masser af biler, men ikke til folk med bopæl i Danmark. Vi må kun leje biler, der er betalt fuld afgift af og det gør vi sjældent, så selv de store selskaber har ikke ret mange af den slags biler. Efter en times venten - godt der er Starbucks i lufthavnen - var der endelig en øse klar og jeg øsede hjem efter i lav, sølvfarvet Peugeot.

Tjah, det var så lige de 5 en halv timer af mit liv ;)

Ske hvad der vil, når bare der er bratwurst til

Alle gode historier starter teatralsk....

Det var en lørdag små 14 dage før jul, som for alvor gjorde sig bemærket, da Sifka gik luciaoptog de 13 lange skridt fra sin hoveddør til Stor Blå Jeep med et lille gult lys, udslået hår og nybagte lussekatte i en lille pose. Altså Sifka.

Klokken var vel 6.30 og så gik det gode skib Stor Blå Jeep frisk over Sjællands veje til Gedser – en by så fortabt som en nudist i Dubai.

Der ventede hans kongelige højhed Prins Joachim, som hastigt slugte os og alle de andre rejsende og lod os hvile i sin store, brede bug et par timer.

Østersøfarten er ikke, hvad den var en gang. Der hænger ikke mere blå cerutrøg i salonerne og der bliver ikke mere bakset og mast med trækvogne fulde af billige bajere.

Mest fordi de billige bajere ikke er billige og fordi sære regler, gør det uoverskueligt, hvornår man må købe, hvad om bord.

Vi deltog i 500-meter-kø-til-morgenbuffeten og vandt æg, pølser og klamme pandekager. Kaffen var tynd og rigelige, kopperne havde skiftet mågerne ud med små farvede trekanter.

Og så var vi i Rostock – Hansestadt Rostock no less. Fandt et parkhaus lige ved byens grandiøse julemarked.

Lige da vi rullede fra færgen ind mod byen kæmpede Sifka med følelsen af at være i Sverige, men snart stod det klart, at Rostock er noget mere udland end Ramlösa.

Vi gik ad en lille, stille sidegade med et par butikker målrettet byens goth-befolkning og lige ind i infernoet af glühwein, sucktervatten, halve meter lange bratwurst'er, schaum küsse og en julepyramide så høj, som det kvarte af rundetårn.

Der var stemning og fest – og masser af mennesker. Vi var i sandhed kommet til en anden verden. Trak indtryk til os i store slurke. Meget af markedet er mad eller drikke. Hvert sted sit bud på varm vin med krydderier og alt fra på stedet røget fisk til en bod der udelukkende solgte blomkål med hollandaise sovs.

Vi kiggede og pillede, men købte forbavsende lidt. Og da Sifkas ben trængte til hvile kørte vi i sporvogn og endte i boligområder så trøstesløse som Tjernobyl ved vintertide.

Østtyskland er ganske vist 20 år bag os, men meget synlig i Rostock. Vi endte på et værtshus af en art, hvor Sifka fik bratwurst med sauerkraut og en ordentlig syg portion kartoffelmos. Jeg fik let syrligt kød i gele med ristede kartofler og en slags remoladesovs.

Ikke storladent måske, men mættende.

Vores forsøg på at finde et supermarked strandede et sted nær en hovedvej, hvor alt hvad vi fandt, var et drikkevaresupermarked. Derefter havde vi svært ved at finde færgen, selv om de ti flasker flydende var intakte og lå trygt i bilens mælkekasse.

Sifka fik et lyst indfald og jeg tastede Gedser ind i GPS’en - et øjeblik og en betalingstunnel senere holdt vi trygt i kø og ventede på at prinsen skulle hente os igen.

Her stødte vi på en tjener i prinsens salon, som kunne være uddannet fra det sted i Østtyskland, hvor man i gamle dage uddannede tjenere til tog og færger.

Jeg spurgte om jeg kunne få en ostemad til min kop automatcafé au lait. Nix, jeg kunne få det der stod i kortet: Juleplatter, bøffer og sager.

5 minutter senere passerede en anden tjener med en ostemad til en herre bag os. Ak ja.

