Vi havde en fantastisk tur til Berlin. Hotellet var, som altid, helt perfekt, og der er nu noget herligt dekadent ved at gå i spa hver eftermiddag og så daffe ned i baren og få sig en lille en.
Vi fik set en masse og kørt med sporvogn helt ud til de østlige forstæder, hvor der kun var til at holde ud, fordi det var vidunderligt forårsvejr.
Turen op i fjernsyns-tårnet var også en oplevelse.
I morgen tidlig tager jeg tre dage til Berlin sammen med min bonusmor.
Jeg gav hende turen til hendes 75 års fødselsdag. Hun har aldrig været der. Jeg ved, at det var et af de steder hun og min far overvejede at tage hen ofte, men tror at hans grundliggende tysker-forskrækkelse har forhindret det.
Vi skal bo på det udsøgte Ritz Carlton på Potsdammer Platz. Det er mit favorithotel over dem alle.
Berlin er vist den sidste storby i den vestlige verden, hvor luksus ikke er ruinerende dyrt.
Onsdag formiddag vendte jeg tilbage til kongeriget efter fire fine dage i The Big Oyster. Men jeg må indrømme, at det var lige i rette tide.
New York er en by jeg hurtigt får nok af. Alt er forstørret, ude af proportion, overdrevet eller grotesk i den by - fra støjen, til beskidtheden til størrelsen på en portion mad.
Jeg ankom midt i en gammeldags snestorm. Det tog derfor uendelig lang tid at komme fra Newark ind til Manhattan. Der var ikke nogen taxi at få ved Penn Station og så var det blot at begive sig ned i subwayen med fuld oppakning. Det er ikke altid lige nemt, når samtidig alle andre i byen har fået samme ide på grund af vejret.
Men frem kom jeg og fik et fint værelse og begav mig ud på en lille gåtur for at få de mange timers sammenfoldethed i et flysæde ud af kroppen.
Stor var min overraskelse, da det gik op for mig, at snerydning ikke er noget systematisk i en af verdens førende metropoler. Jeg ved ikke om det er fordi arbejdskraft er så billig og nem at få fat i, men de fleste steder var det overladt til en enkelt frysende mand med en skovl. De følgende dage var der et par folk uden for hver bygning, men da var det nærmest en hakke de havde brug for, fordi nedtrampet sne var blev til is.
Hurtigt blev det klart, at jeg havde brug for noget vandfast til fødderne, for de fleste dybe rendested var fulde af søle og smeltevand og ikke altid mulige at springe over.
Jeg havde nu i forvejen overvejelser om et par gode vandrestøvler til hvis efterårets drøm om noget lang vandring skal blive til noget, så det er ikke en forgæves investering.
Jeg var meget tilfreds med mit hotel både komforten og beliggenheden var fin.
At det var muligt at svømme sig en morgentur mens solen stod op over East River var sørme heller ikke dårligt og så ned på gaden efter en stor dobbelt latte og en donut og tilbage i seng med New York Times.
Søndag drog jeg på tur langt ud på Long Island. Meget hurtigt bliver byen jo faktisk til forstad og derefter nærmest landlig. Jeg fandt den kæmpe mall jeg ledte efter og blev straks ramt af en afgrundsdyb lede mod min egen og andres materialisme, så jeg drog tilbage til byen uden at købe noget som helst og følte nærmest turen spildt.
Dog var det fint fra toget pludselig at se Manhattans skyline kigge frem over horisonten.
Mandag aften begyndte jeg at få ondt i halsen og tirsdag blev en lang dag med venten på afgang og samtidig en galopperende influenza med feber og totalt tab af stemme. Da jeg først dejsede ned i mit flysæde var jeg heldigvis uden sidemand, og kunne flyde ud og se film og snuppe mig en ordentlig gibbernapper.
Ved at New York altid vil være en lille feber i mit blod, men tror der går nogle år, før lige den bacille skal plejes igen.
Det bedste ved turen var, at kattene havde haft det godt og kunne kende mig!