Men retur det gik mod København til lidt før motorvejsafkørsel 37 Rønnede, da Stor Blå Jeep begyndte at sige som stor blå fiskekutter. Os af motorvejen og ud i rabatten på Ny Næstvedvej.

Ak og ve. Det var umuligt at se, hvad der var galt, men det lød for farligt, så Falck måtte tilkaldes.

Det er nu ikke det værste at vente på vejhjælp en sen lørdag aften i en katastrofeblinkende, men ellers mørkelagt bil i kulden med Sifka.

Sammen ler vi af det meste og let absurd var det jo. Især da Falcks store bil svingede op og vi opdagede, at vi som troede os langt fra civilisationen holdt lige uden for et hus, hvor de stadig var oppe ;)

Desværre, men forståeligt nok, kører Falck ikke alle passagerer hjem, så vi måtte omkring Køge og S-toget med Sifka før mig og Jeep blev fragtet til Asserbo og frøken bil endte sin udflugt på forpladsen ved den lokale mekaniker.

Forhåbentligt kom Sifka sikkert hjem og jeg ved godt, hvad dagen i dag skal gå med: Finde et sted at leje en bil og få den hentet. Jeg skal nemlig møde klokken 4.00 i morgen tidlig.

Og mon ikke Sifka skal hvile sit ben og sig selv efter denne lange juletur med forviklinger? Men sjovt var det nu.

Julekup

For et par år siden var jeg en rigtig rejsetosse, var konstant på farten og levede for mine ture om nu de gik til Berlin, London, New York eller Ribe.

Sådan er det ikke mere. Faktisk har jeg ikke været længere borte end nord for Helsingborg, siden jeg kom hjem fra Houston i marts.

Men i morgen går turen til Rostock. På julekup med Scandlines – færgerestaurant, skrattende højtalere, pseudo tax-free shopping og den blå Jeep på hængedækket.

Det bliver herligt. Billetten er printet, passet er hentet op af sin skuffe og huset støvsuget for euro.

Særligt herligt er det, fordi Sifka tager med – og hun er vist også en landgang eller to bagud med sine udflugter til udlandet.

Jeg glæder mig til at opdage Rostock – der kører sporvogne rundt i byen og sådan nogle elsker jeg – og ikke mindst julemarkedet.

Jeg drømmer om grimme og smukke ting bunket sammen i små boder, mixet ind mellem øltelte og currywurst duftende damer.

Man kan nå meget på en 7-8 timer og det skal ikke gå hurtigere end Sifkas knæ kan klare det.

Hjemvendt

Min veninde, som er supersej, er lige vendt hjem efter tre måneder i Sudan, hvor hun har stablet en radiostation på benene og lært en gruppe lokale at lave nyheder. Om lidt kommer hun på besøg og vi skal have dansk frokost med sild, æg, frikadeller, tunsalat og ost.

Men jeg tænkte, at hun måske trængte til noget helt andet også, så jeg har lavet mit livs først cupcakes. Det vil sige, jeg har gjort som forleden med den sære kage til kollegerne og så bare i små forme. Dog minus skumnisser men to har knuste peppermyntebolsjer på toppen. Tror de er ok.

Bagud med alting

Det er vist på tide, at give et lille livspip fra mig. Ingen ko på isen, men jeg er bagud med alt fra kalenderlyset, over advents-dimsen til dækskifte.

Der er ikke andet at gøre end at tage det en opgave af gangen. Så nu er advents-dimsen, som det fremgår af billedet, ved at være ajour med kirkens kalender.

Kalenderlyset er også ved at være på omgangshøjde og de nye dæk ryger forhåbentlig på i morgen.

Værre er det, at jeg også glemmer at nyde julemåneden. Jeg kan jo ellers rigtig godt lide den, med alle de skønne lys og traditioner.

På vej fra arbejde kommer jeg forbi en to-tre af disse festligt lyspyntede hus og jeg er ikke helt fri for at være misundelig over gyngende LED-nisser og blinkende diode-rensdyr.

Mit skurs tagryg ville se helt kæk ud med en lille vinkende julemand eller noget!

P.S. Den sære kage blev spist til sidste krumme af kollegerne. Desværre skylder jeg for en fadæse i dag nu et større slag kvajekage ;)