Jeg lytter til Johnny Cash mens jeg venter på at det sidste tøj skal blive rent til morgendagens tur til New York. Jeg er både en tidlig og en sen fan af manden i sort.
Jeg kan tydeligt huske, at jeg sad mutters alene i et lille kammer i huset en sen aften engang i 70'erne og så en af de to fængselskoncerter med ham. Det var på et gammelt sort-hvidt B&O tv, som min far havde købt få dage får jeg blev født i 1960.
Jeg syntes at Cash var fantastisk. Men min langhårede storebror, i ildelugtende islandsk sweater, som vist i smug lyttede med - og var og er en dejlig bror - afskrev hr. Cash meget kategorisk. Han, altså Cash, spillede jo banke-guitar, som brormand udtrykte det. Derudover var han jo ikke intellektuel.
Derefter spillede min bror sikkert Skovsen og Ingemann for mig eller Jethro Tull for at få sin pointe hjem.
Lige ind til den seneste revival efter den for så vidt udmærkede film, har jeg gået stille med dørene i min Cash-begejstring. Og nu tror jeg såmænd, at brormands fritidsorkester har forsøgt sig med et enkelt eller to af hans numre.
Nå, men det var New York jeg kom fra. Jeg har været der to gange før. Første gang kunne jeg slet ikke lide byen.
Det var en hed september, ja nu kommer der så endnu en anekdote: Jeg var i byen på min 40 års fødselsdag, som faldt den 10. september 2000. Lige siden har jeg prist herren for, at jeg ikke er et år yngre og havde været i byen under terrorangrebene.
Men selv om jeg ikke kunne lide byen trak den alligevel lidt igen for en tre år siden og nu skal den have endnu en chance. Mit problem er det urimeligt høje støjniveau i byen dag og nat.
Denne gang vil jeg se lidt andet end blot Manhattan. Williamsburg, Brooklyn og Long Island er på min liste over mulige steder at besøge. Såmænd også Staten Island - hvor der er et indkøbscenter og den slags har jeg en hemmelig passion for.
Nu ser vi. Og kattene var en smule betuttede ved ankomsten til pensionen. Kasper var helt sikkert blevet leveret tilbage til internatet og blev lille bitte og gemte sig. Pinga var mere modig og der var gode forhold og en meget kærlig kattemor, så det var nu ikke slemt at efterlade dem.
I går tog jeg hul på tre ugers ferie. Det føles som om, at det er uendeligt længe siden jeg sidst har haft sådan en.
Jeg havde tre uger ikke ret længe efter jeg overtog mit hus. De blev brugt til malerarbejde og at finde på plads i min nye bolig.
Nu er den stort set som jeg vil have den, og der er kommet liv i stuerne med Kasper og Pingas ankomst.
Nu trænger jeg til at komme UD. Torsdag formiddag bliver Kasper og Pinga sat i pension på Fredensborg Kattepension og fredag morgen flyver KLM mig til New York til en fire dags miniferie.
Jeg skal bo på Le Parker Meridien. Det er faktisk ret interessant selv at bygge sin rejse. Jeg havde kigget på Rejsefeber, hvor en tur ville løbe op i en 11-12.000 kroner - det var dog nogle andre datoer - og så tænkte jeg: Lad mig se, hvad der sker, hvis jeg selv finder fly og hotel.
Nu ender jeg omkring 10.500 kroner for et meget bedre hotel end dem Rejsefeber tilbyder.
Et godt sted at tjække mulige hoteller ud er på Tripadvisor. Der er ofte mange rigtigt nøjeregnende mennesker som skriver om små detaljer, der er kikset.
Den slags læser jeg gerne hen over. Men hvis mange nævner det sammen, som fx at hotellet trods en pæn lobby ellers ligner en gangsterbule og værlserne er rædsomme, så holder jeg mig væk.
Andre gange er det nemt at få tips til at bede om bestemte værelser eller frabede sig samme.
Men stedet lever jo kun, hvis man selv yder nogle, så jeg plejer at gøre gengæld med en anmeldelse.
